Vi havde ikke et Øieblik kunnet være i Tvivl om, at «Aftenbladet» vilde føle sig rystet gjennem sine dyrebareste Følelser ved «De Unges Forbund» og dets bidende Satire. Derimod havde vi virkelig endnu tiltroet vor ærede Samtidige Besindighed og koldt Blod nok til ikke altfor tydeligt at lægge denne sin irriterede Sindsstemning for Dagen, uagtet vi have erfaret, at man i Publikum skal have moret sig ved at forudsige den Maade, hvorpaa den ved Theatrets Onsdagsforestilling stedfundne Pibning vilde blive refereret i «Aftenbladet». Det viste sig da ogsaa, at vor Tillid til vor Kollegas Disposition over de nævnte Egenskaber var en Illusion. Den Maade, hvorpaa Bladet i Thorsdags omtalte Pibningen ved Onsdagsforestillingen var ikke alene saadan, at det derved uigjenkaldeligt røbedes, at de afmægtige Forsøg paa at give den almindelige Dom over Henrik Ibsens Stykke et væsentlig splittet Udseende af «Aftenbladet» omfattes med en Sympathi, som den Slags Bestræbelser kun under aldeles exeptionelle Omstændigheder kunde finde hos anstændige og forstandigt ledede Organer i Pressen. Dette skulde uden Indsigelse eller Bemærkning fra vor Side kunnet faa Lov at gaa for Bladets egen Regning. Men det lod sig endogsaa føre meget videre i sin Ivrighed. Det omtalte den lille Haandfuld pibende Personer, som om disse repræsenterede en betydelig og med den applauderende fuldkommen ækvivalent Del af det tilstedeværende Publikum, og det refererede endvidere den faktiske Omstændighed, at en eneste af Piberne denne Aften havde taget Post i 2det Parket, saaledes, at «Piberne fandtes denne Gang ikke blot i Theatrets høiere Regioner, men ogsaa i første Logerad og Parket», hvoraf det altsaa skulde fremga, at det Publikum, der besøger Theatrets bedste Pladse, ogsaa tildels var kommet i et saadant Oprør over Stykket, at man saa sig nødt til at gaa med de i 3die Rad Hjemmehørende i deres Meningsytringer. Denne Fremstilling af det Passerede er ikke alene usandfærdig; da den i sin Grund er aabenbar tendentiøs, have vi intet andet Navn for den end løgnagtig; saaledes som vi i Fredagsbladet betegnede den.
«Aftenbladets» Forsøg i sit Gaarsnummer paa at bevise det Uberettigede i denne Karakteristik, er ganske ualmindelig uheldigt. Det gjengiver nemlig vor Notis om Onsdagsforestillingen og optrykker derpaa sin egen, for at dets Læsere selv kunne anstille «den nødvendige Sammenligning». Da det samtidig udtrykkelig indrømmer den faktiske Rigtighed af vort Referat, maa Læserne ved denne Sammenligning netop komme til det samme Resultat, som vi ovenfor have paavist. Selv har Bladet rigtignok ikke kunnet udfinde nogen anden Forskjel, end «at Piberne denne Gang ikke blot fandtes i de høiere Regioner, men ogsaa i første Logerad og Parket, noget, som «Morgenbladet» ikke nævner.» Vi have før angivet vore Grunde til allerede at kalde denne Fremstilling løgnagtig. At «Aftenbladets» Syn for det Faktiske er i besynderlig Grad sløvet, fremgaar ogsaa deraf, at det finder Rigtigheden af sin Fremstilling i saa Henseende «bestyrket af «Dagbladets» Referat, hvori det heder, at «Piberne igaar ikke havde forstukket sig i en Krog i 3die Rad, men fandtes baade der, i 2den Rad (!) og nede paa Gulvet (!)». Naar «Aftenbladet» engang har faaet koldt Vand i Blodet ovenpaa denne første Opbrusning, vil det af sig selv forstaa, hvor meget det her har ladet sig bringe ud af Holdning. For Nærværende ville vi indskrænke os til at bede det ærede Blad betænke, at det dog vanskelig vil kunne opnaa, hvad det uden Tvivl tilsigter, nemlig at bringe det derhen, at Landets store Almenhed kommer til at tro, at Meningen om Ibsens Arbeide og dets Fortrin for nogen væsentlig Del ere forskjellige hos Hovedstadens Publikum, men derimod meget let det Resultat, som det vel ikke i nogen særdeles Grad kan attraa, nemlig at kompromittere sin Smule Værdighed som offentligt Organ ved at stille sig i Linie med de umodne og lidet tilregnelige unge Mennesker, for hvem det tilsyneladende Tapre i Gjerningen vel tør have været Hovedmotivet til ved denne Leilighed at træde den almindelige Dom under Øinene. Disse vildledede, ungdommelige Renominister kunne i ingen Henseende gavne det Parti, hvis Anskuelser de mene at forfægte. Derimod have de ganske sikkert i høi Grad bidraget til at skaffe Henrik Ibsens Arbeide en Fremgang, som det ellers vel neppe havde vundet. Mange, der nemlig oprindelig have været lidt tvivlsomme i sin Dom om Stykket og som have havt Øinene aabne for dets virkelige Mangler, finde sig nemlig ved denne envise og uberettigede Forfølgelse fra en liden Cliques Side foranledigede til at se bort fra Manglerne og helt og holdent slutte sig til den Pluralitet af vort Publikum, der allerede strax har skjænket Ibsens Arbeide sit fulde Bifald.
Der var igaar udsolgt Hus i Theatret, der var endogsaa solgt Pladse i Orkestret, og endda maatte Flere gaa tilbage uden at faa Plads. Første Akt af «De Unges Forbund» gik til Ende, uden at der havde ladet sig høre andet end Bifald. Ved Aktens Slutning, var ogsaa Applausen enstemmig, indtil der efter flere fornyede Salver af Klap og Bravoraab endelig lod sig høre et Par Pibere i 2den og maaske nogle flere i 3die Logerad. Denne Aften blev der ikke pebet for aaben Scene; Piberne nøiede sig med at lade en protesterende Hyssen høre, hver Gang der blev applauderet. Til Slutning forenede Piberne sig naturligvis i en Kraftanstrengelse, men uagtet det koster dem liden Anstrengelse at vedligeholde sin Musik ligeoverfor det talrigste Publikums Applaus, var dog denne saa stormende og saa vedholdende, at de tilsidst indstillede videre Forsøg.