Carl Nærup

Der er skrevet mange Bøger og endnu flere Afhandlinger og Artikler om Henrik Ibsen. Han har med Aarene faaet et ganske anseligt Følge af Tegnsudlæggere, Stjernetydere og Fortolkere, som holder et syndigt Spektakel, hver paa sit Tungemaal, saa ofte den gamle Mester udsender et nyt Værk. En Del af denne vidtløftige Literatur kjender jeg, om jeg kanske ikke i Øjeblikket husker saa meget af den. En Ting er jeg imidlertid vis paa, og det er, at blandt hele denne Mangfoldighed af kritiske Tænkere og Talenter er der ikke en eneste, som har forstaaet, hvad der er det centrale hos Henrik Ibsen. Omtrent alle Digterens Biografer og Kommentatorer er enige om at fremstille ham som Moralisten, som Samfundstugteren og Menneskeforbedreren, som den overbevisningsfaste, urokkelige Idealist, der har sat sig til Opgave at udpønske Lægemidler og skrive Recepter for den syge Verden. Men det turde være en alvorlig Fejltagelse. Tvil, Haan, Spot, Ironi, Patos det er de bærende Kræfter i den Ibsenske Digtning. Og Besidderen af disse Aandsmagter plejer man ikke udmærke med Kjendenavnet «Moralist». Nej, det centrale hos Ibsen er det artistiske Temperament. Kunstnerens Skepsis, Kunstnerens Ironi, Kunstnerens Gudeglæde over Tilværelsens evig nye Tragikomedie. Ti ogsaa Tvilen er en Lidenskab ja den er en sjelden Gave, stærkere, rigere end det beste Menneskes Tro. For Tvileren bliver aldrig færdig med Livet. Han kan vente til Verdens siste Dag uden at anerkjende Verdensordenen.

Tvilen, det er Menneskeskildrerens glade Videnskab; den giver aldrig tabt.

Det, som slog mig først ved Læsningen af Ibsens nye Skuespil med den apokalyptiske Titel, var netop denne Følelse af uudtømmelig Rigdom hos den gamle Mester. Og hvor hans Kunst formaar det største: at meddele de mest forbausende Ting indenfor den strengeste Naturligheds Grænser. Man skulde vel ogsaa forsvoret i dette Stykke om Døde og Dødes Skygger at møde to saa livsstruttende Skikkelser som Fru Maja og Bjørnedræberen Ulfheim.

Dog, de Døde er Forgrundsfigurerne. Professor Arnold Rubek er Dramaets Hovedperson; den eneste helt udførte Karakter; de andre er blot Chorus. Og de tre Akter handler om dette ene, at Kunstnerens Liv fra først til sist er en Tragedie, en mørk, fantastisk Tragedie, som ender i tomme, ørkesløse, døde Drømme. Den store Billedhuggers Skjæbne bliver den samme som Finansgeniet John Gabriel Borkmans: at leve et Skyggeliv og omkomme i det Øjeblik, han søger Befrielse. Og hvorfor? Fordi han engang «saa helt sorgløs og ubekymret tog et blodvarmt Legeme, et ungt Menneskeliv, og sled Sjælen ud af det, fordi han havde Brug for det til at skabe et Kunstværk».

. . . Kun flygtig og antydningsvis har jeg paa den knappe Tid kunnet omhandle Ibsens siste bizart geniale Værk. Dets ejendommelige Charme er en Uhyggestemning og en fantastisk Lyrik, stærkere end i noget af hans tidligere Dramaer. Man husker den glimrende Lysvirkning i Selvbekjendelsesdigtet «Paa Vidderne»: det røde Skin fra det brændende Hus nede i Dalen og Maanens liggule Dødningemaske over Viddens snehvide Uendelighed. Der brænder det samme effektfulde Dobbeltlys, naar Tæppet gaar ned for Mesterens apokalyptiske Kunstner-Tragedie.