Ibsens Bog.
Som man kunde vente, er den store Dramatikers sidste Værk en ny Triumf for hans ubestridte Mesterskab. Her er igjen fremtryllet et af disse monumentale dramatiske Bygværker, hvis rene arkitektoniske Fuldkommenhed og strenge symmetriske Skjønhed vilde være nok til at sikre dem Alverdens varige Beundring. Digterens Smag for den korte Replik er om mulig endnu mere udpræget end i noget tidligere Arbejde; som altid er denne det uovertræffelige Middel baade til at meddele Dialogen den dagligdagse Samtales jævne Naturlighed og til at gi Tankerne den skarpslebne Form, der er et levende Udtryk for Digterens Temperament. Som dramatisk Komposition frembyder Værket den Ejendommelighed, at Handlingens Pointe ligger i første Akt, hvorom derfor Spændingen koncentreres i den Grad, at de to følgende Akter uvilkaarlig virker mere ensformigt og mindre stærkt; dette beror for en væsentlig Del paa, at der i disse to Akter ingensomhelst Midler er anvendt udover den troværdige Realismes.
For den sidste Aargang af Ibsens Beundrere vil Skuespillet maaske derfor bli noget af en Skuffelse. Saa langt fra at «trænge dybere ind i Symbolismen» har Digteren dennegang leveret et helt realistisk Billede af Mennesker, hvis Tanker og Skjæbner ikke som i Solness behøver at projiceres ud paa uendelige Planer, men er naturlig afpasset efter borgerlige Livsvilkaar. Det siger sig dog selv, at man ikke træder ind i en ny Familje i den Ibsenske Verden uden at paatræffe Individer, der staar i et ganske anderledes nært og intenst Forhold til Livets Gaader og Gru end de Mennesker, der med en viss idiotisk Stolthed kalder sin sjælelige Udviskethed det normale. Den Skyggemagt, der raader i dette Skjæbnedrama er som altid hos denne Digter af en etisk Natur, det er Bevidstheden om og Gruen for det menneskelige Ansvar. Denne Bevidsthed, der hos Hovedpersonen optræder i en særlig exalteret Grad, efterat hans Søn ved en Ulykke, som han tilskriver sig selv og sin Hustru Skylden for, er bleven Krøbling.
Herved er Kimen blottet til et stilt voksende Misforhold mellem Mand og Hustru. Selvfølgelig kommer denne Søn, der er den specielle Gjenstand for Faderens saare Ansvarsfølelse til at stille sig i mellem dem og tilrane sig noget af den Ømhed, som den unge, varmblodige Kvinde udelt vil have ødslet paa sig selv. Hun karakteriserer sig dybt vittig, hvor hun siger, at hun var skikket til at bli Moder, men ikke til at være det. Hendes instinktmæssige Uvilje mod det Væsen, der optager alle Mandens Tanker, vokser til et Slags Had, og i det Øjeblik dette overfor Manden finder et uovervejet, lidenskabeligt Udtryk er det at der skriges nede fra Stranden, at den Lille er omkommen – –
I denne i dramatisk Virkning uforlignelige Scene svinges Handlingen om sin Axe. Begivenheden danner det psykologiske Moment, hvorfra saavel Mandens som Hustruens Tanker tager en anden Retning. Medens hendes Had forvandles til en syg Uro og Samvittighedsangst, en knugende Fornemmelse af, at den Dødes Øjne hviler paa hende, tumler hans Tanker vildt ind paa de golde Spørgsmaals og Tvils Vidder.
Som en, blot i det ydre, fra Religionen emanciperet Aand, nærer han dog instinktmæssig de mytologiske Forestillinger om Meningen og Formaalet i «Verdensstyrelsen».
Og naar et konkret Tilfælde bringer Døden og Ulykken ind i hans eget Hus og krydser hans egne Formaal og Meninger, oprøres han mod de Afguder, som har forurettet ham og finder en viss bitter Tilfredsstillelse i at skrige ud i det øde Rum, at alt er Blindhed og Tilfælde og Meningsløshed og Verden et drivende Skibsvrag uden Ror og Styrismand. Som store, tunge Dyr vælter disse Tanker sig i denne taagede Germanersjæl, der hidtil har levet paa den engelske Moralfilosofis Højder og været paa det Rene med Principerne for det menneskelige Ansvar. Imidlertid fører denne voldsomme Krise Forholdet mellem Mand og Hustru ind i et nyt Spor. For ham, hvis Bitterhed mod Hustruen i det første Øjeblik er ligesaa stor som mod Verdensordningen, gaar det efterhaanden op, at den spændte etiske Idealisme ikke er mulig for ham selv eller noget Jordmenneske. Han, der trodsig vil klamre sig til sin Sorg og uafbrudt fastholde den i sine Tanker, maa indrømme, at den af og til glipper af hans Sind, fortrængt af Tanken paa – Middagsmaden! Og hun, hvis stærke jordiske Naturs Fordring det var at eje ham helt og udelt, maa bøje sig under Sorgens og Angestens Vægt og slaa af ligesom han. Og saaledes bøjes de to Mennesker igjen imod hinanden under den Forvandlingens Lov, som laa i den fælles Ulykke.
Dette er i de aller groveste Træk et Omrids af Handlingen. I denne foreløbige Anmeldelse er der ingen Tid til at gaa ind paa Enkelthederne i dette store sjælfulde Skjæbnedrama saalidt som til nøjere at prøve at bestemme Digterens Tanker. Et Sidemotiv, der er indslynget i Handlingen, maa ogsaa forblive uomtalt. Den vittige Scene (Du havde Champagne – ) kan jeg blot pege paa.
Det symbolske Element i Dramaet er indskrænket til, at det rene etisk idealistiske Liv allegoriseres som Tilværelsen i den høje, kolde Ensomhed mellem Tinderne – og til Scenen med Rottejomfruen. Denne sælsomme Skikkelse er aabenbart opstaaet i Digterens Hjerne som en Reminiscens af Ungdomslæsning. Rottejomfruen er ingen anden end en Gjenganger af den bekjendte Rottefanger i Hameln, som Göthe har behandlet i et bekjendt Digt. Der heder det blandt andet:
Dann ist der gutgelaunte Sänger
Mitunter auch ein Kinderfänger,
Der selbst die wildesten bezwingt,
Wenn er die goldnen Märchen singt.
Und wären Knaben noch so trutzig,
Und wären Mädchen noch so stutzig
In meine Saiten greif ich ein,
Sie müssen alle hinter drein.