Hans Aanrud

Endelig foreligger da Henrik Ibsens nye Skuespil, som allerede et Par Maaneder har været paa alles Læber, og som i den næste Maaned vel vil være det samme. Og det ikke alene i Skandinavien, men i størstedelen af Europa foran i Bogen meddeles at den med det samme eller i den nærmeste Fremtid udkommer i Oversættelse paa en Mængde Sprog man kan her maaske lægge Mærke til, at de sydeuropæiske, spansk og italiensk, ikke er blandt disse.

«Lille Eyolf» er et treakts Skuespil paa 184 Sider. Allerede for længe siden meddeltes, at Stykket skulde være et Skridt «dybere» ind i Symbolismen; om dette er saa, skal jeg lade være usagt, sikkert er det ialfald, at det er «dybt» derinde.

Stykket har seks Personer, hvoraf de to, Lille Eyolf, en niaarig Gut paa Krykke, og Rottejomfruen, som ved at spille paa Mundharpe, lokker Rotterne ud i Havet, kun optræder i en Scene i første Akt. Den tredie, Ingeniør Borgheim, Veibygger (cfr.: Bygmester) griber heller ikke synderlig ind. De tre Hovedpersoner er Alfred Allmers, hans Hustru Rita og Frk. Asta Allmers, der i Begyndelsen gjælder for Hr. Allmerss Halvsøster, men som i Stykkets Løb aabenbarer, at hun formedelst et Feiltrin af sin Mor nok ikke er i Slægt med ham.

Stykkets Bygning er i visse Henseender forskjelligt fra Ibsens tidligere.

Det ligner dem deri, at meget af det afgjørende ligger forud og berettes under Stykkets Gang. Til dette hører Allmerss og Astas fælles Opvækst under en gjensidig Forstaaelse og Tilbøielighed, der gjaldt for Søskendekjærlighed. Videre hans Ægteskab med Rita, der satte ham istand til at beskjæftige sig med det, som lever i ham «Bogen om det menneskelige Ansvar.» Endelig lille Eyolfs Fødsel og den Ulykke, at han under Samlivets Henrykkelse mellem Forældrene falder ned fra Bordet og blir Krøbling, og endelig, umiddelbart, før Tæppet gaar op Allmerss Fjeldtur og Hjemkomst, paa hvilken han nok har gjennemgaat en afgjørende Krise, været særlig stærkt under «Forvandlingens Lov.» Da han kom hjem «han havde Champagne men rørte den ei,» hvilket vil si, at Ritas «fortærende Deilighed» ikke længere er noget for ham; han vil leve kun for sine Faderpligter, mens hun, der «er skikket til at bli Moder men ikke til at være det,» ydermere opildnes af et Slags sanseligt Begjær efter at eie ham alene, uden at dele hverken med Asta, Eyolf eller «Bogen».

Forskjellen ligger i, at det dramatiske Tyngdepunkt ligger i første Akt. Her hænder det afgjørende. Rottejomfruen kommer med sin Rottehund og ved en mystisk Dragning lokker hun lille Eyolf efter sig ud for Bryggen, i samme Øieblik, som hans Mor taler om onde Barneøine og er ifærd med at ønske, at han, som tar Allmers fra hende, aldrig var født.

De to følgende Akter kan man gjerne si er meget lidet dramatiske, forsaavidt der næsten ikke foregaar nogen ydre Begivenhed.

Efter Ulykken hengir Forældrene sig hver paa sin Maade til Fortvilelsens Gru, som Allmers kalder «Angeren og Naget», men Rita derimod «Sorgen og Savnet.» Kløften mellem dem synes ved Hændelsen at være blit uoverstigelig, og da Allmers opdager, at der er Hvile og Glemsel hos «Søsteren», beslutter han at vende tilbage til hende. Da aabenbarer hun det sande Forhold; han tænker endnu derpaa, men saa stænger hun den Udvei ved at reise med Ingeniøren som den, der skal dele «Glæden» med ham. Saa er de to igjen ganske alene og gruble over Meningen med det, som er hændt, og om «Gjengjældelsen,» øiner ingen Maade at leve Livet paa, Allmers synes endog besluttet paa at begaa Selvmord.

Men saa finder endelig Rita saadan i Samtalens Løb Midlet til at leve Livet igjen. For at «indsmigre sig hos de store aabne Barneøine» beslutter hun at ofre sig for et Slags Kjærlighedsarbeide for Fattiggutterne. Straks denne Tanke er fremkommet, ser da ogsaa Allmers, at «saa har lille Eyolf ikke levet forgjæves» og spør: «Kanske jeg kunde faa være med? Og hjælpe dig, Rita?»

Saa ender Stykket harmonisk, idet de venter under Arbeidet at faa se et «Glimt af Aanderne», dem som de har mistet.

    Allmers
Kanhænde vi paa Livsveien faar se ligesom et Glimt af dem.
    Rita
Hvor skal vi se, Alfred ?
    Allmers
Opad.
    Rita
Ja ja, opad.
    Allmers
Opad, imod Tinderne. Mod Stjernerne. Og imod den store Stilhed.
    Rita
Tak!

Dette som er, hvad jeg paa liden Plads kan gjengi af Stykket, er naturligvis ikke tilstrækkeligt til at gi noget fyldigt Indtryk jeg henviser forøvrigt til Stykket selv.

Hvordan virker nu denne Digtning?

Ja, her kan jeg ikke svare for andre end mig selv, men paa mig virker den ikke.

Jeg kommer under Læsningen til at tænke paa den Tid, jeg gik paa Skolen og lærte Aritmetik og Algebra. Det var altid dette ubekjendte, mystiske x, som optraadte i alle Skikkelser, som x³, xy og 1/x i og uden Parenteser, men naar jeg saa rigtig havde gjort Jagt paa dette x, saa viste det sig at betyde et ganske almindelig simpelt Tal, oftest et af de fire første. Siden lod jeg mig ikke imponere af den store Regnemester, som havde sat Opgaven saa listelig sammen, jeg forstod, at han havde ogsaa begyndt med at vide at x var lig 2, bare viklet det saaledes ind for at imponere mig. Siden regned jeg ikke Opgaven ud, bare prøvede med et af de simple Tal og traf ofte Facit ganske let.

Det forekommer mig, at det er saadanne Algebrastykker, Ibsen ogsaa sætter op for os. Det er ikke muligt at se eller føle, at der blir større Tankeindhold eller mer Følelse i almindelige sykologiske Kjendsgjerninger (f. Eks. Forældres Sorg og Fortvilelse over et tabt Barn og derpaa deres Søgen hen til et Slags Religion) fordi om det altsammen omsættes i høitravende abstrakte Betegnelser der er saa dunkle som muligt. Det som er dunkelt behøver ikke (konfr. Algebraen) at være dybsindigt. Endvidre er det mig umuligt at tro paa de Menneskers Følelse, som omsætter dem i Abstraktioner, altsaa kan jeg heller ikke rives med i deres Følelse, fordi jeg ikke finder dem som Mennesker.

Men hele sit blændende Ydre, hele sin tilsyneladende Dybde virker dette Stykke ikke paa mig, og Grunden kan kort udtrykkes som den, at det mangler umiddelbar, naturlig Følelse.