Anonym anmelder i Aftenposten

Paa Kristiania Theater opførtes igaar for første Gang Henr. Ibsens Skuespil «Samfundets Støtter» for udsolgt Hus, efterat et ikke saa ubetydeligt Antal Tilskuere, hvoriblandt Repræsentantskabets Medlemmer med sine Damer, Medlemmer af Pressen m. Fl., allerede Dagen forud efter Indbydelse af Direktionen havde havt Anledning til at overvære Generalprøven. Skjønt Stykket allerede i længere Tid har foreligget trykt og saaledes tør ansees bekjendt for en stor Del af vort Publikum, havde dog dette, som man jo ogsaa kunde vente, indfundet sig særdeles talrigt for at overvære vort Theaters første Opførelse af dette nationale Digterverk, som, efter at have gjort sin Runde over saamange af Europas større Theatre, nu endelig ogsaa har naaet frem til vor egen Scene, ved at Forfatteren omsider har tilbagekaldt det Forbud, som han i sin Tid nedlagde mod dets Opførelse paa Kristiania Theater. Vi tro heller ikke, at Forfatteren vil have Grund til at angre dette Skridt. Theatret har Ære af sin Opførelse af «Samfundets Støtter,» og Stykket vandt igaar en afgjort Succes. Allerede efter første Akt brød en Bifaldsstorm løs, som først stansede, da Lona Hessels Fremstillerinde, Fru Wolf, havde vist sig for Publikum, og Bifaldet gjentog sig hyppigt og livligt under hele Forestillingens Gang. Efter anden Akt fremkaldtes saaledes samtlige Spillende, og ved Forestillingens Slutning lød en stærk og vedholdende Applaus, hvorefter paany først Tutti viste sig; derpaa efter speciel Fremkaldelse Hr. Gundersen og Fru Wolf og endelig Hr. Joh.s Brun, som i denne Hyldest ikke alene modtog en Tak for sin vakre Udførelse af Skibsbygger Aunes Rolle, men ogsaa for den fortræffelige Iscenesætning af Stykket, der skyldes denne Kunstner. Idet vi forebeholde os en senere udførlig Omtale af Stykket og dets Udførelse, skulle vi idag indskrænke os til at notere, at denne som Ensemble betragtet var vellykket, og godtgjorde, at samtlige Spillende havde ofret Studium og Flid paa sine Opgaver, om end ikke alle disse bleve løste med lige stort Held, ligesom der ogsaa var lagt megen Omhu paa Udstyr og Iscenesætning. Af de Rollehavende skulle vi først og fremst nævne Hr. Gundersen, fordi Konsul Bernicks Parti er Stykkets Hovedrolle, fordi Hr. Gundersen virkelig indtager en fremragende Plads i Ensemblet ved sin dygtige Udførelse af denne Rolle, der turde have frembudt saa meget større Vanskeligheder for ham, som den unegtelig har mange Berøringspunkter tilfælles med en anden af hans bedste Roller vi sigte til Grosserer Tjelde i «En Fallit» hvori han just i disse Dage paany har optraadt. Hr. Gundersen har dog forstaaet at give hver af disse Roller sit karakteristiske Særpræg, og Bernick bliver i hans Hænder til en helstøbt Personlighed, som paa ethvert Punkt vinder Tilskueren Interesse. Vi skulle dernæst specielt nævne Fru Juell for hendes smukke og sympathetiske Spil som Dina Dorf; fremdeles Hr. Reimers som Johan Tønnesen og Fru Wolf, der gjorde megen Lykke som Lona Hessel. Blandt dem, til hvem Stykkets mindre Roller ere anbetroede, fortjener Hr. H. Brun Ros for den Figur, han har skabt af den skinhellige Kjøbmand Vigeland; der var noget nationalt typisk i denne Figur, og det lod ogsaa til at Publikum fornøiede sig over Bekjendtskabet. Vi ville haabe, at alt det Arbeide, som der fra Theatrets Side viste sig at være ofret for at give Stykke en værdig Opførelse, ogsaa maa blive paaskjønnet af Publikum efter Fortjeneste, og at «Samfundets Støtter» ialfald maa blive en god Støtte for vort Theater.

I en Tid, der i det Hele taget ikke kan opvise nogen særdeles rig dramatisk Produktion af blivende Værd, og i en Sæson, hvor vort Theater heller ikke har havt Anledning til at byde Publikum meget nyt, maatte det være en Selvfølge, at Opførelsen af Henr. Ibsens nyeste dramatiske Arbeide vilde blive omfattet med en mere end almindelig Interesse. Allerede i Slutningen af forrige Aar bragtes det til Publikums Kundskab, at Forfatteren omsider havde besluttet sig til at hæve det Interdikt, som han, da Stykket endnu var en Nyhed, havde nedlagt mod dets Opførelse paa vor nationale Scene, og at Prøverne vare begyndte. Saa afbrødes disse pludselig ved Hr. Bruns langvarige Sygdom, og først i disse Dage har Theatret endelig seet sig istand til at faa Stykket bragt frem til Opførelse. I og for sig kan jo Stykket nu ikke længere kaldes en Nyhed, det har i lang Tid foreligget trykt og tør forudsættes læst af de fleste, ligesom det allerede har gjort sin Runde over en stor Del europæiske Theatre. Det er bleven gjort til Gjenstand for Granskning og Kritik, og saa forskjellige have de fra de forskjellige Hold udtalte Domme lydt, at medens Stykket af enkelte er bleven karakteriseret som et Mesterverk, have igjen andre, exempelvis tyske Kritikere, for hvem den norske Literatur naturligvis har været et fuldstændigt terra incognita, udtalt som sin Formening, at Stykket for at være et Begynderarbeide, ikke er uden Fortjenester. Begge disse i saa høi Grad divergerende Domme turde dog være lige misvisende. Skjønt Stykket i det hele taget slutter sig til Forfatterens nærmest forudgaaende Digtning saavel i Form som i Indhold, vil dog enhver, der er fortrolig med den Ibsenske Digtning, i dette hans sidste Arbeide finde mangt og meget, hvorpaa man ikke rigtig kjender Digteren igjen. Man har været temmelig enig i at betragte Stykket som betegnende et ialfald delvis nyt Stadium i hans digteriske Udvikling, om hvorvidt det ogsaa betegner et afgjort Fremskridt har derimod Meningerne været delte. Henrik Ibsen har, som bekjendt, fra det Tidspunkt af, da han siges at have fundet sig selv som Digter, fra den Tid af, da han synes at være kommen til Klarhed over sin digteriske Begavelses rette Natur og Væsen, i sin Digtning stillet sig polemisk ligeoverfor Samfundet og da specielt det norske, og gjennem en Række Verker, bag hvilke man har mærket en stærk bevæget Sjæl og en dybtfølt Indignationens Harme, som paa samme Tid har givet dem en sund om end ofte saarende Bitterhed og en skarp umiddelbar Friskhed, draget tilfelts mod dets Skrøbelighed og Usseldom. Hvad der paa den anden Side er bleven anført som disse Arbeiders væsentligste Mangel er det poetisk utilfredsstillende Totalindtryk, som de have efterladt, deres gjennemgaaende negative Karakter, der ikke paa noget Punkt lader en fyldig positiv Livsanskuelse bryde igjennem og komme tilorde; at Digteren kun har havt Syn og Tanke for Skrøbelighederne og Skjævhederne, over hvilke han slynger Satirens Svøbe, men samtidig ingen Lægedom at byde, og at man bestandig har følt Savnet af det høiere Sandhedsideal i hans satiriske Digtning. I Digterens sidste Arbeide synes der derimod at raade en mere forsonende Aand. Satiren er her mindre skarp og ætsende end i hans umiddelbart foregaaende, og skjønt han ogsaa her stiller sig paa Kampfod ligeoverfor Samfundet og retter et straffende Slag mod dette, har man dog samtidig Følelsen af, at han selv denne Gang har naaet frem til et friere Standpunkt, at han selv agter at sige det sidste Ord og ialfald aabne os Udsigten til, hvorfra det forløsende Middel er at vente, om dette ogsaa vil vise sig fuldkomment effektivt i reformerende Retning er en anden Sag men man faar i al Fald en mere levende Fornemmelse af den blivende Magt i Kraft af hvilken Angrebet sker, end tidligere, hvor Digteren saa at sige selv stod midt oppe i det Samfund, han revsede og uden selv at ville tage Parti.

Hovedfiguren i «Samfundets Støtter» Konsul Bernick, er den rigeste og mægtigste Mand i den lille norske Kystby, hvortil Handlingen er henlagt; under hans Vilje bøie alle de andre sig, fordi han i sit Samfunds Øine og tilsyneladende med fuld Føie gjælder for at være uden Plet og Lyde; hans Hjem gjælder for at være et Mønsterhjem og hans Færd for en Mønsterfærd. Men al denne Herlighed staar paa en gyngende Myr, fordi Bernicks udvortes Agtelse fra først af er baseret paa en Løgn. Et Spørgsmaal paatrænger sig her strax: «Er Samfundet medskyldig i en Mand som Bernick»? Ja, ganske vist, synes Forfatteren at mene; thi det er jo netop dette Samfund selv, som ved sin Skinhellighed og sin Pukken paa moralsk og udadlelig Vandel har opelsket og fremkaldt Løgnen. Men det første Feiltrin drager nu Fordærvelsen gradvis efter sig. Paa Fundamentet af denne første Løgn tvinges Konsul Bernick senere da han forlængst troede den glemt og sin Stilling sikker, gjennem en Indgriben af en hel Del ydre tilfældige Omstændigheder, at hobe Brøde paa Brøde, indtil han endelig pinet af Samvittighedskval og følende den straffende Nemesis over sit Hoved, halvt viljeløs drives til at gaa til Bekjendelse, og til netop i det Øieblik, da hans Medborgere under Feststemningens Jubel bringer ham sin Hyldest, at skrifte sin Synd. Men hvortil vil saa dette Skriftemaal lede? Det kan maaske virke befriende og sonende for den enkelte; selv siger jo ogsaa Bernick, at han føler, at han efter denne Tilstaaelse kan blive ung og sund igjen, men vil han ogsaa have det i sin Magt gjennem sin Tilstaaelse at give Samfundet den samme Fornyelsens og Gjenfødelsens Daab? er det antagelig, at hans Forbundsfæller DHrr. Vigeland, Rummel og Sandstad ville følge hans Exempel, vil hans Medborgere forstaa at skatte og godkjende hans Omvendelse, og kan man, naar Tæppet falder, gaa hjem med den faste Overbevisning om, at der fra nu af idet mindste i en liden norsk Kystby, vil findes et Samfund, der kan opstilles som et Mønstersamfund, et Samfund, hvori «Sandhedens og Frihedens Aand» disse to Elementer, der ifølge Stykkets Slutningsreplik skal være ethvert Samfunds sande Støtter vil flytte ind og fæste Bo? Denne Replik indeholder visselig en i og for sig ubestridelig Sandhed, og man føler ganske vist med Lona Hessel, i hvis Mund den er lagt, en Trang til at lufte op i disse snevre og egoistiske Forhold, men mon ikke Humorens sunde og befriende Latter skulde vise sig at være et mere virksomt Middel end en Moralprækens tunge Salvelse, al den Stund de fordærvelige, den gode og sande Borgeraand kvælende, Elementer dog for en stor Del ikke synes at stikke synderlig dybere end i Sladdervorenhed sminket Dydsirethed og en filistrøs Vedhængen ved Vedtægter og Former.

Naar vi stilles ligeoverfor et nationalt, originalt Arbeide, er intet rimeligere end at vi spørge os selv: kjende vi os selv her igjen? er dette her skildrede Samfund vort Samfund? gjenkjende vi os selv i de her handlende Personer, saa at vi, om end med blandede Følelser, maa indrømme, at de er Kjød af vort Kjød og Blod af vort Blod. Svaret vil i det foreliggende Tilfælde blive baade Ja og Nei. Naar vi fra Konsul Bernicks prægtige Havestue ser udover den trange Gade med de smaa enetages Huse, naar vi høre den megen Tale om Skibsværfter, Skibe og Matroser, saa mærker vi ganske vist, at en hjemlig Duft slaar os imøde; vi gjenkjende kanske ogsaa os selv i de for de moralsk Fordærvede arbeidende Damer, ligesom vi ogsaa i de enkelte af de andre optrædende Personer møde nationale Typer; vi faa høre mange træffende Sandheder, som ogsaa vort Samfund kan have godt af at tage sig til Eftertanke; men paa den anden Side er der ogsaa adskilligt for vore lokale Forhold fremmedartet i Stykket adskilligt vi ikke kunne ialfald fuldtud vedkjende os som særligt norsk. Specielt gjælder det for Hovedpersonens Vedkommende, at han ligesaameget tilhører alle Samfund, som det norske. Han staar paa en Maade som Repræsentant for al den Egoisme og Løgn, der kan huses under det moderne Kulturlivs ydre Sminke, men derved er han ogsaa rykket ud over de af Nationalitet og specielt lokale Forhold optrukne snevrere Grænser. Dette forhindrer dog naturligvis ikke, at vi kunne anerkjende denne Karakter, som en i mange Henseender fortræffelig psykologisk Skildring, om vi end maa medgive, at her tildels er brugt stærke Farver, ja Forfatteren kan vel siges i dette Stykke at have lagt Hovedvegten paa det psykologiske gjennem den betydelige Plads, han har indrømmet Hovedpersonen, tildels rigtignok, som det forekommer os, paa det Heles Bekostning som et socialt Billede betragtet.

I teknisk Henseende udmærker «Samfundets Støtter» sig ved de samme Fortrin, som Ibsens bedste dramatiske Arbeider er i Besiddelse af den forstandige Ordning af Grupperne, den effektfulde Aktafslutning og den stedse stigende Interesse i Handlingens Gang og Udvikling, omend enkelte Scener ikke kan frikjendes for en noget uforholdsmæssig Bredde. Som fornemmelig vellykkede Partier skulle vi nævne den fortræffelige Expositionsscene, den effektfulde Slutningsscene i anden Akt og den smukke og stemningsfulde Scene i fjerde Akt mellem Lona Hessel og Frk. Bernick, efterat Johan Tønnesen og Dina Dorf har taget Afsked for at begive sig ombord paa «Palmetræet», samt endog de Scener i samme Akt, der gaa umiddelbart foran for Festtogets Ankomst, og hvori man er Vidne til den Sjæleangst, Konsul Bernick gjennemgaar og hvorved han paa en Maade tvinges til at gjøre den tidligere omtalte Tilstaaelse ligeoverfor sine Medborgere. Ligeledes er Stykkets Dialog baade formfuld og pointeret, om den end ikke eier den satiriske Slagfærdighed som man kjender fra enkelte af Digterens tidligere Arbeider og fornemmelig fra «De Unges Forbund».

Det siger sig selv, at et Stykke som «Samfundets Støtter» maa byde vore Skuespillere baade interessante og taknemmelige Opgaver, om end ikke alle Roller afgiver et lige bekvemt Stof til Formning af typiske Figurer. Dette sidste gjælder fornemmelig for Hovedpersonens Vedkommende, der, som ovenfor bemærket, er holdt vel almindelig og abstrakt til at kunne afgive ret mange Momenter for Skuespilleren til en fyldig og udpræget Karakterfremstilling. Hr. Gundersen har imidlertid Fortjenesten af at have paatrykt Rollen et saavidt mulig karakteristisk Særpræg, at den overalt afvinder vor Interesse. Den lange Rolle er i Grunden temmelig ensformig, men Hr. Gundersen har med megen Dygtighed forstaaet at markere de faa Afskygninger, den frembyder; først den sikkre overlegne Optræden ligeoverfor sine Omgivelser; saa Egoistens ængstelige Omhu for ikke at tabe den engang vundne Position og endelig den Sjælekval, der tvinger ham til at gaa i sig selv og at bryde med Løgnen og Skinnet. Den anden af Stykkets Hovedroller, Lona Hessel, har i Fru Wolf en Fremstillerinde, som eier de fleste Betingelser for at kunne give Rollen saaledes, at den vinder den Sympathi, som Forfatteren øiensynlig har tiltænkt den. Naar vi ikke destomindre maa tilstaa, at vi have Indtrykket af, at denne Kvindeskikkelse ikke fuldtud kommer til sin Ret gjennem Fru Wolfs Fremstilling, saa turde det have sin Vanskelighed nærmere at betegne, hvori Mangelen stikker. Fru Wolfs Lona Hessel eier baade Lune, Friskhed og Djervhed, skjønt den sidste Egenskab nok tildels kunde være noget skarpere betonet, om vi end paa den anden Side anerkjende Fru Wolfs Bestræbelse for ikke at gjøre sig skyldig i Overdrivelse i denne Henseende; men hvad vi fornemmelig savner i Fru Wolfs Spil, er denne Karakterens noble Vederhæftighed, som hos Lona Hessel maa bryde frem og gjøre sig gjældende under hendes noget excentriske og med vore tilvante Forhold mindre overensstemmende Optræden, og som skal give hende Bemyndigelsen til at udslynge Ordet «Løgn» mod Bernick. Fremdeles tro vi, at Fru Wolfs Apparition maatte kunne være heldigere. Lona Hessels Kostume kan nok have et excentrisk, om man saa vil emanciperet Udseende, men smagløst kunne vi ikke indse, at det behøver at være, ligesaalidt som at hun under hele Stykket behøver at spadsere omkring i den Reisedragt, hvori hun kommer ligefra Dampskibet, paa hvilket hun, efter sin egen Fortælling, har reist paa anden Plads. Denne Bemærkning kan vistnok siges at være af underordnet Betydning, men det forekommer os dog, at der ved vor Scene ofte stødes an mod saadanne Smaating. Fru Gundersens Frk. Bernick savner noget af den Ro og det Alvor, som skal hvile over denne Kvinde; der er Enkeltheder i Rollen, som kommer meget smukt frem i hendes Spil, men Totalindtrykket bliver dog noget mat og udvisket. Heller ikke forekommer det os, som om DHrr. Klausen og Isachsen have fuldtud benyttet det Materiale, deres respektive Roller, Adjunkt Rørlund og Student Tønnesen, frembyder til Karaktertegning. Den førstes Adjunkt er en temmelig flad og lidet individuel Figur, og Hr. Isachsens Hilmar Tønnesen er heller neppe den af Digteren tænkte Figur. Der er vistnok et mere individuelt Præg over Hr. Isachsens Student end over Hr. Klausens Adjunkt; men vi savner dog det Træk af sygelig Blasserthed og den Afslappelse, som Dagdriverlivet i den lille Kystby synes at skulle være skikket til at fremkalde og som formentlig skal finde sit Udtryk i de mange «Ufer» i Tønnesens Mund, ligesom den megen Snak, han fører, om de «staalsættende» og de «oprivende Kampe» under denne Forudsætning vilde faa et mere komisk Relief. Hr. Reimers giver Johan Tønnesens Rolle med en velgjørende Ro og Naturlighed; man faar gjennem hans fint anlagte og vel gjennemførte Spil et Indtryk af det solide og paalidelige ved denne Karakter, der uvilkaarlig vækker vor Sympathi. Ligeledes er Fru Juels Fremstilling af Dina Dorf naturlig og tiltalende og hvad der glæder os at kunne sige fuldstændig befriet for det tilgjorte, som Fru Juel ikke altid formaar at frigjøre sig for, naar hun anvendes i Ingenue-Faget. Af de øvrige mindre Roller, der alle ere i gode Hænder, skulle vi særskilt nævne Hr. Johs. Bruns mesterlige Fremstilling af Skibsbygger Aune og den morsomme Figur, Hr. H. Brun havde skabt af Kjøbmand Vigeland.

For Ensemblets Vedkommende faar Stykket paa Kristiania Theater en særdeles heldig Udførelse, der afgiver et nyt Bevis paa, at man i Fremstillingen af vore egne Digteres Arbeider har at søge Maalestokken for, hvad vor Scene formaar at byde paa den moderne Komedies Felt.

«Samfundets Støtter» gik igaar for 11te Gang over Kristiania Theaters Scene, endnu altid for meget godt besøgt Hus, og det har saaledes virkelig vist sig at være et Kassestykke. Opførelsen af «Samfundets Støtter» hører ogsaa ubetinget blandt de bedste af Theatrets Præstationer, og Spillet har naturligvis ved de gjentagne Opførelser vundet yderligere i Sikkerhed og Rondør, ligesom vi ogsaa med Fornøielse have iagttaget, at enkelte af de Bemærkninger, som vi tillod os at fremsætte, dengang vi ofrede Stykket og Spillet en længere Omtale, for det sidstes Vedkommende ere blevne tagne ad notam. Specielt forekommer det os, at Hr. Isachsens Spil som Hilmar Tønnesen har vundet betydeligt siden Stykkets første Opførelse, idet Hr. Isachsen nu til den heldige og karakteristiske Maske, hvormed han allerede dengang optraadte, giver en efter vor Formening langt mere med Forfatterens Tegning overensstemmende Figur end tidligere var Tilfældet. At Stykket stadigt har vundet Publikums Bifald, siger sig selv, og det vil formentlig endnu en Tidlang kunne holde sig paa Repertoiret.