Anonym anmelder i Bergens Stiftstidende

Herr Henr. Ibsen gav i Søndags tilbedste Førstegrøden af sit dramatiske Forfattertalent i Eventyrkomedien «Sankthansnatten», med Nisse, Huldre og hvad der forresten foregaar inde i Hougen Sankthansnatten af «nationale Dandse» mellem Vætter og Huldrer, Kjærlighedsscener mellem Fjeldkongen og liten Karin m. m.

De til disse Tableauer ved Herr Sørvig malede nye Dekorationer vare særdeles heldigt udførte og svarende til de Forventninger, man har havt om denne unge Theatermaler.

Efter hvad vi erfare, skal Stykket kun gaa en Gang til for dennesinde, nemlig imorgen - den 5te. Det skal allerede være indsendt til Opførelse i Christiania.

Skjønt dette originale Arbeide ved sin første Opførelse ikke nød den Modtagelse som «Et Vidne», saa er det dog vor Formening, at det staar langt over «Den første Jøde« som ifjor duperede vort Publikum med en Hovedrolle paa daarligt Tydsk, endeløse Fortællinger i Kancellistil, og Sange, der passede til Æmnet som det femte Hjul til en Vogn.

«Sankthansnattens» Ide og Handling er nok forblevet staaende noget paa det Uklare for Publikum, som ved Teppets Fald syntes lidt konsterneret, men vi betvivle ikke, at den anden Opførelse paa Onsdag vil give Forfatteren et mere fyldestgjørende Resultat, især dersom det gives for et ligesaa fuldt Hus som i Søndags. Mange maatte nemlig gaa tilbage uden at erholde Entré.

Stykkets Prolog lyder saaledes:

Hvor vi gaa paa Livets Vei
Følger os et Ord, som binder
Mangen blaa Forglemmigei
I vor Krands af gamle Minder -
For vor Længsel, for vort Savn
Staar det som en stille Trøster,
Hviskende med kjendte Røster; –
Dette Ord er Hjemmets Navn.

Saa Du ei, hvor Svalen drog
Seent om Høst mod Sydens Sommer?
Men til næste Foraar dog
Atter den til Norden kommer.
Reden, hvor dens Moder sang,
Kan den aldrig mer forglemme;
Didhen af en lønlig Trang
Drives den: der har den hjemme.

Færdes Du paa fremmed Strand, -
Fly`r din Længsel over Havet
Mod det kjære gamle Land,
Fjernt bag Bølgerne begravet.
Didhen, hvor din Vugge stod,
Vandrer Du i vaagne Drømme,
Bytter gjerne Druens Blod
For en Drik af Fjeldets Strømme.

Sidder Du en Vinterkveld
Ensom paa dit stille Kammer,
Øsende af Mindets Væld,
Stirrende i Ovnens Flammer; -
Stævner ikke Tankens Flugt
Mod den gamle Ammestue,
Hvor Du engang fromt og smukt
Sad som Barn ved Arnens Lue?

Og din Barndoms Eventyr
Og de gamle Melodier,
Som i Livets Larm og Styr
Under Glemselskaaben tier, –
See, de stige atter frem,
Minde Dig om svundne Dage,
Medens dine Tanker drage
Til det stille Moderhjem.

Hjemmets Magt, som i vor Barm
Trofast følger os til Graven,
Raader ogsaa stærk og varm
Som en Sol i Kunstnerhaven.
Skal en Blomme trives der,
Hjemlig Jordbund maa den favne;
Ellers vil sit Farveskjær –
Blommens bedste Pryd – den savne.

Og hvor er ei Hjemmet rigt?
Som en Hæk med Roser røde,
Som et fromt og deiligt Digt
Bølger Livet os imøde.
Er ei Folkets stille Færd
Høit i Li og dybt i Dale
Billeder, som vel er værd,
At en Kunstnerhaand dem male?

Sydens Slette pranger vel
Med Oranger og Plataner,
Men paa Nordens stolte Fjeld
Voxe dog de ranke Graner
Er ei deres Hvælving lun,
Har den ikke Duft og Skygge?
Hvi skal Kunsten sit Paulun
Blot i Sydens Lund da bygge?

Sæterjentens klare Lur
Klinger i de grønne Lier;
Huldren slaar i Fjeldets Ur
Klagelige Melodier.
Vaarliglet er Jentens Bryst,
Huldrens Barm har Længsler stærke -
Denne Kval og denne Lyst
Er just Folkesindets Mærke.

Og blir Barmen os for trang,
Kan den ei sin Fylde gjemme, -
Maa vi lette den i Sang;
Fryd og Vemodssuk faa Stemme.
Da vi søge Kunstens Hjem;
Thi det er jo der, at Folket
Kræve kan sit Liv fortolket
Og forklaret stillet frem.

Men det er ei hver en Fugl,
Som fik Lærkens Skjaldetunge,
Og den prøver fra sit Skjul
Dog saa godt den kan at sjunge.
Tag med Skaansel da imod,
Hvad iaften her Dem bydes;
Husk, at ikkun Fod for Fod
Kan en Kunstnerbane brydes!

Herr Ibsens nye Stykke «Sankthansnatten» gik igaar for anden Gang over Scenen. I sin Heelhed maa det betragtes som et mindre vellykket Produkt, skjønt det har flere smukke Enkeltheder. Vi skulle senere tale noget mere derom. At det nu ikke gouterer Publikum, viste de tomme Bænke. Foruden «Sankthansnatten» opførtes «En Søndag paa Amager», et Stykke, der har gaaet for ofte til længere at kunne trække, uagtet Hovedrollen gives godt af Jfr. Johannesen. At en Skuespiller, især en komisk, let kan komme til at overdrive sin Rolle, hænder ofte, men undertiden kan det skje vel stærkt. Det var Tilfælde med Herr Bruun igaar, der rigtig slog Gjækken løs. Endeel af Publikum kan saadan Kommers nok more, men Herr Bruun er altfor god Kunstner til at ville opvække Latter paa Smagens Bekostning. Herr Bruun er en sand Komiker og behøver ikke at gjøre Løier.