Finn Bøgh Henriksen

«Lille Eyolf» havde igaar ved Førsteopførelsen samlet udsolgt Hus til Overpriser. Et hos os sjeldent repræsentativt Publikum havde indfundet sig, og der raadede en egen, ejendommelig Stemning over alle. Da de sidste Toner af Beethovens Ouverture til Coriolan var hendøde, gik Tæppet op under lydløs Stilhed.

Lad det med engang slaaes fast: Fremførelsen blev ingen Sejr for vor Scene. Allerede de første Scener varslede dette; de blev nemlig spillet i et utilgivelig langsomt Tempo som Stykket forøvrigt i det hele; man mere hviskede end talte, saaledes at det ofte var meget vanskelig at opfange Replikerne selv fra Parkettets første Bænke. Lavmæltheden raadede hele Aftenen og havde betaget alle de spillende. Alt dette bidrog ikke til at løfte Stemningen tvertom, og vi henstiller til Instruktøren at faa lidt mere Fart i Spillet, saaledes at der ikke gaar halve Minuter hen mellem Replikerne; og saa højt faar man i al Fald tale, at Publikum hører, hvad der siges.

Der kom ikke Flugt over Fremstillingen igaar før i den lidenskabelige Scene mellem Rita og Allmers, efterat Rottejomfruen er borte, og efterat Borgheim og Asta gaar sin Tur. Fru Irgens-Hansens stærkt bevægede og modige Spil i den Scene satte Fart i Dramaet, og Folk rejste sig i Sæderne for ikke at gaa glip af noget. Men indtil det Øjeblik havde der ogsaa over hendes Spil været noget dødt og upersonligt.

Scenen med Rottejomfruen gjorde sig ganske anderledes ved Læsningen end ved Opførelsen igaar. Selv om vi kan billige Fru Speratis Maske, saa er der neppe Tvil om, at hendes Spil er en Misforstaaelse. Der er ingen Grund for, at Rottejomfruen skal tale hæst, langt nede i Halsen og gerere sig som en Hex. Alt det, der paa Eyolfs Guttefantasi kan virke dragende og lokkende, saaledes at han ligesom Rotterne «følger og følger ud paa Dybets Vande» det var borte. Hun har engang lokket Mennesker, Rottejomfruen, hun alene uden nogen Mopsemand. Hun kan lokke dem endnu, faa Magt over et Barns Fantasi, slig at det maa følge.

Med Rette er der mindet om Rottefangeren i Hameln, om hvem Göthe skrev:

Dann ist der gutgelaunte Sänger
mitunter auch ein Kinderfänger,
der selbst die wildesten bezwingt,
wenn er die goldnen Märchen singt.
Und wären Knaben noch so trutzig,
und wären Mädchen noch so stutzig
in meine Saiten greif ich ein,
sie müssen alle hinter drein.

Ibsen selv har erklæret, at «Rottejomfruen» skriver sig fra Skien og Bergen, og allerede tidligere er der i dette Blad nævnt som sandsynlig Model en for 15-20 Aar siden populær Gadefigur, som kaldtes «Katten i Læggene». Der skulde Fru Sperati hentet sit Mønster. Fruen bør til de senere Opførelser søge at lægge sit Spil om.

I hele den uhyggelige Scene, hvor Lille Eyolf drages ind under Rottejomfruens Magt, og hvor Barnets Fantasi mere og mere betages af hendes sælsomme Skikkelse og sære Beretning, stod Allmers (Hr. Roald) og Asta (Fru Voss) urørlige, som angik det hele ikke dem, medens Publikum trods alt sad i stor Spænding. Fru Irgens-Hansen gjorde ærlige Forsøg paa et udtryksfuldt Minespil, men fik ingen Støtte af sine medspillende.

I hele første Akt synes Hr. Roald at flagre om sin Rolle. Han stod øjensynlig selv i Vildrede med, hvorledes han skulde lægge den an; han havde intet sikkert Greb i den, og Replikerne klang indholdsløse og uforstaaede. Det blev meget uklart, hvorledes denne Mand kunde vinde to Kvinders Kjærlighed og Hengivenhed det var som ogsaa han selv var forundret derover, og det gjorde hele Spillet usikkert og famlende.

Heller ikke Borgheims Tilsynekomst bragte mere Liv og Afvexling i Handlingen, dertil var han af Hr. Voss gjort altfor intetsigende, man kunde fristes til at sige godfjottet. Desuden var der over ham hele Tiden udbredt en utilladelig Monotoni.

Saa endelig da Allmers og Rita bliver alene, kom der Farve over Fremstillingen. Med Forbigaaelse af Fru Irgens-Hansens mindre vellykkede Toilette, der gjør den yppige, blonde Rita til noget af en Kjæmpekvinde det er i det hele taget paa Tide i al Venlighed at minde Fruen om den Sætning: at nære sin Aand, men spæge sit Kjød saa var der ægte Lidenskab og sandt sanseligt Begjær i de efterfølgende Scener. At dette Jordmenneske kræver sin Mand helt og fuldt for sig, og for sig alene, at hun ikke kan dele ham med nogen, ikke engang med deres eget Barn, og at hun ikke kan lade sig «afspise med Levninger og Rester» forstaar man tilfulde, naar man ser den næsten vanvittige Heftighed i Begjæret. Føjes det ikke, tilfredsstilles det ikke, slaar det om i hadefulde Følelser, der gaar saa langt som at ønske lille Eyolf ufødt. Hun føler Barnet staaende imellem Allmers og sig, og taler i Vrede om «onde Barneøjne».

Da tager Skjæbnen hende paa Ordet. Eyolf, som har fulgt Rottejomfruen, fulgt hende til det yderste af Bryggen, svimler derude og drukner kun «Krykken flyder».

Fra dette Øjeblik, da Tankerne kredser om Lille Eyolfs Død, da man er kommen bort fra Ødemarkens «uendelige Ensomhed», bort fra «Højderne og de store Vidder», var det som der var kommen et sikrere Tag i Roalds Opfatning af Allmers. Hans Spil bliver sandere, Hulheden i Replikernes Fremsigelse forsvinder, der kommer Temperament og Personlighed over Allmers Skikkelse, Sandhed i hans Sorg, Ægthed i hans Følelse. Her og der en for stor Gestus, en for grov Understregning, men Fremstillingen hæver sig betydelig op over første Akts. Sørgeflorsscenen spilles dæmpet og smukt. Fru Voss, der i det hele taget ikke spillede Asta tilfredsstillende, fik endelig her Varme i sit Spil. Gjennemgaaende var Fru Voss for farveløs, for tonløs, og Asta er dog den mest menneskelige i hele Stykket. Der maa komme meget mere Personlighed og Fylde i Fru Voss Asta, ellers forfejler Stykket sin Virkning paa afgjørende Punkter. Nu blev der spillet utilgiveligt blegt og mat med Undtagelse af den nævnte Scene og Vandliljescenen, hvor saavel Hr. Roald som Fru Voss fandt gribende Udtryk for sin Sorg og Smerte og virkelig hævede Spillet op til det bedste, som leveres paa vor Scene.

Den store Scene i anden Akt, mellem Allmers og Rita, fik ogsaa en Udførelse, der holdt Publikum i bange Spænding; Fru Irgens-Hansen virkede her mere damemæssig end i enkelte Scener i første Akt; hun hævede Spillet momentvis til det udmærkede. Roald klarede Akten igjennem de lidt langvarige filosofiske Betragtninger over Ulykken over Forventning; at de virker noget trættende er ikke Skuespillerens Skyld.

Men baade Rita og Allmers maa slaa af i sine Krav, han forstaar, at man ikke kan leve bare fyldt af en eneste Sorg at det heller ikke er værd at leve et saadant Liv; hun maa ogsaa opgive det, som var stærkest i hendes jordbundne Natur, hun forstaar, at hun i sit Væsen ogsaa ejer noget af Himmel og Hav. Saa tager hun op som sin Gjerning at sprede Hygge blandt de fattige paa Strandstedet; de skal være i lille Eyolfs Sted. Hun er sig bevidst, at hun ikke handler og gjør dette af Kjærlighed; hun siger: «Jeg vil smigre mig ind hos de store, aabne Øjnene.» Men hun tror, der vil komme Kjærlighed i Dagens Yrke, og alt imellem vil der falde Søndagsstilhed over hende og Allmers, der skal dele Arbejdet med sin Hustru.

Disse Scener fik en stemningsfuld Tolkning.

Naar vi har sagt, at Fremførelsen ikke blev en Sejr som for Exempel Tilfældet var med «Bygmester Solness» saa kom det for en væsentlig Del af det langsomme Tempo og den drævende Lavmælthed, som var gjennemgaaende hele Aftenen. Det er Instruktionens Sag at rette paa dette, og det burde være rettet allerede paa de første Prøver. De senere Opførelser vil kunne hjælpe paa meget af det, som der her er gjort Indvendinger mod. Nogen Mønsterfremførelse vil man dog ikke naa frem til. Men særlig maa Hr. Voss og Fru Voss kunne gjøre adskilligt mere ud af sine Roller, end Tilfældet var igaar.

Lille Eyolf blev spillet af en tolvaarsgammel Datter af en af vor Scenes tidligere Skuespillere, der desværre paa Grund af Sygdom altfor tidlig maatte forlade Scenen. Udførelsen var overraskende vellykket.

Det fremmødte Premierpublikum var oplagt til at vise Anerkjendelse; der blev tre Fremkaldelser efter første og anden Akt, to efter tredje. Fru Irgens-Hansen høstede desuden noget Bifald for aaben Scene i anden Akt. Bifaldet gjaldt dog kanske ligemeget Forfatteren, hvem man vilde bringe en Hyldest, som Skuespillerne, der dog ogsaa fortjener Paaskjønnelse for det uden Tvil samvittighedsfulde Arbejde, de har nedlagt i sine Roller.

«Lille Eyolf» spilles igjen imorgen, Torsdag og Fredag og vil naturligvis samle fuldt Hus hver Aften. Det er længe siden Theatret har taget en stor Opgave paa sig. Naar det engang sker, bør alle vise sin Paaskjønnelse. Man er ikke færdig med «Lille Eyolf», om man har læst det og seet det opført en Gang.

Igaar opførtes «Lille Eyolf» for anden Gang og for Abonnenterne.

I det væsentlige blev Indtrykket fra den første Forestilling bekræftet, men enkelte Ting var dog bedre igaar. Tempoet var saaledes blevet adskilligt raskere i de to første Akter, ligesom man talte højere; dette bidrog til at hæve Spillet. Fru Sperati havde dæmpet sin Rottejomfru, hvad der absolut var en Vinding, men Fruen burde modig lægge hele Rollen om. Hr. Voss havde i saa Henseende gjort heldige Forsøg; hans Borgheim var igaar mere vindende end Mandag. I sidste Akt faldt dog han, ligesom de andre, tilbage i Premierens langsomme Lavmælthed. Fru Voss havde ligeledes faaet mere Farve over sit Spil men ikke nok. Det kan endnu uddybes meget og blive mere nuanceret.

Saavel Hr. Roald som Fru Voss bestræbte sig igaar for at være med i Rottejomfruscenen; der kan dog endnu skaffes mere Liv over den.

Hr. Roald er heldigst, hvor han er et dagligdags Menneske; strax den taagede Germanerhjerne Allmers begynder med sine dunkle Talemaader om at drage op i Ensomheden, paa Vidderne, mod Stjernerne og de høje Tinder, bliver det Timelærerdeklamation. Det kan heller ikke skjules, at man her og der drager paa Smilebaandet under Allmers quasifilosofiske Dialektik ligeoverfor Rita i anden Akt; men det er ikke Skuespillerens Skyld. Paa den anden Side er der Varme over Scenerne med Asta; disse gik igaar meget godt.

Fru Irgens Hansen havde bevaret alle de gode Momenter og desuden nedstemt sit Spil i et Par af de mest lidenskabelige Scener. Fruen modtog igaar som Opmuntring en Blomsterbuket.

Der var to Fremkaldelser efter de to første Akter, en efter sidste.

Ogsaa Orkestret høstede et velfortjent Bifald for sin Udførelse af Mellemaktsmusiken.

Huset var næsten udsolgt. Imorgen og Søndag vil der forhaabentlig ogsaa blive fuldt paa alle Bænke.