Naar vi døde vaagner
En Epilog. Skuespil i tre Akter
(1899)
En dansk Forfatter havde for en halv Snes Aar siden det Indfald at skrive en lille Novelle, der skildrede en Storstads Trængsel og en ung Pige, et Øjeblikkets Barn, som vandrede midt ud paa Gaden og Kørebanen uden at bryde sig om Vognene eller Kuskernes «Varsko». – Hun gik saa nydeligt paa sine Fødder, men vilde dog ikke vare sine Sko – mens Folk inde paa Fortovene saa forundret efter hende og vedblev forsigtigt at vandre i Husrækkernes Skygge som lange Geledder af Søvngængere. Det var i Novellen udtrykt den Tanke, at de fleste af os – alle de Mennesker, som vi hører tale og ser gaa omkring – egenlig slet ikke lever, men den meste Tid gaar om som Avtomater med aabne, tomme Øjne uden Deltagelse eller Forstaaelse overfor det Liv, der glider dem forbi. Nogle har forlængst levet og tygger nu Drøv paa Minderne fra den gyldne Tid. Andre har aldrig levet. Som forskrækkede Søvngængere ryster de alle paa Hovedet, naar de ser nogen handle, gribe til, vove sig ud paa den farlige Vandring midt paa Livets aabne Gade.
Henrik Ibsens Stykke «Naar vi døde vaagner" er et storladent Digt, bygget over den samme Tankegang: Menneskene i deres daglige Vaner, hvor de hviler, fordøjer, forsoner sig med alskens Ubehagelighed og smaalyver for at have Fred – er nærmest for døde at regne. Men det indtræffer med visse Aars Mellemrum, at de vaagner og ryster Jordestøvet af sig. Da længes de efter noget nyere og stærkere end det, under hvis Love de saa længe har bøjet sig, eller de faar Tilbagefald til en gammel Længsel, en Ungdomkærlighed, der forekommer dem renere, helligere end alt det senere.
Saaledes gaar det Professor Rubek i Ibsens Stykke, at han efter fem Aars Ægteskab med den unge Maja ikke længer har Ro paa sig hverken ude eller inde; han spaserer rastløs omkring. Og tilsidst er han rejst fra sit prægtige Landsted ved Taunitzer Søen – hvor han boede i en Række Aar – hjem til Norges Land, for om det mulig kunde skaffe ham Fred, d.v.s. opfylde ham paa ny. Professor Rubek er nemlig Billedhugger, og det ikke i al Beskedenhed, nej, en af Kunstens Storherrer paa samme Maade som Henrik Ibsen selv er en Fyrste i Literaturen, med evropæisk Ry, eller som det ogsaa kaldes «Verdensberømmelse», hvorved man dog maa forstaa noget mindre end der ligger i Ordet; thi denne lille Klode, som vi bebor, er kun en yderst ringe Del af Verden, og selv paa denne Jord vil de nitten Dele af tyve være mørkt Fastland, hvor Professor Rubeks eller Henrik Ibsens Kunstnernavn aldrig trænger ud blot som Lyd. Det er sat naturlige Grænser ogsaa for Genierne.
Den fejrede Billedmester, Professor Rubek har øvet en Stordaad i sit Liv, det er hans Gruppe «Opstandelsens Dag». Paa denne ser man en ung Kvinde, der vaagner op, besjæles, helt ren, som hun var tenkt af Skaberen, helt Sjæl. I denne Kvinde ligger Gruppens Grundidé, hun er Begyndelsen til hele Værket. Men efterhaanden som Arbejdet skred frem, blev Kunstneren klogere paa Verden, paa alt det Mørke og alle de uovervindelige Skranker, der er sat, og som hindrer den fulde Aandeliggørelse. For hver en Sjæl, der hæves til Lys og Klarhed, er der tyve og tyve Gange tyve, som ikke kan rive sig løs fra den tunge Jord, og som vedbliver at være – hvis vi tør bruge Ordet – «mørkt Fastland». Og selv den ene er maaske ikke altid ens. Derfor dukkede Professor Rubek Nakken, kom mer og mer bort fra sin Tro paa Aandens Sejrrighed og Almagt, og han udvidede sin Idé, gjorde Fodstykket til Kunstværket større, lod det bue sig som jordens Overflade, og op af denne Grund lod han stige Menneskeskikkelser, som ikke kunde rive sig løs fra det Stof og det Mørke, hvoraf de var oprundne. I Stedet for en lykkelig og trodsig Fanfare blev «Opstandelsens Dag" et sørgeligt Billede paa den menneskelige Afmagt.
Og for denne Gruppe er Professor Rubek bleven «verdensberømt». Han forstaar selv, hvor meningsløst det er, o g hvor lidt det vil sige. Og naar der hentydes til, at hele Verden berømmer ham, svarer han kort og afgørende: «hele Verden forstaar ingen Ting».
Det, som kaldes hans Sejr, har i Grunden været hans Nederlag. Han har ikke vidst, hvad han skulde gøre med sig selv og med sin Tid, lige siden den Gruppe ble færdig og gjorde ham til en millionrig Mand. Blot for Tidsfordriv har han giftet sig med Maja, der er meget yngre end han; blot for Tidsfordriv gør han Portrætbyster, som berømmes vidt og bredt for deres slaaende Lighed, og som rige Mænd og Kvinder maa betale ham i dyre Domme. Men Kunstneren har tænkt sig sit eget med disse Portrætter. Det er Hunde, Heste, Svin og andre huslige Kreaturer, som han har udstyret med Mennesketræk. Kunstneren er tynget og knækket; hans Blik vender stadig nedad mod Jordskorpen, og han genkender i alt det lave dyriske Liv.
Saa træffer han ved sin Hjemkomst til Norge den Kvinde, som en Gang i Fortiden har staaet Model til den lyse Pigeskikkelse i «Opstandelsens Dag». Hun er nu kun et Vrag af, hvad hun var, en syg, halvt vanvittig Kvinde, for hvem alt bristede, da hun skiltes fra Rubek. Og dog alligevel ikke noget Vrag; thi ind i sin Afsindigheds Mørke har hun medtaget Erindringen om Forholdet til denne Mand og om denne Statue, som blev hans skønneste Drøm. Det er, som havde hun mistet Forstanden, for des mere at kunne hæge om denne Tanke. Og hun synes næsten hellig i sit Afsind.
Hos adskillige antike Folkeslag betragtedes de vanvittige som hellige, og man mindes om denne Forestilling ved hver Bevægelse af Irenes stolte Skikkelse og ved hvert ord af hendes Mund.
Hun optræder bestandig bevogtet af en Diakonisse. Hun har den Forestilling, at hun er død for længe siden, død, den Gang hun slap Professor Rubek af Syne. Hun har en Gang elsket ham som Mand og stillet sit Jomfrulegeme nøgent til Brug for hans Kunst. Alle Tanker og Drømme har Billedhuggeren delt med denne Model, saa dybt har han udtalt sig for hende, at hans Inderste efter den Tid var som et Skrin, der er gaaet i Baglaas, og som ingen mere kan aabne. Men ét har han forsømt overfor den skønne Irene: at elske hende som en Mand en Kvinde. Hun har givet ham sin Sjæl til det forgudede Kunstværk; med kold Grusomhed har han plukket Sjælen ud og kastet Vrag paa hendes «unge blodvarme Legeme». Der kom da ikke andre Børn ud af deres Forhold end et Billede av Ler eller Gips, som intet betyder for nogen af dem. Men Irene havde ønsket at faa Børn, sunde, levende Børn. Og hun bebrejder ham, at hun som han selv har opofret sig goldt for Kunsten.
Hvor varmt og inderligt dette Gensyn med en Muse og Lysalf fra yngre Aar er beskrevet af den gamle Digter, lader sig ikke her genfortælle. Som en Præstinde i hvide Klæder staar Irene, den milde, skønne, vanvittige Irene, beredt til at støde Offerkniven i den selvkære Kunstner, der er svinglet bort fra sin rette Vej, og dog til sidst aabnende ham sin Favn, bydende ham den Lykke, han saa daarlig havde forsmaaet ... Det er, som da Per Gynt genfinder Solvejg i sin sene Alderdom. Irene og Rubek vandrer til Fjælds sammen, og et Sneskred styrter de to overlykkelige i Afgrunden.
«Naar vi døde vaagner" har ogsaa Bifigurer, med hvem der sker vigtige Ting, saaledes Professorens unge Fru Maja, der i belejlig Tid slaar Pjalterne sammen med en Bjørnejæger for at leve et nyt og stærkere liv; men sligt er koldt og ligegyldigt. Det underlige Skuespil er fyldt af en varm Luft som Fjældet ved Tøbrud. Det er Digterens Hjemvé til en sollys Ungdomsdrøm som endnu en Gang aabner de tilfrosne Kilder ... Visdom eller Filosofi, hvorefter nogen kan indrette sit Liv, gemmer det slet ikke. «Evigt og uden Forandring er ikkun det tomme." Og Henrik Ibsen har sikkert ikke villet bemænge sig med at give en saadan Visdom. Men ... thi der er dog altid et «men». Spild ikke Livet for Dig selv og andre! Tag det, nyd det bedste af det! Hvis «Verdensberømmelse" er Guld, saa husk, at man kan ogsaa købe Guld for dyrt.