Aftenbladet, som i Lørdags gav Ordet til sin unge, umodne Lyriker K. E., har igaar Aftes fuldstændig stukket Pibe i Sæk, ligesom sine Aandsfrænder i Theatret. Publikum blev snart bekjendt med baade Navn og Stilling for hvert Individ blandt den Haandfuld Pibere, som de første Aftener gjorde Støi i Theatret ved Opførelsen af «De Unges Forbund», og har neppe vurderet den hele Tilstelning høiere end Skoledisciplens «Leve» ved den politiske Gade-Demonstration i Vinter, hvilken ogsaa i Aftenbladets Spalter blev givet saa store Dimensioner. Da Stykket nu har havt det ved vort Theater sjeldne, ja maaske for et originalt dramatisk Arbeide enestaaende Held, at blive opført fem Gange efter hinanden for fuldt Huus, da Tilstelningerne for at holde Stykket nede ere at betragte som fuldstændig mislykkede, og da Urostifterne de sidste Gange ikke have vovet at fremtræde, har «Aftenbladet» maattet opgive de indsmuglede Antydninger om at Pibere og Klappere skulde være omtrent lige mandstærke, om at et helt Detachement af den talrige Armee Pibere paa «Aftenbladets» store Slagaften var placeret i Parquettet, hvor der vitterligt nok kun var et eneste Maalstræver-Instrument osv. Det Tilbagetog, som «Aftenbl.» nu ser sig nødsaget til at foretage, er ingen Anabasis, men hvad gjør det «Aftenbladets» Mænd? Det skal man lade «Aftenbladets» ophøiede Skytsmagter, at de forstode at vælge sine Folk, dengang de i forrige Vinter efter vel afsluttet Fledføringskontrakt tog Bladet under sine Vinger, og oktroyerede det den berømte japanesiske Forfatning. De ædle Protektorer fandt i Administrator den fermeste Reutendiener. Han kan med kort Varsel skrive ypperligt paa opgivne Rim. Han kan bruges som «Tutarhodn» paa begge Sider af Kjølen, og kniber det, kan han intonere en særskilt Melodi paa hver Side. Han staar saare vel anskreven hos Typograf Aslaksens i Provinsbyerne talrig forgrenede Slægt, og han staar paa den intimeste Fod med den frodige Steensgaardske Familie i Hovedstaden. Han er uovertræffelig som politisk Veirprofet, og det er fremfor Alt hans Specialitet at udnævne Statsraader; dem afsætter og indsætter han for et godt Ord. Sagfører Steensgaard er ikke mere expedit til at ombytte Ragna med Thora, og Thora med Madame Rundholmen, end Administrator til at gaa fra et Løvenskjoldsk-Aschehougsk Ministerium til «Hovedstadens mest udmærkede og mest indflydelsesrige Repræsentant», Hr. Advokat Kildal, fra denne til Amtmand Meinich, fra Meinich til Stiftamtmand Vogt, fra Vogt til Stadshauptmand Schwartz. Ganske ligesom i Storthingstiden med Hensyn til Jernbanen, og ganske i Lighed med «Aftenbladets» Holdning i Revisionssagen. «Aftenbladet» vilde, naar det var Thrønderne, der sidst havde faaet fat paa En af dets japanesiske Herskere, bevilge Alt til Jernbanen; naar dets anden Hersker havde faaet Varsel fra Hypotekbanken, vilde «Aftenbladet» Intet bevilge; naar de stridige Parter rev i Herskerne paa samme Tid, søgte man at komme paa Akkord, og vilde bevilge Noget. Da Unionskomiteens Indstilling var trykt, anbefalede det Arbeidet i stærke Ordelag; nu er ethvert Medlem af Unionskomiteen, ethvert Medlem af Regjeringen hyppigen i «Aftenbladet» banlyst som Fædrelandsforræder. Og imidlertid vedbliver det samme Navn at staa paa Foden af «Aftenbladets» fjerde Side, og dets Indehaver samler alle disse Laurbær til sin uvisnelige journalistiske Hæderskrans.
Vor kommunale Monitør meddelte forgangen Dag, at Theaterdirektionen havde frataget Bladet dets Theaterbillet, og at Redaktionen var underrettet om Grunden dertil, nemlig at «Intelligentssedlerne» havde indeholdt Artikler, der vare Direktionen ubehagelige, da de dadlede Præstationerne ved Theatret. Vi bemærkede ikke strax denne Artikel, og har senere ikke omtalt den, for at give Direktionen Tid og Anledning til at oplyse, om det virkelig har denne Sammenhæng, som «Intelligentssedlerne» siger, med Hensyn til Inddragelsen af Billetten. Andre Blade have nu berørt Sagen, uden at Direktionen har fundet sig foranlediget til at modsige den almindelige Opfatning, og Publikum tør saaledes anse sig berettiget til at tro den Fremstilling, som er offentliggjort fra den ene Kant. Vi forstaa godt, at Direktionen undertiden kan føle sig ilde stemt ved den Kritik, som bliver Theatrets Præstationer tildel fra en stor Del af Pressen; man gaar som øverste Grundsætning ud fra, at den nærværende Direktion skal vige Pladsen for en anden, som vil antage en Partihøvding som artistisk Leder for Theatret, og man er uforsonlig ligeoverfor hvilkensomhelst Præstation og hvilkensomhelst Anstrengelse fra Theatrets Side for at opfylde rimelige Krav. Men denne Kritik er til samme Tid saa ensidig og terroriserende, at dens Indflydelse snart maa blive uskadelig, ligesom den allerede mangen Gang har bidraget netop til det modsatte Resultat af det forønskede. Christiania Publikum maa i det Store taget være paa det Rene med Bedømmelsen af den, og forstaa at gjenkjende dens forskjellige Ytringsformer, om den end stundom fremtræder maskeret; det maa snart blive enigt med sig selv om, at det ikke vil lade sig terrorisere, hvor enige end Avisredaktionerne paa den anden Side maatte være deri, at kun de Theaterreferenter skulle faa Lov til at skrive om Theatret, der ville istemme Raadet: «væk med ham!» Dette Raad, der stadig opløftes mod Enhver, som er iveien for det Parti, som i Kunst og Politik vil være det absolut herskende og eneraadige i Landet, maa nu være saa vel kjendt og vel forstaaet, at det, hvor mangedobbelt det end klinger, ikke bør faa større Virkning end at Raab i Ørkenen. Navnlig var den Kritik over Opførelsen af «De Unges Forbund», som den kommunale Monitør præsterede, ligesaa tosset og umyndig som «Bastians» Efterligning af «Steensgaards» Jargon, saa at det i Virkeligheden er hjemfaldet Ridikulen, at Theaterdirektionen finder, at den kommunale Monitør formedelst denne Efterligning skal forsøges straffet med Inddragelsen af Partoutbilletten. «Intelligentssedlerne» citerer i sin Artikel om Sagen en Præcedens fra den kjøbenhavnske Presse, som, da et Blad blev berøvet sin Partoutbillet til et af Theatrene, gjorde Aftale om ikke at anmelde dette Theaters Præstationer. Vi bede Theaterdirektionen om tage Advarsel af dette Exempel, og at ophøre med sin Krig. Det er vel en Ydmygelse for den at tilbagesende den kommunale Monitør Billetten, men den Dom, som Almenheden vil fælde over dens barnagtige Adfærd, hvis dette ikke sker, vil være endnu mere ydmygende.