Johan Daniel Irgens Hansen

Jeg fandt et andet Kaos rundt omkring
med spredte Viljer og med skilte Veje
og uden Drift til fælles Banesving
og uden Higen mod et Midtpunkts Leje.
                             Henrik Ibsen.

Frøken Rebekka West, født Gamvik, er i Huset hos Enkemanden, Johannes Rosmer, Ejer af Rosmersholm, forhenværende Sognepræst. Hun har været der allerede før Konens, Beate Krolls Død. Godt og vel et Aar er gaaet siden den Begivenhed.

I de stille Stuer paa Rosmersholm har der allerede været spillet en Tragedie tilende.

Fru Beate kan ikke faa Børn. Hendes tilbedte Veninde, Rebekka West, jager hende ud i Møllefossen, selv dreven af et brændende Begjær efter Rosmer, hvem hun med sin sterke, modige Vilje vinder til et stedse inderligere og friere aandeligt Samliv. Dette mistyder Fru Beate, og Rebekka benytter sig deraf. Efter store Kvaler, som bringer Omgivelserne til at tro, hun er sindsforvirret, gaar saa Beate i Fossen. Og de to, Rosmer og Rebekka, sidder alene igjen paa det øde Rosmersholm, som de døde hænger saa længe ved.

Her begynder Dramaet, og her ender det. I to Døgn jager de hvide Heste om Rosmersholm. Gjengangere af døde Mennesker, døde Gjerninger, døde Tanker, døde Følelser hvirvler Modløshed og Rædsel op om to Menneskers Lykke, Tanker, som hidser og forvirrer, saa de Favn i Favn søger Glemsel og Frihed i Møllefossen, hvor den stakkels Beate slukte sit Liv, forat de to skulde finde Liv og Lykke i hinanden.

Men den Lykke, Beate ofred sig for, den vindes ikke. Rosmers og Rebekkas inderlige, forstaaelsesfulde aandelige Samliv er bygget over Forudsætninger, som sprænger Forholdet, da et helt Samliv skulde begynde.

Rosmer er sidste Ætling af en gammel, besiddende Slægt, som i et Par Aarhundreder har præget sit tunge, glædeløse Sind ind, saa langt Rosmerættens Indflydelse har rakt. Johannes er finbygd og nobel; han har gaat under arvet Pligt, Tugt og Hensyn med en blød, mild Naturs Bøjelighed. Men det Præsteembede, Faderen har skaffet ham, har han sagt fra sig, fordi hans ømtaalige Retsind ikke kan lade ham blive i et Præsteembede, efter at han ikke længer er rettroende.

Lidt mer robust, ikke fuldt saa fint harmonisk, havde hans Natur fordøjet Modsigelsen. Men nu fortsætter han i Stilhed Frigjørelsens Arbejde i sig selv, dreven fremover af Rebekka. Han aner intet Øjeblik, at der i deres gjensidige Forhold er andet end Venskab og gjensidig aandelig Forstaaelse. Derfor er han Hensynsfuldheden selv overfor Beate, hvis Lidenskabelighed skræmmer ham og gjør deres ægteskabelige Liv ulykkeligt. Jo mer hun jages ud mod Kloppen over Møllefossen, jo mere mildt sagtmodig og overbærende gaar han under sin Pligtfølelse overfor den ulykkelige. Og da hun saa er borte, viger han i Aar og Dag undaf Kloppen og gaar Vejen ovenfor.

Imens sidder Rebekka ved Vinduet og følger hans ensomme Gang, ser, hvor Mindet lever i ham, og han taler med hende om Beate; for «vi ved med os selv, at vi gjorde, hvad der stod i vor Magt, for den stakkels hjemsøgte.»

Og denne Rebekka, som er uægte Barn og kanske har levet i Forhold til sin egen Far, som har vakt stærk Tro, varm Tro hos Kroll, og gjennem ham faaet Indpas paa Rosmersholm, som i Begjær efter Rosmer har jaget Beate i Døden, hun er stilnet af i de stille Stuer paa det gamle Gods. Hun elsker Rosmer med forsagende Kjærlighed, tænker aldrig at naa over Mindet om Beate, men er lykkelig i et Venneforhold, hvor hun er den drivende Kraft mod Frihed til alle Sider.

Den aandelige Frihed, Rosmer herigjennem har naaet, skal blive hendes Sejr, hendes Gjerning, naar han træder frem og adler Sindene, lutrer Viljerne og skaber glade Adelsmennesker.

Og i ham har den aandlige Frigjørelse skabt en Trang til at meddele sin Sjæls Adel, sin Viljes Renhed, sin stille, skyldfri Glæde, den, der aldrig er bleven løst i Rosmerætten, som ikke graat i Vuggen og aldrig lo siden.

Paa Rosmersholm, hvor Dørene gaar sagte op og i, hvor alle Trin er dæmpede, hvor Stemmerne er bløde og milde som Mindet om Beate, dette Minde, der ligger som Støv over det stille Liv, her brydes Freden og Stilheden, her lyder det ikke længer kjære, kjære. For Verden udenfor melder sig med sine Krav. De kommer som Vennebud og ender som Stormvejr, som Uvejr paa Havet der langt nord, og det soper de to stille lykkelige i samme Møllefos som Beate.

At gjøre Rede for, hvorledes Minderne hvirvles op under Kampen mellem de stridende Krav tør være unødigt. Mellem Krolls Krav paa Rosmers fulde Tilslutning til de gamle Venners Falanx, og Mortensgaards Udnyttelse af den fordums Præsts Frisind udenfor det religiøse, staar Ætlingen af den gamle Slægt med sin noble Trang til at bringe Adel i Sindene, Renhed i Viljerne, saa Hadefuldheden skal drukne under ædel Væddekamp mod fælles Maal.

Karrikaturen af denne Trang til at give sit bedste har vi i Brendels bombastiske Skikkelse, hvis uudtalte Sandheder skal bringe Løsningen i Dagens oprivende Strid.

Grundlaget for Rosmers Livsværk er hans trygge Følelse af Skyldfrihed, og da den røves ham, griber han instinktivt den Kjærlighed, som har ligget til Grund for Venskabsforholdet med Rebekka. Men hun kan ikke nu være hans Hustru. Den glemte, døde Fortid rejser sig, frygteligere end den var for hende dengang, mellem ham og hende. Og saa har Rosmersholm røvet hende det sterke, friske Mod, med hvilket hun begyndte Livet. Hun er bøjet ind under Hensynene og Pligten, mens han er voxet sig frem til Frihed.

Men for ham er Glæden, den stille, skyldfri Glæde, Grundlag for al Virken, og derfor fortæller hun, hvad kun hun ved; hun fortæller Rosmer og Kroll om den tause Kamp paa Baadhvælvet mellem hende og Beate. Nu kan han, befriet for al slægtsyg Tvil, gaa ud og virke som den glade skyldfri, der skaber Adelsmennesker.

Trang til Glæde har han, men han evner ikke at vinde den, og derfor falder hans Planer, da Kroll og Vennerne blæser Tvil paa dem, mens Rebekka pakker ind for at forlade Rosmersholm i den Tro, at hun dog har berget hans Livsværk for ham.

Saa kommer Opgjøret mellem de to i sidste Akt.

Men det, som skulde give Rosmer Løsningen, Rebekkas Kjærlighed til ham, den kan han ikke tro paa. Hun er i saa kort Tid bleven en anden for ham, at han ikke tør stole paa hende. Beate ofred sig for ham, vil Rebekka gjøre det samme?

Hun vil. Og hun kan ikke længere vige tilbage, thi for hende er dette Vidnesbyrd om Kjærlighed et Offer, hun bringer gladelig, fordi hun ikke kan leve for ham.

Men uden hende er alt hans Livsværk værre end Drøm; han har jo lidt Nederlaget, før han begyndte.

Han tar hende til Ægte som sin rette Hustru, og de to gaar sammen ud gjennem Døren, henad Markvejen, ud paa Kloppen, ud i Fossen.

Men hvorfor skulde nu disse to Mennesker gaa bort og kaste sig væk? De havde jo fundet hinanden, og i det stille og det smaa kunde de jo virket, er der bleven sagt.

Ibsen giver Svar paa det ogsaa. De har mødt hinanden, disse to, kommende saa at sige fra vidt adskilte Poler i Menneskeverdenen. Hun socialt forudsætningsløs, med en grumset Fortid, med en kraftig Individualitets ubønhørlige Krav paa Lykke, rustet til Kampen for Lykken med en stærk, modig Vilje, med det ikke samfundsbundne Individs Hensynsløshed. Og han er rake Modsatsen. Et langt, traditionsrigt Slægtsliv har kultiveret hver Fiber i ham, saa han instinktivt tænker og føler socialt. Men fordi han er den sidste Ætling af en gammel Stamme, hvor Melankoli er arvelig og lægger Tyngsel over alle Følelser, alt Liv, er den faste Nitting i hans Væsen løsnet, saa han er modtagelig for sin Lærer Brendels Lærdomme. Det hjælper ikke, at Læreren drives fra Gaarden med Pisk; i hans bløde, modtagelige Sind lever Muligheden for en Udvikling, som maa føre til Befrielse fra det Rosmersholmske Livssyn.

Rebekka blir Drivkraften i den stilt begyndte Udvikling, og tilslut lever disse to, oprindelig saa forskjellige Væsener Side om Side i den inderligste aandelige Forstaaelse.

Han har under dette Samliv naad Frihed for Samfundsmenneskenes Betragtning af Livets Foreteelser, har vundet Frisindets Glæde og vil gjøre den levende i sig og i alle de forbitrede, forkvaklede, hadefulde, som rundtom staar i et Kaos uden Higen mod et Midtpunktets Leje.

Hun er imidlertid gjennem Samlivet med den rene Mand bleven adlet. Slaggerne i hendes Natur er faldet bort, hendes Begjær efter Rosmer er bleven en offervillig Kjærlighed, og var hun stærk som før, vilde hun kunne leve for ham og med ham.

Men de hvide Heste paa Rosmersholm har hun saa længe hørt Hovslagene af, at Angsten for det døde er gaaet hende i Blodet. I de stille Stuer er Time for Time hvisket ind i hendes Sjæl denne alt gjennemsivende Sammenhæng, denne Vedhængen ved det givne, denne evneløse Overgivelse af Individet til Slægten, Traditionen, Pligten, Loven.

Derfor kan disse to ikke leve sammen. Han har allerede faat føle, at der maa mer til, end han ejer, for at kunne gaa ud og skabe frie, glade Adelsmennesker. Han er jo bare en destrueret Rosmer, fin og nobel i hver Trevl; men det nye aandelige Blod er ikke rent. Som en ægte Rosmer hænger han rugende ved Mindet om Beate. Hendes Lidenskab skræmte ham, og Rebekkas Begjær vilde skræmt ham endnu stærkere. Og da han saa endelig opdager sin Kjærlighed til hende og i hendes Kraft vil søge Støtte for sit Livsværk, da er hun en anden. Rosmersholm har knækket hende. Af den sansestærke, viljestærke Kvinde deroppe fra Finmarken er der bleven et Samfundsmenneske, som med kvindelig Lethed har tilegnet sig det Livssyn, som før var hende fremmed.

«Er det der, du staar», siger Rosmer.

Han evner intet uden hende, og hun maa ofre sig for ham for at sone, hvad hun har forbrudt. Leve «et ægteskabeligt, lykkeligt Liv» kan ikke disse to. Gjennem sit aandelige Samliv har de voxet sig saaledes gjennem gamle Rammer, at helt kan de kun leve, naar de i Fællesskab faar virke der, hvor deres ejendommelige Udvikling har lagt Arbejdet for dem. Udenfor dette er der ikke Liv for disse to.

Men her maa vi tage med i Betragtning det Samfund, de er stillet i. Selv er de saa at sige de to Yderpunkter, som er forsonet, lutret, adlet til højere Mennesker. Men Samfundet bestaar ikke blot af rent tænkende og nobelt følende Rosmere, heller ikke af bare aandsstærke, udviklingsdygtige Rebekkaer. I det store Kaos skrukker sig Hjerterne, smyger sig Sindene. Og i dette Kaos har disse to intet at gjøre. De kan ikke leve sammen. De har fundet hverandre i den højeste Forening, som er dem mulig efter de givne Vilkaar. Under disse maa de dø, om ikke i Møllefossen, saa i den daglige Forsumpning. Men deres Møde holder dem klar af den sidste Fare, og derfor gaar de begge i Møllefossen gladelig. Gladelig, fordi de gaar sammen, ikke den ene følgende den anden, men begge i den højeste Forening, som to, der er bleven et.

Det er en Tragedie paa vor Virkeligheds Grund. Den Baggrund, vi har for den tragiske Konflikt, kjender vi baade fra vor egen Iagttagelse og fra de Billeder, vore Digtere har vist os af den. Man kan sige, det er ikke noget nyt, Ibsen her har fortalt os om dette vort Samfund. Man kan sige, Kroll er en ny Udgave af Byfogden i Samfundets Støtter, Mortensgaard en Bror til Hovstad i samme Stykke. Man kan trække Parallel mellem Doktor Stockmann og Rosmer, mellem Fru Sørby i Vildanden og Frk. Rebekka West. Brendels ideologiske Snakken over sig kan man finde Sidestykker til hos Hjalmar Ekdal.

Det kommer deraf, at Ibsen ikke som den moderne Digter søger at illustrere sin Opfatning gjennem en mangfoldig Række af Foreteelser, givende Billedet Liv gjennem Udmaling af det ydre, det fænomenale, det tilfældige. Han søger Karakteren i hvert Fænomen, Hovednerven, og den slipper han ikke, men spiller paa den altid spændte Streng, saa det tilslut durer som en Dommedag.

Det er ikke mange Træk, Ibsen behøver for at nuancere de karakteristiske Figurer, hvorigjennem han lar Samfundet tale; men trods Artsligheden er det let at holde ud fra hinanden Kroll og Byfoged Stockmann, for ikke at tale om den bredbringede Doktor Stockmann og den milde, bløde Pastor Rosmer. Og Brendel er med hele sit fantastiske Udstyr en saa fortræffelig Figur, at man altid vil mindes den, ikke blot som Figur betragtet, men ogsaa fordi den overlevede Idealisme gjennem ham faar en Belysning, som bedst viser, hvad Ibsen altid lodder efter. Brendel har havt Mod til at leve efter sit eget Hoved, er bleven en Vagabond og Knejpegast; men levende gjennem Dunsterne har han beholdt en Tro paa, at der var noget usagt, han havde at sige Verden. Derfor virker han her i Stykket fantastisk parodisk sammenstillet med Rosmers Virketrang og Rosmers Nederlag. Brendel maa sige Hævfrue for Havfrue; hans Hovmod og Nonchalance gir Billedet af en Slægt, som mest er i Graven; for i de Dage var der færre Veje endda i Samfundets Kaos for dem, der havde andre Idealer end Samfundets.

Kroll derimod, han er Samfundsmanden, men ikke længer den trygge, spodske; nej, nu er han ægget ved Masseførernes foreløbige Sejr, er bleven vild og fanatisk og kjender ikke Hensyn mod dem, som ikke er med ham i Hovedspørgsmaalene. Den Type turde være kjendt hos os; men Ibsens Fortjeneste er det netop, at vi faar ham saa menneskeliggjort, forstaar ham i hans Forudsætninger og i hans Handlinger. Derfor kan vi le saa godt, naar Brendel titulerer ham snart med et, snart med andet udsøgt Fremmedord.

Og som Kroll hader og forfølger det ny, fordi det for ham og hans Venner staar slig, at Udvikling er Karaktersvaghed og Frisind Fordærvethed, saaledes har vi i Mortensgaard Repræsentanten for de opportune Meninger, de opportune Overbevisninger, den opportune Samvittighed.

Over disse to strør Ibsen sit Vid retfærdig og ligelig.

Men hvad har Rosmer og Rebekka at gjøre blandt disse Mennesker? De har fundet hverandre tvers gjennem Kaos, de to har fattet Samlingstanken; men føre den ud i Livet kan de ikke. Hvorfor, det har Ibsen klargjort med en psychologisk Dialektik, der staar i fuld Højde med den sublime Ide at skabe den tragiske Brydning ved at bringe sammen to saa forskjelligartede Elementer som Rosmer og Rebekka.

Men, hvad sagde Ibsen fornylig?

Lystaagen tror jeg paa, skjønt uden Orden,
kaotisk løst, den vælter sig mod Nord;
jeg tror den er paa Samlingslovens Spor,
en lysrig Stjerne i den første Vorden.

Hvor øjnes her Lysningen? Hvad er her reddet ud af Kaos? Hvad fortæller disse to ulykkelig lykkelige Menneskers Skjæbne os? Neppe at vort Liv byder gunstige Kaar for en fri menneskelig Udvikling, neppe at det fri Adelskab er nær sin Fuldbyrdelse. Men findes kan det. Og kan det det, saa er der den sidste Befrielse i Møllefossen, naar den glade Skyldfrihed ikke kan bære et evnerigt Arbejde for det Adelskab, som bør blive hver Mands Eje.