Anonym anmelder i Morgenbladet

Berlin den 18de Marts.

Igaaraftes gaves i Deutsches Theater for et forlængst udsolgt Hus Ibsens nyeste Verk. Bogen har jo i flere Maaneder været Gjenstand for den livligste Diskussion her i Tyskland; gjennemgaaende er Kritiken bleven staaende ved, at Ibsen her skildrer sig selv, sit eget indre Liv; dette kan nu være Tilfældet eller ei, man anser i alle Fald i Tyskland denne Tydning som selvskreven. Spændingen over Udfaldet var derfor stor, saa meget mere som Dommen over de forskjellige tyske Opførelser har lydt ret afvigende. Lad os ligesaagodt sige det nu: Stykket opnaaede igaar kun en «Achtungserfolg», og selv dette Udtryk siger i Grunden formeget, thi Ibsenmenigheden var fuldtallig tilstede og kunde derfor overdøve enhver Opposition. Livligst var Bifaldet efter 2den Akt. Direktør Brahm greb nemlig da til et uskyldigt Effektnumer; han oplæste et Telegram fra Ibsen, hvori denne forkyndte, at han i Tankerne var tilstede ved Opførelsen. Den kjølige Stemning varmedes vistnok adskilligt op ved Forkyndelsen af den Interesse, Digteren viste for Opførelsen af sit nye Arbeide; men efter tredie Akt var Bifaldet atter svagt. Og dog var Stykket af en overordentlig gribende Virkning; men der hvilede over det Hele noget Rædselsfuldt, noget ubestemt Uhyggeligt; det var, ligesom et koldt Dødspust ligesom strømmede ud mod de ængstelig stirrende Tilskuere. Kritiken regner altid efter, hvor stærk Applausen er, og bedømmer herefter Publikums Opfatning; netop ligeoverfor Ibsens Dramaer kan denne Maalestok ikke gjøres gjældende. Efter disse stærkt gribende Akter er de færreste oplagt til at klappe og skrige Bravo.

Opførelsen hører ikke til de bedste i Deutsches Theater. Der var vistnok lagt overordentlig Vægt paa Indstuderingen og Iscenesættelsen; men Kræfterne rak ikke til. Reicher, der har spillet saa mange af Hovedrollerne i Ibsens Dramaer, var uheldig som Professor Rubek; han var i sin Maske som i sit Væsen en ældre smuk Kunstner, men ingen Personlighed; det var en blodtom Skikkelse uden Liv og Kraft. Og dertil kommer, at han igrunden altid er den samme i alle Ibsenstykker; det er ligesom man kjender Rosmer igjen i Rubek; forsaavidt havde han noget velkjendt over sig; men som Rubek blev han en Fremmed, for hvem man ikke interesserede sig. Han var en livstræt Mand, men Geniet, Gnisten, fattedes, han var ingen ægte Kunstner, og Tragedien tabte sin Hovedfigur.

Ogsaa Frøken Dumont har været heldigere, ihvorvel hendes Irene ialfald havde en vis Sandsynlighed over sig. I sit Sprog og i sin Fremtræden havde hun dog, som ogsaa flere Kritikere bemærker, Øieblikke, hvor hun erindrede om Duse; hun saa ud som en hvid Marmorstatue og gjorde overhovedet et unaturligt, sindssygt Indtryk. Bjørnejægeren og Maja var ligetil fortrinlige; disse Roller havde Hr. Rittner og Fru Schneider overtaget. Ogsaa Badeinspektøren og Diakonissen var paa sin Plads.

Udstyret var langt bedre end det ellers pleier at være paa Deutsches Theater, ihvorvel det ikke gjorde noget særlig norsk Indtryk.

At Stykket ikke vil faa nogen lang Levetid her i Berlin maa efter Gaarsdagens Resultater at dømme, ansees for sikkert. Pressens Dom har ligeoverfor Spillet ikke været særlig rosende.