«Lille Eyolf» paa Kristiania Teater.
De siste Sæsoners første virkelige Begivenhed, Opførelsen af Henrik Ibsens nye Skuespil «Lille Eyolf», havde igaar samlet et sjelden repræsentativt Publikum i Kristiania Teater. Alle Billetter til Forestillingen var længe i Forvejen bortrevet til dobbelte Priser. I Parket og Loger saaes et usædvanlig talrigt Antal kjendte Personligheder fra Kunst, Literatur, Politik og Presse. Selv overvar Ibsen Forestillingen i en af Scenelogerne. Inde i Salen, ude i Gangene og Restaurationen herskede i Mellemakterne et broget Liv og en Stemning, som man kun oplever paa en af Teatrets store Højtidsdage. Det mesterlige Kunstværk, hvis betagende Magt først gjennem den sceniske Fremstilling aabenbarer sig i hele sin enkle, ophøjede Skjønhed, fulgtes med levende Interesse, fra Tæppet gik op for første Akt, til det faldt for siste. En begejstret Bifaldsstorm tolkede straks efter den mægtigt virkende første Akt med Umiddelbarhedens Kraft Landsmænds Beundring og Tak til den graanende Digter. Dette Bifald gjentog sig med fornyet Styrke efter anden Akt og steg efter Tæppets Fald for siste til begejstrede Ovationer. Hilset med endeløs Jubel takkede Digteren ved to Gange at træde frem paa den Scene, fra hvilken Henrik Ibsen ikke har modtaget Landsmænds Hyldest, siden den norske Nationalscene nægtede at opføre «Gjengangere».
Ogsaa Skuespillerne modtog i en Række Fremkaldelser efter hver Akt og enkelte Gange for aaben Scene Publikums Tak for den Maade, hvorpaa de havde søgt at levendegjøre det ejendommelige Digterværk.
Teatrets ærlige Bestræbelser for at give den beundringsværdige Digtning en Nationalscenen værdig Tolkning fortjente vistnok, naar alle tilbørlige Hensyn tages til den Tilstand, hvori Kristiania Teater fortiden befinder sig, en saadan anerkjendende Opmuntring. Men af dette Bifald vil ikke uden Letsindighed den Slutning kunne drages, at Udførelsen derved er stemplet som holdende Maal ogsaa for en strengere kunstnerisk Betragtning. Sammenlignet med den Udførelse, som Kristiania Teater i sin Tid har magtet at give en Række af Ibsens tidligere Værker, stod Forestillingen igaar betydeligt tilbage. Selv i denne Fremstilling aabenbarede det nye Skuespil dog paa en for mange vistnok overraskende Maade sin mægtige sceniske Virkning. Mod Forventning tabte denne efter første Akts bevægede Optrin ikke sin Kraft i anden og tredje Akts Scener med disses langsommere Udvikling gjennem længere Samtaler og ringere ydre Handling. Den Række Forvandlinger, som i disse to Akter foregaar med Stykkets Hovedpersoner, griber saa sikkert ind i det hele Ægteskabsdramas Forløb, at man følger de vekslende Scener med samme Spænding, som man læser Kapitlerne i en Roman, hvis Opløsning man higer mod med stedse stigende Styrke. Henrik Ibsen har ved forskjellige Lejligheder fremhævet, at hans Maal som Digter og Kunstner er at skildre levende Mennesker. Vi tror at have god Grund for den Antagelse, at han heller ikke i «Lille Eyolf» har villet noget andet. Med Rette har derfor Kristiania Teater denne Gang som altid tidligere i sin Fremstilling ikke forladt den sikre Realismes Grund. Selv den Skikkelse, som Fru Bosse-Fahlstrøm har skabt af den besynderlige Figur «Rottejomfruen», behøver ikke at opfattes som noget andet end et halvforrykt Kvindemenneske, der rejser Land og Strand rundt. Der var dog adskillige Træk ved hendes «Rottejomfru», som tydede paa, at den begavede Kunstnerinde ikke havde kunnet modstaa en Trang til at hensætte Skikkelsen i en overnaturlig Verden. Den dæmoniske Virkning kan naaes bedre ad andre Veje. Hendes «Rottejomfru» var en gjennemført Skikkelse, der virkede temmelig uhyggelig, men vi tror, at den kunde blive fuldt saa ejendommelig, om hun undlod de underlige Haandbevægelser, hvormed hun hypnotiserer den lille blesserede Krigsmand. Hendes Fremstilling indbragte hende imidlertid adskilligt Bifald. Af den lidt sygelige, intelligente Drømmer Almers havde det ikke lykkedes Hr. Halvorsen at skabe nogen individualiseret Skikkelse. Væsentlig var hans Almers en Gjentagelse, dels af Rosmer og dels af Gregers Werle. Saa nær beslægtede, som disse Skikkelser er, var det jo ogsaa vanskeligt at undgaa. Hans Fremstilling voksede, eftersom Stykket skred frem. Medens Ordene næsten gjennem hele første Akt klang uden Personlighedens Magt i hans Mund, døde og tomme, begyndte der fra anden Akt at komme mere indre Liv i Replikerne, og i Stykkets sublime Slutningsord hævede han sig pludselig til stor Overraskelse helt op i Højde med Digterværkets Aand. Den smukke Triumf, han her fejrede, burde anspore ham til at løfte Rollen ogsaa i de to første Akter op i samme Nivaa. Fru Wettergreen høstede flere Gange stærkt Bifald for sit Spil som Rita. I enkelte Scener i første og siste Akt var hun virkelig ogsaa noget af Ibsens varmblodige, ejendommelige Kvindeskikkelse. Men Side om Side med de Scener, hvori hun leverede virkelighedstro Menneskeskildring, gav hun i andre Teatermennesket. En stor Virtuosinde vilde af Rita skabe et ualmindeligt Menneske. En Kunstnerinde med Fru Wettergreens Talent vilde handle klogt ved at vælge det modsatte. Øjensynlig ødelagde igaar Førsteopførelsens Ængstelse, især i første Halvdel af første Akt, meget, som senere vil komme bedre til sin Ret. Heller ikke Fru Dybwad fik noget helt ud af Astas Rolle. Gjennemgaaende kom i hendes Fremstilling dennes Modenhed for lidet frem, men til Gjengjæld havde hun Scener, som var af gribende Skjønhed. Særlig indbragte hendes rørende Spil i Scenen med Vandliljerne Kunstnerinden stormende Bifald. Hr. Løvaas vil skabe noget ud af den unge Vejbyggers Rolle, naar han først vinder den fornødne Sikkerhed. Der er Følelse i enkelte af hans Repliker, men igaar druknede den ofte i Førsteopførelsens Spænding. Stykket er meget smukt sat iscene. Dog burde der foretages en Ændring af Grupperingen i den Scene, hvor Asta syr Flor paa Almers Hat. I denne Forbindelse kan det ogsaa noteres, at Fru Dybwad her virkelig burde sy, ikke nøje sig med bare at trække Floret ned paa Hatten. Som Helhed kan Forestillingen fra Teatrets Side ikke kaldes nogen Mønsterforestilling, men der er af de forskjellige Kunstnere ydet meget Arbejde, tildels med fortjenstfulde Resultater.