Henrik Ibsen: Rosmersholm
Skuespil i 4 Akter. Hvad – er – dette?
Rosmersholm, 2den Akts Slutningsreplik.
Ethvert Forfatterskab, hvis Udvikling er sund, vil gjerne vinde fremad til alt større Klarhed og Ro. Sikrere Valg af Emner, bedre Beherskelse af disse, mere fuldkomment Herredømme over Formen lader den digteriske Evne frembringe en mere og mere fuldkommen Forstaaelse, en dybere og mere velgjørende Virkning. Saaledes er det ikke med Ibsen. Hans senere Arbeider have vistnok ligesaa vel som deres Forgjængere havt den Mægtighed, hvormed Digterens geniale Begavelse aabenbarer sig, og i hans Dygtighed til sindrig og virkningsfuld Behandling af Stoffet har der ligesaa lidt været nogen Tilbagegang – tvertimod. Men denne hans Verkers Mægtighed og Virkningsfuldhed har alene tjent til at oprive og til at forurolige, til at forstyrre og forstemme, de have ikke ledet til Klarhed, men til Mørke, ikke til rolig Betragtning, men til frugtesløs Grublen over uløste Gaader. Det synes, som om Ibsen mere og mere har trukket sig ind i sig selv, mere og mere vendt sig bort fra Livet og dets Realitet som Gjenstand for hans forfattermæssige Studium, og som afgivende Motiver for hans Digtning, mere og mere hengivet sig til pessimistiske Spekulationer og derved gaaet over fra at være en filosoferende Digter, til at blive en digtende Filosof, hvis dunkle og uhyggelige Livsanskuelse og Synsmaader ikke blive lettere og lysere derved, at han forstaar at iføre sine Abstraktioner en Form, der ser ud som selve Livets Kjød og Blod. Vil Ibsen nogengang komme tilbage til større Sundhed og Positivitet? «Rosmersholm» skal i saa Henseende just ikke give noget Løfte.
I egentligste Forstand Dramaets Hovedperson er Rebekka. Ingen Romantikens Digtning har udstyret sin Heltinde med mere bedaarende Egenskaber, og samtidig med en mere dæmonisk Lidenskab og en dybere Sindets Fordærvelse. Planmæssig har hun – efter «en Fortids», Oplevelser og Bedrifter, som man ikke faar Rede paa – i Attraa efter Rosmer, Præsten, den gifte Mand, skaffet sig Indpas paa Rosmerholm og der koldblodigen ryddet afveien de Hindringer, som stod mellem hende og hendes Ønskers Maal. Først og fremst den til Grublerie henfaldne Hustru, hvis sygelige Sind hun forstod at paavirke, indtil hun havde drevet hende til Selvmord. Dernæst Rosmers Barnetro, der maatte undergraves for at give Rum for hendes fulde Herredømme over ham. Rebekka har handlet saaledes i Kraft af sin aandelige Frigjorthed, og af sin «friske og modige» Villie; derhos ogsaa dreven af de slette Instinkter, der – ifølge den i Stykket dominerende Arvelighedstheori – er overført paa hende ved hendes uægte Fødsel. Men da hun endelig staar ved Maalet, da hun bare behøver at række Haanden ud efter, hvad hun har eftertragtet, og som hun paa saa skummel en Maade har banet sig Veien til, holder hun denne Haand tilbage. Hvorfor? Jo, fordi «Rosmersholm har knækket hende», fordi hun med andre Ord ved det fortrolige Samliv med den sædelig rene men hende aandelig talt aldeles underlegne Rosmer er kommen under Indflydelse af det «rosmerske Livssyn», der – ligeledes fremgaaet af Arvelighedsprincipet – adler hende. Det har af sig selv adlet hende saaledes, at hun ikke har søgt at forlokke Rosmer og at gjøre deres Samliv, før eller efter Beates Død, urent. Det adler hende videre derhen, at da hun ved at stille sig paa Lur har faaet høre Kroll minde Rosmer om, hvad han skylder sit Navn og sin Slægts Traditioner, paa den mest kategoriske Maade afslaar at blive hans Hustru, til hvilken Stilling hun nu føler sig uværdig; og da Kroll har foreholdt hende, hvad hun hidtil ikke vidste angaaende hendes Fødsels Dunkelhed og hendes dermed følgende Underlegenhed under Rosmernes Ætling, adler det samme, vidunderlig mægtige Livssyn hende fr emdeles paa den Maade, at hun – der hidtil har været troet saa godt som selve honest Jago – aflægger en, rigtignok i sin Forbeholdenhed ikke ganske adelig, Bekjendelse ligeoverfor baade Kroll og Rosmer. Og da saa denne endelig har faaet Mistro til hendes Oprigtighed mod ham, viser hendes Forædling sig tilsidst i den fuldstændiggjorte Tilstaaelse og i hendes Villighed til at præstere det af ham forlangte Vidnesbyrd om denne Forædling, paa hvilken han ikke længere kan tro, ved at gaa hen og kaste sig i Fossen.
Helten, Rosmer, er – navnlig seet fra Arvelighedsprincipets Standpunkt – helt og holdent en født Modsætning til Rebekka. Som den sidste Ætling af «Rosmerholmerne til Rosmersholm, Prester og Officerer, høit betroede Embedsmænd, korrekte Hædersmænd allesammen, en Æt, som nu snart i et Par hundrede Aar har siddet som den første i Distriktet», er han traadt ind i Livet som en dygtig og afholdt Prestemand. Han er en gjennem-hæderlig Karakter, der opgav sit Presteembede, saasnart han mærkede, at de vantro Tanker ikke bare var en forbigaaende Anfægtelse, og som taalmodig bar det Kors, hans mørke og tunge Ægteskab lagde paa ham; han har et blødt og drømmende Sind, der føler sig hendraget og underlig bundet til Rebekka ved deres «fælles Tro paa et rent Samliv mellem Mand og Kvinde», og som lader ham troskyldigt stille sig den overmenneskelige Livsopgave at «skabe det sande Folkedømme i Landet», at «gjøre alle Mennesker i Landet til Adelsmennesker ved at frigjøre Sindene og luttre Viljerne», og han vaagner først sent til Forstaaelse af, at han alene har været som en Handske i den mægtige Rebekkas Hænder. Det sker først, efterat han har mistet Troen paa sin Evne til at løse Livsopgaven og dermed, hvad han havde at leve for. Og hvordan er det vel, han mister den? Ikke ved noget mislykket Forsøg, nei, men derved, at han ikke længer føler sig «skyldfri» d.v.s. uden Skyld i Konens Selvmord. Thi «den Sag, som skal vinde frem til varig Seir», siger han, «den maa bæres af en glad og skyldfri Mand», og «der vindes aldrig Seir for en Sag, der har sit Udspring i Brøde». Nu synes det virkelig, som om den Gjerning at gjøre alle Mennesker til glade Adelsmennesker, ikke kunde have sit Udspring i den Brøde, som Følge hvoraf Beate søgte Døden; og derhos er Rosmer gjennem Rebekkas Skriftemaal kommet underveir med, at denne Brøde helt og holdent er hendes og ikke hans. Men allerede det, at hans meget uskyldige Venskabsforhold til Rebekka kan have givet Konen med hendes syge Sind nogen Anledning til Skrupler, er nok til at lade ham i sine egne Øine for altid blive brødebetynget og derved magtesløs. Rebekka vil gjøre Ende paa sig for at overtyde ham om, at han har «adlet» ialfald hende; han for sit Vedkommende slutter sig til hende, dels af Livslede, dels for at sone denne saa haarfint opfattede Straffeskyld. «Der er ingen Dommer over os», lyder hans Bekjendelse som ortodox Atheist; «og derfor saa faar vi se at holde Justits selv».Vi behøve ikke at paapege alt det Sygelige, Skjæve og Haltende i Hovedpersonernes her kortelig paaviste Udvikling og i Motiveringen af deres endelige Skjæbne. Begge ere vel egentlig kun Tankeexperimenter. Normale Mennesker kunde i ethvert Fald under de givne Forudsætninger neppe paa noget af de afgjørende Punkter, der ligge indenfor selve Stykkets Ramme, handle saaledes, som de gjøre, og aandelige Abnormiteter ere ikke i nogen høiere Grad end de fysiske egnede til at virke paa Scenen. Det er ogsaa meget muligt, at Rosmers og Rebekkas samdrægtige Vandring ud fra Scenen for at kaste sig i Fossen for Manges Vedkommende vil opnaa den Hensigt at faa det til at løbe koldt ned ad Ryggen. Men, vi ved ikke – du sublime au ridicule il n`y a qu`un pas, og vi kan ikke skjule, at vi for vor Del derved er kommen til at tænke paa Slutningskatastrofen i «Kjærlighed uden Strømper».
Hvad kan nu være Ibsens Mening med dette Selvmordsdrama? Tilsigter det at give en rystende og afskrækkende Fremstilling af de ligefremme Konsekvenser, som Vantroens Trøstesløshed medfører, idet den ingen anden Udvei har at byde dem, for hvem Livet har mistet sit Værd, end frivillig at søge Døden? Isaafald reiser sig den Indvending, at Resultatet her er altfor urimeligt og derfor blottet for al overbevisende Kraft. Vi ere ogsaa efter den umiskjendelige Sympathi, hvormed Digteren helt igjennem har behandlet baade Rosmer og Rebekka, mere tilbøielige til den Opfatning, at Digteren virkelig har villet have Selvmord fremholdt som en berettiget og skjøn og ædel Løsning af Livets Vanskeligheder, og at han ved Siden deraf har villet hævde for de «frigjorte» Mennesker d.v.s. de fra Kristentroen og al Tro paa et Forsyn affaldne, rene Atheister, et høiere og ædlere Livssyn, en mere følsom Samvittighed, en større Modtagelighed for forædlende Indflydelser end hos deres i Religionens formentlige Tvangstrøie indsnørede Medmennesker. Vi tør, paa Grund af den Dunkelhed, hvori Digteren ogsaa her har indhyllet, hvad han egentlig har villet, ikke sige: Tertium non datur. Men for os har det ialfald ikke været muligt at øine nogen Forklaring udenfor den, vi her have forsøgt. Man fristes til at besvare det fra Dramaet hentede Spørgsmaal, som vi have benyttet til Motto, med den derfra ligeledes laante Replik: «Alt dette her, – det er jo Vanvid».
For at vende tilbage til Hovedpersonerne – Mangelen paa Naturlighed og Sammenhæng i Skildringen af dem er ikke alene tilstede i Hovedtrækkene. Der er ved Siden af disse ogsaa Enkeltheder, som ikke ere mindre underlige og uklare.
Man maa spørge, hvor det hører hen, at en Kvinde som Rebekka med saa langt fremskredne – saa kaldes det jo – Principer og Anskuelser samtidig kan nære saa usle Fordomme som den ikke gjerne at ville være sig sin Alder bekjendt, og den, at finde uægte Fødsel generende. Rektoren tager rigtignok dette som Tegn paa, at hendes «Frigjorthed» heller ikke stikker saa synderlig dybt, mere i tillært Kundskab end i virkelig tilegnet Overbevisning, og Forfatteren synes ogsaa at give Rektoren en Smule Medhold ved at lade Rebekka blive betænkelig og svare, at han kanske har Ret. Vi har dog vanskelig ved at gaa med herpaa; det forekommer os, at hun er langt mere decideret fremskreden i Praxis end i Theori. Med lad saa være. Lad Rebekka staa som ikke helt tilbunds gjennemtrængt af den saakaldte Frigjørelses forfærdelige Evangelium, – Rosmer synes dog for fuldt Alvor at skulle være en til alle Sider frigjort Mand. Hvordan gaar det saa til, at han ligesaavelsom Rebekka ligger under for overtroiske Forestillinger, som ethvert nogenlunde oplyst, ikke frigjort Menneske vilde le ad? At han ikke tør gaa over den Klop, hvorfra hans ulyksalige Hustru i sin Tid kastede sig i Fossen; at han aabenbart deler Rebekkas Tro paa det «rosmerske Livssyns» overnaturlige Evne til Forædling – paa samme Tid som han rigtignok ogsaa, ligeoverfor Kroll, udtaler den Mening, at «Slægten Rosmer har skabt Mørke og Tyngde (omkring sig) gjennem alle de lange, lange Tider» – ; at han saavelsom hun betragter det som en Kjendsgjerning, at Slægten aldrig kan le; og endelig ogsaa, at baade han og Rebekka ikke mindre end den gamle udannede Madame Helseth idelig og altid beskjæftiger sig med de paa mange Steder i Bogen omtalte «hvide Heste,» under hvilken Form de Døde skal gaa igjen paa Rosmersholm? Skulde det være Digterens Mening med alt dette at ville antyde, at der for alle Mennesker, selv for de «frigjorte», maa existere Noget udenfor og over den levende Verden omkring dem, – og at i Stedet for Tro, hvor denne er drevet bort, maa træde Overtro? Og hører denne besynderlig naive og uklare Mysticisme med til Digterens eget dunkle Standpunkt? Eller er det blot Kunstneren, som ogsaa i dette sit Billede har anbragt det eiendommelige fantastiske Skyggeparti for derved at forstærke den urolige, mørke, dæmoniske Virkning? Os har det været umuligt i saa Henseende at komme til noget Resultat.
Der har i flere af Ibsens tidligere Arbeider været at paavise Tegn, der tydede paa, at han oprindelig kan have planlagt dem væsentlig anderledes, end de under Udførelsen er kommen til at arte sig, og saadanne Tegn ere ogsaa tilstede i «Rosmersholm». Mon ikke dette Arbeide har været sat paa Stabelen og endog delvis spantet op med en ganske anden Bestemmelse end at blive den forrykte Sjæbnetragedie, der nu foreligger? Han har jo stillet Rosmer op imellem Kroll og Peder Mortensgaard, Repræsentanter for alt det Stygge og Forkastelige, som Digteren ser ved begge de stridende Retninger i det offentlige Liv herhjemme; og der er i Stykkets tvende første Akter meget, som kan lede til at tro, at han vil lade Rosmer som en Lysets Ridder træde fuldt rustet frem i en skaanselløs Kamp mod al Usandhed og Usans paa begge Sider. Noget Don-Quixotisk er vel Figuren anlagt, og det kan i det Hele taget vel være muligt, at en gjennemført Udvikling af hans politiske Riddergjerning som Hovedmotiv havde maattet lade Stykket blive et Sørgespil, hvori den høiere, rent ideelle Stræben til Slutning laa under for de forkastelige Kræfter, mod hvis Herredømme den rettedes, ikke en Komedie som «De Unges Forbund» med spillende Lune og slaaende Satire. Men det er let tænkeligt, at Ibsen ved at arbeide mere med Rosmerfiguren har fundet den uskikket til for Alvor at stilles ud i det virkelige Liv, uskikket til Andet end at tjene som Medium for de mørke, psykologiske Experimenter, hvori det ogsaa stemte bedre med Digterens eget Hang at føre det paabegyndte Arbeide ud end med det at søge tilbage til mere reelle Felter.
Kroll, den falske Aandsaristokrat, den fanatiske Repræsentant for det konservative Arbeide i vort Land, (om hvilket Digteren gjennem Rebekka ironisk spørger, om det ikke nu egentlig kommer temmelig sent), Pædagogen, der konstaterer, at Sinker og Eftersiddere i hans Skole ere de eneste, som ikke have sluttet sig til den seirende Radikalisme, og hvis Princip er, at alt Ubeleiligt skal forties og dysses ned, er ikke nogen vellykket Figur. Der er noget schablonmæssigt ved ham. Han er som en stiv, i et Kortblad udklippet Silhouet.
Ulige mere interessant, mere grebet ud af Livet, mere eiendommelig er hans Modstykke, Peder Mortensgaard, Venstreredaktøren, som kun i Politiken tør være sig sine «frigjorte» Anskuelser bekjendt, og som varsom og forslagen kun har Brug for en Del af Sandheden, der netop kan findes tjenlig for Øiemedet. Det Feiltrin, som i sin Tid har bragt denne halvdannede Mand paa Vrangsiden af Tilværelsen, har sat sit kuende Mærke i hans Væsen, men dobbelt føler han efter den gjennemlevede sociale Misère den Magt, som ovenpaa al Ydmygelse nu er kommen til at ligge i hans Haand. Det er noget af en Type, Ibsen her har skisseret.
Men den bedste Figur i Stykket er dog uden Sammenligning den for dets Økonomi overflødigste af Personerne, Vagabonden Ulrik Brendel, ligesom de to episodiske Scener, hvori han optræder, skjønt visselig heller ikke de savne sin triste Kolorit, maa siges at afgive Lyspunkterne i dette mørke Drama; og det fordi det selvstændige Karakterbillede, som gjennem dem gives, har en med al dets Tyngde velgjørende Livets Virkelighed ved sig. Det forulykkede Geni, som uden Skjorte paa Kroppen, i det Hele taget i den miserableste Forfatning, aflægger en Visit hos sin fordums Elev, hvis skikkelige Husholderske finder store Betænkeligheder ved at slippe en saa lurvet Person ind i Stuen, har dog Ingenting lidt paa sin enorme Selvfølelse under det Livsens Skibbrud, hvorefter han driver om som et Vrag. Han ser ud som en Stodder, men gererer sig som en Konge. Denne grelle Modsætning mellem de ydre Vilkaar og hans Væsens fornemme Overlegenhed er i korte og raske Træk ubetinget glimrende skildret. Den nedladende Familiaritet ligeoverfor Rosmer og Kroll, og senere, efter dennes butte Afvisning, den ironiske Artighed mod ham; fremdeles det paa samme Tid Pompøse og Groteske i den smiskende Courtoisie ligeoverfor Rebekka; endvidere den kolossale Vurderen af de uskrevne Verker, dette aandelige Overflødighedshorn, hvis uskatterlige Indhold nu endelig skal drysses ud over Land og Strand, og den aristokratiske Næserynken, hvormed Mortensgaard karakteriseres som en Idiot, blot fordi han bærer et plebeiisk Navn; endelig den krænkede Stolthed, hvormed Rosmers Tilbud om Understøttelse bliver afvist for strax efter at følges af en nonchalant Anmodning om et efter Landstrygerens Behov afpasset Laan af en strøgen Manschetskjorte, en «ældre, benyttet Sommerfrakke», et Par Støvler og det tarvelige Beløb af otte Kroner, i hvis Sted rigtignok tyve Kroner gladelig modtages med tilsyneladende samvittighedsfuld Indprenten af Beløbet, – alle disse Enkeltheder samle sig til et saa udtryksfuldt og udpræget Fysiognomi, at Billedet ikke har særdeles mange Sidestykker i vor Literatur. Og da Brendel kommer igjen i sidste Akt efter sin Fiasko, efter at Overflødighedshornet har vist sig i Virkeligheden Ingenting at indeholde, er Skildringen ikke mindre fortræffelig. Nu er det forbi, for første Gang i sit Liv føler han sig knækket; «slig, som du i denne Nat ser mig», siger han, «er jeg en afsat Konge paa Askedyngen at mit brændte Slot.» Nederlaget er netop saa afgjørende, fordi en saa dybt underlegen Person som Idioten og Plebeieren Mortensgaard er den, der har gjort det indlysende for ham, – og hans Fortvivlelse klinger gjennem den bitre Ironi, hvormed han karakteriserer denne Person som «Præsidenten» og «Excellencen», som «Fremtidens Høvding og Herre», som den, der har «Almægtigheds-Evnen i sig», fordi han «er kapabel til at leve Livet uden Idealer», hvilket er «Handlingens og Seirens store Hemmelighed» og «Summen af al Verdens Visdom». Brendel selv derimod er ikke kapabel til at leve Livet uden Idealer, de gamle er brustne for ham, og naar han spørger Rosmer, om denne kan forstrække ham med «et Ideal eller to», saa er det for dermed at sige, at han selv e r læns og blank og bar. Derfor føler han «Hjemve efter det store Ingenting», og naar han – efter denne Afskedsvisit i Forfatterens Ærinde – gaar ud i «mørke Natten» med Fredshilsen til Rosmer og Rebekka, saa er det begribeligvis for selv at søge «Fred», for at tage sig af Dage, ogsaa han. Et saadant Resultat havde for hans Vedkommende været motiveret nok, om ikke Forfatteren til Slutning havde ladet ham gribes af samme underlige Feberdelirium som Rosmer og Rebekka, og virke ind paa deres Forhold ved nogle forvirrede Antydninger af dets grufulde Løsning; og de kunde nok paa den anden Side ogsaa af sig selv fundet frem til denne Løsning, om Ulrik Brendel havde gaaet sin Vei uden at udføre denne Mission. Hvorom Alting er, – i Skildringen af ham er det, som om Ibsen midt i al Stykkets Unatur dog har villet vise, hvilke Virkelighedsbilleder han fremdeles formaar at give, naar det derpaa kommer an.
Den mindst fremtrædende Bifigur, Madame Helseth, er forøvrigt ogsaa en veltegnet, livagtig, med meget Lune observeret Skikkelse.
I dramatisk Henseende hører «Rosmersholm» til de svageste af Ibsens Arbeider. Der er vel ogsaa her Scener af megen og sikkert beregnet Virkning, og Dialogen er paa samme Tid saavel rig paa Stof og Kolorit som nøgtern og naturlig. Men i selve Konstruktionen lider Stykket af megen Svaghed, fortalte Begivenheder spiller en væsentlig Rolle, medens Handlingen er liden, og der er en stor Ensformighed i Bygningen af de fire Akter.
Det er sørgeligt, at det er kommet derhen med Ibsen, at han anvender sin store Begavelse til at skrive et Stykke som «Rosmersholm». Men endnu sørgeligere er det kanske dog, at man skal kunne se saadant Stykke for fuldt Alvor hilset med panegyriske Lovord, karakteriseret som en «vidunderlige Digtning», som et «Mesterverk», hvis Ord er «lysende som Guldskrift paa Marmorgrund» osv. osv. Heldigvis er der dog ogsaa i den radikale Presse andre Domme at læse. Heldigvis faar Digteren ogsaa fra dette Hold, hvor en enstemmig og høirøstet Applaus vel er paaregnet, et og andet Varsko om, at nu gaar det dog for vidt, nu bliver det for galt, nu bør han for sin egen Skyld se at vende tilbage til en mindre forskruet Produktion.