Kristofer Randers

Neppe noget af vor store Dramatikers tidligere Arbeider har – takket være bl. a. de paa Forhaand begaaede Indiskretioner – af Publikum været imødeset med større Spænding og større Forventninger end dette. Og det kan da strax siges, at disse Forventninger heller ikke er blevne skuffede.

Da «Bygmester Solness» udkom for to Aar siden, havde man en Fornemmelse af, at det maaske var at betragte som et Slags Testamente, – at Digteren der havde villet samle sit Livs Arbeide i en Oversigt og i en Sum og saa give Ordet til Ungdommen. Naar man har læst hans sidste Verk, ser man, at hans forrige blot var et foreløbigt Opgjør, en kunstnerisk Befrielse, og man spørger forundret sig selv: Er vor gamle Digter bleven ung igjen? Vil han gjøre Skam paa de yngre? Thi saa ungdomsfrisk er han her, saa umiddelbar og kraftig, saa livsfrodig og varm, at saagodtsom intet tyder paa Aarenes Vegt, – intet uden den dybe Livserfaring, som taler ud af hans Ord, og det sikre Mesterskab, hvormed hans Drama – saavel i sin Helhed som i hver enkelt Replik – er formet.

«Lille Eyolf» behandler de høieste og dybeste Problemer i Menneskelivet: Forholdet mellem Mand og Kvinde, mellem Forældre og Børn, mellem Skyld og Straf, mellem Ansvar og Gjengjeldelse. Men først og fremst hvisker dens Blade om den naturbundne Kjærlighed mellem Mand og Kvinde – denne Livets hemmelighedsfulde Gaade og det evige Grundforhold, hvorom al stor Kunst samler sig og hvorfra den strømmer ud.

Der findes i dette Stykke saagodtsom intet af den Symbolisme, hvorpaa Ibsens senere Arbeider og navnlig «Bygmester Solness» har været saa rig. Det er her blot virkelige Mennesker, vi har med at gjøre, og naturlige, næsten dagligdagse Begivenheder, der fremstilles. Men de Forhold, hvorunder disse Mennesker stilles, er saa eiendommelige og komplicerede, og det Sjeleliv, som males, er saa tendert og saa fint, at det alligevel er vanskeligt nok at give et blot nogenlunde tilfredsstillende Referat af Stykkets Indhold, – man har en Følelse af, hvor let Digtningens fine Spind vil kunne sønderrives af grove Hænder.

Naar Handlingen tager sin Begyndelse, – det er en tidlig Sommermorgen paa et smukt Landsted nede ved Fjorden et Par Mils Vei fra Byen, – har Literat og Eiendomsbesidder Alfred Allmers og hans Hustru Rita været gifte i 10 Aar, og han er netop den foregaaende Aften kommen tilbage fra en længere Fodtur. Han er en fin og alvorlig 36 – 37 Aars Mand, der sammen med sin Halvsøster, den 25-aarige Asta, som han holder meget af, er opvoxet i tarvelige Kaar og først gjennem sit Giftermaal med Rita er kommen til «Guld og grønne Skove». Sin Hustru har han egentlig aldrig omfattet med nogen dybere Kjærlighed, – han har nærmest taget hende, dels fordi hun var «saa fortærende deilig», dels for at komme til Velstand, ikke mindst for Astas Skyld, – medens Rita, en høi, smuk og yppig Blondine paa 30 Aar, er lidenskabeligt forelsket i sin Mand. De har kun et Barn, den 9-aarige Søn Eyolf, der som ganske liden ved et Ulykkestilfælde er bleven Krøbling og derfor maa gaa med Krykke.

Forældrenes Forhold til dette Barn er af høist eiendommelig Natur. Medens Faderen har kastet al sin Kjærlighed paa det og under sine enslige Betragtninger paa den nys tilendebragte Fodtur endog har besluttet at opgive sit Arbeide med en Bog, der skulde blive hans Livs Hovedverk, for udelukkende at ofre sig for Sønnens Opdragelse og Udvikling, ser Moderen paa sit Barn med en Art Uvilje og Skinsyge, fordi hun synes, at det berøver hende noget af Mandens Kjærlighed, ligesom Halvsøsteren har gjort først og hans Arbeide senere. Med hele den varmblodige og elskende Kvindes Lidenskab fordrer hun at eie sin Mand helt, og i en ypperlig Scene, fuld af Liv og Glød, anklager hun ham og bønfalder ham om at opgive alt, ogsaa Barnet, for hende.

Allmers
(stirrer forbauset paa hende).

Hvad! Kunde du ønske at bli` Asta kvit!
 

Rita.

Ja, ja, Alfred!
 

Allmers.

Men hvorfor i al Verden – ?
 

Rita
(slaar Armene lidenskabelig om hans Hals).

Jo, for da havde jeg dig da endelig for mig selv alene! Skjønt – ikke da heller! Ikke helt for mig! (brister i Krampegraad) Aa, Alfred, Alfred, – jeg kan ikke gi` Slip paa dig.
 

Allmers
(gjør sig lempeligt løs).

Men kjæreste Rita, – saa vær da fornuftig!
 

Rita.

Nei, jeg bryr mig ikke en Smule om at være fornuftig! Jeg bryr mig bare om dig! Om dig alene i hele Verden! (kaster sig atter om hans Hals) Om dig, om dig, om dig!
 

Allmers.

Slip, slip, – du kvæler mig – !
 

Rita.

Gid jeg saa sandt kunde! (ser gnistrende paa ham) Aa, dersom du vidste, hvor jeg har hadet dig – !
 

Allmers.

Hadet mig – !
 

Rita.

Ja, naar du sad derinde hos dig selv. Og ruged over dit Arbeide. Til langt – langt udover Nætterne (klagende). Saa langt – saa sent, Alfred. – Aa, hvor jeg hader dit Arbeide!
 

Allmers.

Men nu er det jo Slut med det.
 

Rita
(ler skjærende).

Jo vist! Nu er du jo optaget af det, som værre er.
 

Allmers
(oprørt).

Værre! Kalder du Barnet det, som værre er?
 

Rita
(heftig).

Ja, jeg gjør det. I Forholdet mellem os to kalder jeg det saa. For Barnet, – Barnet, det er jo ovenikjøbet et levende Menneske, det.

- – – – –

 

Allmers
(indtrængende).

Men tænk dig da om, Rita. Det er jo dit eget Barn, – vort eneste Barn, som her handles om.
 

Rita.

Barnet er bare halvveis mit eget, (atter i Udbrud). Men du skal være min alene! Helt min skal du være! Det har jeg Ret til at kræve af dig!
 

Allmers
(trekker paa Skuldrene).

Aa, kjære Rita, – det nytter jo ikke at kræve noget. Alt maa gives frivilligt.
 

Rita
(ser spændt paa ham).

Og det kan du kanske ikke herefter?
 

Allmers.

Nei, jeg kan ikke. Jeg maa dele mig mellem Eyolf og dig.
 

Rita.

Men hvis nu Eyolf aldrig var født? Hvad saa?
 

Allmers.

Ja, det var en anden Sag. Saa havde jeg jo bare dig at holde af da.
 

Rita
(sagte, dirrende).

Saa vilde jeg ønske, at jeg aldrig havde født ham.
 

Allmers
(farer op).

Rita, du ved ikke, hvad du selv siger!
 

Rita
(ryster af Sindsbevægelse).

Jeg fødte ham til Verden under saa usigelig Pine. Men jeg bar det altsammen med Jubel og Fryd for din Skyld.
 

Allmers
(varmt).

Ja, ja, ja, det ved jeg jo nok.
 

Rita
(bestemt).

Men dermed faar det ha` Slut. Jeg vil leve Livet. Sammen med dig. Helt med dig. Jeg kan ikke gaa her og bare være Eyolfs Mor. Bare det. Ikke noget mere. Jeg vil ikke, siger jeg! Jeg kan ikke! Jeg vil være alt for dig! For dig, Alfred!
 

Allmers.

Men det er du jo, Rita. Gjennem vort Barn –
 

Rita.

Aa – vamle, lunkne Talemaader –. Ikke et Fnug andet. Nei, du, sligt er ikke noget for mig. Jeg var skikket til at bli Mor for Barnet. Men ikke til at være Mor for det. Du faar ta` mig, som jeg er, Alfred.

Og med en Blanding af Haan og Harme bebreider hun ham, at han igaaraftes, da hun i Anledning af hans Hjemkomst havde smykket sig til Fest, bare havde spurgt efter Eyolf og gaaet hen og lagt sig; og hun ender med at sige, at hun begynder at tro paa onde Øine nu, «mest paa onde Barneøine».

Men saa hænder der noget frygteligt. Der har nylig været en gammel Kjærring inde i Stuen, – en underlig og uhyggelig Skikkelse, «Rottejomfruen» kaldet, som vandrer omkring med en Hund i en Pose og fortæller at hun – ligesom «Rottefangeren fra Hameln» i det tyske Sagn – kan fordrive fra Huset alt, «som nager og gnaver – og kribler og krabler», ved at lokke det med sig ud paa Sjøen ved Tonerne af en Mundharpe. Eyolf har med spændt Opmerksomhed lyttet til den gamles mystiske Talemaader og i Stilhed fulgt efter hende, da hun gik ud. Og nu lyder der pludselig Skrig nede fra Vandet, hvor endel Gutunger holder paa at bade: Eyolf, som ikke kan svømme, er gaaet udfor Bryggen og druknet, og kun hans Krykke er fundet flydende paa Vandet.

Hermed ender 1ste Akt, der er Stykkets længste og dramatisk mest bevægede. – I 2den Akt, der foregaar vel et Døgn efter, finder vi begge Forældrene nedsunkne i knugende Sorg og bitre Selvbebreidelser. Rita forsøger dog endnu at holde Modet oppe, – hun klynger sig til Manden, og hendes varme Blod kan endnu ikke opgive Livet og Lykken. «Jeg er et varmblodigt Menneskebarn, jeg», siger hun. «Gaar ikke omkring og døser – med Fiskeblod i Aarerne. Og saa være stængt inde paa Livstid – i Anger og Nag! Stængt inde med en, som ikke længer er min, min, min!» Allmers derimod gaar blot op i Sorgen over det tabte Barn, og i sin Fortvivlelse vender han sin Anklage mod Hustruen:

Allmers.

Du er Skyld i, at han blev, – som han blev! Det er din Skyld, at han ikke kunde berge sig op af Vandet.
 

Rita
(afværgende).

Alfred, – Du skal ikke kaste det over paa mig!
 

Allmers
(mere og mere ude af sig selv.)

Jo, jo, jeg gjør det! Det var dig, som lod det spæde Barn ligge og skjøtte sig selv paa Bordet.
 

Rita.

Han laa saa blødt i Puderne. Og sov saa tryggelig. Og du havde lovet at passe Barnet.
 

Allmers.

Ja, det havde jeg (sænker Stemmen). Men saa kom du, du, du, – og lokked mig ind til dig.
 

Rita
(ser trodsig paa ham).

Aa, sig heller, at du glemte baade Barnet og alt andet.
 

Allmers
(i undertrykt Raseri).

Ja, det er sandt, (sagtere). Jeg glemte Barnet – i dine Arme!
 

Rita
(oprørt).

Alfred, Alfred, – det er afskyeligt af dig!
 

Allmers
(sagte, knytter Hænderne mod hende).

I den Stund dødsdømte du lille Eyolf.
 

Rita
(vildt)

Du ogsaa! Du ogsaa, – hvis saa er!
 

Allmers

Aa ja, – kræv du mig ogsaa til Regnskab, – om du saa vil. Vi har forbrudt os begge to. – Og derfor var der Gjengjældelse i Eyolfs Død alligevel.

Da han saa ikke længere formaar at leve sammen med Hustruen, – de gaar bare og gjør hinanden onde og stygge, synes han, – vender han sig til den trofaste Halvsøster og beder hende om Lov til atter at gjenoptage det gamle Samliv med hende. Men nu aabenbarer hun ham, hvad hun nylig har erfaret gjennem sin Mors efterladte Breve, at hun i Virkeligheden ikke er hans Søster og ikke har Ret til at bære hans Fars Navn, – det har altsaa været den skjulte Grund til den uvilkaarlige Tiltrækning, de har følt for hinanden.

I 3die Akt rækker saa Asta sin Haand til Ingeniør Borgheim, som før har friet til hende, og de to Ægtefæller staar alene tilbage. Først vil Allmers forlade sin Hustru. Men da saa denne fortæller ham, at hun vil forsøge at udfylde Tomheden efter Eyolf og ham ved at gjøre godt mod Fattigfolkene nede ved Stranden og tage deres forsømte Børn til sig, gribes ogsaa han af Tanken, og de beslutter alligevel at blive sammen for at ofre sig for Næstekjærlighedens Sag. Saaledes vil de, siger Allmers, kanhænde endnu engang imellem paa Livsveien faa se ligesom et Glimt af dem, de har mistet.

Rita.

Hvor hen skal vi se, Alfred – ?
 

Allmers
(fæster Øinene paa hende).

Opad.
 

Rita
(nikker bifaldende).

Ja, ja, – opad.
 

Allmers

Opad, – imod Tinderne. Mod Stjernerne. Og imod den store Stilhed.
 

Rita
(rækker ham Haanden).

Tak!

Saaledes ender Stykket, – resigneret og stilt, uden Skrig og Anklage, men ogsaa uden Lys, som et regntykt Havblik efter Stormen.

Jeg har i det Foregaaende forsøgt at optrække Dramaets Grundlinjer og at antyde de ledende Tanker, som besjeler det. Der er selvfølgelig en Rigdom paa sine Enkeltheder, som ikke er komne med, og Digterens Mening kan upaatvivlelig sees under forskjellige Synsvinkler. Der er jo saagodtsom intet af hans senere Arbeider, som det ikke har været Tilfældet med.

Men hvorledes man end betragter Stykket, bliver dets mest fremtrædende Figur, Fru Rita, en af de interessanteste og fuldblodigste Kvindeskikkelser, Ibsen har tegnet. Hun er i Slegt med Hjørdis, Rebekka, Hedda Gabler og Hilde, – en Menneskelighedens, Sundhedens, Ungdommens og Livsglædens Repræsentant. Stillet op mod en Mand som Allmers, der med alle sine gode Egenskaber forøvrigt er Rosmers Halvbroder og Tesmans Fætter, maatte hun upaatvivlelig tilslut slides op og give sig over. Men var det alligevel nødvendigt, at hun skulde komme til at staa saa fattig og ribbet, som hun gjør ved Stykkets Slutning? Det efterlader iethvertfald et pinligt og uretfærdigt Indtryk; thi hun eier Blodets og Livets Ret.

Idethele forekommer det mig, at sidste Akt er Stykkets svageste, – den anslaar ligesom en anden Grundtone end det øvrige og virker noget konstrueret og bleg. Med de to første er Stykket i Virkeligheden forbi. Og tagne for sig klinger disse – med sin rige Stemningsfylde og sin dybe Tragik – som en af de reneste og mest fuldttonende Akkorder i vor Literatur.