Literatur.
Peer Gynt. Et dramatisk Digt af Henrik Ibsen. Kbh. 1867. 259 S. 8vo. Priis 99 Sk. Gyldendalske Boghandel.
Helten i dette store Digt, der, ligesom Forfatterens «Brand,» heelt igjennem er skrevet i rimede Vers, vil være de fleste Læsere bekjendt idetmindste af Navn fra Asbjørnsens «Huldre-Eventyr.» (2den Samling S. 77 flg. i 1ste Udgave.) Men Sagnene om «Peer Gynt» have mere tjent Digteren til Foranledning end til egentlig Stof, idet dels andre Eventyrtræk ere sammensmeltede dermed, deels Digtningens Traad knyttet og udviklet med fri digterisk Selvstændighed og Heltens Charakteer udført paa Grundlag af en spekulativ Idee. Medens «Brand» var en Repræsentant for Forsagelse og Offervillighed, er Peer Gynt netop det Modsatte. Livsglad, drømmende og dristig, ret et Naturens og Eventyrets Barn, er intet ham for svært og intet ham umuligt. Enhver Hindring falder, og selv den Kongekrone, som han har drømt om, bliver ham paa en Maade tildeel. Han slaar sig altid frem eller gaar «udenom,» ligesom i hans Ungdoms-Kamp med Bøigen, og naar i begge Tilfælde lige sikkert Maalet. Hans Opgave er at «være sig selv» og, som Bønderne sige, «selvhjulpen.» Men da han er bleven «Prinds Peer,» indprænter hans Svigerfader, Dovregubben, ham yderligere denne Regel under den troldelige Form: «Vær dig selv nok.» Og da han har kjørt sin Moder til Soria-Moria Slot (en glimrende og gribende Scene) og forladt sin Ungdomselskede, Solveig, de formildende og værnende Væsener, som tidligere «stode bag,» gaar han efterhaanden ganske op i Selviskhed og Egoisme, ja han vil ikke engang længere give Drikkepenge til Mandskabet paa det Skib, som fører ham tilbage til Hjemmet efter hans utallige Eventyr i Afrika og Amerika, saasnart han hører, at han derved vil berede Glæde i disse Menneskers Hjem, hvor de ventes af Hustru og Børn, som han ikke selv har. Som gammel, skibbruden og fattig Mand gjenseer han sin Fødebygd, men er endnu den uforsagte Figur, som vi kjende af Folkeeventyret:
«Hugen sturen og Tanken kaad.
I Øiet Latter, i Halsen Graad.»
Da han gjenfinder den Hytte, han som fredløs selv har bygget, og hvor hans Ungdoms Elskede, Solveig, som han pludselig forlod, endnu sidder ventende, vækkes dog alvorlige og vemodige Erindringer. Og Samvittighedens anklagende Røster flokke sig om den flygtende Drømmer under mangehaande personificerede Skikkelser. Døden og Dommen truer den gamle vantro Egoist, som udrustet med eventyrlige Gaver kunde blevet «en blinkende Knap paa Verdensvesten,» men nu «har budt sit Livs Bestemmelse Trods.» Han tager det Hele let, kun kan han ikke finde sig i, at han som forfeilet Støbning igjen skal omstøbes og «det Gyntske Jeg» saaledes gaa under. Hans Selviskhed er saa stor, at hele hans Bestræbelse nu gaar ud paa at legitimere sig som Adgangsberettiget til Helvede, hvor hans Personlighed følgelig kunde optages heel. Men han falder igjennem, paa Grund af Halvhed og Usselhed.
«En Synder af det rigtig storladne Slags
Træffes ikke langs Alfarvei nutildags;
Der skal mere til end at traske i Dynd;
Der kræves baade Kraft og Alvor til en Synd.»
Men medens han saaledes bevæger sig mellem tvende Alternativer: enten at maatte, ligesom det affaldne Blad, tjene til Næring for en anden Plante (omstøbes, saaledes at Metalværdien bevares) og altsaa blive til nogen fremtidig Nytte; eller at redde sit «Gyntske Jeg» i Straffens og Pinslens Rige, finder den phantaserende Døende Trøst og Beroligelse hos den ventende Solveig, i hendes Tro, hendes Haab og hendes Kjærlighed, idet hun vugger ham i den sidste Søvn. Dette er i yderlig Korthed Indholdet af dette store, eventyrligt glimrende Digt, som vi siden skulle betragte noget nærmere.