Peter Nansen

Efter at det ganske Evropa, lige fra Nordkap til Vesuv, har nydt Lille Eyolf, er det omsider bleven vor Tur.

Forøvrigt bar man Ventetiden med Fatning. Fra alle Verdens Kanter mældtes om stor Sukces ved Førsteopførelsen og tomt Hus siden. Og næppe Nogen ventede, at Ibsens sidste Drama skulde opnaa paalideligere Scenelykke her end andet Steds.

Lille Eyolf har en mesterlig 1ste Akt, en Akt, der er et helt Drama for sig, med en Stigning og Afslutning af uovertræffelig Teknik, saa naturligt, saa skæbnenødvendigt føjes Led i Led. De to sidste Akter virker ved Læsningen hverken overvættes betydelige eller dramatiske. Tilmed belæmres de af megen Forskruethed, og den bekendte Ibsenske Æske-Teknik synes tilsidst flov og latterlig, naar Personerne aldrig bliver færdige med at afdække nye Mysterier.

Alle andre Steder, hvor Lille Eyolf er opført, har første Akt haft oprigtigt Held, derefter er det gaaet støt ned ad Bakke, gennem jævn Kedsommelighed til ligefrem blasfemisk Munterhed.

Takket være Fru Oda Nielsen som Rita gik det her over Forventning godt. Fru Nielsen har i mange Aar ikke, har vel overhovedet aldrig ydet saa stor, alvorlig og ærlig Kunst. End ikke som Florizel i Et Besøg spillede hun saa stærkt og oprindeligt. Straks i første Akt var hun udmærket, lignende med sin rødlige Paryk og sin folderige lysegrønne Morgendragt sikkert saa nogenlunde den «yppige, blonde» Rita, Ibsen har tænkt sig, og som han har udstyret med en vis koketteagtig Ufinhed. Fru Nielsen var Champagnen i lyserød Belysning, snart kælent perlende, snart skummende af Harme over at blive forsmaaet.

At Fru Nielsen kunde spille første Akt, var imidlertid ikke saa overraskende. Mærkeligt var det derimod, hvor ypperligt hun undergik «Forvandlingens Lov» i de følgende Akter, steg gennem Fortvivlelsens vilde Oprør til Sorgens milde Resignation. Hun forvandledes bogstaveligt for Tilskuernes Øjne til et større og værdigere Menneske, kæmpede sig gennem Had og Trods og Nag til en rørende Højhed, forsonende og formildende ved sin stærkt følte Kunst selv det, der i Figurens Tegning fra Digterens Haand synes vrangt og skruet.

Overfor en saa mærkelig og betydningsfuld Ydelse bør Anerkendelsen være ubetinget, behøver Kritiken ikke at lede de enkelte Fejl frem. Tilmed var Fejlene mere Instruktionens end Fru Nielsens, som naar f. Eks. hele sidste Scene mellem Rita og Allmers spilles direkte ud til Publikum.

Hvis Lille Eyolf i Kjøbenhavn — i Modsætning til andre Steder — skulde opnaa Teaterheld, er Fortjenesten udelukkende Fru Nielsens.

Den øvrige Udførelse var kun passabel, delvis mislykket.

Hr. Emil Poulsen ødelagde Intet, var ligeud ad sin sikre Intelligens’ Landevej, uden ejendommelig Karakteristik. En absolut uheldig Aften havde derimod baade Fru Hennings og Hr. Zangenberg som Asta og «Vejbyggeren» Borghejm. Den sidstes Livsglæde var fælt vaudevilleagtig i det forsorne Tilsnit og uden forskønnende Ungdom. Og Fru Hennings var den kedsommeligste Prædikehest, drævende sine Repliker ud med Pavse mellem hvert Ord og med Sejgpinen af alle Vokaler. Naturligvis burde Hr. Liebmann og Fru Bloch haft disse to Roller.

Heller ikke Frk. Anthonsen opnaaede nogen Virkning som Rottejomfruen, som hun spillede med altfor mange anstrængte Uhyggefagter, der ingen Uhygge skabte, og en pibende Stemme, der hvert Øjeblik knækkede.

Selve den lille Eyolf, hvis Rolle er forsvindende, udførtes med god Dressur af Drengen Einar Jønsson.

Publikum lønnede Fru Oda Nielsen som Aftenens Heltinde med store Ovationer. Og efter Aktslutningerne var der livligt Bifald.

Det kongelige Teaters første store Première i Aar havde naturligvis samlet udsolgt Hus: Parketterne udsolgt til dobbelte Priser og Resten til forhøjet. Det officielle Trekløver Greven, Professoren og Fuldm —, Pardon Ministeren, der har Plads i et smagfuldt Trip-Trap-Træsko paa 2den, 3dje og 4de Bænk, saa følgelig med Tilfredshed ud over det repræsentative Publikum, der formindskede Teatrets Underskud med nogle Tusinde Kroner.

Vi nævner nogle Navne efter et hurtigt Rundskue: Justitsminister Nellemann, Grev Mogens Frijs og Frue, Kaptejn Wilh. Dinesen, Forlagsbogh. Hegel med Familie, Grosserer Jacob Bing og Frue, Grosserer Fr. A. Trier, Bjørn Bjørnson og Fru Oselio Bjørnson, Stefan Sinding, Direktør Ritzau og Frue, Papirhandler Levison og Frue, Einar Christiansen, Dr. Valdemar Vedel, Edg. Høyer. Overretssagfører Sven Rubow, P. S. Krøyer, Forlagsboghandlerne Grøn og Hirschsprung, Grosserer Herman Raffel og Frue, Victor Bendix, Godsejer Johs. Hage, Prof. Tuxen, Konsularagenterne Alb. J. Berendsen og Marcus. Sceneinstruktør Neergaard, Kammerherre Otto Scavenius, Veksellerer Lorck, Emil Hannover, Hans Nic. Hansen, Gross. Hertz, Kammerjunker Ancker, Axel Henriques, Overretssagfører Levin og Frue, Overretssagfører Cantor, Prof. Scharling, Fotograf Riise og Frue, Dr. phil. Edv. Larsen og Frue, Overretssagf. Ivar Hartvigson og Frue, Cand. jur. Ivar Berendsen og Frue, Folketingsmand Neergaard, Fyrst Koudacheff osv.

Som Aftenens største Kuriositet bør antegnes, at Lille Eyolf opnaaede en virkelig Sukces. Bifaldet var stormende efter første Akt og efter de to sidste Akter saa stærkt og vedholdende, som vi ikke erindrer fra nogen senere Ibsensk Première. Hverken Fruen fra Havet, ad hvilket der endogsaa blev hysset, Hedda Gabler eller Bygmester Solness fulgtes af tilnærmelsesvis saa levende Bifald.

Hertil kan som anden Kuriositet føjes, at der ikke blev lét en eneste Gang. Det lattermilde Kjøbenhavn har ellers altid haft et eller andet bevinget Ord at more sig over. Men i Aftes flød Krykken formedelst Situationens Alvor og Fru Oda Nielsens Diskretion i al Stilhed, og «Forvandlingens Lov», som de glade Berlinere fandt saa meget Behag i, vakte heller ingen Sensation.

Der er øjensynlig intet mere her i Verden at opnaa for Ibsen. Han har i Aar baade faaet Storkorset af St. Olaf og tæmmet Kjøbenhavnerne.

Teatret fejrede sin Première med to ny Dekorationer. En Fjælddekoration med tæt Taage over en Fyrretræsskov og en klar Eftermiddags-Udsigt over en fjældindhegnet Fjord. Net, men ikke pralende! Og dog saa vi Hr. Ministeren ved Synet af saa megen Luksus ryste betænkelig paa Hovedet. Derefter rystede Professoren paa Hovedet, og tilsidst Greven.

Vi antager, at Sceneinstruktøren, Hr. Emil Poulsen, der i Valget af Ejendomsbesidderen Alfred Allmers Klædedragt havde vist en prisværdig Tarvelighed, faar Tilhold om en anden Gang ogsaa at spare lidt paa de norske Fjælde.