«De hvide Heste» paa Rosmersholm.
(O. H.)
Rosmersholm opføres i disse Dage paa Scenen og er saaledes kommen op i Publikums Erindring igjen. Vi skal ikke udtale os om den sceniske Side af Sagen – den faar ligge for andre Penne – men det forekommer os, at der endnu er et Punkt ved Stykket selv, som kunde fortjene lidt mere Opmærksomhed, end ialfald vi har set, er bleven det tildel. Det er Spørgsmaalet, hvad forstaaes egentlig ved «de hvide Heste»? Hvad har Ibsen ment med dem?
Den, som er lidt hjemme i den Ibsenske Digtning, vil vide, at den har en fremtrædende Tendens til at forme sig i Symbolik. Det ligger i Digterens abstrakt idealistiske Tankegang, dette, og er noget, som er eget for hans Genius overhovedet.
Vi skal begynde med et Par Exempler.
I det lille Digt i hans lyriske Digtsamling «Edderfuglen», et Digt, der handler om en stakkels Søfugl af dette Navn, hvis Rede Skipperen har plyndret tre Gange og derved tilsidst tvunget til at forlade Reden – i dette Digt er Fuglen Henrik Ibsen selv. Enhver, som kjender det mindste til hans Historie hertillands, navnlig den Del af denne, der hører sammen med hans første Optræden paa Forfatterbanen, ved meget vel, at han her har nedlagt alle sine Erfaringer til den Dag, det begyndte at lysne lidt mere for ham, eller, hvad vi efter den Vending, hans Livsudvikling overhovedet har taget, ogsaa godt kan sige, det er hans Liv indtil Dato. Edderfuglen er overhovedet den dybe, tungsindige Mand, hvem Tiden mere og mere «ribber for», det er, afklæder alle hans Idealer.
I «Vildanden», har man ogsaa «en Fugl» igjen, netop den, som har givet Stykket dets Navn. Ogsaa her har man spurgt, hvad skal denne være til? Den er kort og godt hele Stykkets Indhold, eller det, Forfatteren vil have sagt Verden: hele Sulamitten, kunde vi fristes til at sige, er «vingeskudt». At Nutidens Mennesker er sunken ned til at blive saadanne ynkelige, viljeløse og kraftløse Stakler, som de, der udgjør Persongalleriet i dette Verk, har sin Grund i, at alle er «vingeskudte», alle knyttede ved et eller andet synligt eller usynligt Baand til Tilværelsen, der hindrer vor «Frigjørelse», som det heder med et Udtryk fra det sidste Arbeide, eller vi har – det være nu ad hvilken Vei, det være vil, modtaget en Skavank, der hindrer al fri Udvikling. Vi kan derfor trygt sige, at denne forskudte And, der flagrer som et Slags memento mori henover alle Digtets Personer, eller henover Samfundet i dets Helhed og siger, som saa: «Du kan gjerne lade være at forsøge paa at flyve – I kommer saa ingen Vei alligevel!»
Fremdeles et Exempel.
Ibsen skrev for nogle Aar siden et Digt, «Liget i Lasten». Vi skal ikke gjengive det i dets Helhed, men kun minde om, at Seileren aldrig faar Fart, han gaar med et Lig i Lasten. Her har vi Vildanden igjen, eller for at holde os til Tidsfølgen for Arbeidernes Fremkomst – her er Vildanden ligesom profeteret. Den moderne Civilisation eller al Civilisation overhovedet kan aldrig tage Fart, mener Ibsen, alle Reformationsbestræbelser er fuldstændig frugtesløse, vi seiler med et Lig i Lasten, kort og godt, efter dette Billede som efter det forrige, dæmonisk bundne ved Kræfter, hvorover vi Mennesker selv ikke er Herre. Derfor faar vi aldrig Vind i Seilene.
Selve Titelen «Gjengangere» i Digtet af samme Navn peger jo i samme Retning, og her er der jo ogsaa i sin Helhed foretaget en Kadavervisitation, eller hvad vi skulde kalde det, af det menneskelige Samfund, og Liget er ligesom opløst i sine enkelte Faktorer, eller hvad der vil sige det samme: det ene Lig er bleven til en vild, uhyggelig Flok Dødninge, der alle sammen viser, hvor frugtesløst det er at arbeide mod «Sol og Sommer», thi vi er saa bundne alligevel. I Parenthes bemærket, hele den Ibsenske dæmoniske Uhygge ligger i alt dette.
Men saa kommer vi til «de hvide Heste».
Læseren vil have forstaaet, at disse hører sammen med hvad vi allerede her har talt om. Det er Vildanden, Liget i Lasten, osv. i en ny Udgave, kun med den Forskjel – om man overhovedet vil lægge noget deri – at her har det dæmoniske faaet, om jeg saa maa udtrykke mig, en lidt lysere Farve og er maaske ogsaa lidt dybere udtalt end paa de sidstnævnte Steder, men egentlig talt ligger heri vist ingen Ting. Det hele er nærmest Udtryk for Digterens Trang til at give, hvad der «spøger» inde i hans Sjæl, en ny Form. Forresten hænger dette saa afgjort sammen med Ibsens Digternaturs Eiendommelighed, at vi maa næsten sige, at havde disse «hvide Heste» manglet, vilde Ibsen i dette Arbeide ikke været Ibsen. De indeholder kort og godt et meget væsentligt Bidrag til Forstaaelsen af hans eget Selv, de «gaar og kommer» i hans Sjæl som Dele af det Slægtsliv, eller hvad vi for det første skal kalde det, hvortil ogsaa han er bunden, men som han for enhver Pris agter at frigjøre sig for. Han er den norske Vilje, som vil storme Himlen – tænke paa «Brand» og «Julian»! – men maa falde foran de «hvide Heste», – «den Vilje som vaager og holder Vagt», og foran hvilket tilsidst alt maa give sig.
Der ligger noget meget dybt i dette, og hvad der maaske er det aller interessanteste, det yder et Indblik i et Sjæleliv, et Sind, som – ja, lad os ikke tale om det, man kan kun føle Medynk med den store Digter og hans store sjælelige Lidelser, naar vi tænker derpaa.
«De hvide Heste» hører altsaa med som en meget væsentlig Del af Digtet. De er vel Rosmersholms egentlige Genius og det er dem, som gjør, at alle disse Personligheder, som vi her gjør Bekjendtskab med, er at betragte som «svækkede paa Viljen».
At denne Opfatning af det symbolske Billede er den rigtige, og navnlig den, som I. selv synes at have lagt i den, fremgaar deraf, at det er Rebekka, den Personlighed, som særlig synes at nyde Forfatterens Sympathi, som baade oftest fører den i Munden og navnlig en Gang siger ligefrem: «Der gaar hvide Heste og spøger paa noget hvert Sted om os her, Madam Helseth», hvori det paa det klareste ligger, at Rosmersholms, det vil sige Samfundets, egentlige Genius er «de hvide Heste».
Det er de altsaa, eller med andre Ord: Samfundsfølelsen, Menneskets Trang til Sammenslutning, Forstaaelse og Samliv, Slægtskjærligheden, de historiske Traditioner og Idealer – alt dette, der er hjemlet i en vel saa absolut Trang i os som Trangen til «Frigjørelse», og som her ligger skjønt og dybt udtalt i Billedet med «de hvide Heste». Ja, man kan gaa endnu længere – og man ser, hvilken Kjæmpeaand denne Mand er! – Folkenes samlede Aandsliv, det samlende i Verdenshistorien, – Kristendommen med – tilsidst Verdensstyrelsen selv, alt dette ligger i «de hvide Heste».
Som man ser, ligesaa smukt som dybt og ægte Ibsensk udtalt.
Ligeover dette er Rebekka Modsætningen, den vilde Urkraft fra Finmarkens Kyster, der kommer herned for at kaste Mod og Ungdom ind i denne Slægt, der er knækket af Rosmersholms Genius, men – og det er Topmaalet af al Fortvivlelse – ogsaa hun knækkes af den samme Genius. Ogsaa hun maa gaa tilgrunde ligesom det Slægts- og Samfundsliv, som vi lever. Selv om vi vilde kalde de umiddelbare Polaraander ned, mener Henrik Ibsen, for at reformere dette Samfundsliv, som vi lever, vilde de ikke kunne holde Kampen ud. Ogsaa de vilde tilintetgjøres af Rosmersholm-Aanden.
Der har været talt og skrevet adskilligt om Digtets Anlæg, Bygning, Personernes klare Udformning, og nu i disse Dage om Opførelsen paa Scenen; mindre, synes det mig, har man været opmærksom paa, at Digtet er væsentlig symbolsk, eller om man har været inde paa Sagen, har man neppe draget denne fuldt ud frem. Man maa derfor endnu tillade mig at dvæle lidt specielt herved.
Ibsen digter, som det har været sagt, udenifra og indad. Ja, det er saa – det meste er Reflexioner over Mennesket, Samfundslivet, Gud, Verden etc. Disse sine Reflexioner iklæder han nu ad Digtningens Vei Kjød og Blod og lader dem repræsentere Meninger. Deraf blandt andet ogsaa den Kulde, som synes at hvile over mange af hans digteriske Personligheder.
Men derfor bliver ogsaa ethvert større Arbeide af ham en Præsentation af, hvad vi kunde kalde Tidens Filosofi, eller en Bæren op paa Bredderne en Samling af alle de for Tiden i Samfundet raadende sociale, politiske og religiøse Anskuelser.
I Rosmersholm har vi saaledes kort og godt først hele det gamle Herresæde selv, hvis Aand er «de hvide Heste». Det er den gamle Kultur selv, saaledes som den staar der med sin mystisk-ideale Baggrund. Rektor Krol, den gamle klassisk-politiske Konservatisme, der ikke længere synes at forstaa nogen, Rosmer, der af Nutidskulturen – mon specielt af Kristendommen? – er bleven saa svækket, at han ikke længere er istand til at udføre en eneste ordentlig Handling, og fra hvis Side Ibsen altsaa er paa det rene med, at ingen Hjælp kan komme, – Mortensgaard, som ingen Idealer har, men som faar det til at gaa alligevel: den Del af Oppositionen, som «er ræd», – Brendel, den gamle Idealist, som har havt og tildels ogsaa har Idealer, men lever et Fortvivlelsens Liv for at blive dem kvit: de mange idealt anlagte Skibbrudne, hvoraf hvert Samfund jo nu daglig – desværre faar vi vel lægge til – faar flere og flere, og endelig Rebekka, den, som allerede anført, vilde Naturkraft fra Finmarken: altsaa den egentlige levekraftige Del af den frembrydende Opposition. Men summa summarum bliver nu altsaa det hele: Livet er, hvorledes man stiller sig, umuligt. Gaa til Krol, og det er umuligt, gaa til Brendel og det er umuligt, gaa til Mortensgaard og det er umuligt, gaa til Rosmer og det er umuligt, gaa til Rebekka og det er ogsaa umuligt, af den gode Grund, at hun er smittet af Aanden i Huset. Med denne Betragtning af Livet kan man jo altsaa heller ikke undres paa, at Digteren kommer til det Resultat, at den Maade at leve det paa, fører ubønhørlig til Mølledammen. Det er den gamle Sætning, som spiller op: Sørger I for Vand til Verdensmarken, jeg lægger glad Torpedo under Arken.
Det kunde nu være mangt og meget at sige til dette, navnlig til denne «djævelske» – faar vi vel kalde det – «Frigjørelses» Forhold til Kristendommen og den Frihed, som jo ogsaa saa loves Mennesket. Fremdeles kunde det være interessant at fordybe sig i det Spørgsmaal, om H. I. ved dette Arbeide virkelig repræsenterer Menneskeslægtens allerinderste Begjæring, eller om ikke blot en øieblikkelig Fase i dens Udvikling, men vi tør ikke lægge Beslag paa vore Læseres Opmærksomhed mere. Vi har talt om «de hvide Heste» og det var det, vi nærmest havde til Hensigt.