Georg Brandes

De gode Værker i Poesi og Konst ere dem, i hvilke og bag hvilke man føler en stærkt bevæget Sjæl, og som ere Udtryk for en dyb, personlig Stemning og Erfaring. Dette Fortrinn er et af dem, som Henrik lbsens seneste Arbeider have i fulldest Maal, og det opveier ikke faa af de Mangler i disse Værker, der strax ere faldne i Øinene og have bragt Kritiken paa dens Post. Bøger som «Kjærlighedens Komedie» og «Peer Gynt» bleve ikke tilstrækkeligt paaskjønnede, da de udkom, Kritiken havde et mere aabent Blik for det Meget i disse Digte, som saarede og stødte, end for den berettigede og smertelige, men sunde Bitterhed, der meddelte dem sin Friskhed. Man maa sætte sig ind i den Stemning, hvoraf disse senere Værker og nu det nyeste er fremgaaet. Vi gjenfinde denne forbittrede Stemning overalt hos den nyere Tids store Aander, selv hos de indbyrdes mest forskjellige som f. Ex. Byron og S. Kierkegaard. Der kommer et Tidspunkt i deres Liv, det være nu tidligere eller senere, hvor Alt hvad de have oplevet og døiet, al den Kval, de have udstaaet, alle de Nederlag, de have lidt i Kampen mod spidsborgerlig Usselhed, Raahed og Lavhed, hvor det Hav af Rædsler og Jammerligheder, til hvis Bølgegang de have været Vidne, skyller hen over dem og ligesom overvælder dem for da nogle Øieblikke efter at ægge Dem til fornyet Modstand; fra nu af ansees de af det store Flertal blandt Menneskene som værende ude af sig selv; deres Liv gaaer op i Kamp, deres Haand or mod Alle og Alles mod dem. Som en Fil, der slider, som en Sav, der skærer, som Dolke, der støde, som Luer, der brænde, som Røg, der kvæler, som Skedevand, der ætser, arbeide nu Omgivelserne paa at gjøre dem Livet uudholdeligt. Ville de ingen Accord, ere de for stolte til at gjøre nogen Indrømmelse, for sande til at ville sige Ja og Nei, og for ærlige til tilsidst at ville bøie Ryg for den offentlige Mening, som hver Fiber i deres Hjerte foragter, da lide de Aandens Martyrium og opføre En efter den Anden dens Tragoedie. Ere de derimod roligere, mere betragtende, mindre krigersk anlagte Naturer, da opgive de i Almindelighed tidligt Kampen, studere Naturen, fordybe sig i Historien og søge igjennem Contemplationen at dulme og at glemme. End ikke Goethe har undgaaet denne Sindsstemning, men med hans Eiendommelighed blev den kun midlertidig hos ham. Det var imidlertid under det i Ungdomsaarene saa dybt virkende Indtryk af Samfundets bundløse Raaddenhed, at han forfattede sit Lystspil «Die Mitschuldigen», en uden denne Forudsætning uforklarlig Production. «Samfundet er en Sump, det gode Selskab er dannet Pøbel», det er det korte Resultat af den Livsbetragtning, ud fra hvilken hint Stykke er skrevet. Dette er hvad ogsaa Byron følte, da Hykleriet fordrev ham fra hans Fædreland; dette var Kierkegaards Stemning, den, i hvilken han skrev «min Sjæls Lidenskab er Foragt», og det er denne Sindsbevægelse, der har bragt Henrik Ibsen til i et frivilligt Exil at slynge Bog paa Bog ud imod sit Fædreland og dets Forhold. Kierkegaard charakteriserede sit Martyrium som det at være Genie i en Kjøbstad. Ibsens er det samme; thi disse smaa nordiske Lande ere i Virkeligheden Kjøbstæder i Smaalighed, og smaaligt seigpinende overfor deres betydeligste Aander.

I den sidste Bog er Lidenskaben imidlertid noget mindre storstilet end i den forrige, som Alt i Alt maaskee er Ibsens fortrinligste Skrift. Overspringer man kun den fjerde Act af «Peer Gynt», eller vilde Ibsen gjøre Leseren den Glæde og skaffe sig selv og sit Digternavn den Vinding, som det vilde være, helt at omarbeide denne og saaledes omstøbe Digtet, da vilde «Peer Gynt» indtage en høi, en mærkelig Rang blandt dette Aarhundredes Poesier. Efter den stærke, hensynsløse Storm i de forrige Skrifter er der i det nye Værk indtraadt noget Havblik, skjøndt Understrømmen endnu er mægtig og der staaer stærke Skyer, Skyer, der gaae imod Vinden, i Bogens Horizont. Men Ibsen har denne Gang et lille Anfald af den bekjendte Konstnersygdom, der yttrer sig som en ved Kritiken fremkaldt overdreven Trang til Correcthed og technisk Fuldkommenhed. Den pleier at indtræde lige for den høieste Modenhed; der kommer nemlig kort før denne et Tidspunkt, hvor Digteren med en vis Kulde betragter sin Ungdoms levende og flammende Værker, der sprænges fra hinanden af lutter Livsfylde og som ligge for ham som bristede Granatæbler, ud af hvilke de røde Kjerner vælde. Han vil nu frembringe Noget, der ikke brister. Det er det Tidspunkt, paa hvilket han med en vis halvt paataget Sathed foretrækker det Graae for det Skarlagenrøde og Bordeaux-Vin for Champagne. Det er en Sygdom, der gaaer over, og en Sygdom, efter hvilken Digteren er stærkere og sundere end nogensinde før. Det er en Perturbation, i hvilken Stjernen ikke gaaer tilbage, men slaaer en Knude paa sin Bane. Henrik Ibsens nye Stykke har ingen Tilskuerrepliker, ingen Forfatterrepliker, ja hvad der er et rent Konststykke ikke een eneste Monolog. Til Gjengjeld mangler den da Noget af det, som ellers pleier at udmærke Ibsen, dette «Dieu dans l`âme, le diable au corps», dette Fandenivoldske i god Forstand, som Baggesen vilde sige, dette mægtige Tag i Læserens Opmærksomhed, der, naar galt skal være, hellere maa være ængstelig stærkt end noget for løst.

Hovedpersonen i «De Unges Forbund» er en ung Ærgjerrig, som er ifærd med at slaae sig i Veiret, en af dem, til hvilken vi have Originalerne rundt om os i vore Selskabssale, paa vore Gader og Stræder. Han søger til sin egen Forherligelse og i sin Magts Interesse at stifte et Forbund, der skal følge ham gjennem Tygt og Tyndt paa hans Jagt efter Indflydelse og Herredømme. Med mesterlig Tact har Digteren strax i første Handling charakteriseret ham som «Festtaleren». Festtaleren er en Skabning, som først de senere Aartier have seet fremtræde her i Norden, og det er en Frembringelse, som har sin udprægede Eiendommelighed. I denne Frasernes Tid er Festtaleren Frasemagernes Konge. Festtaleren er alvorsfuld, Festtaleren er begeistret. Festtaleren er moralsk (om Forladelse, jeg vilde sige: ethisk), han er, med en let Overgang, paa de mest inspirerede Steder, især henimod Talens Slutning, desuden religieus. Han forener i sig Digteren, Reformatoren og Præsten, og han er dobbelt elsket fordi hans Poesi, hans Moral, hans «dybe og alvorlige» Religieusitet kun kommer frem ved festlige Leiligheder. Han er ikke plump og uhøvisk nok til at være tilstede, hvor man strides og slaaes, han gaaer ikke heller imod Strømmen, han er ikke gal. Han leder Strømmen, han bæres oppe af den, hans Hjerter svulmer af Begeistring, naar Folkegunstens Bølger løfte ham høit. Da er det at han, selv løftet, taler om det, hvori der er «Løftelse». En Hædersmand af denne Natur er det, som sagt, at Ibsen har kaaret til Helt i sit nye Lystspil, og selve Valget kunde ikke være bedre. Det er gjort blandt den Art Folk, der om ti Aar ville regere os, forsaavidt de ikke allerede have Magten. Det er det Gjennemløiede hos en Mand af denne Beskaffenhed, som Stykket har stillet sig det til Hovedopgave at skildre, og i Samtalen mellem Stensgaard og Fjeldbo i første Act er denne Opgave glimrende løst; Alt er her fortrinligt, fra Stensgaards første Replik til de Ord, hvormed hans hule Skvalder slutter: «Hør, hør! de drikker min Skaal! Hvad der kan gribe saa Mange ved den evige Gud, det har Sandhed i sig.» Gjelder det især for en Lystspildigter om at gribe de Laster, der staae i Blomst, da har Ibsen her naaet det Væsentlige.

Det Væsentlige er imidlertid ikke nok. Det er ikke tilstrækkeligt at skizzere en Charakteer, man maa ogsaa forstaae at udfolde den og vedligeholde Interessen for den. Mangelen ved «De Unges Forbund» er med Hensyn til dette Punkt, at Stensgaard bestandig bliver ringere og ringere, nærmer sig mere og mere til at blive en almindelig simpel Kjeltring og efterhaanden sporløst taber ethvert Præg af, at der dog idetmindste er gaaet noget Betydeligt til Grunde ham. Foruden at synke i Hæderlighed, synker han desuden saa stærkt i Forstand, at hans Frieri til tre Kvinder paa een Gang, hvoraf den ene endda staaer altfor lavt paa Dannelsens Stige, mere gjør Indtryk af en slyngelagtig Dumrians Taabelighed end af en snild, i sit eget Net fangen Intriguants feilagtige Beregning. Man bliver tilsidst træt af at være tilstede ved saa elendig en Stympers Execution; Indtrykket er for hæsligt og Executionen skeer ikke med noget saa overordnet eller olympisk Lune, at Lystigheden eller Morskaben kan bøde paa den Antipathi, som Synet vækker. Og hvad der her er sagt om Hovedpersonen gjelder om de fleste af Bipersonerne; de ere for ringe til, at man ikke i Længden skulde føle sig ilde tilpas i deres Selskab. De ere sikkert nok naturlige og sande, men ak! hvorfor er Sandheden saa grim og Lystigheden saa tung og det gode Lune saa bundet!

I Mangel af nogen virkelig leende Lystighed sukker man da efter nogen Skjønhed; man haaber at finde idetmindste et Par af Ibsens smukke Kvindeprofiler fordelte midt i dette Bavian-Galleri. De fattes desværre denne Gang. Kun een eneste Kvindeskikkelse har Ibsen givet nogle stærke Trek, men den er altfor lidet udført og staaer i altfor høi Grad udenfor Handlingen til at den kan spille nogen til dens Betydning svarende Rolle i Stykket. Denne Skikkelse er Selma. I nogle faa Repliker er hendes lidenskabelige og sanddrue Væsen givet, men til Gjengjeld med en saadan Korthed og Pludselighed, at hun i første Scene aldeles ikke lader sig forstaae, i den anden gjør et ligefremt barokt og uferdigt Indtryk. Tilmed handler hun senere i Strid med sine egne Ord. Hun er maaskee mere værd end de fleste af det danske Lystspils unge Damer, hun er en ny Skikkelse og der lod sig skrive et helt Drama om hendes Forhold til Familien. Men i Stykket her har hun ingen Plads til at røre sig. Med al Anerkjendelse af den store techniske Færdighed, Ibsen har opnaaet, og med alt Blik for, hvilke Vanskeligheder han her har skabt sig for at overvinde dem, maa man dog bemærke, at Monologen i og for sig ikke paa nogen Maade er noget utilladeligt dramatisk Middel og at det er bedre at være helt forstaaelig ved Hjelp af en Oplysning til Tilskueren, end uklar paa Grund af altfor stor Sammentrængthed.

Ethvert af Ibsens Arbeider i de senere Aar har med, Alt hvad der kunde indvendes imod det, betegnet et stort og virkeligt Fremskridt. Hele første Act af «Peer Gynt», Scenen ved Moderens Dødsleie, Steder som Bladenes Sang eller Ligtalen i sidste Act af Digtet, overgik Alt, hvad Ibsen til da havde frembragt. «De Unges Forbund» betegner en ny Erobring. Medens Digterens Charakteertegning tidligere var temmelig usikker og løs, og kun i de større Symboler fik en dog altid mere begrebsbestemt end anskuelig Form, har han denne Gang underkastet de Figurer, han har dannet efter den dagligdags Virkelighed, saa fast og tæt en Formning, og givet dem en saa kraftig Charakteer af Stedet og Tiden, at der i den Henseende Intet er tilbage at ønske. Man kan ikke være mere real end Monsen og hans Bastian, end Daniel Heire, Lundegaard, Aslaksen og Erik Brattsberg ere. Der er en Konst som er endnu vanskeligere end Midas`s at forvandle Alt til Guld, det er at give Alt netop dets rette Farve. Man kan stole paa, at Normændene, der i dette Punkt ere bedre Dommere end vi Danske, ville fremhæve Ligheden, og at Mangen, der hvilede i døsig Ro, vilde fare op ved det Fyrværkeri, som Ibsen her har brændt af under hans Lænestol.

Stykket er, som bekjendt, antaget af det kongelige Theater. Efter dettes Sædvane vil det dog formodentlig neppe saa meget snart komme til Opførelse, saa meget mere som Rollefordelingen vil frembyde særdeles store Vanskeligheder. Den vilde have frembudt færre, hvis man ikke havde ladet Hr. Hagen gaae til Folketheatret. Opførelsen vil sikkert fremdrage baade mange Finheder og adskillige Mangler, som man ved Læsningen kun i ringere Grad fornemmer. Den vil vist desværre blive Saisonens eneste virkelige literaire Nyhed.