«Samfundets Støtter».
Naive Vignetter til poetiske Verker fra gamle Dage fremstillede ofte Skjalden famlende i Harpen eller om Pennen med opadvendt Blik, for i salig Forglemmelse af den usle Virkelighed at modtage Inspirationer fra det Høje. Med den moderne Literatur – idetmindste med Noget af det anerkjendt bedste af den – for Tanken kunde man være tilbøjelig til at foretage betydelige Forandringer i denne symbolske Attitude. Vore Dages Digter maatte heller afbildes med et mørkt, forskende Blik rettet detektivt paa det lave Nærliggende, paa Dagens Tummel, paa Menneskenes Færd inden Huse som ude paa Gader og Torve. Lyren og Plektret vilde heller ikke længer være passende Attributer, hvorimod et Mikroskop, en Dissektionskniv, en Vægterpibe mere træffende vilde kunne antyde Digtningens Karakter og Flugt. Sikkert er det, at Nutidens æstetiske Forfattere altfor gjerne sky de «højere Regioner», hvor Poeten fra en ældre Periode gjerne tyede op for paa Afstand at luttre sine Virkelighedsindtryk og for i olympisk Ro at kunne gjengive dem idealt forklarede. Selv en «ud af Virkeligheden grebet» Skurk i en forgangen Tids Dramaer og Fortællinger – og de mangle ingenlunde denne nu saa kostelige Indgredients – maatte ubrødeligen møde frem for denne højere Instans og fik sin Straf tilmaalt udelukkende med den poetiske Retfærdigheds Love for Øje. Under Læsningen af et moderne æstetisk Verk kan det derimod ikke saa sjelden hænde, at man betages af en lidenskabelig Interesse efter at erfare, om der ogsaa virkelig findes en Paragraf eller en Litra i den gjældende Straffelovbog, hvorefter Romanskurken uforbigjængeligen vil blive at fælde, hvis Sagen anmeldes for Politiet, eller om han vil gaa fri. Nu bliver jo Sagen i Almindelighed – som vi alle vide – ikke anmeldt, man vil undgaa Skandale, men hvorvidt den poetiske Retfærdighed imidlertid sker Fyldest, synes der at ligge mindre Magt paa. Overhovedet have Digterne i vore Dage aabenbart en anden Missjon end den tidligere at flette Himmelstiger for os arme Dødelige. Det indlade de sig ikke mere paa. Fra Parnas ere de lig en Flok Opdagelsesbetjente – sit venia verbo – pludselig faret løs paa Samfundet for at gribe det i Kraven og underkaste det et højst nærgaaende, inkvisitorisk Krydsforhør. Med deres gamle, lyse og lykkelige Tro paa Menneskeslægtens guddommelige Ophav er det rent forbi; de synes meget mere tilbøjelige til blandt «dunkle Urolds» Minder at ville fremdrage et ærværdigt, haardækket Ægtepar, i Toppen af et Træ som det ældste Tableau vivants paa Jorden. Endog Muligheden af en Fremadskriden til en forudsat højere Bestemmelse, Slægtens Forhold til Evighedsmaalet, synes de stærkt at ville betvivle. Endnu lade de nogle sidste Skikkelser med Forsagelsens Mod kjæmpe for de ideale Livsmaal, men i en meget forkommet og afkræftet Tilstand og gjerne indviet den visse Undergang, ialfald berøvet alle timelige Udsigter for en lykkelig Mennesketilværelse, medens derimod de onde Magters – om Forladelse, saadanne gives der egentlig ikke længere, – vi skulde sige – de daarlige Subjekters Triumf er nær forhaanden.
Nutidsdigtningen gaar især med stor Vrede løs paa de sociale Tilstande og de selskabelige Forhold, som Roden til alt Ondt. Efter deres Erfaring ere disse saa forkvaklede, at de ikke kunne levere andet end Vandskabninger af Mennesker, nærige Uselrygge, kolde Skurke (varme er bedre), Hyklere, Fantaster og andre Slags Skabhalse. Det er forsaavidt et ejendommeligt Træk, at Digternes brave Mennesker sædvanligvis fremstilles temmelig stedmoderlig udstyrede; det er nok, naar de ere ærlige og skikkelige Folk, gjerne med runde, røde Kinder, og de ere saameget lettere at besnære, som de, i Fortrolighed sagt, ere lidt – dumme. Dette kan jo være ironisk ment – de ere saa lykkeligt tykhudede og tykhodede, at de under saa usunde Tilstande som de nærværende ere mind re udsatte for at lide Skade paa deres Dyd og Uskyldighed. De daarlige Subjekter ere derimod Digternes Yndlinge; de ere meget finere og rigere udrustede Væsener og Hovedskurken ofte en genialt anlagt Natur. Skurken i ham er da væsentligst et Produkt af Samfundsforholdene. Kan gjerne være, men oprigtigt talt tro vi det ikke. Der gives neppe noget faldent Menneske, som ikke maa tilstaa for sig selv, at han fornemmelig er falden ved egen Skyld. Man gaar ikke saadan utilregnelig hen og bliver ganske uforvarende en Kjeltring. Hellerikke ere de sociale Forhold mere bagvendte, end at den Dygtigste kan komme ovenpaa, ja blive den Første, uden at han behøver at opgive sig selv og gjøre sig til Skjelm. De Fristelser, der lægges til Rette for disse moderne Skjæbnehelte og deres Kamp for ikke at (lade være at) bukke under for dem, er heller ikke synderlig egnet til at indgyde os Medfølelse med dem, naar den tragiske Konflikt indtræder. Vi kunne med et Ord ofte være fristet til ligeoverfor disse mørke, poetiske Virkelighedssyn at gjøre en ganske prosaisk Iagttagelse gjældende og at udbryde: Samfundet er dog bedre end sine Bagvaskere og Digteren har haft en ond Drøm!
Man kan snart sagt tage et hvilketsomhelst Værk af de ypperste og mønstergivende moderne Forfattere – vi tænke ikke paa dem, der dyrke den sandselige Skjønhedsgudinde – og man vil med den dybeste Beundring for Mesterskabet i Fremstillingen modtage et og det samme Indtryk af en oprevet, tvivlesyg, mistrøstende Aand, der til Højtid opliver os med Spot eller med en Latter, der ikke kan betegnes som hjertelig eller hjerteglad. Deres Bøger sluges med Begjærlighed af Tusinder og deres Navne staa højt i Tidens Kurs, men der er neppe en af dem, som man lægger fra sig uden bagefter, og naar den æstetiske Fortryllelse er veget, at føle sig lidt fattigere paa det bedste, man ejer, og lidet rigere ved det, de gav til Gjengjæld, – indtil man har glemt det Hele. Nu den Proces gaar forøvrigt hurtig nok for sig. Selvopholdelsesdriften skyder det modtagne indstinktmæssig atter fra sig, selv om man ikke gjør det med klar Bevidsthed.
Men Digterne give jo kun, hvad de selv modtage. Deres Verker ere jo poetiske Reflexer af, hvad de have seet og oplevet i den Virkelighed, der omgiver dem. De løse kun efter bedste Evne de Opgaver, som stilles dem. Vi høre hver Dag gjentage, at dette er en Gjæringens og Opløsningens Periode, at de gamle Ankerfæster overalt begynde at svigte, at Samfundet, rent ud sagt, er kommet i Drift. Hvor det driver hen, ved Ingen, om det bliver totalt Forlis eller let Havari hellerikke. Men derom synes alle enige, at det er en ussel, lumpen og løgnagtig Tid, den, vi lever i. Det er denne utilfredsfyldte, feberhede Atmosfære, Digterne indaander, det er fra denne «Virkelighed», de berige sin Fantasi og sin Følelse med Indtryk. Derfor prædike de ogsaa Dagens dybe Skepsis med al den Veltalenhed, de evne, og levere glimrende Illustrationer til dens Fortolkning lige ud af Livets ramme Realitet. Forsaavidt Opgaven er denne, løse de den beundringsværdigt. Men Spørgsmaalet er rigtignok, om der ikke foreligger et ganske andet og højere Hverv, som her svigtes, det at vise os, at Tidens store Problem dybest bunder i det Religiøse, og at den Kraft, der skal bringe Frelse og Befrielse, alene kan øses af Evighedskilderne, der dog vel endnu ikke ere ganske udtørrede i Menneskenes Hjerter.
Vi betænke os ikke paa at henføre Henrik Ibsens nye Stykke, «Samfundets Støtter», til den Art Nutidsdigtning, som vi ovenfor har søgt at karakterisere i faa Træk og under Et. Naar man har læst det og lægger Bogen fra sig, har man modtaget en Fylde af, hvad man kunde kalde – oprivende friske Indtryk. Men man føler sig unægtelig tillige en Smule – mørbanket og sidder noget forbløffet tilbage. Man kunde fristes til af Hr. Hilmar Tønnesen at laane et oprigtigt ment «Uf!» uden med Rette at kunne beskyldes for at være en altfor nervøs eller affekteret Person.
Er det virkelig «vore egne Vinduer», vi kige ind af udenfor Konsul Bernicks Hus? Er det et Livsbillede, der tro afspejler mønstergyldige sociale Tilstande i Norge? Kjende vi os igjen og føle vi os som hjemme? Vi ere klart nok paa Højden af den norske Kyst, vi se Skjærgaard og Skibe udenfor og Havet skjære ind mellem de lave graa Aaser til den lille driftige, men samfundstrange By, hvor Konsul Bernick residerer i al sin Glands og hvor Egennytten leverer Texten til Patriotismens eller Lokalinteressernes Melodier. Slige «Samfundets Støtter», der højt tage Æren og hemmelig Profiten med paa Kjøbet, findes jo vistnok spredt over hele Verden. Men her have vi en hel Rede fuld af dem med tilhørende Drabanter i en ganske liden norsk Søstad og der er næsten ikke et skikkeligt Menneske at faa Øje paa, uden et Par Fruentimmer og en Adjunkt af forresten temmelig tvivlsom Kvalitet. Man kan paa en Maade sige, at det her er lykkedes Digteren i sin detektive Egenskab at anholde en hel By paa fersk Gjerning gjennem Paagribelsen af alle dens mest fremragende Repræsentanter. Redeligheden er egentlig kun repræsenteret af en kvindelig Slægtning, hjemvendt for moraliter at lufte op i den lille By fra – Amerika, hvor hun maa formodes at have haft rigelig Anledning til at studere «Samfundets Støtter» i alle Sortiments.
Konsul Bernick, Stykkets Helt og Hovedperson, er en ualmindelig stor Slyngel og dog en Mand, der til tout la reste fortjener vor højeste Agtelse. Det er denne Modsigelse Digteren har søgt at løse gjennem en Karakterudvikling som vi ville tillade os at sætte et Spørgsmaalstegn til. Vi nægte ikke, at den under visse Forudsætninger lader sig psykologisk deducere. Der er intet i og for sig modsigende i, at en Mand i fuld Nydelse af tilranet og tilløjet Herlighed og Storhed rammes af et pludselig Gjengjældelsens Slag, saa haardt, at det synes at skulle knuse ham, ihvorvel det kun bryder det Slagdække, som har lagt sig over en i Virkeligheden altid saaret og foruroliget Samvittighed, der nu griber Roret og lodser Personligheden gjennem Braat og Brænding ud i det rette Løb. Men Konsul Bernick? Viser han os Tegn til en saaret Samvittighed? Foruroliges han af noget andet, end af, at hans gamle slette Streger skulle komme ham i Vejen og forstyrre ham i hans nye slette Streger? Hans Forhold til Sønnen skal endelig under en forfærdelig Konflikt afgive det frelsende Moment. Men til en stærk faderlig Kjærlighed end sige nogen ensidig overstrømmende Følelse for Sønnen, have vi jo ikke tidligere mærket noget, endog i dette Forhold er det Bernicks Forfængelighed som skal tjenes, han ser i Sønnen kun Arvingen, der skal fortsætte Firmaet. Men lad gaa, – er Bernick end bleven en i den Grad forhærdet Mand, at han til Slutning ikke viger tilbage for rent forbryderske Midler for at fremme sine Formaal og frelse sin Stilling, saa skal det indrømmes, at Digteren med beundringsværdig Kunst lader ham selv nedkalde over sig selv en Nemesis, frygtelig nok til at knuse et Stenhjerte som hans. Saa langt kunne vi tro paa Forvandlingen, den er ikke psykologisk umulig. Men at denne samme Mand, der med sin snedige, fejge og slyngelagtige Færd heltigjennem vækker vor dybeste Foragt, i det afgjørende Moment gribes af den ærligste Selverkjendelse og besjæles af den mandigste Frimodighed, saaledes at Hr. Konsul Bernick skinbarligen staar med Palmer i begge Hænder ved Teppets Fald, det have vi ondt for at fordøje. Vi ere her meget tilbøjelige til at udbryde: Havde ikke Digteren ilet Konsulen til Hjælp, da det kneb for ham, saa var han, min Sandten, ikke sluppet saa godt fra det!
Hvorledes forholder det sig desuden med den moralske Bistand Bernick erholder af sin Ungdoms Veninde, den fra Amerika hjemvendt Frøken Hessel? Er det virkelig en saa kraftig Haandsrækning, at den er istand til at hale ham op af det Dynd, hvori han sidder til op over Ørene? Efter sin Hjemkomst faar hun lidt efter lidt Rede i alle Konsul Bernicks moralsk fortvivlede Affærer, – udvortes staar han endnu paa sin Æres Tinde, – og hun foreholder ham ganske vist i Begyndelsen, at det er lutter Løgn og skammelige Gjerninger altsammen. For hende er da Konsulen efterhaanden nødt til at gjøre flere og flere Tilstaaelser, han bekjender endog for hende sin sidste Slyngelstreg, – Indkjøbet af Ejendommen langs Jernbanen, der er den egentlige Drivfjeder til at han interesserer sig for dette Anlæg. Han maa være oprigtig mod hende for at faa hende over paa sin Side og bevæge Johan Tønnesen, som hun elsker med en Moders Hjerte, og over hvem Bernick har bragt Vanære, til at tie med, hvad der kan rense ham og sikre ham Dinas Kjærlighed.
Lader os høre lidt af Dialogen:
Konsul Bernick: « – – Kommer Sidebanen istand, saa er jeg Millionær; kommer den ikke istand, saa er jeg ruineret.»
Frøken Hessel: «Dette er vovsomt, Karsten.»
Konsul Bernick: «Hele min Formue har jeg vovet paa dette.»
Frøken Hessel: «Jeg tænker ikke paa Formuen; men naar det kommer for Dagen, at -»
Konsul Bernick: «Ja, der er Knudepunktet. Med det uplettede Navn, jeg hidtil har baaret, kan jeg tage denne Sag paa mine Skuldre, bære den frem og sige til mine Medborgere: se, dette har jeg vovet til Samfundets Bedste.»
Frøken Hessel: «Til Samfundets?»
Konsul Bernick: «Ja; og ikke en vil tvivle paa mine Hensigter.»
Frøken Hessel: «Da er her dog Mænd, som har handlet mere aabent, end du, uden Bagtanker, uden Sidehensyn.»
Konsul Bernick: Hvem?
Frøken Hessel: Naturligvis baade Rummel og Sandstad og Vigeland.
Konsul Bernick: For at vinde dem har jeg været nødt til at indvie dem i Sagen.
Frøken Hessel: Og saa?
Konsul Bernick: De har betinget sig en Femtedel af Udbyttet til Deling.
Frøken Hessel: Aa, disse Samfundets Støtter!
Konsul Bernick: Og er det ikke Samfundet selv, som tvinger os til at gaa Krogveje? Hvad vilde her skeet, hvis jeg ikke havde handlet i Stilhed? Alle vilde have kastet sig ind i Foretagendet, delt, spredt, forkvaklet og forfusket det Hele. Der er her i Byen ikke en eneste Mand, uden jeg, som forstaar at lede en saa stor Bedrift, som denne vil blive; hertillands er det overhovedet kun de indvandrede (!) Familier, som har Anlæg for den større Forretningsvirksomhed. Derfor er det, at min Samvittighed (!) frikjender mig i dette Stykke. Kun i mine Hænder kan disse Ejendomme blive til varig Velsignelse for de mange, som de vil skaffe Brød.
Frøken Hessel: Det tror jeg du har Ret i Karsten.
Johan Tønnesen: Men jeg kjender ikke disse mange, og mit Livs Lykke (Deres gode Navn og Rygte ikke at forglemme Hr. Johan Tønnesen) staar paa Spil.
Konsul Bernick: Dit Fødesteds Velfærd staar ogsaa paa Spil. Kommer der Ting op, som kaster Skygge paa min tidligere Færd, saa vil alle mine Modstandere med forenet Magt falde over mig. En Ungdomsubesindighed (!) udviskes aldrig i vort Samfund. Man vil gjennemgaa hele mit mellemliggende Liv (ganske vist, Hr. Bernick!!), trække tusinde smaa Begivenheder frem, tolke og tyde dem i Lys af det, som er kommet for Dagen; man vil knuse mig under Vægten af Rygter og Bagvaskelser. (Det behøves jo ikke). Fra Jernbanesagen maa jeg træde tilbage; og tager jeg min Haand fra den, saa falder den, og jeg er paa en Gang baade ruineret og borgerlig død.
Frøken Hessel: Johan, efter det, du nu har hørt, maa du rejse og tie.«
Her staar Konsul Bernick ved Vendepunktet af sin Skjæbne. Situationen er ligefrem oprørende. Efter at have afsløret sin usle Handlemaade for de tvende, beder han om, at de maa tie, fordi han tiltrænger sin «moralske Anseelse« til at iværksætte det nye Bedrageri, han vil øve mod det Samfund, hvis Støtte han er. Her maatte Indsigelsen om nogensinde komme afgjørende og ubetinget fra Frøken Hessel, hvis der skulde være noget Alvor med, at hun vilde redde sin Ungdoms Helt og lufte op. Men Indsigelsen kommer ikke. Dialogen fortsætter:
Konsul Bernick: Ja, ja Johan, det maa du.
Johan Tønnesen: Ja, jeg rejser og tier ogsaa; men jeg kommer igjen og da taler jeg.
Dette sætter Konsul Bernick sig imod med Hænder og Fødder og til Slutning udbryder han fortvivlet til Frøken Hessel: «Lona, du maa forhindre dette,» hvortil hun svarer: «Du ser det selv Karsten, – jeg har ingen Magt over ham længer.»
Nej, thi Frøken Lona Hessel er moraliter gaaet i Kompagni med Konsul Bernick og han har trukket hende ned til sig istedetfor at hun, som hendes Missjon lød paa, skulde være hans gode Engel, som standsede ham paa Afgrundens Rand. Men nu overskrider han Grændsen, han bliver en nederdrægtig Forbryder i Forsæt og Handling og det kan heller ikke siges, at det er Frøken Hessel, som redder ham paa et senere Stadium.
Hun holder vistnok nogle flere moralske Forelæsninger for ham, hun synes vel endnu at have Haab om, at han skal rejse sig, skjønt det er uforstaaeligt for Læseren, hvorfra hun øser dette Haab. Hun kan paa ingen Maade forudse, at den Skjændselsdaad, han hende uafvidende netop har begaaet, ved at lade «Indian Girl» sejle – et Vidnesbyrd mere om, hvor lidet hun har indvirket paa ham – , skal falde tilbage paa ham selv og endelig ryste hans Samvittighed til Selverkjendelse. Hun hjælper ham endog – vistnok uvillig – til at dække sin Stilling ved at overlevere ham de to Breve og Komedien med Borgernes Hyldning vilde uden Tvivl ogsaa have gaa et for sig med fuld Musik, om Sønnen Olaf ikke i sidste Øjeblik havde faaet det Indfald at ville sejle til Amerika for at unddrage sig den haardhjertede Fader. Det er derfor ikke ganske fortjent, naar Konsul Bernick efter Katastrofen og efter Sejren over sig selv, henvendt til Frøken Hessel, siger: «Tak Lona, du har reddet det bedste i mig – og for mig.» Og heller ikke bør Lona tage det Hele saaledes til Indtægt for sig, som hun gjør, thi hun har kun haft en ringe Andel i Forvandlingen.
Det er ogsaa et meget betænkeligt Udtryk for Konsul Bernicks Indtrædelse paa Forbedringens Vej, at han, da han hører, at Johan Tønnesen er rejst med Skibet «Palmetræet», istedetfor med det til Undergang viede «Indian Girl», udbryder: «Ah! Og altsaa – forgjæves.« Det vil sige, Besætningen paa «Indian Girl» vil drukne ved Bernicks Skyld, uden at han har opnaaet, hvad han ønskede, nemlig at Johan Tønnesen med de to farlige Papirer ogsaa druknede. «Forsent – og uden Nytte« gjentager Konsul Bernick, da han hører at «Indian Girl», hvis Afgang han nu gjerne vil standse, er gaaet tilsøs. Vi sige ikke, at disse Repliker og hvad de skjule, under andre Forudsætninger ikke kunde forsvares, men vi mene, at de staa i en altfor stærk Strid med Konsul Bernicks snart paafølgende Apotheose.
Endskjønt vi finde, at «Samfundets Støtter» ved en Fejltegning af Hovedfiguren er et af Ibsens svagere Arbejder og at der kunde være flere mindre væsentlige Udsættelser at gjøre, har det – som det kunde ventes – store og glimrende Fortrin, hvortil vi ved Lejlighed skulle vende tilbage. Det ejer en Række komiske og tragiske Figurer, beundringsværdigt individualiserede indtil den mindste Replik. Stykkets paa mange Punkter kraftigt rammende Satire bryder ofte naturligen frem ved Situationens Udvikling og er derved saameget uimodstaaeligere. Replikbehandlingen er selvfølgelig fortrinlig, som den altid er hos Ibsen. Og paa Spænding, paa en rask fremskridende Handling, rig paa effektfulde Optrin, der til Slutning gaa Slag i Slag indtil Katastrofen indtræder, mangler det visselig ikke. Vi have sagt vor Mening om Ibsens Stykke i al Frimodighed; vi tro hellerikke, at vi behøver at fordølge, hvad vi tro er Sandhed, for en Digter som Ibsen. Han har nok af Hæder og den vil ikke formindskes, om man ikke udelukkende strør Virak for ham. Han er jo den strænge ubestikkelige Tolk for, hvad han selv holder for Sandhed; det er i dette han opøver det Folk, for hvem han nærmest skriver og det vil altid blive hans store og uvisnelige Hæder.