Nationalteateret
Hvis man af vort Nationalteaters Fremførelse paa Scenen af Henrik Ibsens siste, saa stærkt omstridte Skuespil «Naar vi døde vaagner -» havde ventet sig en Uddybelse af den Opfatning, som Læsningen af Værket selv meddelte, en videre Forklaring af dets Tanker, en intensere Forstaaelse af dets Skikkelser, et pludseligt Lys over dunkle Ord, et mangfoldig forstærket Indtryk af levende Menneskers Liv, – saa maatte man igaaraftes føle sig skuffet. Ti om en Scenens Uddybelse af Digtværket i videre Forstand kunde der alene være Tale i ganske enkelte Øjeblikker. Men for dem, der ikke var nok i Slægt med Gregers Werle til at møde op med saa ideal en Fordring i Baglommen, gik Aftenen særdeles godt og glædelig. Forestillingen var i alle Dele afrundet og gjennemarbejdet, Iscenesættelsen omhyggelig, Dekorationerne ikke særlig fantasifulde, men i høj Grad prægede af Flid og Forstand; i Korridorerne kunde man ogsaa af Folk, der havde seet den samme Forestilling i Kjøbenhavn, baade danske og norske, faa mangt og meget at høre om den mærkelige Maade, hvorpaa man dernede havde fortolket vor Landsmands Værk, alt til megen Fryd og Hæder for vor egen hjemlige Skuespilkunst. Efter første Akt var Bifaldet stærkt, efter anden, der unegtelig faldt meget lang, svagere, efter den korte siste voldsomt. Fru Wettergreen fremkaldtes en hel Række af Gange, til Slutning fik ogsaa de øvrige Spillende Hr. Eide, Fru Dybwad og Hr. Blich, rigelige Ovationer. Derimod var der ingen Anledning til at hylde Digteren selv, der ikke var tilstede; Hr. Teaterchef Bjørnson paatog sig fra Scenen at overbringe ham Publikums Begejstring.
Fru Wettergreen bar det store Byrde, som Digteren har lagt paa Irenes Skuldre, den tunge Vægt af sælsomme Forestillinger, under hvilken Irenes Sjæl vaander og krymper sig; Irene skal færdes i den klare Virkelighed, som gik hun i Drømme, hun skal tale høj Fornuft, som skeede det i Vildelse. Fru Wettergreen har Byrden med megen Ære; men man følte, at det var en Byrde. Bedst lykkedes Scenen i første Akt, Stykkets skjønneste, det første Møde mellem Irenen og Rubek. Selve Irenes Tilsynekomst, hendes hvide Skikkelse, fulgt af Diakonissens sorte Skygge, den stive Holdning, den søvngjængerlangsomme Gang, de blege, kummertrætte Ansigtstræk, det døde Blik var af stor Virkning. Og Irenes dragende og ligesom langt bortefra klingende Tale ejede ofte det sælsomt flimrende Maaneskjær, som Digterens Kunst den hele Tid har givet den. Ogsaa Hr. Eide som Rubek kom lykkeligst fra første Akt; der var fin og bitter Kløgt i Samtalen med Maja, og der var ægte og stærk Følelse i Mødet med Irene. Men den unge Skuespiller havde ikke formaaet at give sig Professor Rubeks Alder, hans dybe Livserfaring, hans tunge Træthed. Og om end Samspillet mellem Irene og Rubek ogsaa i andre Akter ejede særdeles vakre og fine Momenter, saa sank det dog som Helhed altfor mærkbart. I anden Akt lød Hr. Eides Tale meget for enstonig, og de to af hinandens Skjæbne saa optagne Mennesker talte ofte, som om den ene ikke hørte paa, hvad den anden sagde. I Slutningsscenen endelig, under den vilde, hensynsløse Elskovs Apotheose, hjalp begge sig med en klingende Pathos uden indre Spænding og Stemning.
Fru Dybwad havde skabt en lyslevende Maja, saa oprigtig i sin Lede ved en sørgmodig Mand og et langsommeligt Samliv, saa opsat paa Glæde, saa sanselig nysgjerrig, saa bristefærdig af længe indestængt Livslystenhed. Særlig kom de kaade Kast og Spræl i Majas Tankegang ypperlig frem i Lyset i Opgjørsscenen med Rubek i anden Akt; hvorfor holdt Fruen ikke Tonen ligesaa rent og rigtig i Aktens Slutningsscene? Endelig var Hr. Blich særdeles dygtig som Godsejer Ulfheim; Skikkelsen fik den rette senestærke, djærvt og frisk paagaaende Brutalitet, og Godsejerens Ursprog mistede Intet af sin oprindelige Saft og Kraft.
- – Mange vil maaske til Trods for den gode Opførelse dog foretrække at læse Digterværket i Ro og Eftertanke for sig selv. Først i Fantasien, vil de mene, faar dets mærkelige Mennesker den rette Størrelse og Betydning; paa Scenen indsnevres og forminskes de, hindres de, ligesom de vilde gjøre det i det virkelige Liv, helt at hævde og frit udfolde sine monumentale Personligheder. Ja heller ikke i det fattige Liv hører de hjemme, disse den gamle Digters siste Mennesker. De lever helt udenfor det velordnede Samfunds Love og Vedtægter, hinsides de borgerlige Forestillinger om godt og ondt, i stolt og stejl Hensynsløshed, enhver af dem kun lydende sine egne Tankers Magt og sin egen Naturs Herrevælde; de færdes ligesom i et andet og højere Luftlag end vort, i Luftlag, hvorhen ingen moralsk Forkyndelse, selv med sin stærkeste Røst, har kunnet naa, og som endnu intet truende Kirkespir har kløvet.