Kristofer Randers

Professor Rubek.
Å Irene – det kunde ha' været Livet. – Og det har vi forspildt, – vi to.
Irene.
Det uoprettelige ser vi først, naar –
(bryder kort af).
Professor Rubek. (ser spørgende paa hende).
Når – ?
Irene.
Når vi døde vågner.
Professor Rubek. (ryster tungsindig på Hodet).
Ja, hvad ser vi så egentlig?
Irene.
Vi ser, at vi aldrig har levet.

Da Henrik Ibsen ifjor feirede sin 70-aarige Fødselsdag, udtalte han noget saadant, som at han endnu sad inde med forskjelligt «Dævelskab», som maaske ved Leilighed vilde skaffe sig Luft. Hans sidste Verk med den hemmelighedsfuldt klingende Titel har bekræftet denne Udtalelse; der er her adskilligt «Dævelskab» – fribaarne Tanker, som vækker og ægger, skarpe Blink, som blænder og lokker, dybe Greb ned i Tilværelsens Gaader. Ligesom «Bygmester Solness» er ogsaa dette et i høi Grad subjektivt og personligt Verk – et grublende Tilbageblik over Fortiden, et trodsigt Opgjør med Livet. Og med hint storslagne og gribende Drama har dette sidste ogsaa det tilfælles, at det i sin dybere Mening er en symbolistisk Allegori – vel en af de merkeligste og dybsindigste, en Digters Fantasi nogensinde har formet.

Det er Forholdet mellem Kunsten og Livet, som udgjør dette Verks Emne og Forhold. Fra sit ophøiede Stade, modnet af Erfaring og mættet paa Visdom, ser Digteren tilbage paa de svundne Aar – paa sin kunstneriske Stræben, paa sit Livsverks Betydning, paa sit Arbeides Tilfredsstillelse, paa Berømmelsens Frugt. Hvad er der tabt og vundet? spørger han, – hvad har det kostet, og hvad er det værdt? Og for at svare paa disse Spørgsmaal, har han som Repræsentanter for de stridende Magter skabt to stolte og typiske Menneskeskikkelser: Manden, der gaar op i sit Arbeide, og for hvem Kunstverkets Formning er alt, og Kvinden, der inspirerer det og skjænker det Liv, men som saa ogsaa fordrer Livet til Gjengjeld.

I sin Ungdoms Kraft har den begavede og høitstræbende Billedhugger Rubek truffet Irene. Han skulde have Model til sin store Statue Opstandelsens Dag»; og i Hengivenhed for ham og Beundring for hans Kunst skjænker hun ham dertil sit jomfruelige Legemes Deilighed og mere end det: hun lægger i Verket hele sin unge og varme Sjel. Men trods Fristelsen rører han hende aldrig, – han gaar helt op i sin Opgave som Kunstner og tror, at enhver sanselig Begjæring vil være en Vanhelligelse. Og Statuen – deres fælles Barn – bliver et stort Kunstverk, som gjør hans Navn berømt. Men da den saa staar færdig og hendes varme Blod og tørstende Hjerte venter sin Løn, – da trykker han kun hendes Hænder til Tak og kalder deres Samarbeide «en velsignet Episode». I det Øieblik dør der noget indeni hende, – hun reiser pludselig bort og vender ikke tilbage. Efter nogen Tids Forløb gifter han sig uden Kjærlighed med en anden – den livslystne og prosaisk anlagte Maja, – og bosætter sig i Udlandet. Men hans originale Skaberkraft er brudt; han kan nu blot lave Portrætbuster – rigtignok, som han siger, med fordækte Dyrefjæs under, – og hos sin Hustru finder han hverken Forstaaelse eller Lykke.

Dette er Stykkets Forhistorie. Naar Handlingen begynder, er Rubek med sin Hustru kommen hjem til Norge for at tilbringe Sommeren ved et Badested. Medens de her en Dag sidder og gaber over hver sin Avis, ser de en slank og bleg Skikkelse gaa forbi: det er Rubeks forsvundne Ungdomselskede, som efter en tvivlsom Varieté-Tilværelse ogsaa er bleven gift, men er skilt fra sin Mand og vandrer gjennem Livet sjelløs og kold som en Søvngjængerske. Mellem disse to «døde» kommer det nu til Forklaring, og i en mesterlig formet Samtale opruller Digteren det forbigangne for os, medens han samtidig med fast og overlegen Kunst knytter den kommende Katastrofes Traade. – De to sidste Akter udspilles paa et Høifjeldssanatorium. Medens Maja falder i Armene paa sin ligesindede, den drabelige Sportsmand og kyniske Faun Godseier Ulfheim, begynder Rubeks og Irenes slumrende Følelser at vaagne til nyt Liv; og under en Fjeldtur beslutter de Haand i Haand at bestige den høieste Tind for at feire sin Bryllupsfest ved Solopgangen. Men da river et løsnet Sneskred dem med sig, og de styrter sammen ned i Afgrunden, medens Maja jubler sin overgivne Befrielsessang, og Irenes sælsomme Ledsager, den skyggeagtige Diakonisse, hvisker sit forsonende «Pax vobiscum».

Selvfølgelig kan et saadant nøgent Omrids af den ydre Handling ikke give endog tilnærmelsesvis noget rigtigt Begreb om Digterverkets egentlige Indhold og Mening. Og allermindst er dette muligt her, hvor den dramatiske Skildring – hvor fint og behændig Traadene er spundne – er uvirkelig og uvæsentlig som Alfedansen i «En Skjærsommernatsdrøm», medens den hele Udvikling foregaar indvortes hos de optrædende Personer, i hvis Mund Digteren har lagt sine Livserfaringer, sine Anklager, sine Skuffelser, sine Haab. Hvad Digteren her har villet give, er – som jo ogsaa Betegnelsen «en Epilog» antyder, – mindre et sandt og objektivt Billede af Livet end et personligt Udtryk for sine egne Stemninger og Følelser, – en Hjertets Bekjendelse, et Tvivlens Nødskrig, en Kjærlighedens Apotheose, en Lovsang til det sprættende Liv. Derfor er Stykkets Personer, saa nærværende og levende de end synes at gaa omkring, tegnede med stiliserede Linjer og i sterk Forkortning, ligesom besjelede Ideer. Og derfor falder Replikerne, saa lette og naturlige de end lyder, knappe og meislede, dybsindige og dobbelttydige, med et Skjær over sig af blussende Lyrik og stundom med en Biklang, som hulker.

Stykkets centrale og interessanteste Figur er «den reisende Dame» Irene. – Ibsen har i sine senere Dramaer skabt en Række betydelige og originale Kvindeskikkelser: Fruen fra Havet, Rebekka West, Hedda Gabler, Hilde, Rita, Ella. Men af alle hans Kvindeskikkelser synes Irene mig at være den betydeligste og originaleste, – denne deilige Sfinx, som inspirerer Kunstneren og daarer Manden, som higer mod Livets Lykke med al sin varmblodige Naturs Kraft, og som – ligesom Shakespeares Kvinder – kun kan elske og hengive sig til en eneste Mand og dør, da hendes glødende Kjærlighedstørst ikke bliver stillet. Hvor har Digteren truffet hende? Neppe andensteds end i sin Fantasis luftige Rige, hvor Længslerne drømmer og Minderne gror. Men der voxer og forklares hun, indtil hun staar som en Inkarnation af alt, hvad Livet har lovet og Lykken tabt, – et Symbol paa de Haab, som forspildes. – Der er i Stykket nogle Replikker, som stiller hendes Væsen i det skarpeste Lys – det er, hvor hun og Rubek taler om den Tid, da hun stod Model for ham:

Professor Rubek (afværgende.)
Jeg forbrød mig aldrig imod dig! Aldrig, Irene!
Irene.
Jo, du gjorde. Du forbrød dig imod det inderst medfødte i mig –
Professor Rubek (rykker tilbage.)
Jeg – !
Irene.
Ja, du! Jeg stilled mig helt og rundt frem for dig til beskuelse –
(sagtere.)
Og aldrig en eneste gang rørte du mig.
Professor Rubek.
Irene, forstod du ikke, at mangen dag var jeg som sanseforvildet af al din deilighed?
Irene (fortsætter uforstyrret.)
Og alligevel, – havde du rørt mig, så tror jeg, jeg havde dræbt dig paa Stedet. For jeg havde en spids nål med mig. Gemt den inde i Haaret –
(stryger sig grublende over Panden.)
Ja men – nei, alligevel, – alligevel; – at du kunde –

At du kunde – ! Det er den Anklage, Irene retter mod Rubek, og som han senere retter mod sig selv. Thi, som han siger til sin Hustru: «Er ikke livet i solskin og skønhed noget ganske anderledes værdifuldt end det, at gå her til sine dages ende i et råt, fugtigt hul og mase sig dødsens træt med lerklumper og stenblokke?» Nu ser han, at hans Fornegtelse af Kjærligheden er det, som har knækket hans kunstneriske Evne, og at det at leve Livet er mere værdt end al Kunst. Men nu er det for sent; og da han nu forsøger at gjøre sin Feil god igjen, styrter baade han og hans gjenfundne Elskede i Afgrunden, medens de prosaiske Hverdagsmennesker istemmer sin Jubelhymne som en blodig Spot over hans brustne Haab. Geniet er skabt til at lide og blive ulykkeligt, – det er Stykkets vemodige Lære og rystende Tragik.

Men som et lysende Element i det mørke Billede fremtræder tilslut de elskendes Forsoning og deres Gjenforening i Døden. – Det er et fælles og betegnende Træk i Ibsens senere Produktion: Rosmer og Rebekka gaar sammen i Møllefossen, Hilde følger Solness ved hans Dødsgang paa Taarnet, Ella lukker Borkmanns bristende Øie, Rubek og Irene forlader Livet Haand i Haand. Der ligger heri en Tanke, som afviser alle Beskyldninger for livsfiendsk Pessimisme. Det er, som om den aldrende Digter vil sige: Lad alt i Livet svige, saa sviger ikke Kvinden, – lad alt i Livet briste, saa holder Kjærlighedens Magt. Og aldrig har han forkyndt dette Evangelium i skjønnere og sterkere Ord end her.

– I «Bygmester Solness» udtrykte Ibsen en Frygt for Ungdommen. Nu tror jeg ikke, han behøver at nære nogen saadan Frygt. Et Livsverk som hans og et Verk som dette tror jeg nemlig ikke, at Ungdommen saa let gjør ham efter.