Psychologisk og ethisk danner «Peer Gynt» en Modsætning til «Brand», og denne Modsætning er saa stærkt fremtrædende selv i Enkelthederne, at den upaatvivlelig har været noget Bevidst og ligefrem Tilsigtet hos Digteren. I Art og Form ligne de to Digte derimod hinanden som to Draaber Vand, og det er derfor naturligt, at Anmeldelsen af «Peer Gynt» begynder der, hvor Anmeldelsen af «Brand» slap, nemlig med det Spørgsmaal: er nu dette Poesi?
Al Poesi er en Omsætning af Virkeligheden i Konst. Selv Hverdagslivets flygtigste Skjønhedsindtryk er ikke Andet. Naar Udsigten over Sundet, idet Regnbygen letter, og alle Skibene heise Seil i Solskinnet; naar Synet af en Rudel Dyr, der midt i Skoven staae forstenede i Lytten, som om Pan spillede for dem, og saa pludselig, løste af Fortryllelsen, jage afsted over Sletten; naar Betragtningen af et Menneske, der slider lige til den sidste Trevl sit Liv op i stille Opoffrelse, men netop deri har en usigelig fyldig Glæde, fordi han opoffrer sig for Noget, han. elsker; naar saaledes Et eller Andet af det, der omgiver En i Virkeligheden, gjør et Skjønhedsindtryk paa En og vækker Følelsen af Poesi, saa beroer dette ene og alene paa, at Virkeligheden i et saadant Øieblik kommer til at vise sig for En som Konst, om det end er saare vanskeligt at afgjøre, hvad der i dette Indtryk har sin Grund i, at det er Virkeligheden, der er bleven poetisk, og hvad der har sin Grund i, at det er Betragteren, der digter. Men skal denne Omsætning af Virkeligheden i Konst fuldelig lykkes, saa at Virkelighedens Stof ganske gaaer op i Konstens Form og derved helt bliver til Poesi, saa stiller Konsten sin bestemte Fordring, ligesom Virkeligheden stiller sin, og tilfredsstilles ikke begge Fordringer fuldt ud, saa mislykkes Omsætningen, og Poesien udebliver, skjønt der maaskee ellers er Nok i Værket baade af Konst og Virkelighed. Men nu forholder det sig netop saaledes med Hr. Ibsens to sidste Arbeider, at de snarere kunne i siges at have affundet sig med Fordringerne end opfylt dem. Hverken «Brand» eller «Peer Gynt» er egenlig Poesi, hvor stor og hvor interessant saa end deres øieblikkelige Virkning er.
Den Fordring, som Konsten ved Omsætningen stiller, er oftere bleven opfattet, som var den kun en Sum af Regler, metriske, dramaturgiske eller endogsaa blot almindelige Smagsregler, og denne Opfattelse har i den nærmeste Tid foran vor havt et ikke ganske ringe Raaderum i den dansk-norske Læsekreds, især fordi flere æsthetiske Ordførere, som Hertz og Welhaven, kun havde en temmelig begrændset Forstaaelse af Nutidsæsthetikens Stikord, at Konsten er Form, hvorved de kom til mere at henføre det til det Udvortes, end til at sætte det som en Væsensbestemmelse i Poesiens Begreb. Naturligvis høre Reglerne med til Konstens Fordring, men dog ikke anderledes, end at alle Regler kunde være opfyldte, og Udslaget dog blive den tørreste Prosa, medens omvendt stor og mægtig Poesi kan træde frem, overskyllende, ja i Brud med Reglerne; thi selve Fordringen ligger bagved alle Regler og gjælder tilsidst kun det Ene, at Værket skal give en afsluttet, bestemt, klar og sikker Fremstilling af Idealet. Virkeligheden har ogsaa Idealet i sig, men kun i Strømning. I Virkeligheden er Idealet allesteds og intetsteds, ligesom man tager den, og derfor kan den i et Øieblik være den høieste Fylde og i næste den goldeste Ørk. Konsten griber da midt ned i Strømmen, standser den og frembringer en Afslutning, der betyder det Hele og viser Idealet enten ligefrem, som i det episke Digt, eller i det Komiskes og Tragiskes brudte Lys, som i Dramaet. Men naar nu en Digter, saaledes som Hr. Ibsen i «Brand», skildrer en Feiltagelse, en Ensidighed, der fremtræder ligesaa storartet i sin Gjennemførelse som, storstilet i sin Fremstilling, saa nytter det ikke, at han gjennem en rystende Symbolik lader denne Ensidighed ende i Fortabelse, og det nytter ikke, at han i Skildringens sidste Ord udraaber Navnet paa det, hvormed Ensidigheden skulde have fyldt sig for at blive til Sandhed. Hvis han fra første Færd og siden hele Skildringen igjennem stiller Ensidigheden saaledes, at den, om ikke af anden Grund, saa dog på Grund af sin Styrke, har Ret overfor Alt det, der staaer omkring den, saa er det ikke blot det skildrede Menneske, som mangler Noget, men selve Skildringen mangler det, hvorfor det egenlig skildres, det, som først gjør Skildringen til Poesi; thi Idealet, der her, som saa ofte i Konsten, kun er Belysningen i Billedet, men som alligevel er det Frelsende, det Løftende, det Samme i Poesien, som Andagten i Religionen, – det mangler. Der kan være en glimrende Tankeudvikling i Sligt, men der er ingen Poesi.
Hvorledes Hr. Ibsen nu finder sig tilrette med Konstens Fordring, forsaavidt den lader sig opløse i Regler, metriske eller dramaturgiske, er det ikke Umagen værdt at indlade sig paa; han er i denne Henseende paa sine Steder ligesaa døv og uvorn, som paa andre lydhør og fin. Men med Hensyn til selve Konstens egentlige Fordring, da gjælder det om «Peer Gynt» som om «Brand», at Idealet mangler. Dog bør dette for «Peer Gynts» Vedkommende siges noget mindre skarpt. Der er mere Lune, mere virkelig Aandsfrihed, og mindre Voldsomhed, mindre Anstrengthed i dette Digt end i «Brand». Det har ligget naturligere i Digterens Sind og gjør et friskere, jevnere og derved mere poetisk Indtryk. Hvad der her af og til udvisker Idealet og tilsidst bringer det til ligesom at fordampe, skjønt det hist og her baade i Lunet og i stemningsrig Romantik har viist sig med virkelig gribende Magt, det er Udviklingens Mangel paa streng og klar Følgerigtighed og Udførelsens Mangel paa fuldkommen Vederhæftighed. Der er et stort Parti, nemlig hele fjerde Akt, der falder ganske udenfor Digtets egenlige Tankegang og Stemning; det er et Indfald, der uden videre er kastet ind i Udviklingen, og som kun ved halvt forpinte og ofte helt virkningsløse Hentydninger er sat i Forbindelse med det Foregaaende og det Følgende. Og i de andre Akter hænder det paa mere end eet Sted, at Udviklingen bevæger sig gjennem en Slags Eventyrscener, der af Forfatteren have modtaget et vist Anstrøg af Symbolik, uden at han dog derved har opnaaet Andet end at opstille Gaader, der ere uopløselige, fordi de ere tomme, og tilsidst lader han saa det Hele løbe sammen om en spidsfindig Tanke, der vel blænder, men som ikke oplyser Noget.
Peer Gynt er Egoist, ikke raat og af Lidenskab, men sløvt og af Phantasteri. Han forspilder sit Liv ved sin tomme, udhungrende Selviskhed, dog ikke fordi en voldsom Begjærlighed forleder ham til hensynsløst at kaste alle Andre tilside og til at glemme, at Livets Sandhed bestaaer i altid at tage for altid at give, men fordi han af Slaphed gaaer udenom alle Livets Opgaver og derved glip af alle Livets Frugter, bestandig smøgende Ansvaret af sig uden at ændse, at han derved tilsidst bliver nøgen, og bestandig udtømmende sin Villiesevne i Hjernespind og Løgne uden at mærke, at han derved blot narrer, men ikke tilfredsstiller de Krav, der findes i hans Natur. Hans Fader har forødt sin Eiendom ved grændseløst Svælgeri og efterlader ham ingen anden Arv end de store Fordringer til Livet og de store Forestillinger om sig selv. Hans Moder har trøstet sig ved at spinde seg selv og ham ind i en Eventyrverden, der holdt Virkelighedens haarde Stemninger ude, og der staaer han nu som Voxen med en Keiserforestilling forinden og Laser foruden, med en stor, sterk Krop, men ingen Drift til at arbeide, med lyse, lokkende Længsler, men ingen Trang til at virke, med en uhyre Higen efter at synes og slet ingen Villie til at være. Et saadant Menneske har ingen anden Skæbne end den, at være Skæbnens Bold. Han bliver til det, som Tilfældet gjør ud af ham, og det er ganske rigtigt, at, da han skal til at døe, kan hverken Gud eller Fanden faae fat paa ham, thi der er egentlig ikke Andet tilbage af ham end de flagrende Drømme, han betroede til Vinden; selv hans Forbrydelser ere kun noget Pilleri, Noget, der vel er skeet ved ham, men som han ikke har Lov til at sige om, at det er ham, der har gjort det. Man læser denne Slutning med det samme Indtryk, som man faaer af Heibergs Comedie: «En Sjæl efter Døden», som det overhovedet er en Egenhed ved Hr. Ibsens Skrifter, at man saa ofte gjenkjender Indtrykket uden just at gjenkjende Midlerne, hvormed det er frembragt, Noget, som synes at tyde hen paa en Forfatter, der endnu ikke har naaet sig selv. Imidlertid er Ideen i «Peer Gynt», det Ideal, som Digtet skulde bære frem, ingenlunde det samme som i «En Sjæl efter Døden». Da nemlig Peer Gynt raaber:
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?svarer Solveig, en Qvinde, der har siddet ensomt i en Hytte oppe paa Fjeldet og ventet paa ham, til hun blev gammel og hvid, alene med sig selv og sin Kjærlighed:
Hvor var jeg, med Guds Stempel paa min Pande?
I min Tro, i mit Haab, i min Kjærlighed.Dette lyder av Noget. Det gjør et Indtryk, og man forsøger paa at samle det sammen med andre virkningsfulde Steder, f. Ex.: det, hvor han sidder ved sin Moders Dødsleie og lægger Løgn og Hjernespind under den Sjæl, der netop skal gaae over til den anden Verden, eller det, hvor han vandrer i Skoven, og de visne Blade sige til ham: vi ere Tanker, som Du skulde have tænkt, og Dugdraaberne: vi ere Taarer, som Du skulde have fældet, og de tørre Straa: vi ere Gjerninger, som Du skulde have gjort osv. Men Alt ligger ogsaa i Lyden alene. Det nemlig, som det ene Menneske magter at være for det andet, kan betyde uendelig Meget for ham selv, hvis han bliver det ved Handling og Opoffrelse; men bliver han det ved et Tilfælde, ved et Slumpetræf, saaledes som det omtrent gaaer til her, saa betyder det Intet; om en Jomfru saa blev Dyden og Lyksaligheden selv hele sit Liv igjennem ved at sidde i Vinduet og see en ung Mand gaae forbi ude paa Gaden, saa havde den unge Mand dog ikke den ringeste Nytte deraf hverken her eller hisset. Tanken er blændende, men ikke opklarende; den kan ikke samle hele Bogen ind til sig i et helt Syn, der er Udtryk for en Idee, og derved er Konstens Fordring bleven uopfyldt. Idealet mangler.
Den Fordring nu, som Virkeligheden stiller ved Omsætningen, har oftere været opfattet, som om det blot gjaldt om at gjengive det Virkelige tydelig, nøiaktig og fuldstændig i et udmalende Billede. Det blev til en vis Tid i det attende Aarhundrede anseet for at være Poesiens Triumph, naar Nogen i en Meddelelsesform, der efterkom alle Konstens Regler, kunde give en Beskrivelse f. Ex.: af et Vandfald saaledes, at Faldets Høide, Vandets Masse, kort sagt Alt, hvad der hører med til at betegne den materielle Virkelighed, fandtes nøiagtig og tydelig deri. At dette imidlertid er en Feiltagelse, lærte Romantikerne Verden. Det kommer nemlig an paa, at overføre Virkelighedens Liv i Phantasien, men ingenlunde dens døde Nøiagt ighed og Tydelighed. «At tænke poetisk» er ikke at tænke Prosa paa Vers, men at tænke i levende Skikkelser i Stedet for i Begrebsbestemmelser, og saaledes at Tankegangen bliver en Skæbneudvikling eller en Stemning, ikke en Begrebsudvikling eller en Dom. Naturligvis kan det ofte ligefrem være Opgaven at træffe det Virkelige nøiagtig og fuldstændig; men mangler det Levende i den konstneriske Gjengivelse af Virkeligheden, saa kan Værket indeholde megen høist lærerig og høist interessant Virkelighedsbeskrivelse, men Poesi er der ikke i det.
Hvor nøiagtig Hr. Ibsen i «Peer Gynt» har truffet den Virkelighed, han giver sig af med, kan en Fremmed vanskelig have nogen bestemt Mening om. Vel synes den Egoisme, der har til Valgsprog: «Jeg er mig selv Nok», ikke at være ganske fremmed for norsk Charakter og norsk Tænkemaade; men skal den opfattes som typisk i det norske Kulturliv, burde den maaskee snarere være sat sammen med hin indskrænkede Stolthed, der i Almindelighed kommer over i Folk, som leve i smaa, men tillige vanskelige Forhold, end med det i Hjernespind og Eventyrfiltere, hvoraf Digteren her har ladet den voxe op. Egoisme af Voldsomhed er norsk, Egoisme af Svaghed er dansk; men der er mere af det Sidste end af det Første i Peer Gynt. Saaledes synes det i det mindste. Derimod er det ganske klart, at det skorter Hr. Ibsens Gjengivelse af Virkeligheden paa Liv. Der er Livlighed nok, men det er mere Begrebets og Dialektikens end Stemningens og Skikkelsens. Han skildrer Charakterer mere ved kritisk at sondre og bestemme end ved plastisk at danne, og hans Skildringer have derfor lettere ved at sysselsætte den forstandsmæssige Opfattelse end ved at fylde Anskuelsen. Han har mere Sands for Virkelighedens Love end for Virkelighedens Liv, mere Sans for Forhold end for Personer, og man vil ogsaa bestandig finde, at han mere bruger Personerne til at forklare Forholdene end Forholdene til at forklare Personerne, hvilket har den Mislighed, at kan Sol og Vind ikke skiftes lige mellem Forholdene og Personerne, saa forlanger Poesien, at Fordelen kommer paa de Sidstes Side.
Selve Forholdene opfatter Hr. Ibsen ofte med overraskende Genialitet. Om hans Bedømmelse af dem end undertiden træder frem med en saa oprørende Overlegenhed og en saa skarp Bismag af Haan, at man ikke godt kan lade være at blive vred – hvilket f. Ex. er Tilfældet med Mødet i Daarekisten mellem Peer Gynt og Maalstræverne fra Malabarkysten – saa er den dog i seg selv saa fuldfærdig og ofte saa slaaende, at hans Læsere have rig Anledning til at være ham taknemlige for den Klarhed, han bringer. Som Exempel vil jeg anføre det hele Sammentræf mellem Peer Gynt og Dovregubben, i hvilket Digtets egenlige Kjærne ligger. Naar man lever i en saa blød og indsmigrende Natur som den danske, og naar al denne Naturs Tale er tydet og løftet saa mangfoldigt og saa skjønt, som skeet er i den danske Literatur og Konst, saa lever man saa hjemligt og glad med den, i en saa fuldstændig Hengivelse og Nydelse, at man rent glemmer, at der oprindelig er Had mellem Aanden og Naturen, at den første Angst, Aanden faaer, faaer den for Naturen, og man aner snart ikke mere, at Naturen kan være saa overmægtig, at den ikke blot kan hæmme, ja standse Aandens Udvikling, men endogsaa i Kampen kaste noget Ondt, noget Satanisk ned i den. Saaledes forholder det sig imidlertid. Stil et Maleri af Skovgaard eller Rump ved Siden af et Maleri af Gude eller Fearnley, og den Fornemmelse vil snart med uimodstaaelig Magt trænge sig ind paa Betragteren, at den danske Konstner har fuldkommen Magt over sit Stof, elsker det som sin Eiendom og føler sig varm og fri i det, som i sin egen Krop, medens derimod den norske Konstner staaer overfor sit endnu med en Rest af Skræk for noget Ubekjendt, Gaadefuldt i sig, om denne Skræk end omtrent er omsat til Beundring for det Store og Stærke. Eller gaa en Dag Høide op og Høide ned uden at støde paa et Hus, et Menneske eller noget Levende, uden Vei eller Sti, uden andet Møde end i Fossen, som larmer; der samles mere Rædsel end Fred, mere af det, der lokker og hilder, end af det der giver Ro og Klarhed. Man betages af en febrilsk Higen efter at komme opp over den næste Aas, thi der maa Havet ligge med det vide Syn, der maa det aabne Land være med den frie Udsigt, og naar man saa kommer derop, og atter Alt er Stænget foran En, saa digter den forpinte Sjæl i sin Higen et fortryllet Slot inde i eller omme bag denne nye Mur. Man kunde blive vild og give sig til at forsøge paa at flyve; man kunde blive rasende og rende Panden mot Fjældvæggen i den Tro, at man kunde bruge Tankerne som Stormbukke til at kløve Stenene og aabne Veien; man kunde blive bergtagen. Eller man kunde slaae sig til Ro i en saadan Dal mellem Fjeldene, afslutte sig i sligt et velommuret Rum, lære at være sig selv nok og at foragte Alt, som ligger udenfor, tykkes sig Konge over sit eget, stadig forvexlende det, at Ingen vil En Noget, med det, at Ingen tør gjøre En Noget. Det er saadanne Naturindtryk, der mythisk have fortættet sig og dannet Sagnet om Dovregubben, og Hr. Ibsen bedømmer vistnok disse Indtryks Indflydelse, paa norsk Charakter og norsk Liv fuldkomment rigtig, naar han lader Dovregubben sige til Peer Gynt: «Vel skrive de i Aviserne, at jeg er slet ikke til; vel har Civilisationen jaget mig ud af min Hule og gjort mig til en omflakkende Fant, men dog har jeg endnu den Magt, at jeg har gjort Dig til en Trold.» Derimod gjør han et Overgreb og flytter paa flere Punkter fra det Symbolske ud i det blot Eventyrlige, naar han lader Dovregubbens Datter føde Peer Gynt et Barn og siden gifter hende med Thrond i Valfjeldet, og Combinationer som den mellem Dovregubben og Memnonsstøtten, eller den mellem Bøigen og Sphinx, ere tomme Gaader. Det er ganske sandt, at en Skikkelse som Bøigen er kommen frem ved den samme Proces i Folkelivet som Sphinxen, men at gjøre dem begge til blot forskjellige Udtryk for det Samme, at ville finde det samme Stof, de samme Naturindtryk og de samme Instincter i dem begge, lader sig ikke gjøre uden ved vilkaarlig Omdannelse. Det er Tankesvindel.
Men ligesaa udmærket som Hr. Ibsen i Reglen opfatter Forholdene, ligesaa slibrig er den Maade, hvorpaa han ofte stiller Personerne i dem; thi Udslaget af Skildringen bliver ikke saa ganske sjeldent blot en forstandsmæssig Klarhed over Forholdene, medens Skikkelserne slet ikke ere til for Phantasien. Han har saaledes en stærk Hang til at opløse Personerne i blotte Forhold, og han gjør det paa en vis Maade godt, som f. Ex. i Scenen paa Havet mellem Peer Gynt og den blege Passager. Peer Gynt skal til at drukne. For første Gang har Virkeligheden som saadan fat, at intet Hjernespind, ingen Drøm hjælper ham fra den: nu er det Alvor, nu gjælder det Livet selv, og da kommer for første Gang Virkelighedens bittre, men frelsende Angst ned over ham. Dette opløser Hr. Ibsen saa i et Forhold: den blege Passager, der svømmer ved Peer Gynts Side, er nemlig Angsten, og Samtalen mellem dem klarer hans Forhold til denne nye Factor, til Angsten, og klarer det godt; men Opgaven var, uden denne Opløsning at give det Hele i et plastisk Udtryk, der viste Skikkelsen ganske gjennemsigtig, thi kun dette er at gjengive Virkelighedens Liv; det Andet er blot at tydeliggjøre dens Love. Ganske vist smager Sligt ypperlig i vor reflecterende og i Reflexioner opløste Tid; det er jo vor Tid, der har forvandlet Scenen mellem Macbeth og Hexene til et blot Speilbillede af det, der siges at skulle foregaae inde i Macbeth selv. Men den næste Slægt læser det ikke, thi det er kun en ny Udgave af den ældre Tids for længe siden udlete Sværmeri, af Allegorien.
Men naar nu «Peer Gynt» ikke er Poesi, fordi den i Omsætningen fra Virkelighed til Konst halvt om halvt svigter baade Konstens og Virkelighedens Fordring, hvad er den saa? Ja, Titlen er jo egenlig ligegyldig; men hvis Nogen, som endnu ikke har læst den, ønsker et Vink i saa Henseende, saa lader Værket sig bedst sammenligne med et Kulturphænomen som «Corsaren», kun at denne «Corsar» ikke er politisk, men ethisk, ikke vittig, men lidenskabelig, ikke dansk, men norsk.
Clemens Petersen.