Kristiania.
Sjelden har der i Forveien blandt Publikum været saamegen Tale om et nyt Stykke, og sjelden have Dommene derover lydt i den Grad forskjellige som over Henrik Ibsens nye femakts Lystspil: «De Unges Forbund». Intet Under derfor, at man med spændt Forventning imødesaa dets Opførelse paa Kristiania Theater igaaraftes. Man erindrede sig, at det var to Aar, siden den sidste literære Nyhed fra Ibsens Haand («Per Gynt») udkom, og at ingen af hans sidste Stykker, hvoraf imidlertid et, «Kjærlighedens Komedie», var bestemt for Theatret, er bleven spillet, siden «Kongsemnerne» blev opført nogen Tid, før han forlod Norge, saavidt mindes, for første Gang i Aaret 1864. Den Række af polemiske og samfundsrevsende Verker, som siden den Tid begyndte med «Kjærlighedens Komedie» og fortsattes med de merkelige Dramaer «Brand» og «Per Gynt», har altsaa nu som nyere Led i Raden faaet «De Unges Forbund», et Verk, der skjønt antaget til Opførelse ved alle tre Nordens Hovedtheatre, først blev spillet her, ligesom det netop for faa Dage siden udkom i Boghandelen. At Stykket, før det blev gjengivet fra Theatret, var bleven det læsende Publikum bekjendt, var vistnok alene til Gavn for den Tilskuerkreds, der saaledes kunde gaa til Opførelsen med et allerede paa Forhaand stiftet Bekjendtskab med Plan og Indhold; derimod vilde maaske den Spænding, som ethvert betydeligt nyt Arbeide for Scenen fremkalder, have været større, om Stykket ikke var kommen til Offentligheden, førend det var bleven opført paa Theatret, og saaledes Publikum havde kommet til at faa det første Indtryk af Komedien paa den Maade, som Forfatteren havde ønsket det, nemlig paa Scenen. Grunden til, at ikke saa skede, skal alene have havt sin Grund i en Misforstaaelse, idet den danske Forlægger havde beregnet, at Stykket her allerede skulde være bleven opført, naar Bogen udkom.
I faa Ord at give Stykkets Indhold, er umuligt. Det ansees vel heller neppe nødvendigt, da man i saa Henseende bedst og sikrest vil kunne henvise til Opførelsen eller Bogen. Kun maa det anmerkes, at den Person, der er Stykkets Helt, Sagfører Stensgaard, den politiske Ærgjerrighed, Stifteren af «De Unges Forbund», er Stykkets Helt i saa afgjørende Grad, at Alt, hvad der sker og foregaar, synes at have alene Hensyn til ham, og Gangen, Standsningen eller Udviklingen i flere af de øvrige Karakterer endog synes udelukkende at være bleven bestemt heraf undertiden ikke i alle Dele til Fordel for vedkommende Biperson. Stykkets Indhold er politisk, men dets Tendents gaar vistnok dybere. I en Bygd med temmelig smaa eller smaalige Forhold, hvor Familiehensynene hidtil har været de vigtigste, og «Alting gaar i Arv», kommer pludselig en ny, fremmed, voldsom, i sit Slags baade overlegen og overvældende Samfundsærgjerrighed dumpende ned. Sagfører Stensgaard har taget sin Bolig iblandt dem. Stykket begynder med en Syttendemai, netop to Maaneder efter hans Ankomst, Partierne samle sig, Storthingsvalgene staar for Døren; i et Øieblik er han midt inde i det politiske Røre, og den høiere Bygdepolitik prøver sine unge Vinger. Hvem er Stensgaard? Hvad betegner han? Forfatteren har i en af Stykkets Hovedpersoners Mund lagt en Karakteristik af ham, som fra visse Sider tilstrækkelig betegner ham: Kammerherren spørger i sidste Akt, hvad Lundestad mener med det Udtryk, at «Stensgaard skal En ikke stanges med; han har det, som vi Andre maa bide oss i Fingrene efter». Lundestad svarer nemlig: «Han har Evne til at rive Mængden med sig. Og da han nu er saa heldig, at han hverken hindres af Karakter eller af Overbevisning eller af borgerlig Stilling, saa har han saa svært let for at være frisindet». «Jeg skulde dog i Sandhed mene, at vi ogsaa er frisindede!» svarer Kammerherren. «Ja gu er vi frisindede, Hr. Kammerherre», svarer den gamle Filur, og dette er en kostelig ironisk Replik, der falder tilbage paa ham selv «det er ingen Tvivl om det. Men det er det ved det, at vi bare er frisindede paa vore egne Vegne; men nu kommer Stensgaard og er frisindet paa andres Vegne ogsaa. Det er det nye i Tingen . . .» Ganske rigtig; deri har Lundestad Ret. Disse Replikker forklare ret godt og paa en dobbelt Maade Sagens Stilling og Bogens Mening, baade Stensgaards Forhold til sine Modstridende, og Forfatterens Mening baade med Helten og hans Modstandere, Stykkets politiske Tendents. Stensgaard er en Personifikation af en Retning i Tiden hos os som andetsteds , der er værd at lægge Merke til. Den findes i Politikken som udenfor Politikken. En opstyltet Stil, Anvendelse af store Ord og klingende Talemaader, uden tilsvarende Indhold og, endnu mere, uden indre Overbevisning om deres Sandhed, eller Erkjendelse af de Krav, de stille til sine Talsmænd, kort Alt, hvad man med et Ord kan kalde Frase her den politiske Frase: det er det, Helten i Stensgaards Person har villet ramme, og som han stiller frem til Foragt, Latter og Nederlag. I den Anledning lader han Stensgaard gaa paa Fiske efter rige Giftermaal, for at blive Storthingsmand, benytte alleslags Agitation, slaa sig selv paa Munden, nedværdige sig selv og Andre og samtidig gjøre Alt med en Plumphed og Egoisme, med en Affektation og Oprigtighed, der er mageløs, i en høi Fraceflom, der undertiden næsten truer med at drukne de lave Motiver. Hans Medspillende og Modspillende i denne Valgfarce er efterhaanden Kammerherren, der repræsenterer det ældre Aristokrati, Lundestad, der er en Typus paa det gamle Bondeparti, Monsen, «Pengemonsen», der er det nye Rigdomsparti ikke at tale om Heire, hvis Haand er mod Alle og alles mod ham, og hvem det som han selv siger er det samme, «enten Svinet æder Hunden eller Hunden Svinet». Man maa i det Hele taget ikke tro, at det er alene Stensgaards Karakter, hvem Forfatteren træffer med sin skarpe Vittigheds Braad. Ibsen fører her, som saa ofte ellers i sine Stykker, et tveægget Sværd, som træffer alle Partier. Derfor er «Hædersmanden» Bratsberg skildret temmelig dum, Heire ironiserer over Alt og Alle, Størsteparten af de Øvrige ere raa eller latterlige, og gamle Lundestad, som dog styrer det Hele, staar ikke han tilslut, skjønt «den gode Engel», i en mildest talt saa tvetydig Skikkelse, at det vist ikke er for at hædre ham, Forf. lader Sognemændene, da «Elskovssorg» har rammet Sagfører Stensgaard, saa han ikke kan blive Storthingsmand, takke Lundestad for Æren? «Tak, Lundestad! De er dog den Gamle! De svigter ikke!» Klinger det ikke som en Spot? Med Undtagelse af Selma, som forresten er meget uklart holdt, og Doktor Fjeldbo, som for et Mønster at være er lidt ubetydelig, er de gode Elementer i Stykket saagodtsom ikke at bemerke. Dette er et Uheld for Stykket: Egoismen, Usandheden, for ikke at sige, Kjeltringsstregerne virker. Der mangler Idealitet, der mangler Poesi. Der pidskes formeget med Skorpionssvøber det er Stykkets Hovedfeil, en stor Feil og en følelig Feil. En Komedie er til at le af, men Adskilligt af dette gjør bare ondt. Samtidig maa man naturligvis tilstaa, at Replikkerne indeholder overmaade meget skarpt, glimrende og vittigt men denne Festivitas, hvorom Holberg taler? Den savnes. Skulde ogsaa dette ligge «i de lokale Forhold»? Vi tvivler derpaa.
Stykket er overmaade vanskeligt at spille. Et Par af Figurerne er af de største Opgaver, Skuespillere kan gives. Dette gjelder navnlig Sagfører Stensgaard. Vi beklage for Hr. Reimerss Vedkommende, der hidtil har været Elsker, at han pludselig er bleven stillet ligeoverfor en saa overordentlig vanskelig komisk Rolle; at han ikke ganske fyldte den, er naturligt. Vi indrømme dog, at han i Meget klarede Rollen over Forventning godt. De, der ved første Opførelse skilte sig bedst ved sine Roller, var unegtelig DHr. J. Brun som Sladderhanken Heire, Krohn, der gav Lundestad aldeles ypperligt, og Isachsen som den stakkels fordrukne Redaktør og Bogtrykker Aslaksen. Mange af disses Replikker var meget heldige og fremkaldte stort Bifald. Fru Gundersen gjorde af den lille utydelige Selmas Rolle Alt, man kunde forlange, Gundersen gav i det Store en heldig Doktor Fjeldbo, og Fru Wolf vakte megen Munterhed som den livlige giftelystne Madame Rundholmen. Naar Stykket er bleven spillet igjen og noget af det Urolige, som en første Gangs Forestilling altid fører med sig, er kommen bort, skulle vi atter komme tilbage til nogle af de enkelte Karakterer og den Maade, hvorpaa de ere opfattede og gjengives.
De dunkle Rygter, der før Stykkets Opførelse gik om, at der fra enkelte Hold forberedtes en Udpibning, blev saagodtsom aldeles gjorte til Skamme. Stykket lod uagtet det er meget langt til at vække almindeligt Bifald. Første Akt pirrede fra først af Nysgjerrigheden, og vakte, skjønt den gik mest ustødt af den hele Forestilling, stadig Bifald saavel i Almindelighed som til enkelte Replikker; de to følgende Akter sagtnede Interessen lidt, men i fjerde Akt, som paa Scenen er den livligste, kom Bifaldsstormen Gang efter Gang. Forunderlig nok valgte Malkontenterne her en af Stykkets fornøieligste Scener, den i 4de Akt, da Bastian Monsen kommer ind, parodierende sin Mester og Herre Stensgaard, til at vise sit Mishag. Ved den Replik af Hr. Abelsted: «Ved du ikke, hvad Rationen er?» osv. «De, som ligge bundne», hørtes der nemlig etpar Piber og svag Hyssen, der imidlertid strax overdøvedes. Denne Demonstration gjentog sig ogsaa et Øieblik ved Teppets Fald, men en saagodtsom almindelig og sterk Applaus syntes at vise, at Publikum var fornøiet med Stykket. Efter længere Bifaldsklap og Raab paa Fremkaldelse, gik Teppet tilslut atter op, og alle Stykkets Spillende viste sig paa Scenen. Forestillingen sluttede omtrent Kl. 10 ½. Til Forkortning var hist og her Replikker strøgne. Huset var saagodtsom udsolgt.