Edvard Brandes

En Kunstner, en Billedhugger, har benyttet en ung og dejlig Kvinde til Model for den Statue, der har skænket ham Berømmelse og Rigdom. Han kom og saa hendes Skøndhed og bad hende om at skænke ham sit skønne, unge Legeme til en Afbildelse, der kunde skærpe hans Kunst og beaande hans Syn. Ren og god var hun, og hæderlig. Men da de mødtes, slog Elskoven ned i hendes Sjæl, og paa hans Bøn fulgte hun ham straks og villigt, afbrydende alle Broer bak sig, ene skuende ham og hans Vilje som sine Dages Maal. Han tog mod Ofret, der lagdes knælende for hans Fod. Han brugte hendes Nøgenhed til sin Kunst. Uger og Maaneder levede de sammen, hinanden ganske nær, og dog helt adskilte. Thi skønt han saa hendes store Skøndhed, og undertiden, naar hun stod i blændende Nøgenhed for ham, sanseberustes deraf, og skønt han udenfor Arbejdet sluttede sig inderligt til hende, saa lagde han dog Forsiktighedens skarptslebne Sværd mellem sig og hende. Han frygtede, maaske halvt ubevidst og noget overtroisk, at udslettede han Grænsen og tog han, forelsket, hende elskovshed i sine Arme, da blev hun ikke længer den samme for ham, ikke den stærke Fremdragerske af hans kunstneriske Ævne. Som efter Sagnet Fortidens Bygmestre indmurede en skøn Kvinde i deres Storværker som Ofre til en ukendt Ødelæggelsesdæmon, saaledes indsnævrede han hendes Ungdom i sin Kunst. Han brugte hende. Han vilde eller kunde ikke se, at hun forblødte under det Blik, der Dag paa Dag forskede hendes nøgne Skøndheds Linjer og Forhold. Han «beherskede sig» ubarmhjærtigt, fordi han blot vilde sit Værk, og han agtede lidet, at hun hengav sig, stumt tryglende om hans gode Mandsbegær, eller at hun, forsmaaet, tog Skade paa sin Sjæl. Saaledes gik han frem til Sejr over hendes Lig.

Havde han Ret hertil? Det vil sige – thi der spørges ikke moralsk – havde han Ret mod sig selv til at ødelægge for hende og bortkaste for sig den skønne, unge Lykke, der stod der med aabne Arme overfor ham? Var dette Gærning, der ikke fortrydes: at stride med Kunstværker for Berømmelse og Rigdom i Stedet for at tage det dejlige «blodvarme» Legeme i sin Favn og nyde den Jorderigs Herlighed, som skænkes stakkels Menneskebørn? Gives der med andre Ord Lykke udenfor det eneste Ene: Kærlighedens Lykke, hvor brændende Attraa griber og gribes af anden Attraa i frygtløs og hensynsløs Glæde?

Det er dette Spørgsmaal, hvilket den gamle, store Mester, som var han ung og livsmodig endnu, besvarer med mægtig Ro i sit nye Værk: der gives ingen annen Lykke end Elskoven, og hvo der synder mod den, han mister sit Liv. Der er altid og for os alle Livsstraf for hin Brøde, at bedrage sig selv for sin Elskovslykke. Det kan se ud, som baade denne og hin lever. Men de er døde. Og naar de vaagner af deres Dødssøvn, vil de med Forfærdelse skue omkring sig og knuges under Vægten af de spildte Aar, og de vil og maa dø, denne Gang den virkelige Død i Fortvivlelse.

Saa ung og saa oprørsk en Lære her i Norden, hvor vi sidder til Halsen i Sædelighed og Moral! Saa haanlig en Trods mod det Samfund, der siges grundet paa det lovmæssige Forlovelsessvineri og det patenterede Ægteskabshykleri!

Hil Dig, høje Mester, der Du sidder saa ubøjet og jættestærk som Aandernes Behersker og Gang efter Gang sender dit Bud til frie Sjæle, at der gives ingen anden Lov og Pligt og Ret end den egne Viljes selvskrevne Lov, og at kun der, hvor Viljen blusser hedest og stærkest, der er Livet: det andet er Død, hvorfra Ligstanken slaar En i Møde. Hil Dig, Mester, der indskriver det unge Blods sunde Attraa som Lov og Lykke paa dit Værks Stentavle!

Professor Arnold Rubek hedder Kunstneren i Stykket. Han er Nordmand, men har tilbragt mange Aar i Udlandet og dèr vundet Berømmelse. Han er ogsaa bosat dèr, ejer et helt Palæ i Hov edstaden og en dejlig Villa ved Taunitzer Sø. Skønt maaske en saadan benævnt Sø ikke findes paa Landkortet, saa føres man dog ved Ordklangen og ved noget Personligt, der mangen Gang fremtræder i Stykket, til at tænke sig Tyskland som det Udland, hvor Professor Rubek har opholdt sig, nærmere bestemt: Byen München med de herlige Søer i Omegnen. Naturligvis er Professor Arnold Rubek ikke Doktor Henrik Ibsen, men for første Gang i Ibsens Produktion handler et Værk om en Kunstner, en Billedmester, Drømmer og Digter: med alle disse Betegnelser kaldes Rubek. Den Figur, som alle unge Forfattere har travlt med straks at skildre: Digteren, som de indbilder sig at være, den skildres her, omend med en vis Ironi. Og naar der tillægges Træk som Rubeks Hjemvenden til Norge efter mange Aars Forløb med en verdensstor Navnkundighed, saa bliver det som sagt vanskeligt ikke at formode, at Digteren udtaler sig her, omend vagt og med fornem Diskretion, mere personligt end forhen. Langt mere end i «Bygmester Solness», hvormed det nye Værk iøvrigt besidder mange Berøringspunkter.

Altsaa vender Professor Rubek tilbage til Norge, selv aldrende, en Mand vel omkring de Halvtreds, men med en ung Hustru, som han for en fire – fem Aar siden valgte sig, fordi hun var smuk og lystig og indtagende, og fordi han da trængte til Adspredelse i sin Ensomhed, endda hun ikke var ham jævnstillet i Dannelse, ikke brød sig om hans Kunst og ikke var særdeles forelsket i ham. Skønt de har levet det tætteste Samliv i de forløbne Aar, kom hun ham ikke nærmere, og skønt hun indtraadte i rige, ja storladne Forhold med sin berømte Mand, hjælper hun ham stadigt ikke med noen Forstaaelse. Han steg ned til hende og snakkede med hende om hendes Smaasager, ikke om sit eget. Og da Stykket begynder, er disse to gifte Folk lige kede af hinanden.

De sidder sammen udenfor Hotellet ved et norsk Kystbad. Han, en «ældre distingveret Herre, klædt i sort Fløjelsjakke(!)» og hun «ganske ungdommelig, med livfuldt Ansigt og muntre, drillende Øjne». Træt er hun af Rejse, af Kunstværker, af sin berømte Mand. Hun har villet rejse hjem, og hun fortryder det allerede. Og heri samstemmer ogsaa han. I den glimrende Samtale, der sætter os ind i disse Personers Liv, angives ved hvert Ord deres gensidige Forhold bestemt. Blot en lille Ting som, at han titulerer hende mein Kind eller at han taler om den «anstandsfulde Omgang», i hvilken han indførte hende, betegner hans Overlegenhed, hans halvt ubevidste Foragt for dette Legetøj, som han en Gang i aandelig og legemlig Nød anskaffede sig. Men enfoldig er den lille Dame slet ikke; hun forstaar godt, at der er noget i Vejen med Rubek, skønt hun véd ikke hvad:

Du er begyndt at gaa omkring uden Rist eller Ro. Finder ikke Hvile nogensteds. Hverken hjemme eller ude. Rent menneskesky er du bleven paa det Sidste.

Og videre tilføjer hun, at hun vel har mærket, hvorledes han har tabt Lysten til at arbejde, lige siden han fik sit Mesterværk «Opstandelsens Dag» gjort færdig. Han indrømmer det. Han har ikke mere Lyst til at skabe de store Ting, nu gør han blot Portrætbuster, og da den lille Fru Maja spørger, om det ogsaa er ham værdigt at lave sligt, paastaar han med et lunt Smil, at det ikke er rigtige Portrætbuster: bagved dem ligger noget Fordægtigt, som Mennesker ikke ser; udenpaa er der den slaaende Lighed, men i deres dybeste Grund fremstiller Busterne «agtværdige, hæderlige Hestefjæs og énvise Æselssnuder og slukørede Hundeskaller og mærkede Svinehoveder», og han ler ad de gode Velstandsfolk, som betaler ham disse lumske Kunstværker i god Tro og dyre Domme. Men hvis Rejsen hjemad, som hun havde ønsket, er tilsigtet som et Middel mod hans Nervøsitet, er det mislykkedes. Han befinder sig utilpas i de hjemlige Forhold, i hvad han kalder Lydløsheden – den Lydløshed, der kan høres og som han allerede iagttog, da han om Natten med Jærnbanen kørte ud over Grænsen. Ved alle de smaa Stationer holdt Toget, skønt der ingen Trafik var; Ingen steg ud og Ingen kom ind, men Toget holdt en endeløs lang Tid, og ved hver Station gik to Banemænd frem og tilbage paa Perronen og talte «dæmpet og klangløst og intetsigende ud i Natten.»

Rubek og hans Hustru viser sig da som to Mennesker, for hvem i Øjeblikket alt synes bristet, to der er hinanden nære og dog hinanden meget fjærne. Han er fortvivlet. Berømmelsen blev ham intet, Rigdommen ikke heller og han nødes til at lave Publikumværker, for den store Inspiration er standset; hun er skuffet i sin Kvindelighed, fordi hun er gift uden Elskov. Hva han lovede, holdt han ikke. Han havde i Forelskelsen lovet hende, siger hun, at føre hende op paa et højt Bjerg og vise hende al Verdens Herlighed – omtrent som Solness lovede Hilda Kongeriget – og det er intet blevet til. Thi Herligheden er Elskovens Herlighed, og den kunde han ikke give hende, selv om han tog hende op med sig til megen ydre Glans. Og som han selv siger, Ordene betød intet for ham. Et Mundheld blot. Det vil, dybere set, sige: saamangen Mand, især saamangen Kunstner lover, hver en Gang Attraaen griber ham og føles som Elskov, al Verdens Herlighed til den attraaede Kvinde, og saamangen Kvinde ser denne Herlighed blive til Støv, naar Brudenætternes Rus er omme.

Trætte sidder de da der, mer end trætte: døde, Livet eksisterer ikke for dem, det er runden dem forbi. Men endnu kan de kaste Ligklædet af sig og vaagne til en Opstandelsens Dag.

I forskellig Skikkelse kalder Livet paa dem.

Paa Arnold Rubek i en hemmelighedsfuld og skæbnetung Kvindeskikkelse. Det Fantastiske, som Ibsen i en Art Trods altid indbringer i det Hverdagslige, træder her frem i den Fortvivlelsens og Sindsygens Dæmon, der i Personlisten ganske stille benævnes «en rejsende Dame». Nu skrider hun over Scenen slank og hvidklædt, fulgt av den sortklædte Diakonisse. Hendes Ansigt er blegt og Trækkene ligesom stivnede, Øjenlaagene sænkede og Øjnene synes uden Sekraft». Kunstneren mødes med sin fordums Model, med den Kvinde, som elskede ham og vilde give ham alt, men som for ham kun var, som hun bittert gentager med et Udtryk, han har brugt og glemt: en «Episode» i hans Liv. En Episode, indtil han træffer hende paany.

I en Samtale, hvis Kunst er vidunderlig, og hvor Ibsen har formaaet at gøre den, der nu kaldes Irene, baade stor og klar, ja sublim, endda Sindssyge lurer i hendes Tale som i hendes Blik, endda den Forestilling, at hun er død, udspringer fra en sindssyg Hjærne, og endda hun bærer Kniv og er fuld af vanvittig Mordlyst.

Forklaringen mellem dem, rettere Forstaaelsen imellem dem og Indlevelsen i hinanden begynder her i en Samtale, der føres fra nu af, Stykket til Ende – paa samme Vis som Samtalen mellem Solness og Hilde – til begges Død i et fælles Fald som Rosmers og Rebekkas. Hun fortæller om sine Hændelser, efterat hun sporløst flygtede fra ham, med halvt dunkle Antydninger: hun stod «paa Drejeskiv en» i Variétéer, hun ægtede Mænd, som købte hende dyrt, og som hun lønnede med Galskab eller Død, hun kalder sig nu gift for anden Gang og bærer et fremmed, slavisk Navn. Hun er mystisk og forvirret, men hun mindes hver god Ting, som de havde sammen, og hver Krænkelse, som han tilføjede hende. Hun spørger om «Opstandelsens Dag», Statuen, som hun benævner deres «Barn», brugende lidt trættende dette søgte Udtryk, og hun jamrer over at hun «en ung blodsvulmende Kvinde» er død og har været spærret inde i et Gravkammer med polstrede Vægge og med Jærnstænger for det eneste Vindue. Intetsteds siges det rentud – undtagen henkastet af Maja – at hun er sindssyg, men hendes Tales Vildskab – den Rædsel som hun knuges af – Spændetrøjen, som hun frygter – og mest af alt den tavse Diakonisse, der vaager over hende, dukkende frem, hvor hun gaar, og som hun følger sky og viljeløs som en stakkels Syg sin Vogterske – alt dette frembringer større Uhygge end om Vanvidet skildredes direkte. Ellers vil i Digtning Sindssyge aldrig blive gribende, fordi gal Mands Tale er saa uinteressant i sin Forvirring, men denne endnu unge og skønne Kvinde, der er som et Sindbillede paa alle Livets knækkede Roser, vækker Medlidenhed og Opmærksomhed. Og, Ordene er saa dejlige.

Og saa dette Vidunderlige og Herlige, at der ingen Moral er i denne Kvindes Klage og Anklage, ingen Moral som derigennem bliver Digterværkets. Thi hvis Irene kom som en Hævnens og Skæbnens Gudinde over Rubek, fordi han havde forført og forladt hende og derved misbrugt hendes Legeme og taget hendes Sjæl og dræbt hende, da var Moralen der. Men nej – og atter nej: just det Omvendte er Tilfældet. Dette klager hun over, at hun stod der foran ham i sin fulde, nøgne Dejlighed – til Beskuelse, til Forherligelse for ham og hans Kunst, og at han ikke tog hende.

Irene.
Men den dyreste Gave har du glemt.
Professor Rubek.
Den dyreste – ? Hvilken Gave var det?
Irene.
Jeg gav dig min unge, levende Sjæl. Saa stod jeg der og var tom indvendig. – Sjælløs (ser stivt stirrende paa ham). Det var det, jeg døde af, Arnold.

Hermed ender første Akt. Men ind mellem dens Hovedsamtale er slynget fru Majas Opstandelse, en Kødets Opstandelse. Hun har truffet Bjørnedræberen, Godsejer Ulfhejm, hvis Navn allerede klinger med passende Brutalitet og som repræsenterer den raa og sunde Livsnydelse, han, som helst er Bjørnejæger, men ellers tager til Takke med hvad Slags Vildt, som kommer for, baade Ørn og Ulv og Kvindfolk og Rensdyr. Han, der til Kamerater har sine Hunde, opfodrede med blodige Kødstykker, hidser den lille Fru Majas Blod og Sans til Liv og Glæde. Hun erklærer Rubek, at hun vil drage til Fjelds paa Bjørnejagt med Ulfhejm, just som han har lovet Irene at stige til Fjelds med hende. Parret er skilt, og de nye Par er dannede; Valgslægtskabet, der ringeagter Ægteskab og anden Lovlighed, har talt.

Dette første Akts Mesterskab lader sig ikke noksom prise. Alt er udmærket, stort og dybt og rigt. Og de fire Personer helt sete og lysende mægtigt afbildede.

I anden Akt af dette Stykke, der er bygget som en Art Eksoelsior, er Personerne højt oppe paa Fjældet ved et Sanatorium. Bruddet aabner sig uoverskrideligt mellem Rubek og Maja. Hun var jo forlængst led ved hans Slaphed, ked af hans Kunst, hun higer blot efter det Nye, der fanger hende ind med brutalt favnende Arme, og han siger hende i en (med den klogeste Dramatikerberegning ledet) Samtale, hvor træt han er af Samlivet med hende. Men iøvrigt er han ikke helt klar over sig selv. Han udvikler, hvorledes han, da han giftede sig med hende, var ligesom ked af alt det med Kunstnerkald og Kunstnergærning, da dog Liv i Solskin og Skønhed var mere værd end «at gaa til sine Dages Ende og mase sig dødsens træt med Lerklumper og Stenblokke.» Han har forstaaet, at han den Gang tog fejl, og han udvikler saaledes som Grund for, at han ikke længer kan komme ud af det med hende alene:

Jeg lever saa ilsomt, Maja. Vi lever saa, vi Kunstnere. Jeg for min Part har gennemlevet et helt Livsløb i de faa Aar, vi har kendt hinanden. Jeg er kommen til at se, at det slet ikke ligger for mig at søge Lykken i ørkesløs Nydelse. Livet ligger ikke videre til Rette for mig og mine Lige. Jeg maa blive ved at virke – skabe Værk paa Værk – lige indtil min siste Dag.

Der findes ingen Indvending hos hende, hun viger gærne Pladsen for «den blege Dame». Saa meget mere som Rubek tilføyer, pegende paa sit Bryst:

Her inde, ser du – her har jeg et bitte lidet, dirkefrit Skrin. Og i det Skrin ligger alle mine Billedsyner forvarede. Men da hun rejste saa sporløst væk, saa gikk Skrinet i Baglaas. Og hun havde Nøglen – og den tog hun med sig. Du, lille Maja, du havde ingen Nøgle, du. Derfor ligger det altsammen ubrugt derinde. Og Aarene gaar.

Og Maja, kæmpende med et underfundigt Smil, beder ham roligt henvende sig til hende, der kommer «skridende som en Marmorstøtte» over Højsletten. Hun selv er godt fornøjet og sørger for sig.

Derpaa fortsættes Samtalen mellem Rubek og Irene. Og Tilskueren ser skarpere den tragiske Misforstaaelse mellem dem.

Thi han søger tilbage til hende som Beaandersken fra fordum. Han tilstaar angergiven for hende, at straks hun var rejst, begyndte han at ændre deres fælles Værk «Opstandelsens Dag». Oprindeligt var den én og hel: hende alene. Opstandelsen skulde fremstilles som en ung, uberørt Kvinde uden et Jordlivs Oplevelser. Men da han blev «verdensklog», saa tildigtede han, hvad han nu saa omkring sig. Han skød den enkle Kvindeskikkelse med «Lysglædens Forklarelse» over sig tilbage til en Mellemgrundsfigur, og han udvidede Fodstykket, saa det blev stort og rummeligt:

Og paa den lagde jeg et Stykke af den buede, bristende Jord. Og op af Jordrevnerne vrimler der nu af Mennesker med dulgte Dyreansigter. Kvinder og Mænd – slig som jeg kendte dem ude fra Livet.

Og i Anger over at have ødelagt med hverdagslig Hæslighed den rene Skønhed, som Værket skulde fremstillet, har han stillet sig selv hen i Gruppen som en skyldbetynget Mand, der ikke kan komme helt løs fra Jordskorpen: «Jeg kalder ham Angeren over et forbrudt Liv». Saaledes former han sin Undskyldning.

Men Irene haaner ham for denne Anger ved det ene foragteligt udtalte Ord: Digter! Heller ikke i Angeren har han «levet»: «du har dræbt min Sjæl, og saa modellerer du dig selv i Anger og Bod og Bekendelse.» Da hun erfarer, at han havde omskabt deres fælles Værk til noget Tarvelig og Stygt, da hæver hun Kniven imod ham, men hun lader den atter synke, da han taler om sin skyldbetyngede Samvittighed. Men endnu har han ikke forstaaet hende. Ganske sikkert bebrejder hun ham, at han har fordærvet det Værk, for hvilket han havde ofret saa meget af Elskov til ham – men det hun foragter og hader ham for og som h un føler en sindssyg Lyst til at hævne, er dette: at han forsmaaede hende. Derfor kalder hun ham «Digter», fordi han kun digter og drømmer sig Liv og ikke lever det, og derfor bringer hun ham langsomt til Klarhed over, hvad der har gjort hans Liv ringe:

Jeg skulde have født Børn til Verden. Mange Børn. Rigtige Børn. Ikke af dem, som gemmes i Gravkælderne. Det havde været mit Kald. Skulde aldrig have tjent dig – Digter!

Og hun vil ikke hjælpe ham med at skabe nye Ting, selv om hun kunde, men hun vil, i sin vilde Smærte over at have mistet «Livets Dejlighed», hidse ham til at følge sig endnu højere op ad Bjærget – det Bjærg, hvorfra han ogsaa en Gang lovede hende at skænke hende al Verdens Herlighed. Deres Samtale afbrydes blot et Øjeblik af Maja, der over Bækken (behøver det at nævnes, at Tableauet i disse tre Akter vil være af den største sceniske Virkning) raaber til begge, at denne Nat gaar hun paa Eventyr med «Bjørnedræberen» som Kamerat. Livet, raaber hun, vil hun sætte i Stedet for alt det andet, og hun synger jublende sit Vers:

Jeg er fri, jeg er fri, jeg er fri,
Mit Fangenskabs Liv er forbi!
Jeg er fri som en Fugl! Jeg er fri.

Som Ulveskrig og som Nidvise klinger Sangen op til de to blege Mennesker, den trætte, nervøse Mand og den sindssyge Kvinde. De to Livslystne, der vandrer ud i Sommernatten, er som en levende Haan over deres Higen og Tragten. Det er Slaverne, der beruser sig, medens Herrerne ikke tør drikke Vinen. Og da følger Rubek Irenes Bud.

Professor Rubek (gentager drømmende).
Sommernat paa Vidden. Med dig. Med dig. (Hans Øre møder hendes). Aa Irene, det kunde været Livet. Og det har vi forspildt – vi to.
Irene.
Det Uoprettelige ser vi først, naar (bryder kort af).
Professor Rubek (ser spørgende paa hende).
Naar?
Irene.
Naar vi Døde vaagner.
Professor Rubek (ryster tungsindig paa Hovedet).
Ja, hvad ser vi saa egentlig?
Irene.
Vi ser, at vi aldrig har levet.

Dette er Aktens Slutning. Diakonissen staar atter som en mørk Skygge hos Irene. Hun stiger ned, og man hører fra det Fjærne Majas vilde Sang.

Tredje Akt er ganske kort. Den foregaar højt oppe paa Bjærget før Solopgang. Vildt kløftet Højfjeld med styrtende Afgrunde, i en Stenstyrtning ligger en gammel, halvt sammenfalden Hytte.

Ind i denne Hytte er det, at Ulfhejm næsten fraadende af faunisk Begær vil drage den endnu modstræbende Maja. Men han har Magten over hende ved sin Attraa, og hun har Magten over ham ved sit halvgaaende Koketteri, og de enes og fængsles til hinanden, den brutale Mand og den lystne Kvinde. Og da Uvejret nærmer sig og Døden truer, da flygter de skyndsomst sammen ned mod Dalen, og i det samme møder de det andet blege og stolte Par, der roligt skrider frem mod Højden.

Disse to flygter ikke for Stormen. De vil ikke gemme sig i Hytten, som Ulfhejm raader, og vente paa, at han sender Hjælp: Mænd med Tove til at redde dem. Irene farer sammen af sindssyg Skræk: Mænd, der vil binde hende! Hun beder Rubek beskytte og ikke forlate hende. Hun tilstaar for ham, at hun vilde dræbt ham, den Gang da de talte sammen den foregaaende Dag: hun stødte ikke Kniven i Ryggen paa ham, fordi hun saa, at han alt var død. Hendes Tale er sindssyg – er sindssyg, derom ingen Tvivl, men for Rubek er den klar. To klamme Lig, kalder hun dem, fordi hos ham er dødt det brændende Begær, som han fordum stred og kæmpede imod, og fordi Jordlivets Kærlighed er død for dem begge.

Da falder Skellene fra hans Øjne:

Det var mig, som jog Dig op paa Drejeskiven – forblindet som jeg den Gang var! Jeg, som stillede det døde Lerbilled over Livets – over Kærlighedens Lykke.

Og nu elsker han med højeste Lidenskab, og han favner henne med Voldsomhed!

Saa lad os to Døde leve Livet en eneste Gang til Bunds – før vi gaar ned i vore Grave igen.

Henrevne, i den højeste Ekstase, vil de stige op til de solbeskinnede Tinder for der at fejre deres Bryllupsfest. Solen maa gærne se paa dem, alle Lysets Magter og alle Mørkets ogsaa.

Og de stiger opad – altid højere – gennem Taagerne, helt op til «Taarnets Tinde», som lyser i Solopgangen. Man hører Majas vilde Ulvesang endnu en Gang fra Dybet, Diakonissen kommer spejdende – da styrter Lavinen, og inde mellem Snemasser ser man de to hvirvles ned i Afgrunden.

Stykket slutter saaledes:

Diakonissen (staar en stund tavs, saa slaar hun Kors for sig i Luften og siger)
Pax vobiscum.
(Fru Majas Jubel lyder endnu fjærnere nede fra dybet).

- – Utvivlsomt vil der mod dette grandiose Skuespil blive gjort mange Indvendinger, idet dets højtsvungne Prosa let kan angribes med klog Prosa. Og rimeligvis vil Indvendingerne samle sig i det Hovedpunkt: hvorfor har Digteren gjort Irene sindssyg, og hvorfor vil Rubek, der jo ikke er vanvittig, foretrække den abnorme Kvinde fremfor den smukke og fornuftige Maja?

Dertil er at svare: naar Ibsen med en saadan Voldsomhed vilde hævde, at alt Liv, selv det højeste kunstneriske, er at regne for Død, og at kun Elskovens Liv er virkeligt Liv for de bedste og for de ringe, for Irene og for Maja, saa maatte han aflægge det stærkeste Vidnesbyrd i den virksomste Form om den Død, som det elskovsløse Liv er. Og Sindssyge, det er uomtvistelig aandelig og legemlig Død: selv om den Vanvittige lever, sker det paa en for Mennesker uværdig Vis.

Om Irene ikke stod saa nedbrudt, saa ond og syg, saa angst og begærlig, med den sorte Skygge af Celle og Fængsel i sit Fjed, saa forstod vi ikke saa let Stykkets Lære: Uden Elskov intet Liv.

Og det er Irene, der er Stykkets Hovedperson. Ikke den uklare Rubek, der aldrig før i sin Dødsstund forstod den Elskov, som Irene bød ham, og som nøjedes med Vane-Ægteskabet hos Maja.

Men i hvert Fald, hverken hver Ting, der er at berømme i dette Værk, hvis Digter endnu staar uangreben af Aarene, kan straks nævnes, og heller ikke straks kan Kritiken drøfte for Eksempel Stykkets Bygning, der synes lidt svag, fordi anden Akt alt har sagt, hvad tredje Akt blot bekræfter, og første Akt næsten har fastslaaet, hvad der griber En dybest. Men selv om Handlingen uden stærk Spænding skrider til sit hurtigt givne Maal, saa findes der i hver Samtale en beundringsværdig Stigning og Synkning, og Enkeltheder indeholder den vittigste Aandfuldhed og den frodigste Fantasi. Jo dybere man sænker sig ned i Stykket, des bedre vil Ens Aand oplades for dets Storhed.

Det er en Mesters Værk og et Mesterværk. Som ingen er Ibsen, saa egen, saa stor, saa uudgrundelig, og dog saa forstaaelig i Overensstemmelse med vort Væsen. Han taler til os fra Bjærgets Tinde, den gamle af Dage, den unge i Rankhed. Hvor godt at læse, at fordybe sig i et saadant Værk, just da dette Aar udrinder, som har bredt saa megen aandelig Skiddenhed udover vaart Land! Saa tage I da, I Dydsprædikanter, dette Værk af Brands Forfatter og læse det! Hvor sættes Livslykken her? Mon i det sjette Bud eller i Præstemoralen? Under Ibsens Tegn kan de Unge, de Levende vidne, at de ikke vil lade sig døde – ikke lade deres Kød døde af Loven, ikke lade deres Aand dræbe af Farisæerne. Der er kun én Gud, forkynder Henrik Ibsen: den store Eros, og Digteren er hans Profet.