Ibsen og «De Unges Forbund».
Det Hovedindtryk, man erholder ved Læsningen af Ibsens sidste Arbeide, er intet roligt og harmonisk; man har vanskeligt for at udsondre et samlet Totalindtryk; nærmest maa man sige, at man faar Indtrykket af «Støi». Personerne bevæge sig mellem hinanden og tage sin Del i den dramatiske Handling, men det er for en stor Del brutale og raa Individer, Folk, som altid tage Munden fuld. Vistnok findes ogsaa Idealiteten repræsenteret, men den kommer ikke til nogen aktiv Deltagelse i Stykkets egentlige Handling.
Medens de politiske Intriger i Anledning af et Storthingsvalg er Lystspillets egentlige Stof, mærkes der dog i Digtet en Strøm af et ædlere Livsindhold, men Ibsen har dennegang til Forskjel fra sine foregaaende Arbeider ikke villet lade dens Repræsentanter træde kjæmpende op; han har blot ladet os mærke deres halvt skjulte Tilstedeværelse mellem Kulisserne, medens han lod «Støien» staa igjen midt paa Scenen og deraf dannede et Lystspil. Hvorledes skal man definere «Støien»? den fremkommer, naar Idealiteten taber sin Magt og Folk ivrer sig op af uværdige eller latterlige Bevæggrunde og for smaalige Formaal. Følgerigtig gjennemført vilde naturligvis et saadant Stof være ubrugbart for en poetisk Behandling, og Hovedrepræsentanten, Stensgaard, er derfor ialfald fra Begyndelsen af ikke uden en høiere Retning, men den er ikke væsentlig for hans Natur, thi den forsvinder i Lystspillets Løb mere og mere, alt eftersom det politiske Intrigenet, hvori han indvikler sig, gjør det nødvendigt. Det er derfor en Feil ved Stykket, at medens man i den første Halvdel hovedsageligen maa tro, at Interessen ligger i den psykologiske Udvikling, saa gaar Lystspillet efterhaanden mere og mere over i det farcemæssige og ender som en rigtig Farce med et Frieri til tre Personer paa en Gang.
Men har end Stensgaard nogen Idealitet, saa er han ogsaa den eneste af «Støiens» Repræsentanter, over hvem der hviler et Lysskjær af noget Høiere; Storthingsvalget og «Levebrødet» ere de lokkende Frugter; men de formaa naturligvis ikke at fremkalde nogen ædlere Kraft hos de Handlende end Klogskabens. Kløgtighed, List, Underfundighed og Ondskab ere Lystspillets bevægende Kræfter, men alle disse Kræfter have kun sin poetiske og dramatiske Berettigelse, naar de paa en eller anden Maade træde i Forbindelse med en høiere Idealitet. Dette er, som allerede paapeget, kun i ringe Grad Tilfældet i «De Unges Forbund», og der er derfor saa overordentlig lidet Poesi i Stykket; dette er jo ogsaa naturligt nok; thi naar man tager Idealiteten bort, bliver blot «Støien» tilbage, og den er ikke poetisk.
Saavel med Hensyn til Valget af Stof som dramatisk Behandling synes os derfor Digteren dennegang at have været mindre heldig, og det er kun at beklage, at den sindrige og nøiagtigt udarbeidede Dialog skal være spildt paa et saa ubetydeligt Stof.
Hvad Personernes kunstneriske Udarbeidelse angaar, staar ogsaa adskilligt tilbage at ønske. Hvad de sige er rigtigt og konsekvent efter den Karakter, Digteren har tænkt sig, men alligevel fattes dem ofte den nødvendige Runding for at kunne træde levende frem for Læserens indre Øie. De i saa Henseende bedst tegnede ere Selma og Kammerherren. Denne Mangel paa Plastiskhed hos de Handlende staar igjen i nøie Forbindelse med selve Handlingens Anlæg. Saa ubetydeligt Sujettet end er, maa man nemlig dog indrømme, at Intrigen skrider raskt, man kunde næsten sige «ubønhørligt» fremad. Det gaar ofte saa fort, at man kunde ønske at standse lidt for at puste, men der levnes En ingen Tid. En lidt mere rolig Fremadskriden vilde ikke have virket til Stykkets Skade; som Handlingen nu er, er den uden Bøielighed og Dybde, Alt foregaar ligesom fremme ved Lamperækkerne. Man trænger til at faa et Streiflys fra Siden kastet ind over Personerne og Forholdene; man maa se de Handlende ogsaa i andre Situationer end de, der strengt taget ere nødvendige for Handlingens Udfoldelse, og dette er desto nødvendigere, jo mindre storartet Sujettet er. I «Brand» er denne, hvad man kunde kalde «sterile» Kompositionsmaade paa sin Plads, men ikke i et Stykke som «De Unges Forbund». Man lukker derfor Bogen med en noget pinlig Følelse af et velordnet Maskineri, hvor det ene Hjul griber ind i det andet, og Intet er overflødigt; men der maatte heller have været lidt Ødslen med Midlerne, lidt mere Frodighed i Farverne, lidt mere malerisk Uorden i Kompositionen, kort sagt, lidt mere digterisk Svulmen; thi al Poesi er uadskillelig fra en vis Lidenskabens Overflødighed og svulmende Væxt.
Vor Opgave indskrænker sig saaledes indtil Videre til at undersøge, hvad der i Helten, i Sagfører Stensgaard, er givet. Dette Spørgsmaal er da heller ikke vanskeligt at besvare; thi man har ham paa en Prik fra første Stund af. Han er klarligen en Udartelse af det liberale Parti. Han optræder som Folkeleder med en Tordentale mod den gamle Intelligents, der holder Bygden i uvirksom Trældom; han opmaner med en svulstig Veltalenhed den yngre Slægt til at afkaste Aaget, han læser Folkets Længsel efter Befrielse i de glødende Øine, hvormed de strømme om ham og lytte til hans begeistrende Ord, og da han i Triumf bæres hen for at stifte de Unges Forbund, da føler han, at der er givet ham en stor Mission at forrette hos sit Folk. I denne Smag er hans svulstige Begeistring, og en rolig og besindig Tilhører, der var ukjendt med Forholdene, maatte sandsynligvis efter hans Tale spørge: Skal der nu blive Revolution? Men det har ingen Fare. Stensgaard er intet Produkt af en lidenskabelig, frihedsglødende Tid, og hans Tale er derfor ingen Løsnen af «de mange Tusinders» Tungebaand; naar der sees bort fra de foreløbige Sandhedselementer, der findes hos ham, før hans Ærgjerrighed og Egoisme ganske har udryddet hans høiere Følelser, saa er Stensgaards Fremtræden væsentlig at betragte som Støi. Den er gjennemtrængt af den tomme og hule, skvaldrende Begeistring, der falder overende ved den mindste Anvendelse af Doktor Fjeldbos Dialektik. Stensgaard er en af de Skikkelser, der altid ville følge med en Tid, hvor de folkelige Kræfter ere i stærk Gjæring, men vel at mærke, han er ingen ægte Repræsentant for den folkelige Retning. Han hører til den Klasse af ærgjerrige Personer, hvis Higen efter Magt ikke giver dem Ro til Skridt for Skridt at arbeide sig op i Intelligentsens Kreds, hvilket altid medfører større Opofrelser og mindre øieblikkelig Berømmelse, og som derfor benytte Tidens Bevægelser til i Samfundets nedre Lag at søge et nyt Udgangspunkt for en Reisning, som de saa naturligvis selv skal være Ledere for. Vistnok indeholder denne Retning sin store Sandhed, thi der vil til enhver Tid være endel af Samfundsklasserne, som ved Begivenhedernes og de herskende Partiers Magt ere blevne holdte bundne, og enhver ædel Bestræbelse for at hæve dem op mod Samfundets Høider er i dybeste Forstand vor Tids Sandhed; men naar Bevægelsen skal gjøres til Middel for en Enkeltmands Ærgjerrighed, der ikke selv kan skaffe sig en Plads i Samfundet, uden ved at røve sig en Plads paa Andres Ruin, da fremkommer den usande Svulst, som Stensgaard er Repræsentant for. Han er, hvad man kunde kalde «den evige Begyndelse», denne Søgen efter noget Nyt, hvorved han selv kan hæve sig i Veiret, og for hvilket han ofrer alle Livets ideelle Formaal, kun følgende Ærgjerrighedens Bud.
At Stensgaard saaledes virkelig er Repræsentanten for en Retning, det kan ikke negtes, og at denne Retning i nogen særdeles Grad er kommen tilsyne i vor Tids politiske Bevægelse, kan gjerne være i saa Henseende er der virkelig givet Noget i Stensgaard, men dette er ogsaa omtrent det eneste direkte Udbytte, vi have kunnet hente af «De Unges Forbund», et Udbytte, der er forlidet poetisk til at skulle uddrages af et Lystspil paa 5 Akter.
Ved ethvert nyt Værk af en Digter er det altid af stor Interesse at efterspore, i hvilket Forhold det staar til Forfatterens Virksomhed i sin Helhed, om hans Standpunkt er forandret, om hans Teknik er udviklet osv., kort sagt, at søge tilbage til Digteren selv og se hans egen Udvikling. Skjønt vi saaledes finde, at «De Unges Forbund» kun er et ubetydeligt Arbeide, skal vi dog paa den anden Side indrømme, at der Intet er, der tyder paa, at Digterens poetiske Kraft er svækket, eller at han er kommen ind i en anden Udvikling end den, der har givet sig tilkjende gjennem hans foregaaende Arbeider. En Digter kan nemlig levere et mindre godt Arbeide af to væsentlig forskjellige Grunde: Enten fordi hans egen poetiske Evne er i Dalen, eller fordi han, som saa ofte hænder, ser feil af sin egen Begavelse og vælger en Opgave, der ligger aldeles udenfor ham. Dette sidste er Tilfældet med «De Unges Forbund». Hvad der udkræves for et saadant dramatisk Arbeide er Humor, men Humor er Ibsen endnu ikke i Besiddelse af. Humor forudsætter et eiendommeligt, roligt, paa en Maade besiddende Forhold til Idealet; hos Enkelte kan dette Forhold være givet fra første Færd af, og de ere og blive da ifølge deres Natur humoristiske Digtere; hos Andre kan dette Forhold til Idealet kun erhverves skridtvis og gjennem en længere Kamp, og for saadanne Naturer vil Digtningen som oftest begynde med det Storartede, det Ophøiede og dettes Kamp mod Spidsborgerligheden. Først paa et senere Stadium naaes Humoret, hvis det overhovedet naaes. Det er ingen Nedsættelse af Ibsens Digtervirksomhed, naar vi tro, at dette er Tilfældet med ham. Hans Ideal er endnu Høihedens Ideal, det, der bryder Staven over alle Endelighedens Forhold, og kraftigere end dette Ideal har banet sig Vei i «Brand» og «Per Gynt» kan det vel neppe tænkes. Naar Digteren nu i «De Unges Forbund» har gjort et Forsøg paa at tage det Ophøiede bort, saa er Følgen, at med det er saagodtsom al Idealitet forsvunden af Stykket. Idealitetens egentlige Repræsentant er Dr. Fjeldbo, men han holder sig egentlig bagenfor Handlingen den hele Tid, og først mod Stykkets Slutning kommer han frem med en liden Tale over Tidens Mangel paa sandt Familieliv. Netop denne Fjeldbos Passivitet er det bedste Bevis paa, at Ibsen ikke kan skrive den Slags Lystspil, som «De Unges Forbund» henhører under. Hvis han havde ladet Dr. Fjeldbo træde handlende op, var det bleven i en kjæmpende Form, det Ophøiede var med Idealiteten kommen ind, og vi kunde have faaet et Stykke, der mere stod i dramatisk Overensstemmelse med de foregaaende Arbeider, men et Lystspil var det ikke bleven.
Skjønt saaledes den poetiske Grundsætning ikke har kunnet følge ham i hans sidste Arbeide, saa er dog Ibsens digteriske Standpunkt uforandret det samme. Hvad han i sine Værker polemiserer imod, er nemlig hverken dette eller hint politiske Parti til Fordel for et andet, men det er væsentlig Tidens Mangel paa Lidenskab, Mangel paa sand Personlighed, og denne Polemik er rettet mod det Subjektive. Den Betydning, Selma har i «De Unges Forbund», er netop ved sit isolerede Forhold til Handlingen at vise Tidens Mangel paa personlig Sandhed. Om Satiren end i det enkelte Værk træffer en bestemt ydre Form af Livet, et bestemt Parti, vil det være yderst naivt, om det modsatte Parti uden videre tror at kunne tage denne Polemik til Indtægt for sig; thi i næste Arbeide vil de kanske selv blive rammede. Det er ikke Tidens Bestræbelser og objektive Formaal, Ibsen vil tillivs, men det er den Feighed, der tror i endelige Bestræbelser for dette og hint at kunne skjule sin indre Tomhed og Løgn. Det er ikke Ægteskabet, Digteren vil tillivs, men det er det smaalige, af alle mulige endelige Hensyn beregnede Samliv, som ofte med Urette fører dette Navn, der rammes af Satiren. Heller ikke er det Livets øvrige ydre Formaal, som Ibsen vil nedbryde, men hvad han sigter paa, det er den Tomhed og Hulhed, der ikke indser, at enhver objektiv Bestræbelse kun henter sin Berettigelse fra den personlige Villie og Energi, hvoraf den er udsprungen, og at den i for sig kan være baade en Hindring og Betingelse. Der er derfor noget Eget ved den Ibsenske Satire, der gjør, at den ikke uden videre kan bruges som Vaaben af Nogen. Det er med den ligesom med mange af Kierkegaards Angreb, at han, efter først paa en knusende Maade at have tilintetgjort sin Modstander, strax tilføier, at hvis nu det andet Parti vil tage dette Angreb til Indtægt for sig, saa er han selv den første til at stille sig i Skranken for den Angrebne.
Ibsen sigter væsentlig paa det Indre. «Partierne» kan hos ham intet Vaaben finde, uden det, der er rettet mod dem selv. Hvis derfor efter det sidste Arbeide, som vi ingenlunde betvivle vil ske, en udvalgt Skare af Advokater, Professorer, Politikere, Smagsdommere, Departementsmænd og andre «intelligente» Størrelser ville møde frem, tage Ibsen under Armen og føle sig store med den Store, da vil han vistnok trække paa Smilebaandet, gjøre et forbindtligt Buk og forsikre, at det skal være ham en Fornøielse næste Gang at lade Turen komme til dem.
Efterat denne Anmeldelse var skrevet, har Stykket været opført, og har derved vundet i flere Henseender, tabt i andre. Takket være Krohn, har man nu faaet en national Typus ved Siden af Bjerkebæk, og Gaardbruger Lundestad er sandsynligvis den, der vil holde Stykket oppe, hvis det faar noget blivende Værd, og ikke synker hen med Partilidenskaberne.