Nils Vogt

Et yderst elegant Publikum havde igaar fyldt Salonen til sidste Plads. I Kongelogen var Hoffet talrig repræsenteret, Theaterstyrelsen havde givet mandstærkt Møde i fuld Gala, der var Repræsentanter for Pressen baade fra Kjøbenhavn og Stockholm, – men Digteren selv var ikke tilstede. Da Publikum efter en Række Fremkaldelser vedblev at raabe paa Forfatteren, viste Theaterchefen sig paa Scenen og udtalte, at Publikums Hyldest skulde blive Digteren overbragt.

Det var den ydre Ramme, Berømthedens stilfulde Sukces. Men det indre Udbytte? Magtede Skuespillerne at give noget udover det, vi allerede har læst os til, slog de fast i vor Bevidsthed nye Træk til ny Forstaaelse, gav de Liv og Blod der, hvor vi ikke har kunnet finde det? Stillet saaledes maa Spørgsmaalet besvares noget undvikende. Thi Spørgsmaalet selv er en Uretfærdighed. Det maa suppleres med et nyt: Yder dette Ibsens sidste Verk, som han selv har anbragt udenfor Skuespillets vanlige Karakteristik ved at benævne det en dramatisk Epilog, yder det de sceniske Kunstnere Vilkaar for at kunne vinde Seir? Er det ikke meget mere ved sin gjennem Samtaler stadig tilbageskuende Karakter egnet til at blive fattigere, mere dødt paa Scenen, der kræver den ydre Handlings Effekt for at fange Syn og Sans? Tager vi dette til Udgangspunkt, indrømmer vi den reiste Tvivls delvise Berettigelse, medgiver vi, at i intet Ibsensk Drama er Begivenhederne selv i saa høi Grad erstattede med Begivenhedernes Skygge som i denne Epilog, da maa vi ogsaa med det samme indrømme, at sværere Opgave at tolke er der ikke givet Scenens Kunstnere. Og fra det Udgangspunkt er den Opførelse, vi igaar var Vidne til, al Ære værd, ja mere end det: Den betegner for Fru Wettergreens Vedkommende en positiv og ikke ubetydelig Tilvæxt i den Taknemlighedsgjæld, hvori vi allerede staar til hende. Hendes Irene var noget langt mere og noget langt rigere end den blodløse Skygge, i hvis Lignelse man andetsteds har fremstillet denne Kvinde, der tror sig selv indvendig død. Særlig i første Akt vidste hun at finde udmærket Udtryk ikke alene for den søvngjængeragtige Plastik, hvori hun skal skride frem som en Marmorstøtte, men ogsaa talrige Nuancer til at kjendetegne det hungrende Liv, der lever under det stivnede Ydre. Senere gled det stundom mere ud for hende, ikke mindst i anden Akts store Samtale, hvor hun under Samværet med Rubek, varmet ved hans Nærhed, atter faar rullende Blod i sine Aarer. Men til Gjengjæld har hun her et glimrende Moment: Det store Skrig, da hun føler, at Stenen over Gravkjælderen hæves og hun atter føler sig i Pagt med Livet og Lyset. Det var utvivlsomt det Øieblik under Forestillingen, da hele Publikum blev revet mest med og der i Forsamlingen fornemmedes den anspændt lyttende Stilhed, der er Skuespillerens Triumf. Naar denne altfor hurtig atter afløstes af mindre Opmærksomhed, maa Ansvaret herfor saagodtsom udelukkende lægges paa Hr. Eyde. For ham betegner Professor Rubek Nederlagets Øieblik, det Moment, da den af uforstandige Hænder altfor hyppig og altfor stærkt spændte Bue brister. Den berømte Professor Rubek – Digteren lader ham beholde sin Akademi-Titel over alle Repliker – skal være en destingveret, ældre Herre, – Hr. Eyde er ingen af Delene. Hans Sprog har ligesaa ringe Stil som hans Dragt, hans Person vrider sig i en Nervøsitet, der smitter ved sin Uro langt udover Salonen. Med lille Maia, «mein Kind» skal han tale let overbærende, lidt spottende, med Verdensmandens overlegne Sikkerhed, – hos Eyde bliver alt dette til lidet artikuleret Opfarenhed, overhovedet gjennemført misopfattet og mislykket. Bedre bliver jo Spillet ligeoverfor Irene, hvor Kunstnerens lyriske Grundtone skal klinge igjennem, – der var her momentvis Partier af Skjønhed. Men intet helt, intet gjennemført. Hvor dramatisk intens, fyldt af stille, vemodig Inderlighed, er ikke deres første Møde, da de varsomt spørger og svarer for at opklare Fortiden og faa Rede paa Mellemtiden, to Sjæles næsten lydløse Afstemning til hinanden. Der var kun lidet af denne Digtets Stemning over Rubek, og her kan intet Ansvar overføres paa Digteren; thi den første Akt er ikke alene teknisk udmærket bygget, men ogsaa fyldt med skjær Poesi. Senere, i anden Akt, da Samtalerne fornyes og de samme Emner atter udbredes til dybere Forstaaelse, er Skuespillernes Vilkaar ulige vanskeligere. Men Eyde naaede ikke til at falde paa den anden Skanse. Han fuldbragte den Kjendsgjerning, som Ibsen engang spøgefuldt har erklæret for scenisk uholdbar, han «døde alt i første Akt», og slog saa paany Liget ihjel i anden.

Fru Dybwad, der har havt det løierlige Indfald at lade Maia optræde ved Badestedet en Sommerdags Formiddag med Fløielsrobe og Kniplinger, høstede stærkt Bifald. Hun var som et Pust fra den glade, hverdagslige Virkelighed og spillede med stort Humør, efter mit Skjøn dog lidt for løssluppent farcemæssigt. Med noget større, sundt Alvor og behersket Ro vilde hun i anden Akts Opgjørsscene kunne naa endnu et Skridt høiere. En habil Jagtkammerat har hun i Hr. Blich som Bjørnejægeren, kraftig, brutal og naturlig. Hr. Voss og Frøken Reimers fyldte Rollerne som Inspektøren og Diakonissen. Iscenesættelsen er pragtfuldt gjort, men uden større kunstnerisk Fantasi. Her havde været en smuk Opgave for Otto Sinding.