Peter Hansen

Ibsen har ikke været saa heldig med dette Stykkes Titel som med sin forrige Komedies. «De Unges Forbund» har taget Navn efter en i Handlingen forekommende Episode, men ud fra denne uskyldige og tilsyneladende hensigtsløse Benævnelse breder der sig en Ironi over langt videre Kredse end de oprindelig dermed betegnede, en Ironi, der er i nær Slægt med Komediens almene Satire. Titlens Indhold voxer i Løbet af Handlingen og viser sig efter dennes Afslutning at have holdt mere, end den lovede. Omvendt med «Samfundets Støtter»; her loves der mere, end der holdes. Titlen angiver iforvejen Stykkets Tendens som en, der sigter mod et omfattende, alment Maal med sin revsende Satire, men efterhaanden som Handlingen udfolder sig, bliver det vanskeligere og vanskeligere at fastholde denne Stykkets typiske Betydning, og naar den er bragt til Ende, har man mere Indtrykket af at have overværet en borgerlig Familiekrise end en social Domfældelse.

Det er overhovedet et ret mærkeligt litteraturhistorisk Fænomen, at den dramatiske Litteratur ikke blot hos os, men ogsaa i dens Hjemstavn Frankrig synes i Færd med at gjenoptage en svunden Tids foragtede Kunstform til en ny og forandret Behandling. Man har sammenlignet Verdensudviklingen med en Spiral, hvor man altsaa bestandig kun gjennemgaaer den samme Kredsbevægelse, men hævet op i bestandig højere og højere Lag. Er denne Sammenligning rigtig, saa befinder den dramatiske Litteratur sig nu nøjagtig over det Punkt i den nedenunder liggende Kreds, der betegnes ved Ifflands og Kotzebues borgerlige Dramaer. Medens den moderne Digtning lader haant om hine Digteres snevre Horisont og den kvalme Stueluft, de bevæge sig i, vælger den selv for en stor Del netop aldeles lignende Emner fra det borgerlige Familieliv til dramatisk Behandling og stræber efter at hensætte Tilskueren i den samme Tilstand af graadkvalt Sindsbevægelse, som vi smile af hos vore Forfædre som naive Tegn paa et barnligt Gemyt. Men, det maa vel fastholdes, ere vi end ved at passere det samme Punkt, saa ere vi dog en Omdrejning højere oppe, og Behandlingen er bleven en anden og mere indtrængende. Det moderne Drama nøjes ikke med i rent ydre Forstand at lægge Alt til Rette til Handlingens store Sensationsscener; det vil paa hvert Punkt motivere ikke blot Situationerne, men endnu mere de Grundtræk i Karakteren, der hidføre dem; det vil drage stedse dybere og dybere Furer i Menneskesjælens Jordsmon, dets Undersøgelser anvende alt skarpere og skarpere Instrumenter, og af de Resultater, det opnaaer, uddrager det saa sine almindelige Slutninger og giver dem typisk Anvendelse paa det moderne Samfund.

Til en saadan Kunst er Henrik Ibsen særlig udrustet eller udviklet. Er der nogen Digter i vor Tid, der ikke arbejder paa Overfladen, saa er det ham; det Uddybende er netop hans Fag, han har en ubetvingelig Trang til at søge til Bunds i enhver Opgave, han tager for, og naar han vender tilbage til Lyset efter et saadant langvarigt Arbejde nede i det underjordiske Mørke, har hans Ansigt et alvorligt og anstrengt Udtryk som en Bjergmands, og han kan sige om de Menneskehjertets Dybder, han undersøger, som Schillers Dykker siger om Havbunden: «Da unten aber ist´s fürchterlich.» Men han har ikke den Glæde over Livet heroppe som Dykkeren, hvis første Udraab, da han atter skuer Lyset, er den sympathetiske Hilsen: «Es freue sich, wer da athmet im rosigten Licht!»

Det er denne Sympathi med det Lyse, Glade og Milde i Livet, man saa ofte savner hos Ibsen. Han har den selvfølgelig, som enhver stor Digter har den, men den udtaler sig i negativ Form; hans Medfølelse med Menneskenes Elendighed faaer ikke Luft i et Trøstens Ord til de Lidende, men i en knugende Forbandelse over dem, der ere Skyld i Lidelserne. Og denne Retning i hans Personlighed er det just, der har gjort hans Blik saa skarpt og gjennemtrængende overfor Løgnen under alle dens Forklædninger; men den er tillige Skyld i, at han seer Løgnen som en af Hovedmagterne i Verden og ud fra det lille Centrum, hvor han har overrumplet den, drager saa vid en Cirkel, at den omspænder Menneskesamfundet som Helhed.

Det Almenbetegnende i Titlen «Samfundets Støtter» viser, at det netop er saaledes, Ibsen vil have den i Stykket udfoldede Handling opfattet. Ganske vist, Solen kan spejle sig i en Vandpyt, og den lille indeklemte norske Smaastads bornerte og hyklerske Samfundsliv kan være en Mikrokosme, der afspejler den store Verdens Liv. Men for at Stykkets Handling skulde faae denne typiske Betydning, burde vel Hovedpersonen, Konsul Bernick, være en Slyngel af en mindre specifik kriminel Art, end han er, og paa den anden Side slippe for mindre godt Kjøb, end han gjør. Her er et Misforhold tilstede, som det er mærkeligt at træffe hos Ibsen, der ellers har tilstrækkeligt Mod til at tage Konsekvensen i dens yderste Udstrækning og om hvem man vel ikke kan antage, at hans store tekniske Dygtighed har gjort ham saa snild overfor sit Publikum, at han af Hensyn til dettes Ønske om en ikke altfor oprivende Slutning har gjort den moralske Fordring en Koncession. At det Skriftemaal, Bernick aflægger som Bod for sit Livs Løgne, ikke er synderlig virksomt i dramatisk Henseende, skader unægtelig Stykket som Kunstværk; men værre er den Skade, der opstaaer af det Utilfredsstillende i, at Bøden her staaer i et lignende Misforhold til Forsyndelsen som de moderne Overretsdomme i Voldssager. At staa aabenbart Skrifte, maa unægtelig være en Situation af en pinlig Art, men dels formildes det Pinlige i den derved, at de, der overvære Skriftemaalet, ikke kunne antages at ville tage strengere paa Synderen, end at hans fortsatte energiske Virken i deres Samfund kan stilles i snarlig Udsigt af ham selv, og dels bliver det ligefrem Forbryderiske i hans Handlemaade, det, der stiller ham paa een Gang indenfor Straffelovens og udenfor det Typiskes Omraade, kun meget løselig berørt som Noget, der kun vedkommer ham selv og hans Samvittighed. Ja vel, det vedkommer maaske ikke de agtbare Medborgere og Byesbørn, men det vedkommer i høj Grad baade Digteren og Tilskuerne, og vi se saa Lidet til en korrekt Afgjørelse af dette Mellemværende, at den Søn, der et Øjeblik synes at skulle blive Straffens Redskab, tvertimod bliver den tilfældige Anledning til, at Faderen slipper med et Attentat paa en Forbrydelse i stor Stil og ikke virkelig bliver Massemorder.

Dette – det ikke fuldt Rammende i Stykkets almensatiriske Tendens og det Ufyldestgjørende i den personlige Domfældelse – synes os at være det svage Punkt i «Samfundets Støtter». Men der bliver Nok tilbage til at gjøre Ibsens nye Stykke til et Arbejde af højt poetisk Værd og stor Interesse. Først og fremmest er der i Handlingens sikre Bygning og dens højst naturlige Udfoldelse en Kunst at beundre, som viser, hvilket Skridt i denne Retning Digteren har taget siden «De Unges Forbund», hvis Uro og noget springende Scenegang her er forvandlet til en Ro og Hvile, der faaer sit rent ydre Udtryk i den Omstændighed, at hele Stykket spiller i een – fortræffelig udført – Dekoration. Dernæst er der en Replikbehandling at lægge Mærke til, som ret viser, hvorledes Ibsen ogsaa paa dette Omraade er Uddybningens Mand, hvorledes han med minutieus Omhu og efter grundigt Valg udformer sin Replik til netop at betegne det Centrale i Tanken, saa det blinker i Diskussionen som velførte Klinger i en Tvekamp. Og endelig er der, hvad Karaktertegningen angaaer, præsenteret et Par nye originale Figurer, der maa hilses som velkomne Skikkelser i den dramatiske Digtnings Billedgalleri. Vi tænke her mindre paa Stykkets mandlige Hovedfigur, der ikke er i den Forstand et nyt Bekjendtskab som hans kvindelige Modstykke Lona Hessel og den med rask Haand attraperede Hilmar Tønnesen, en ægte Tidstype, rigt, men ikke overlæsset udstyret med Træk, der vise ham som et Barn af vor Tid og vort Samfund. Men just de Stikord, der karakterisere ham, pege bestemt paa, at han skal være yngre af Aar, end det staaer i Hr. Rosenkildes Magt at gjøre ham, en Mangel, der vilde være endnu mere afstikkende, end den er, hvis ikke overhovedet omtrent alle de Aldersforhold, der berøres i Stykket, vare blevne ophævede og omsatte paa den mest forvirrende Maade ved Rollebesætningen. En tredie sikkert og diskret tegnet Figur, Adjunkt Rørlund, der spilles med Smag og Beherskelse af Hr. Jerndorff, kunde ogsaa fortjene at fremhæves som et vel udført Karakterbillede, hvis man ikke nu kunde fristes til at vende sig lidt uvillig bort fra den Godtkjøbssatire, der i vor nyeste Litteratur har ladet theologiske Personligheder afløse en foregaaende Periodes Etatsraader og Kammerjunkere som let kjøbte Ofre. Heller ikke den unge Pige, Dina Dorf, bør glemmes, hvor der er Tale om et nyt Karakterindholds Opdagelse og Fremførelse; hvor skizzeret Figuren end er, staaer den dog for os med umiskjendelig Tydelighed. At den unge Debutantinde Frk. Winsløv skulde kunne udfylde de givne Omrids med tilstrækkelig kraftig og sand Farve, var mere, end der kunde ventes; dog var der i hendes Ansigt og Blik Noget, der faldt godt sammen med det Billede, der skulde gives; hendes Hoved er i det Hele taget karakteristisk, men sidder lidt ludende paa Skuldrene.

Fru Jakobsen udfører Lona Hessels Rolle og bringer ved sin Indtrædelse en velgjørende Friskhed med sig, som dog siden taber sig og i sidste Akt, især i Scenen med den af Frk. Dehn med Følelse spillede Martha, slaaer over i en Følsomhed, hvor der ikke længer fornemmes blot den mindste Luftning fra Prairierne; af det i første Akt karakteriserede noget bizarre Ydre kunde Fru Jakobsen sikkert uden Skade for Skjønhedsvirkningen have bevaret en Del og derved erhvervet sig en ydre Støtte for det i ædel Forstand Mandhaftige og Kraftfulde, der skal være udbredt over denne sunde Kvindeskikkelse.

Selv med Fare for, at den saa meget frygtede Lighed med «En Fallit» skulde berøve «Samfundets Støtter» noget af dets Interesse hos den rent overfladiske Del af Publikum, burde d´Hrr. Emil Poulsen og Vilh. Wiehe byttet Roller; de vilde da hver for sig have havt en bedre Hjælp i deres Personlighed, og i deres Forhold indbyrdes have været i Overensstemmelse med den Stilling, de skulle indtage til hinanden; naar, som nu, Hr. Poulsen spiller den ældre Familiefader og bosatte Borger og Hr. Wiehe overfor ham staaer som den unge, frejdige Friluftsmand, bliver Fremstillingen i saa dygtige Skuespilleres Hænder selvfølgelig altid væsentlig god og korrekt, men Helheden mangler – trods mange gode Enkeltheder – den rette Kraft og det rette Perspektiv, omtrent som Prospektet i et Stereoskop, naar Øjet ikke kan faae de to Billeder til at falde sammen.