Peer Gynt.
Førsteopførelsen af Ibsens mesterlige Digterværk havde igaarkvæld selvfølgelig samlet Kristiania Teater fuldt fra Gulv til Tag. De fleste Pladse blev allerede for et Par Dage siden revet bort til Overpris. I en af Sidelogerne sad Digteren selv, og rundt omkring i Salen saaes kjendte Ansigter fra Literaturens, Kunstens og Politikens Verden. Man følte straks, at der var Højtid i Teatret. En Højtid, hvortil det festklædte Publikum var mødt med dobbelt Spænding og Glæde efter de siste Sæsoners magre og sløvende Hverdagslighed med det tyske Ølogbrød til Dagens Kost de fem af Ugens syv Dage. Man havde i et helt Aar vidst af Pressens ugentlige Bulletiner, at Teatret vilde vove et Slag for atter at tilbageerobre sig den Interesse hos det store Publikum, som nu Sæson for Sæson har været i jevnt Synkende til en for Tiden neppe beregnelig Skade for den nationale sceniske Kunst og dramatiske Litteratur, mens vi samtidig har havt en gylden Opblomstringstid for Varieteens kortskjørtede Tingeltangelkunst, der har skudt Vækst som Sop efter ugelangt Regnvejr. Og man sad igaar i Teatret i spændt Forventning paa, hvordan en af Teatrets yngre, men mest kjendte Kunstnere, Hr. Bjørn Bjørnson, vilde løse en Opgave, som er en af de største, men derfor ogsaa en af de farligste, en Skuespiller særlig under Forhold som de nuværende kan give sig ikast med. Skal man dømme efter Modtagelsen igaar, er denne Opgave nu allerede løst og vil naturligvis for hver ny Opførelse mere og mere blive løst saaledes, at de flestes Forventninger ikke bare ikke er blevet skuffet, men for manges Vedkommende vistnok ogsaa i ikke liden Grad overtruffet.
At spille «Peer Gynt» paa Kristiania Teater nu, er en ganske anderledes svær og farlig Opgave, end da Stykket blev givet siste Gang for 16 Aar siden. Udviklingen har i disse Aar gaaet med en tidligere uanet Dampfart, og Fordringerne er i alle Henseender steget særdeles betydeligt. Først og fremst kræves der i vore Dage noget ganske anderledes meget af det ydre sceniske Udstyr. Som bekjendt gik alle de til Stykket anskaffede Dekorationer op i Røg ved den siste Teaterbrand. Bare af denne Grund har man derfor i Mellemtiden maattet indskrænke sig til ved et Par Lejligheder at give enkelte Brudstykker af det storslagne Digterværk. Alt det ydre Udstyr har Teatret saaledes maattet anskaffe helt fra nyt af. Saavidt det igaar kunde sees, er der af Dekorationer, som har været benyttet ved Opførelsen af andre Stykker, kun til et Par Scener benyttet lidt af Udstyret til «Svein Uræd» samt til en Scene den fra «Kongsemnerne» bekjendte vakre Morten Müllerske Furuskog. Forresten er alle Dekorationer malet nye af Malerne Jens Wang og A. Bloch, der har megen Ære af den Maade, hvorpaa de har løst sin Del af den vanskelige Opgave. Som særlig vellykkede kan nævnes «Tunet paa Hægstad», den trange Fjeldsti i Morgenstemning med Peer Gynt og den halvt brudepyntede Ingrid, Fjeldvandet med Myrer omkring, hvor det optrækkende Uvejr er fremstillet med en sjelden effektfuld Virkning, Fjeldvidden i Skygge med glittrende Tinder bag, Scenen med Sæterjenterne, Solnedgangen mellem Ronderne og Scenen med den Grønklædte i Lien med de susende Løvtrær, hvor Stjernen blinker gjennem Løvet og Fuglene kvidrer i Trætopperne. Mere end almindeligt Arbejde er lagt paa Dovregubbens Kongshal, men den er til Gjengjæld ogsaa blevet af en uimodstaaelig fantastisk komisk Virkning. Meget vakkre er ogsaa Dekorationerne til tredje Handling, Scenen, hvor Per Gynt fælder Tømmer inde i Barskogen, Nybyggerhytten i Skogen, hvor man ser Solveig mellem Træstammerne suse forbi paa Ski, og Dødsscenen i Aases Stue. I Scenen mellem Aase og Husmandskonen er der gjort en Forandring, mens man ellers har holdt sig ganske strengt til Teksten. Scenen foregaar i Bogen inde i Aases Stue. Paa Kristiania Teater lader man den foregaa paa Traakken udenfor Stuen, og har derved skaffet sig Anledning til at forøge Udstyrets rige Afveksling med nok en sjelden virkningsfuld Dekoration. D´Hrr. Wang og Blochs Del i Arbejdet blev da ogsaa gjentagne Gange lønnet med stærk Applaus.
Griegs Musik til «Peer Gynt» stod allerede fra før af for de fleste af os Landsmænd som saa sammenvokset med Ibsens Digt, at man ved Læsningen af ikke faa af dets Afsnit hørte de karakteristiske Melodier synge for sit Øre. End mere uadskilleligt har Tonemesteren knyttet sit Værk til Digterens ved den Supplering og Omarbejdelse, han har foretaget i Anledning Gjenopførelsen nu. Musikens dybe Følelsesindhold er parret med Digtets høje Tanker til en i Fantasien uopløselig Enhed, – samtidig med at alligevel hvert af de to kunstneriske Elementer i og for sig har sin geniale Selvstændighed og sit fulde Værd ubeskaaret. Et Vidnesbyrd herom er, at Griegs «Peer Gynt» Suiter overalt ved Koncertopførelser har virket umiddelbart og revet med ved sin store Skjønhed og mægtige Originalitet. Men her i sin Ramme virker denne mærkelige Musik særlig betagende. Disse Tonebilleder er paa sin Vis i ligesaa fremtrædende Grad som selve Digtet befrugtet af alt, som hører vor Folkeejendommelighed til, af det som har faat Udtryk i Slaatter og Stev, i Natursymbolik og Eventyr, Troldskab og Humor, i vore Folkemelodiers dybe Følelse og hjertesaare Vemod. Grieg har grebet alt dette og gjengivet det i vidunderligt malende Toner. Han trænger ofte dybere ind i os end Digteren, fordi han i højere Grad taler til vort Hjerte; han forklarer og uddyber saaledes Digtet, inderliggjør det for os og gjør det rigere, idet han tillige stimulerer vor Fantasi ved det Farveskjær og den stærkere Stemning, der gjennem Musiken lægges over de vekslende og forskjelligartede Scener. De aller fleste af de mange Afsnit indledes eller ledsages nu af Musik. Adskilligt nyt er kommet til, for Eksempel den yderst karakteristiske Musik til Jenternes yre Sang og Dans paa Fjeldet, – eller indflettet, som den morsomme Instrumentering af «Brudefølget drager forbi» foran Hægstadbrylluppet. Griegs Medarbejderskab er i det hele af saa bestemmende Betydning, at man ikke bare vil gaa for at «se» «Peer Gynt». Kraftige Bifald fulgte igaar flere Gange efter Orkestrets udmærkede Gjengivelse af Mellemmusiken.
I vore Bestefædres og Oldefædres Tid var det Mode blandt alle dannede at citere Holbergs «Peder Paars». Der søgte man det rammende Udtryk, naar man vilde give sin Tanke en klassisk tilspidset Form. Den yngre Slægt søger ikke længer til «Peder Paars.» I dette Digterværks Sted er traadt «Peer Gynt». Henrik Ibsen begynder som klassisk Digter at afløse Ludvig Holberg. «Peer Gynt» bliver mere og mere en national Fællesejendom. Heri ligger den store Vanskelighed og den store Fare, som maa overvindes ved en scenisk Opførelse uden egentlig fæstnet Tradition at bygge paa. Naar man kun har læst «Peer Gynt», læst dette Digterværk, som man i sin Tid læste «Peder Paars» har man i sin Fantasi udformet den ejendommelige Skikkelse med alle dens modsigende Træk til noget overmenneskeligt, urørligt noget, som man vanskelig kan forklare for sig selv engang, men i hvilket Billede hvert enkelt Træk, hver enkelt Linje har fæstnet sig saaledes, at den minste Forandring kan virke forstyrrende. Hvert enkelt Ord i Teksten har sin bestemte Klang og fremkalder en Række gamle kjendte Fantasibilleder. Man vil forstaa, hvordan en Skuespiller er stillet overfor et Publikum, som sidder med slige Forudsætninger. Hertil kommer, at Peer Gynt-skikkelsen har indforlivet sig i vor Bevidsthed i den hele Skikkelse, hvori den er tegnet af Digteren. Ja, for de fleste staar vel endog den Peer Gynt, som er tegnet i Digtets to siste Handlinger først i Bevidstheden. En Opførelse, hvor man kun faar se de tre første Akter, vil derfor altid efterlade et betydeligt Savn. Teatret vilde i kunstnerisk Henseende staaet sig paa at give Stykket paa en eller anden Maade i sin Helhed. Af de, som spillede Stykket siste Gang, har nu kun Frøken Parelius beholdt sin Rolle som Aase. Hendes Udførelse af denne har altid vundet Anerkjendelse. Aarene har ikke svækket den kunstneriske Kraft, men uddybet Opfattelsen og forenklet Midlerne. Større, renere og enklere Kunst end den, hvormed hun giver Scenen med Husmandskonen, har man neppe seet paa Kristiania Teater. Frøken Parelius´s Tolkning af Rollen vil blive Grundlaget for en Tradition, hvor det beste, og det er næsten alt, vil blive bevaret med omhyggelig Pietet ned gjennem Tiderne. Af de yngre Rollehavende samler Hovedinteressen sig selvfølgelig om Bjørnsons Udførelse af «Peer Gynt». Vi har ovenfor pegt paa de store Vanskeligheder, han har havt at overvinde, og som maa tages med i Bedømmelsen af hans Spil. Til disse kommer ogsaa den, at Publikum for ikke lang Tid tilbage har seet ham spille «Svein Uræd». Disse to Roller har, saaledes som «Peer Gynt» væsentlig viser sig i Digtets tre første Akter, saa mange rent ydre Berøringspunkter, at Sammenligningen paatvinger sig af sig selv. Det blev sagt om Bjørnson, at hans Udførelse af «Svein Uræd» betegnede et Gjennembrud i hans Kunst. For dem, som tillagde hans Udførelse af «Svein Uræds» Rolle denne Betydning, vil hans Spil som «Peer Gynt» blive Indfrielsen af de Løfter, han dengang gav. Men selv om man ser hans Spil mere isoleret og maaske lidt mere nøgternt, maa det erkjendes, at det i mange Henseender blev en kunstnerisk Sejer, og at Kristiania Teater neppe fortiden tæller nogen Kunstner, som vilde være istand til paa en saa tilfredsstillende Maade at tolke den ejendommelige Type. Hans ydre Udseende er udmærket skikket til at fremkalde den nødvendige Illusion, og hans Kunstnertemperament ejer en Række Betingelser for at give Scenens Liv til det bygevekslende Uvejr af vildt Fantasteri, Hang til Løgt og Digt, dristigt Mod, vild Trods, vindende Evne overfor Kvinden og mørk Fortvilelse, som udgjør Peers Stemninger i de tre første Akter. I disse træder det selvironiske, tveegget paradoksale, som faar Udtryk i denne Række Replikker, der allerede paa Folkemunde er blevet til bevingede Ord, mindre frem end i de siste Akter. Der kan derfor intet indvendes mod Kunstneren, naar han væsentlig har bygget sin Fremstilling op paa Figurens almenmenneskelige, ungdommelige Baggrund. Han giver Unggutten med de eventyrlig skiftende Ungdomsstemninger. De Træk i den Gyntske Karakter, som i Digtningens siste Handlinger udfolder sig i hele sin Fylde under et Fyrværkeri af Aand og Vid, som kun en af Tidens største Aander har kunnet skabe, fremtræder i den første Del endnu kun som uudformede Spirer, og det maa derfor for en ikke ubetydelig Del tilskrives den Omstændighed, at det Publikum, som overværer Opførelsen, paa Forhaand sidder inde med Billedet af den helt udformede Type, at en Række af de vittige Replikker, som for Eksempel forekommer i Scenen i Dovregubbens Hal, ikke virkede med saa stærkt flammende Intelligents, som man kunde have ventet. Der findes ogsaa blandt de Scener, som netop skulde ligge for Kunstnerens Temperament, enkelte, hvor en finere Nuancering vilde frembringe en rigere og mere farvemættet Kolorit. En mindre rastløs Diktion, en større Sans for de smaa Modsætningers Betydning, disse svindende smaa Linjer, som bestandig er den store Kunstners hemmelige Eje, vilde saaledes kunne give Fortællingen om Ridtet paa Bukkeryggen en mere livfuld Afveksling og lade mindre skinne gjennem den uomtvistelige Rutine, hvormed den nu fremsiges af Hr. Bjørnson. Men til Gjengjæld kan Hr. Bjørnsons Spil opvise Glanspunkter, hvori han virkelig naar udover, hvad man hidtil har havt Anledning til at se af ham. Til disse regner vi Scenerne med Solveig, Scenen med Sæterjenterne, enkelte Scener med Moderen, og delvis den storslagne Dødsscene. Efter Hr. Bjørnson maa først og fremst nævnes Fru Dybwad. Det lykkedes denne begavede Kunstnerinde at forlene Solveigs Skikkelse med en Ynde og Poesi, der stod paa Højde med Digterens dejlige Tegning. Fru Heiberg gav Ingrid med naturlig Lidenskab, og Hr. Garmann havde skabt en særdeles fornøjelig og karakteristisk Figur af Slagskjæmpen Aslak Smed. Hr. Selmer fik undertiden Latteren med sig som Dovregubben, og Hr. Fahlstrøm havde som sædvanlig skabt et i alle Enkeltheder udført, saare morsomt Hoftrold med Kittelsens bekjendte Tegning som Forbillede. De øvrige Roller er Bifigurer. Hr. Gundersen spiller denne Gang Bonden paa Hægstad, Fru Selmer den grønklædte Kvinde, Hr. H. Brun og Frk. Reimers Indflytterfolket, Jean Berg Kjøgemesteren, Hr. Schanche Brudgommen og Hr. Reimers Bøigen. Samtlige disse Roller fik en tilfredsstillende Udførelse, udenat der egentlig var noget særligt interessant at mærke ved Spillet. Sæterjenterne blev givet af Fruerne Bosse-Fahlstrøm og Wettergren med et Liv og en Fart som indbragte denne Scene stormende Applaus.
Publikum stillede sig allerede fra Begyndelsen meget velvillig overfor Spillet. De to første Scener gik lidt trevent men lønnedes alligevel med noksaa stærkt Bifald, der imidlertid steg, eftersom Spillets Liv og Fart øgedes i de paafølgende Scener. Efter Bryllupsscenen gjenlød Salen af stormende Applaus, og Bifaldet faldt med samme stigende umiddelbare Styrke efter Scenen i Dovregubbens Hal og Scenerne med Solveig. Da Tæppet endelig ved Ellevetiden faldt for siste Akt, gjenlød Salen af bragende Bifaldssalver, og Frøken Parelius og Hr. Bjørnson maatte flere Gange frem for at modtage Publikums Hyldest. Tilslut lød der et enstonigt, brusende «Ibsen» fra Gulv til Tag. Man klappede og klappede. Det var Mesterværkets Digter, man personlig vilde bringe sin Hyldest for aaben Scene. Det varede en Stund, før Tæppet igjen gik op, og Hr. Bucher traadte frem for Lamperækken for at meddele det begejstrede Publikum, at Digteren allerede havde forladt Teatret men havde bedt ham frembringe hans Tak for den Hyldning, som var blevet ham tildel.