Edvard Brandes

Hvis Ibsens Skuespil i Aftes ikke vandt Magt over Tilskuerne, saa er Skylden Teatrets, ikke Digterens. Stykket er godt nok, stort nok – Skuespillerne var for smaa. Det hævner sig i en Menneskealder at hengive sig til Vaudevillens Last; naar saa et Digterværk tilfældigvis forvilder sig ind imellem Farcerne, saa staar Fortolkerne, som de saa fint benævnes, fremmede eller rettere ukyndige overfor Opgaven. Netop her var det, at Fortolkningskunsten, Skuespilkunsten, skulde vise sig i sin fulde Glans, og her kommer Underlegenheden til at staa i et skærende Lys.

Det hedder sig, at Naar vi Døde vaagner er et vanskeligt Stykke at blive klog paa. Maaske. Det kan muligvis drøftes, hvad Digterens Tanke dybest inde har været. Det plejer at gaa saaledes med de store Aander i Tiden. Selv Religionsstiftere, der dog skulde tale til det store Folk, er samme Lov underkastede, hvis ikke gaves der ikke en Udlægningsvidenskab indenfor Teologien i alle Religioner. Skriftsteder udtydes og forklares. Hvorfor maa der da ikke gives Skriftsteder i Poesien? Hvorfor er det en utilgivelig Brøde, om Digteren ikke har gjort sit Arbejde saa let at opfatte som Klownløjer? Hvorfor kan man ikke bruge sin Hjærne en Smule under Læsningen? Hvorfor faar Folk saa grove Ord paa Læben, naar de ikke straks fatter, hvad til Eksempel Ibsen har ment med dette sit sidste Værk.

Imidlertid synes det fastslaaet, at Ibsens Skuespil ikke er alle helt klart, maaske fordi man ikke vil modtage den rette Udtydning, al den Stund den ikke stemmer med den herskende Tro paa Bjærget. Ligemeget. Det maa da i alt Fald blive Teatrets Pligt at klargøre Karakterer og Forhold. Man skulde synes, at Tingen ikke var ugørlig, saa store Virkemidler, som Scenen raader over: i Stedet for det døde Bogstav det talte Ord, og levende Mennesker i Stedet for vage Beskrivelser. Hvis ikke scenisk Fremstilling blot skal være Tidsfordriv, saa maa der vel være en Indvielse i Digtningen. Og hvilken herlig Ting, om Teatret er mere end det Sted, hvor man morer sig, nemlig den Skole, hvor man lærer at forstaa og elske de store Digteres Værker.

Dog ikke én Tilskuer er i Aftes gaaet fra Teatret med en klarere Forstaaelse, et dybere Indtryk, en rigere Opfattelse af Ibsens Værk, end han naaede ved Læsningen.

Og dette beroede paa to Ting.

For det første har ingen kyndig Mand ledet de Optrædendes Tale og indbyrdes Samstemning. Man havde fra først af den Fornemmelse, at Teatret opførte Stykket mere af Pligt end af Kærlighed, at det fandt sig i det Uundgaaelige. Og hvad hjalp to smukke Dekorationer, naar ikke Aanden kom over dem, der vandrede om indenfor disse.

For det andet blev Hovedrollerne spillede uden Storhed, uden Lyrik, uden Finhed og Sjæl.

Fru Hennings var desværre uheldig. Hendes Tale blev kun en Samling kendte Effekter, og hendes Udseende forstyrrede Illusionen. Hun lignede i sidste Akt en Bedstemoder med den sammenknebne Mund under Kysen, og hun skabte ingen Ungdom for sig, naar hun anslog en lidt sødlig Barnlighed i Stemmen. Et Fejlgreb har givet hende Rollen, der fordrer en yngre og kraftigere Kunstnerinde. Irene er vel en seks, syvogtyve Aar, og hendes Skikkelse skal besidde en skøn Models Dejlighed, medens Ansigtet skal være falmet, ikke gammelt. Man kunde imidlertid haabe, at Fru Hennings Klogskab og Energi kunde have bragt En til at glemme de ydre Mangler. Men nej! Fru Hennings talte saa langsomt, brugte saa milelange Pavser, svælgede i saa falske Betoninger, at man irriteredes, naar man ikke trættedes. Irene er nok afsindig, men ligesom Hamlet kun ved Nord-Nord-Vest. Hendes Liv syntes hende saa forspildt, saa nedbrudt, saa udslukt, at hun forekom sig selv død; kun ud herfra strømmer afsindige Tanker ind over hende. Men hvad hun her i Stykket siger, er ganske fornuftigt. Det gjaldt da for Skuespillerinden at efterføle hendes Sorg, hendes Vrede og Had, hendes Bitterhed og Fortvivlelse – og saa ganske naturligt at sige Ordene. Dog stigende i Følelsen! Thi som Stykkets Handling fører Personerne højere og højere op fra Dalen til Bjærgtinden igennem de tre Akter, saaledes stiger ogsaa de mærkelige Menneskers Sjælsstemninger. De vokser selv og synes os større, mere sindbilledlige, mere abstrakte og dog rummende en rig Virkelighed. Men hvor var og blev Fru Hennings lille og kunstlet!

Og Hr. Mantzius som Rubek! Saa uanselig, saa tør, saa flad. Hvor Rubek stod overfor Maja, der traf Hr. Mantzius sagtens den kolde og haanlige Tone. Men hvor det gjaldt at sejre, der listede Hr. Mantzius sig bort fra Slaget. Han formelig krøb sammen, og det var, som om han generede sig for at sige Replikerne. Og talte han endelig højmælt ud, da blev det blot den tomme Teaterbulder. Hvorfor fik Hr. Mantzius Rollen? Var der ingen anden maaske, og var han nødt til at spille den? Men det blev uheldsvangert for Stykket. Nu kunde ingen tro paa denne Rubeks Elskovslængsel overfor denne Irene. Der var et Øjeblik i sidste Akt, hvor de to Hovedpersoner kom Parodien betænkeligt nær.

I hvert Fald afgjorde disse to Stykkets Skæbne. Sandsynligheden taler for, at dets Teaterlykke her vil blive ringe.

Endda Stykkets andre Roller udførtes godt, for Fru Sindings Vedkommende udmærket.

Hun var som Maja frisk, naturlig og stærk. Hun følte og sagde Replikerne paa rette Vis, og alt, hvad der kan bebrejdes Fru Sinding, var hist og her en for stor Højtalenhed. Men for hende blev Aftenen en hel Triumf, des større fordi Fru Sindings Virksomhed til daglig holdes indenfor snevre Grænser. Nu havde hun her den Ære at udføre en betydelig Rolle i det Ibsenske Værk og stod som den, der var Opgaven voksen. Naar hun var paa Scenen, fik hun Tilskuerne til at glædes ved og interessere sig for Stykkets sceniske Fremstilling.

Ogsaa Hr. Zangenberg var god som Ulfhejm. En Kende for melodramatisk. Dog selv for en Art Sentimentalitet kunde han finde en Undskyldning i Rollen, thi Ulfhejm taler i sidste Akt om sit ulykkelige Ægteskab med en vis Blødsødenhed.

Endelig besørger Hr. Olaf Poulsen Badeinspektørens bittelille Rolle med fortræffelig Myndighed.

Publikum var taknemmelig for ethvert Lyspunkt. Dog, Stemningen dalede i Stedet for at stige, og Forestillingen blev ikke Digteren værdig. Hvorimod den maaske kan kaldes Teatret værdig, forsaavidt det alvorlige Drama efterhaanden glider bort fra dets Virksomhed, og denne Aften bekræftede, hvor dets Omraade standser.

Til Slutning skal det blot beklages, at Naar vi Døde vaagner opførtes uden tilstrækkelig Fordanskning. Vel var de norske Gloser fjærnede, men Vendinger og Sætninger var bibeholdte i ganske udansk Form.