Anonym anmelder i Morgenbladet

«Lille Eyolf» er nu udkommen. Den er Aarets største Begivenhed paa det skandinaviske Bogforlags Omraade; thi naar «Juleroser» og dermed beslægtede Frembringelser fraregnes, har norsk-dansk Literatur intet æsthetisk Verk at opvise, der i Oplag kan maale sig med den. Men ikke blot af Oplagets Størrelse kan man bedømme den Interesse, hvormed et nyt dramatisk Arbeide af Henrik Ibsen modtages. Der er ogsaa mange andre Vidnesbyrd herom, og Spændingen efter den Lille med Krykken har maaske endog været større end efter noget forudgaaende Arbeide paa Grund af de noksom bekjendte Begivenheder, der er gaaede forud for dens Udgivelse. Det er nogle Udslag af denne Interesse, hvormed Ibsens Bog modtoges, hvorom der her skal fortælles.

Paa et Blad i Bogen kan man læse, at der samtidig med Originaludgaven udkommer autoriserede tyske, franske og engelske Udgaver, medens der senere vil komme Oversættelser ogsaa i forskjellige andre Sprog. De tre førstnævnte Udgaver har ogsaa virkelig seet Lyset paa samme Dag som Originaludgaven. Meget Brevskriveri og megen Telegrafering er gaaet forud for at afpasse dette nøiagtigt, men saavidt vides, besværer Dr. Ibsen sig ikke selv hermed. Han har sine betroede Mænd i Kjøbenhavn – der ogsaa besørger Korrekturen paa hans Verker – og han modtager end ikke sit Verk i Rentryk, før det kommer til Christiania, bestemt til Salg blandt Publikum. Fra Kjøbenhavn er ogsaa Korrekturarkene blevne sendte til de forskjellige Oversættere.

Den tyske Oversættelse har seet Lyset i Norge. Den er besørget af Digterens Søn, Dr. Sigurd Ibsen, og udkommer hos Ibsens sædvanlige Forlægger i Berlin. Ogsaa den franske Udgave er bleven til i et Land udenfor Frankrige – nemlig i Rusland. Oversætteren bor i St. Petersburg; det er den bekjendte Grev de Prozor, der er ansat ved det franske Gesandtskab i den nævnte By, og som levende interesserer sig for skandinavisk Literatur. Gjennem sin Hustru – saavidt vides, en Dame af svensk Byrd – har han lært de skandinaviske Sprog og har tidligere omplantet forskjellige dramatiske Arbeider af skandinavisk Literatur paa Fransk, deriblandt vistnok allerede tidligere nogle Verker af Ibsen. Den franske Udgave udkommer hos det bekjendte Firma Albert Langen, Paris-Leipzig.

Ogsaa den engelske Udgave har en Forlægger med et tysk Navn, nemlig Heinemann, et anseet og dristigt Firma i London. Oversættelsen er i dette Tilfælde besørget i England; den skyldes den bekjendte Kritiker Archibald Archer, som ogsaa hører til de Udlændinge, der har vist Nordens Literatur sin Interesse, dels gjennem Oversættelser, dels gjennem selvstændige Afhandlinger, idet han har opholdt sig i de forskjellige større Byer i Norden.

Hvad nu Originaludgaven angaar, der udkommer hos den Gyldendalske Boghandel i Kjøbenhavn, da trykkes denne i et Oplag af 10,000 Exemplarer, og det er bekjendt, at der med Omhu vaages over, at den udkommer samme Dag i Christiania og i Kjøbenhavn. Det er en meget betydelig Expedition, der ved denne Leilighed foregaar fra den nævnte Forlagsboghandel, og saa kommer det jo endda an paa – som man vil have seet af «Morgenbladet» – om det lykkes at faa Bogen udleveret, naar Dampskibet kommer. Men ingenlunde hele Oplaget gaar til Norge og Danmark, ja, der deles maaske end knapt ligelig mellem de to Lande; thi Interessen i Danmark efter Ibsens Verker er maaske endnu større, end den er i Norge, ialfald naar man skal dømme efter det overvældende Antal Bestillinger, som indløber fra danske Boghandlere. Men, som sagt, betydelige Partier af Originaludgaven gaar andetsteds hen end til Norge og Danmark. Finland tager saaledes sin rigelige Part, og den besørges fra Kjøbenhavn. Ogsaa den skandinaviske Forlagsboghandel i Amerika konsumerer et passende Parti. Men dernæst er der, sna rt sagt, ikke det Sted i den vide Verden, hvor man ikke ønsker at læse Ibsen i Originalsproget og saa hurtigt som muligt. Ikke saa snart bebudes der et nyt Verk af Ibsen, saa begynder Bestillingerne at strømme ind til Forlæggeren, ikke blot – eller maaske mindst – fra udenlandske Boghandlere, men velsaa meget fra private Folk: i Tyskland, Frankrige, England, Rusland, Rumænien, Tyrkiet, Grækenland, Italien – ja det bliver for vidtløftigt at fortælle, men man kan roligt sige fra hele Verden. Og disse Bestillinger kommer, som det Sprog, hvori de er affattede, bærer Vidnesbyrd om, ingenlunde alene fra Skandinaver. Det er ikke for meget sagt, at mange Mennesker rundt om i fremmede Lande, har lært sig Norsk for at kunne læse Ibsens Verker i Originalsproget. Det er en Virkning af Ibsens Forfattervirksomhed, som vistnok de Færreste har noget Kjendskab til.

Imidlertid har Interessen for Ibsens nye Arbeide ogsaa givet sig andre Udslag i Kjøbenhavn. Samme Dag, som Bogen udkom, bebudedes en Oplæsning af den ved Sceneinstruktør P. A. Rosenberg i et af Kjøbenhavns største Lokaler, Konsertpalæet. Arrangøren af denne Spekulation var «Dansk Fredsforening», hvis Motiv hertil er mig ubekjendt, og Dagmartheatrets Sceneinstruktør havde, mærkelig nok, indvilget i at medvirke ved den. Spekulationen faldt imidlertid meget tarvelig ud. Folk har ikke Tid i denne travle Juleforberedelsestid, og i den store Sal, der kan rumme 3000 Mennesker, var der maaske samlet et Par Hundrede. Nu faar man at se, om Hr. Rosenbergs Efterfølger faar bedre Lykke. Der er nemlig bebudet en anden Oplæsning af «Lille Eyolf» ved Sceneinstruktør Neergaard paa Fredag Aften i «Kvindelig Fremskridtsforening».

At Foreningerne eller Oplæserne saaledes øieblikkelig griber den nye Bog og vælger den til Gjenstand for sine Oplæsninger, er, som fremhævet, et Vidnesbyrd om Interessen for Arbeidet. Et andet Spørgsmaal er, om en saadan Trafik er forsvarlig. Spørgsmaalet har allerede tidligere været fremdraget i Kjøbenhavn i Anledning af en Oplæsning, og man gjorde da gjældende, at der herved skeede et Indgreb i Forfatterens Rettigheder. Naar man, som ved Hr. Rosenbergs Oplæsning, kan høre «Lille Eyolf» for en Pris af henholdsvis 1 Kr. eller 50 Øre, eller ved Hr. Neergaards Oplæsning endog for 25 Øre, er den Mulighed tilstede, at Adskillige lader sig nøie med Oplæsningen istedet for at kjøbe Bogen. Overfor Verker som Ibsens har en saadan Fremgangsmaade maaske mindre at sige, fordi den, der vil tilegne sig dem for Alvor, neppe vil kunne nøies med at høre dem oplæste, men Spørgsmaalet er dog nu paany blevet reist, og den Mulighed er ikke udelukket, at det vil blive bragt frem for den nystiftede Forfatterforening.

Det kgl. Theater, der i disse Dage har antaget Lies «Lystige Koner», vil sikkert ogsaa antage «Lille Eyolf». Man er dog allerede nu, efter at have gjort Bekjendtskab med dette Stykke, af den Mening, at det vil falde Theatret vanskeligt at besætte Ritas Rolle.