Gunnar Heiberg

Som Minerva sprang fuldt levende ud af Jupiters Pande, saaledes er Menneskene i dette Skuespil fuldt levende sprunget ud af Ibsens Hjerne. Men der Gudinden staar, der hun gaar, der hun lever, interesserer hun os, hun selv, personlig, uden Hensyn til Jupiter. Saaledes ogsaa med Arnold, Rubek og Irene. De lever sit eget Liv. Uafhængig af Ibsen. Saa levende er disse Mennesker, at vi spørger ikke Ibsen, hvad hans Mening er med dem. Vi spørger disse Mennesker, hvad de mener om sig selv, og hvad de mener om hverandre og mens vi grunder paa deres Skjæbne, ser vi paa dem med vore Øjne som paa Mennesker, der kan se med sine Øjne paa os igjen.

Og vi ser paa dem som paa alle de andre levende Menneskene omkring os, og vi ser, at som unge haabede de paa Fremtiden, og som ældre haabede de, at hvis Fortiden havde gestaltet sig anderledes, saa vilde Nutiden have været bedre.

Saaledes som jeg nu har havt den Lykke at lære Personerne personlig at kjende, kan jeg ikke se andet, end at Skuespillet handler om to Mennesker, som følte Kjærlighed for hverandre men de følte den til forskjellig Tid i sit Liv.

Han elskede ikke hende dengang, da hun elskede ham, og da han begyndte at elske hende, saa er hun død, færdig med Livet, sjælløs, sikker paa, at Livet ikke kan leves om igjen og naar hun følger ham, saa er det halvt i Vildelse, halvt fordi hun, den døde, intet har at miste, og hvorfor ikke da tage den siste Trækning med.

Den Gang hun elskede ham, elskede han sin Kunst, det at give sit Indhold Form, at føde levende Unger, at følge sit Kald. Han foretrak sin Kunst fremfor hende. Med andre Ord, han elskede hende ikke.

Hun var for ham det, han kunde bruge, det, som svarede til hans kunstneriske Evne, det, som han kunde tolke.

Havde han elsket hende, kunde han ikke have brugt hende til sin Kunst. Ikke før han havde holdt op at elske hende. Den store Kunst som den store Kjærlighed kræver sin Mand helt. Og her er der jo ikke Tale om, at han skulde gjøre en Portrætbyste paa Bestilling eller skrive et Digt til den Elskede. Han skulde gjøre sit Værk, det udtømmende, det af hans Væsen prægede. Og han tog det Væsen, det Menneske, den Sjæl, det Legeme, som han behøvede til at gyde i sin Form.

Dengang elskede han hende ikke. Men saa, da mange Aar var gaaet, da han havde været gift uden Elskov, da han havde gjort Kunst uden Hengivelse, saa træffer han hende igjen. Og halvgammel, rig paa Menneskekjendskab og Menneskeforagt og Menneskelede, bliver han forelsket i dette skjønne og mærkelige Væsen, som har staaet ham saa nær og saa fjern, som har været saa meget for hans Kunst og saa lidet for hans Elskovstrang. Hun betager ham. Han føler sig ung. Han ønsker sig ung. Han ildnes, han flammes op af al den Kjærlighed, som han hører, at hun har baaret til ham og det netop fordi han føler, mærker, fornemmer men ved ikke at hendes Kjærlighed til ham er død. Havde hun elsket ham, saa var han blevet skræmt.

Og nu, da han elsker hende, indbilder han sig, at han har gjort Uret imod hende, og fordi hun er blevet ulykkelig paa Grund af ham, tror han, forelsket, at han har noget paa Samvittigheden, noget at angre, at han var forblindet, «som stillede det døde Lerbillede over Livets over Kjærlighedens Lykke», at hvis han bare havde villet være Menneske mere end Kunstner, saa kunde han have følt Kjærlighed til hende dengang ogsaa.

Nu elsker han hende. Dengang elskede han noget andet højere. Og derfor elskede han ikke hende dengang.

Men dengang, da de var unge, elskede hun ham til sin Sjæls Fordærv, til sit Sinds Drab, til sit Legems Fortvilelse fordi han ikke elskede hende og fordi hun, Kvinden, følte, at saa var det. Først troede hun inderst inde, at det var ud fra sin Kjærlighed, at han kunde bruge hende til sit Værk. Hun var jo ikke Kunstner, hun kunde jo ikke vide andet. Og han paa sin Side vidste ikke, følte ikke hendes Kjærlighed. Han troede at hun «med tindrende Lyst og med høj-helligt Begjær var med i mit Arbejde i dette Arbejde, som vi to hver Morgen samledes om, som til en Andagt». Men hun har aldrig bryd sig om hans Kunst, før hun mødte ham. «Og ikke siden heller».

Hun følte sig dengang smigret over, at han fandt saa meget i hende, men samtidig blussede og voksede Hadet, fordi han ikke rørte hende i al hendes dejlige Nøgenhed, fordi han ikke var Mand ligeoverfor Kvinden, men Kunstner ligeoverfor Gjenstanden, fordi han havde valgt mellem Værket (det vil sige sig selv) og hende og foretrukket sig selv for hende.

Og da han var færdig med sit Værk og glædestraalende takkede hende for denne den lykkeligste Episode i sit Liv da flygtede hun.

Og hun døde af det, siger hun i sit underlige Sprog døde af, at hun elskede ham og han ikke hende.

Han forstod ikke hende. Hun forstod ikke ham. Saaledes som ingen forstaar hverandre før det er for sent. Men havde det været bedre, lykkeligere for de to, om de havde forstaaet hverandre dengang? Han elskede hende jo ikke, og han var lykkelig.

Og ligesom overfor de virkelige Mennesker saaledes ligeoverfor Billedhuggeren og Irene, vi ved ikke om vi skal føle Medfølelse og Kjærlighed til dem, fordi al vores alles Færd er saa trøstesløs haabløs, eller om vi skal smile, fordi disse to, som alle vi andre, da aldrig kan lære, at om det havde gaaet anderledes, saaledes som vi nu haaber og ønsker saa vilde vi have længtet efter det, som vi nu har, og som vi nu, dødstrætte, længes fra.

Det er Tragedien om to Mennesker, som følte Kjærlighed til hverandre her i Livet men som følte den til forskjellig Tid det er denne Tragedie, Ibsen med sin Vilje eller mod sin Vilje har rullet op for os med en Kunst saa ædel, saa ren som den, Billedhuggeren havde lagt i sin «Opstandelsens Morgen», før Benaadelsen endnu var begyndt at vige fra ham.