«Lille Eyolf».
Rita.
«Du havde Champagne, men rørte den ei».
Allmers
(næsten haardt).
Nei. Jeg rørte den ikke.
Da Ibsens storslagne Drama nu med det første skal opføres paa Kristiania Theater, tør der være Opfordring til at gjøre dets Ide og Forholdet mellem dets Hovedpersoner til Gjenstand for en lidt nærmere Omtale, end der blev Anledning til i den Anmeldelse, der tidligere har været indtaget i nærværende Blad. Hertil finder jeg saa meget større Opfordring, som Stykket saavel i Pressen som Mand og Mand imellem har været Gjenstand for Bedømmelser og Udlægninger, der visselig ligger lige langt fra Digterens Mening, som det synes lidet stemmende med Stykkets eget Indhold.
Det er jo blevet en ren Trossætning hos Kritiken som blandt Publikum, at Ibsen er den store gaadefulde, hvis Ord altid maa underlægges en dulgt og forblommet Betydning, og det er blevet en yndet Sport at forsøge at «sætte ham i System» paa en Maade, hvormed tildels hverken han selv eller hans Verker er tjent. Det var vistnok langt fra mig at ville negte, at dette gaadefulde og dulgte ofte har været tilstede at det «metafysiske» hos Ibsen gaar Haand i Haand med en skarp Virkelighedssans, og at det mysteriøse og symbolistiske hos ham har spillet en stor Rolle, navnlig i hans senere Verker. Men ligesaa sikkert er det, at man ofte har «fortolket» saa længe, til Livet er blevet borte mellem ens Hænder, og at man ikke saa sjelden har søgt Gaader og Dybsindigheder, hvor der ingen er. Man har med Vold og Magt villet gjøre Ibsen til Filosof og Moralist, medens man har glemt, at han dog først og fremst er Menneske og Digter.
«Hvad specielt hans sidste Arbeide angaar, er det i dette udenfor «Rottejomfruens» Optræden, hvor det symbolske kun er af formel og saa at sige teknisk Natur, intetsomhelst symbolistisk eller mysteriøst. Det er helt igjennem levende og naturlige Mennesker, som her skildres, det er den almenmenneskeligste af alle Følelser, som her spiller den dominerende Rolle, og det er rent menneskelige Forhold og Konflikter, hvoraf Handlingen springer ud: Kjærligheden til Kjønnet ligeoverfor Kjærligheden til Afkommet, den blussende Livsglædes Oprør mod det blege, grublende Pligtkrav og Livets Ret ligeoverfor Forsagelsen og den graa Theori. Hvad der her er overraskende og originalt, er alene den eiendommelige Maade, hvorpaa Problemerne stilles, og den hensynsløse Konsekvense, hvormed Konflikterne sættes paa Spidsen.
I Almindelighed vil det jo være saa, at det er Kvinden, hos hvem «Forvandlingens Lov» paa dette Omraade lettest gjør sig gjeldende, saaledes at hos hende den moderlige Kjærlighed til Barnet efterhaanden opsluger den sanselige Kjærlighed til Manden. Med et genialt Greb har Ibsen her vendt Forholdet om og ladet Manden gaa op i Barnet, medens Hustruen kun gaar op i sin Mand. Som Repræsentant for den sanselige Kjærligheds Afmagt har han skabt Rita, denne stolte Personifikation af det evigt kvindelige i dets høieste Potens, for hvem Lidenskaben er hellig og Hengivelsen en Naturnødvendighed, som kjæmper til det yderste for sin Kjærlighed, hvorfor hun ofrer endog sit eget Kjød og Blod, og som tilslut resigneret vender Blikket mod Stjernerne blot for at faa leve i Nærheden af den Mand, hun nu engang har valgt og endnu elsker. Og ligeoverfor hende har han stillet Allmers, denne Blanding af «Adelsmennesket» hos Rosmer og Pedanten hos Tesman, som fra første Stund har delt sin Kjærlighed mellem Hustruen og den Halvsøster, Asta, der senere viser sig ikke at være hans Halvsøster, som betragter Arbeidet som Livets Maal og Barnet som et Experimentalfelt, og som tilslut staar der saa aandelig gold og saa legemlig udbrændt, at der af det fine Adelsmenneske og den strenge Moralist kun er Pedanten tilbage.
Det kunde være fristende og interessant at trække en Parallel mellem det i denne Bog skildrede Forhold mellem Rita og Asta og Forholdet mellem de beslegtede Kvindeskikkelser, Ibsen tidligere har skabt: Hjørdis og Dagny, Rebekka og Beate, Hedda Gabler og Fru Elvsted, Hilde og Fru Solness. Her skal jeg indskrænke mig til at fremhæve, at Rita i sin sunde og sterke Sanselighed, sin altopslugende Lidenskab og sin ubrødelige Troskab mod og Hengivenhed for sin Mand staar som en ganske anderledes høi og ædel Kvindetype end nogen af de foregaaende, og at det synes at være lidet tvivlsomt, at Digterens Sympati er paa hendes Side, naar han i Scener, som banker af umiddelbar Følelse og ungdomsfriskt Liv, viser os Sandheden af Byrons Ord i «Don Juan»:
Mans love is in mans life a thing apart,
This womans the whole existense.
Ikke destomindre er der dem, som opfatter Stykket paa en stik modsat Maade, som mener, at Ibsen betragter Ritas hensynsløse Lidenskab som en Synd, hvorfor hun faar sin velfortjente Straf ved Barnets Død, og at det Ideal, Ibsen peger paa, er Filantropien! Som Talsmand for denne Opfatning optræder bl. a. en saa fremragende Kritiker som Georg Brandes, der i «V. G.» for 15de December 1894 skriver:
«Under Grubleriet over Aarsagen, Skylden, Ansvaret stanser Dramaet ved dette Punkt: det Favntag, under hvilket det nogle Øieblikke forglemte Barn ved et Fald blev til Krøbling, og der møder Læseren en næsten Tolstoysk Uvilje mod «Jordmennesket» og dets Natur i det odiøse Skjær, som her kastes over det sunde, sterke Elskovsforhold mellem Mand og Hustru.»
og videre:
«Og paa en ligesaa aandfuld som overraskende Maade giver Ibsen ved Stykkets Udgang gjennem Ritas Beslutning Begivenheden en Udlægning og Ulykken en Mening. Men lille Eyolf har ikke levet og er ikke død forgjæves, siden hans Død bliver Aarsag til, at Rita og Alfred paatager sig et stort, menneskekjærligt Arbeide med andre Menneskers Børn.»
Jeg nærer stor Agtelse for Georg Brandes som Kritiker. Men her føler jeg mig unegtelig fristet til at spørge: Naar det gaar saaledes med det grønne Træ, hvorledes skal det saa gaa med det tørre? Thi dette er dog virkelig at stille Tingen paa Hovedet. For at komme til en saadan Opfatning som den, Brandes her har gjort sig til Talsmand for, maa man, synes mig, ligefrem gjøre Vold paa Digterens Ord og tillægge Biting en meningsløs Vegt, man maa, saa at sige, læse Stykket baglænds.
Hvad det første angaar, at Elskovsforholdet mellem Mand og Kvinde her skulde være fremstillet i et odiøst Skjær, behøver man blot at henvise til de to Scener i Bogen, hvor dette Forhold specielt behandles: Scenen i 1ste Akt, hvor Rita spotter Allmers for hans Opførsel, da han er kommen tilbage fra Fodturen, og i 2den Akt, da Allmers beskylder Rita for ved sin Letsindighed at have forvoldt Barnets Død. Det er jo saa, at det sete afhænger af Øinene, som ser, og det skrevne af Øinene, som læser. Men man maa, synes mig, lede med Lys og Lygte for her at opdage noget odiøst Skjær, selv om Digteren ganske vist viser, at selv et i vore Øine lidet og undskyldeligt Feiltrin ofte kan drage store og uforudsete Følger efter sig.
Og saa Stykkets Slutning med sin Tale om de vanartede Børn og Stjernerne og den store Stilhed! Som jeg tidligere har udtalt, anser jeg vistnok 3die Akt for at være Stykkets svageste, fordi den egentlige Handling er forbi med 2den Akt, og fordi de velklingende Ord, hvormed Stykket ender, med eller mod Digterens Vilje er skikkede til at fordunkle eller lede paa Vildspor. Men naar man læser Dramaet i Sammenhæng og navnlig lægger Merke til Ritas Repliker, før hun fatter sin «menneskekjærlige» Beslutning, saa kan den Ting dog vanskelig bestrides: at denne Beslutning blot er et Surrogat, som hun griber til, da hun skjønner, at hun maa resignere i det, som for hende alene giver Livet Værd og Indhold. Nu resignere maa vi jo alle mere eller mindre her i Livet, og Surrogater maa vi tilslut gribe til, nogen hver. Men man vilde ikke handle hverken forstandig eller oprigtig, om man af den Grund vilde give Surrogaterne Navn af Idealer!
Nei, Sagen er den, at Ibsen i dette Stykke ikke peger «opad» i den Forstand, at han vil hæve det aandelige paa det legemliges Bekostning. Det er ikke den himmelske, men den jordiske Kjærlighed, han her forherliger, ikke Pietisteriet og Forsagelsen à la Brand, men den lyse Livsglæde, det menneskeliges Ret og den svulmende Lidenskabs Skjønhed. Vel sandt: han ved, at alt jordisk er underkastet Forkrænkelighed, at ingen menneskelig Lykke varer til evig Tid, og at ogsaa Kjærligheden staar under «Forvandlingens Lov», han ved ogsaa, at Forholdet mellem Aarsag og Virkning, mellem Skyld og Straf, mellem Tilfældighed og Nødvendighed er indviklede Problemer, og at Samvittigheden ofte anklager der, hvor Forstanden frikjender for Ansvar. Det er det dybt tragiske i Stykket, dette: at just det, som skulde forene Forældrene, Barnet, det er det, som her skiller, og at det just er Kjærlighedens selvforglemmende Hengivelse, som her bringer Ulykken med sig. Men ikke siger Digteren derfor, at Kjærligheden er Tout eller Hengivelsen Synd. Tvertimod. Han siger blot, at saa sørgeligt og uretfærdigt er nu engang Livet, og til saadanne Surrogater maa man til Slutning gribe for at trøste sig over de brustne Illusioner. Det er Stykkets Livsfilosofi, om man saa vil. Men det centrale deri er og bliver ikke Skildringen af Resignationens dumpe Ro, men af den Lidenskabens Storm, som gaar foran.
Jeg har hørt Udtrykket «Gammelmandskjærlighed» brugt i denne Forbindelse ligesom i sin Tid om Skildringen af Forholdet mellem Hilde og «Bygmester Solness». Det Udtryk er her ikke paa sin rette Plads. Der er Forskjel paa Gammelmandskjærlighed og en gammel Mands Kjærlighed. Den gamle Mands Kjærlighed lever i Mindet, det er Ungdommens Følelser, som hos ham strømmer tilbage og skjænker ham et nyt Foraar. Saa synes det at være gaaet med Henrik Ibsen i neppe noget af sine tidligere Arbeider har han givet netop Kjærlighedens Ungdomsfriskhed og den trodsige Livsglæde et saa fuldt og varmt Udtryk som i dette sidste. Det er dette, som gjør, at «Lille Eyolf» indtager en fremskudt og eiendommelig Plads i hans Produktion, og at han med sine graa Haar endnu kan staa som Ungdommens Digter.
Det staar nu tilbage at se, hvorledes vort Theater vil klare den store og smukke Opgave, som her er det stillet: at give en værdig Tolkning til vor gamle Digters nye Verk, der er saa ungt og levende og rigt paa Stemning. Opgaven er ikke let, men den er taknemmelig; og den Hurtighed, hvormed alle Pladse til Førsteopførelsen allerede er blevne besatte, viser bedst, at Publikum imødeser Udfaldet med spændt Forventning.
Kristofer Randers.