Kristiania Teater. Endelig kom da Tirsdag Aften den længe forventede Nyhed, Ibsens «Rosmersholm». Opførelsen var smuk og vor store Dramatiker værdig; den kastede ogsaa paa adskillige Steder et nyt Lys over dette mærkelige Skuespil, skjønt den ikke var istand til fuldstændig at klare dets dunkle Punkter eller at forsone os med dets trøstesløse Livsbetragtning.
For Skuespillerne har vi ikke andet end Ros; som sædvanligt, naar vore store Forfattere fremføres, havde de opbudt al sin Evne, og det var lykkedes alle de optrædende af sine Roller at forme virkelige Personligheder med Kjød og Blod. Hammer gav den ædle, fine og veke Rosmer med stor Adel og Skjønhed, og Rebekka fremstilledes af Frøken Sofie Reimers, i Forhold til Rollens uhyre Vanskelighed, efter vor Mening ligefrem beundringsværdigt. Hanssens Rektor Kroll var kanske lagt en Smule for lavt, ligesom han var noget ustø i sin Sprogbehandling, men det var alligevel en vellykket Type paa en af disse trangbrystede, reaktionære Latinskolemænd, hvis Fanatisme øges i samme Forhold som de forlades af sine mest begavede Elever. Klausens vestlandske Redaktør Mortensgaard var en ren Perle af naturtro og behersket Komik. Og ikke minst fortjener Reimers som Ulrik Brendel og Frøken Parelius som den gamle Husholderske at nævnes med Anerkjendelse. Som Helhed var Forestillingen en Fest, og Publikum var i Feststemning.
Stykket var sat i Scene af Bjørn Bjørnson, der havde ledet Indstuderingen med sædvanlig Dygtighed og utrættelig Energi.