IBSENS NYE SKUESPIL
H. Ibsen: Når vi døde vågner. En dramatisk Epilog i 3 Akter.
HVOR meget saa end de yngre skumler og mukker derover, det er ikke «Kejserens nye Klæder», naar hver ny Bog af den sære, mægtige Gamle for en Stund faar næsten alle Dagens andre til at blegne for os. De andres Bøger ser og føler og tænker over Livet, omtrent som vi selv paa egen Haand gør det; de er skrevet, gudbevares! med mere Talent, men ikke væsenlig anderledes, end vi kunde tænke os tilnærmelsesvis selv at kunne vænne os til. Men Ibsens Digtninge kommer inde fra en tillukket Tankeverden, som altid forbliver saa ganske sin egen, fra en Eneboeraand, som henter sin Næring og øser sit Stof ud fra Tidens Liv efter ukendte Love og ad Veje, vi ikke kan kontrollere, – som helt paa egen Haand, uden at kunne bruge andres Hjælp, søger at orientere sig i Tilværelsen og tumle dens Problemer – og som fra Værk til Værk, uforstyrrelig og utilgængelig, bygger sig videre og videre ind i sine Tankelabyrinter. Derfor lyder – hvad der saa sjælden hændes med de andres Bøger – vor almindelige Tales Ord ny og mærkelige i denne Mund, og de Mennesker og det Liv, vi troede at kende, faar nyt, betydningsfuldt Udseende ud fra hans Synspunkt og under hans Belysning. Han vrider vor Aand ud af de tilvante Furer og tvinger den ind i nye, hver Gang vi for en Stund kommer indenfor hans Tryllecirkler.
Egenlig er det visse samme Grundforhold i Livet, som hans Tanker altid kreser om, og hans Digtning atter og atter tager op til ny Behandling. Mændenes Selviskhed og den kvindelige Offervillighed, Fortidens lammende Magt over Nutiden – paa Krys og tværs eksperimenterer han med de herhen hørende sjælelige Fænomener og debatterer i nye Eksempler deres moralske Betydning for Livet. Ibsens nye Skuespil skyder saaledes lige ud af sin Forgænger og tager Traaden op, hvor vi for 3 Aar siden slap den. Det var i den Rentheimske Familiegaard, med isnende Gravkælderluft i alle Stuerne , hvor «Dødedansen" spilledes og tre «Lig" gik om og vilde vække hinanden til Liv igen, men det endte med, at to Skygger rækker hinanden Haanden over et Lig. I det nye Skuespil gaar der igen en aldrende Mand om mellem to Kvinder; hver paa sin Maade har de skænket ham sin Kærlighed, men hans Egoismes Lykkehjul er gaaet hen over deres Hjerter; og nu er han, her som hist, selv ogsaa kun at regne for en død. Her som hist kommer nu i hans Senhøst den Kvinde tilbage til ham, som virkelig en Gang ejede ham, men som han har ofret for sin mandlige Ærgerrigheds Skyld. Siden han dræbte Kærlighedslivet i hende, har hun – Ella saavel som nu Irene – gaaet tilfrosset og sjælløs om, og nu, hun finder ham igen, opdager hun, at han ikke er kommet bedre fra sin Brøde end hun, Ofret, og at Sjælen er revet ud af hans Liv siden da, saa godt som af hendes. I «Borkman" som i det nye Stykke forsøger de to nu at vække til Live det, som er dødt, men det er for sent. Malmrigets Drømme har en Gang for alle taget Magten over Bankchefens Hjerne, og her holdes Irenes Sind for altid fangen paa Sindssygens «Dødsmarker».
Nægtes kan det ikke, – og det er værd at betone overfor den Begejstring, hvormed det nye Stykke af lidt komiske Grunde er blevet modtaget paa nogle Steder – at disse senere Ibsenske Værker mærkes som Sildefødinger, Gammelmandsbørn. Kloge i Blikket ere de og fine i Løden, men lidt blodløst blege, lidt vissentørre. Naar man husker, hvilken Verden af lyslevende Mennesker og varmt aandende Liv der rummedes indenfor «Vildanden»s eller «Et Dukkehjem»s 200 Sider, føles det, at Livet nu ligger fjernere, i vagere Omrids og blegere Farver, for Digterens gamle Øjne, og hans Hjernes Skyggeverden er mindre mættet med Livets Blod, er flygtigere af Substans og mindre fyldig udformet end i hans Velmagtsdage. Men derfor former den sig ogsaa – uden Virkelighedsstoffets Genstridighed og udover alle Sandsynligheds Hensyn – villig og let til Billedliggørelse af Digterens Ideer. Han, der før byggede Huse paa Jorden for Mennesker, rejser nu Luftslotte for sine vise og fine Fantasier, der ikke ret kan faa Udtryk i Virkelighedens Liv. Der tabes det samme og vindes det samme, som naar man fra Prosa gaar over til Vers; og den poetiske Læser hører ogsaa paa de to sidste Sider af 1ste Akt ikke to Menneskers Samtale, men et Sangensemble med Vekselsang efter alle den indre og ydre Rytmiks Regler, og han føler sig hensat til en poetisk Sindbilled-Verden, der hvor f. Eks. den fremmede Dame udenfor sin Pavillon nyder sit Mælkeblande og klissede Brød, medens Ulfheim fører Maja ud at betragte Køternes blodige Kødknogle-Æderi. Denne Art Digtning er – det har Ibsen aabenbart denne Gang selv følt – for lidt fodret med Realiteter og følger for luftige Veje, til at kunne kaldes Drama; altid var det jo mere Begivenhedernes Skygge end Begivenhederne selv, som fyldte hans Scene, og denne Gang, hvor alt kun er Aske efter Fortids Ild og svagt opflakkende Emmer, inden alt slukkes, har han med stor Ret kaldt sit Stykke «en dramatisk Epilog».
Beundringsværdig sikkert er den Billedets Grundéring, som er bestemt til at lyse igennem alle de Enkeltfarver, der anbringes paa den. Badestedets Have, den ældre, distinguerede Professor med sin yngre Frue, den rejsende Dame med Selskabsdame; – der er noget banalt-mondænt over Situationen, en Luft af Table d`hôte-Liv, af spleensyg Flugt fra Ensomhed og Virksomhed, som kendetegner Personerne og bestemmer Tonen, – og der er noget officielt hæderskronet over Hovedpersonen, som bærer sin Titel med sig over alle sine Replikker og har sin Berømmelse om sig som det triste Tegn for, at han er paa sit Livs Nedgang. Aabningssamtalen mellem de to Ægtefæller og den senere mellem dem i 2den Akt giver hele det Vaneforhold, som er Udgangspunktet, – sløjende af for halv Kraft, ugidelig og ustemt, med en vis vanemæssig Halvfortrolighed og lunkent lun Hensynstagen. Han er i hvert Ord den aldrende Mand, den store Mand og den pæne Mand. Han smiler overbærende ad sin «lille Fru Maja», leger og prater halvinteresseret med «mein Kind" og morer sig med spotsk drillende at krysse Klinger med den kvikke «Professorinde». Hun, Maja, er baade klog og god, hun holder med taknemlig Hengivenhed af sin Rubek, skønt hun trods al Rigdommen og Æren ikke har faaet den «Verdens Herlighed», som den store Mand engang havde lovet den lille, fattige Pige; hun har ogsaa haft sin Kærlighedstrang, som han aldrig har tilfredsstillet. Hans Kunst, hans Lerklumper kan hun ikke med og vil ikke lade, som hun kan det; til inspirerende Muse og «saa`ne svære ting" som at være ét med ham i hans Gerning dur hun ikke, og da hun mærker, han vil være hende kvit, saa gaar hun – halvt ydmygt resigneret og halvt lettet – sine egne Veje og redder sig vel endda; Godsejer Ulfheim, der lidt konventionelt-sentimentalt gemmer en Kærlighedssorg inderst inde bag sin Raahed, er bestemt til at indvie hende i det Kærlighedens Friluftsliv, hvori Kvinden altid kun er «Episode" for Manden . . . . og som man med en Mistydning, der er til at tage og føle paa, har ment at turde tage Ibsens Digtning til Indtægt for. – Han, Billedhuggeren, har altid kun været Kunstneren, der legede med Menneskene – lokkende dem, Skolekammeraterne først og Kvinderne siden, med al Verdens Herlighed – og brugte dem alle blot til sin Kunst. En Gang var dog Livet nær blevet ham til Alvor og havde grebet fat i hans Hjerte, men Kunstneren i ham havde kvalt Kærligheden i dens Fødsel og sejrende lagt hans eget Hjerte ligesom den unge Piges skælvende Nøgenhed paa sit Alter. Det var hans Livs store Sejr, blev hans Kunsts store Triumf, der bar hans Navn gennem Verden og gav ham Rigdom og Ære, – men da Irene gik fra ham, tog hun den store Inspiration fra hans Kunst, den store Beaandelse fra hans Liv, og nu sidder han midt i sin Berømmelse og modellerer Portrætbyster paa Bestilling, og det store Værk «Opstandelsens Dag" staar som et Gravmæle over hans Kunst og over hans Liv.
Saa er det, den aldrende Professor møder sin Kunsts Muse igen som en sindsforvildet Æventyrerske. Og det, der foregaar i Stykket, er nu, at disse to døde vækker hinanden og ser, at de aldrig har levet, og at dette nu er uopretteligt. Fuld af stille, dramatisk Intensitet er deres første Møde og Samtale. Hvor han forvandles med ét, den trætte, gamle Berømthed! – bliver stille og bevæget og forventningsfuldt urolig, thi først i dette Øjeblik er det blevet ham klart, at hun var hans Livs Skæbne, og at han har forbrudt noget uhyre mod sig selv og nok ogsaa mod dette Menneskevrag ved at lade hende slippe sig ud af Hænderne. Nølende prøver han sig frem: hvorfor rejste hun saa pludselig fra ham? Og hun – ligesom langvejs fra maa hun hentes op af sin forstenede Halvdød, klangløst taler hun om sig selv og sin Fortid som en død. I usikker Uhygge søger han at tage faderligt overlegent paa den sindsforvirrede, lempeligt at aflede Samtalen: men hun vaagner efterhaanden, stryger sig over Panden og aabner ham det Liv af Kval og Fornedrelse, hvori hun har dræbt sin Sjæl, da han kun kold havde brugt til sin Kunst, hvad hun skælvende bød frem til hans Elskov. Han forsøger igen at hylle sig i sin Kunstnerham; det maatte være saaledes dengang . . . . Maatte, ja maatte det? – tonløst gentagende (som hos Maeterlinck) sidder de begge og tygger paa dette Ord, raadvilde for Ord til ret at forklare sig, raadvilde for, hvad de føler og vil, men hun hvisker: «Kom, kom, Arnold!" og han hvisker: «Ifald, ifald vi endnu kunde!" Vidunderligt mærker man i denne sagte Samtale to Sjæle strække Fangtraadene ud efter hinanden – følende sig for, hvad Magt de har over hinanden, i hvilket Lys Fortiden staar for den anden, og hvor han nu befinder sig . . . . de rykker nærmere, mens de rejser sig og sætter sig igen, Ordene bliver sikrere og tager fastere fat i hinanden, og under famlende Uro og i latent Feber vaagner ved Berøringen det Liv igen inde i dem, som de forlængst havde strøet Kranse over som dødt og begravet.
Men i 2den Akts Samtale bliver det klart, at de døde, der er vaagnet, alligevel ikke har andet at gøre end at gaa i deres Grave igen. Hun kan ikke naa frem til «Forklarelse»; skønt hun føler sig «opstanden», sidder den lange, drømmefyldte Dødssøvn bestandig i hendes Øjne – hele Fornedrelseslivet, som hun kastede sig bort i, Vanviddet, som altid paany stikker Hovedet frem i hende, og Skrækken for Tvangstrøjen og Diakonissen, der lurer bagved hende. Som hun sidder og spiller med Dolken, er der noget Shakespearesk gribende over dette «Naturens sønderslagne Kunstværk». Og han – forfærdet mærker hun det, hvordan han, trods alt han taler om Liv og Kærlighed, alligevel uhelbredelig forbliver Digter og Drømmer og Kunstneren, der blot søger til hende for at faa Billedskrinet i sit Indre igen lukket op ved hendes Haand. «Du har Ret," siger hun og stryger sig over Panden, «lad os ryste det dybe og det tunge af os." «Ja, lege, lege – bare l ege». «Det var dog dejlige Tider, Irene, naar jeg nu tænker tilbage». Og saaledes sidder de ved Aaen som ved Taunitzer See, og leger med Bladene – «to klamme Lig». Som Per Gynt og Aase: «Glemme det vrange og skakke – og alt, som er saart og hvast . . . Til Soria-Moria-Slottet."
For sent. For sent. Men oppe fra Fjældet lyder til dem Fru Majas og Bjørnedræberens Frihedssang, og i en voldsom, fortvivlet Livsopblussen slaar de Armene om hinanden og gaar op i Sommernatten paa Vidden. «Saa lad os to døde leve Livet en eneste Gang til Bunds – før vi gaar ned i vore Grave igen." Og i Desperation gaar de, han og den sindssyge Kvinde, op i de glitrende Snebræer og hvirvles ned i Dybet med dem.
Dette Skuespil er langtfra et Mesterværk, om det end føles som en Mesters Værk. De er jo gamle, romantiske Paradokser, omend i ny, psykologisk Gennemarbejdelse, baade han, Kunstneren, der ofrer Menneskene om sig og Mennesket i sig paa Kunstens Alter, og Kvinden, der, knust i sin Kærlighed, kaster sig bort og driver ned ad Vanvidets sorte Strømme. Og Figurerne – baade Midtfigurerne og de paa Siderne – mangler den Runding og Udførthed, man er vant til, Situationen og dens Udvikling paa samme Maade den konkrete Vidløftighed og den Rigdom paa Perspektiver, som ellers ofte hos Ibsen faar en hel, bred Romanskildring til at folde sig ud af Dramaets knappe Tremmebur. Der er lidt spinkelt og bart og magtløst ved denne Digtning; den byder Fantasien magrere Kost og yngler færre Tanker end Ibsen plejer, og Taget i vore Følelser glipper paa flere Punkter noget. Men gribende sidder alligevel tilbage Indtrykket af en magtesløst opflakkende Vilje til Liv, der ikke vil se, at Livet allerede er uoprettelig forspildt. Og, jeg fastholder det, «der er flere Kræfter i hans Bærme – end i de andres Førstedraaber».
Desuden vil Stykket altid blive en særlig vigtig Ledetraad i Ibsen-Forstaaelsen. Ikke blot at man jevnlig i Rubeks hele Situation og i mange af hans Udtalelser nødes til at underforstaa Ibsen selv. Men idet Digteren udtrykkelig vil have Stykket forstaaet som en Epilog til hele hans senere Produktion, bliver det næsten nødvendigt ved Rubeks Portrætbyster, som har noget fordulgt satirisk indenfor, at tænke paa Ibsens kritiske Samfundsskildringer og at tolke Rubeks Længsel tilbage mod sin Kunsts tidligere romantiske Idealisme som Digterens egen. Den har man iøvrigt længe sporet i Fremvækst. Baade i «Lille Eyolf»s og i «Borkmann»s Slutningsscene hørte man næsten noget som Klokkeringning i det fjerne. At det i alt Fald ikke bliver den Eros, Ibsens Digtning vil vie sig, som man har villet høre en Hymne til i «Når vi døde vågner», derfor borger hver Linie i det nye Værk som i al Ibsens tidligere Digtning. Der er lidt mer end en Nuance mellem Ulfhejm-Majas Bjergstigning og det andet Pars.
VALD. VEDEL