Georg Brandes

Man har ikke sin Mening om et Ibsensk Skuespil saa hurtigt færdig, som De tror. Det første Indtryk er ikke afgjørende, og selv om det var det, har man ingen Drift til straks at gjøre sig Rede derfor; man vil prøve dets Eftervirkning i Sindet.

Et Værk af Ibsen æder sig langsomt ind i Ens Bevidsthed. Først nogle Maaneder efter det udkom, ved man tilfulde, hvor dybt det gik, og hvor megen Sysselsættelse det giver Fantasien og Tanken. I dette Tilfælde har Ibsens Beundrere endda været særlig vanskeligt stillede, idet de Indiskretioner, der gik forud for Udgivelsen, har forvirret Indtrykket og gjort En det besværligt under Læsningen at se alle Enkeltheder i det af Digteren villede Perspektiv.

Jeg vil derfor slet ikke skrive nogen Anmeldelse af «Lille Eyolf», kun planløst fremhæve et og andet Punkt, der ved første Læsning har fæstet sig i mit Sind.

Over Stykket kunde som Motto staa disse Ord:

Rita:

Vi er da Jordmennesker alligevel.
 

Allmers:

Vi er lidt i Slægt med Hav og Himmel ogsaa, Rita.

Ibsens Opfattelse af Menneskenaturen er i disse Ord.

Han har i dette Skuespil med sit sædvanlige Fynd givet Livsbetragtningen et nyt, tankevækkende Udtryk: Forvandlingens Lov. Alle menneskelige Forhold staar under Forvandlingens Lov. Oldtidens Digtere skrev «Metamorphoser». Digtninge om de Forvandlinger, deres Mytelære var fuld af. «Lille Eyolf» er Ibsens Digtning om «Forvandlingerne.» Man plejer at sige, at alt levende staar under Udviklingens Lov. Men Udtrykket Forvandling er dybere og sandere end det gjængse Udtryk «Udvikling»; ti Forvandling indbefatter Fremgang og Tilbagegang, Udvikling og Sammenfoldning i et enkelt omfattende Ord. Og vi ser i dette Skuespil menneskelige Følelser formes, omformes, udslukkes, vaagne paany i forandret Skikkelse.

Overfor enhver Begivenhed, der griber ind i vort Liv som pludselig Ulykke, rejser der sig et tvefoldigt Spørsmaal. Først det om Aarsagen, eller teologisk udtrykt Skylden eller moralsk-juridisk udtrykt Ansvaret. Dernæst det om Betydningen af det skete, teologisk udtrykt Meningen dermed, moralsk udtrykt det Spørsmaal, hvad Brug der bør gjøres af Ulykken, ifald den ellers kan bruges til andet og mere end Sorg.

En saadan epokegjørende Begivenhed for Menneskers Liv og Samliv er her i Skuespillet Eyolfs Død.

Under Grubleriet over Aarsagen, Skylden, Ansvaret standser Dramet ved dette Punkt: det Favntag, under hvilket det nogle Øjeblikke forglemte Barn ved et Fald blev til Krøbling, og der møder Læseren en næsten Tolstojsk Uvilje mod «Jordmennesket» og dets Natur i det odiøse Skjær, som her kastes over det sunde, stærke Elskovsforhold mellem Mand og Hustru. Der har altid hos Ibsen været en Dobbelthed tilstede; han taler Naturens Sag, og han tugter Naturen med mystisk Moral; kun at snart Naturen har første Stemme, Moralen anden, snart omvendt. I «Solness» som i «Gjengangere» var Naturelskeren i Ibsen dominerende; her som i «Brand» og «Vildanden» er Tugtemesteren det.

Stykkets anden Akse var Spørsmaalet om det Sketes Betydning og Mening. Lille Eyolfs Død synes saa meningsløs: et Ulykkestilfælde, som umuligt kan sætte anden Frugt end Kvaler, Anklager og Selvbebrejdelser, alene kan forhærde og forbitre Forældrene til det Yderste imod hinanden. Men Begivenhederne har nu engang kun den Betydning og Mening, vi selv giver dem, ved den Opfattelse, vi danner os af dem og den Brug, vi derefter gjør af dem. Og paa en ligesaa aandfuld som overraskende Maade giver Ibsen ved Stykkets Udgang gjennem Ritas Beslutning Begivenheden en Udlægning og Ulykken en Mening. Den lille Eyolf har ikke levet og er ikke død forgjæves, siden hans Død bliver Aarsag til, at Rita og Alfred paatager sig et stort menneskekjærligt Arbejde med andre Menneskers Børn.

Dette synes mig at være Digtningens Grundlinjer.

Blandt Skikkelserne er Rita sandest og ualmindeligst. Kun en Menneskekjender af første Rang har kunnet frembringe denne Type paa skinsyg kvindelig Gridskhed. Allmers Væsen er meget sammensat; han er finere end Rita, men ogsaa uædelmodigere end hun, ubehersket i sin Sorg, uværdig og spidsfindig i sine Angreb paa den knækkede Kvinde.

Der er en spøgelseagtig Uhygge over Rottejomfruen, som er Sagnskikkelsen fra Hameln i en gammel Kvindes Lignelse, og der er en henrivende Vemod over Scenen, hvor Asta som saa ofte før syr sort Flor om Alfreds Hat og Arm.

Vi som har fulgt Henrik Ibsen lige fra den Tid af, da han udgav Kongs-Emnerne, kan slet ikke kritisere ham mere. Vor Taknemmelighed og Respekt er vokset fra Værk til Værk. Vi har ingen Morskab af at fremkomme med Indvendinger, og han behøver ikke vor Ros. For hver Gang han udgiver en Bog, føler vi alene Trangen til paany at sige Tak.

Kun en Tak er derfor disse Linjer, ingen Drøftelse eller Kritik.