Signaturen «A.»

Som Indledning til en mere indgaaende Anmeldelse af Henr. Ibsens nye Skuespil forudskikkes idag en Oversigt over dets Indhold, idet vi bemærke, at Bogen først idag Kl. 1 er ankommen hertil med Dampskib fra Kjøbenhavn. Den var udpakket og i Bogladerne Kl. 2 ½.

I første Akt indføres man i Grosserer Werles Hus, hvor man til en Begyndelse gjør Bekjendtskab med hans egen Tjener, Pettersen, og Leietjener Jensen, der føre en Samtale om Husets Forhold. Man faar Hentydninger til, at der bestaar en mere intim Forbindelse mellem Verten og hans Husbestyrerinde, Fru Sørby, og Jensen fortæller ligefrem, at Hr. Werle «har nok været en svær Buk i sine Dage». Der dukker frem en affældig Mand, fhv. Løitnant Ekdal, der har Ærinde paa Grossererens Kontor, hos dennes Bogholder, Graaberg. Pettersen forklarer, at der er en Plet ved hans Fortid, og at den Gamle har været paa Fæstningen eller Bodsfængslet. Videre Oplysninger kommer foreløbig ikke, da Samtalen afbrydes derved, at Gjæsterne reise sig fra Bordet og gaa ind i Arbeidsværelset, hvor første Scene er foregaaet.

Der følger et glimrende Optrin, der paa Scenen maa komme til at gjøre stor Effekt. De to Ungdomsvenner, Vertens Søn, Gregers Werle, og Ekdals Søn, Hjalmar, der lever som Fotograf, træffer her atter sammen og have en Samtale, hvorunder mangt og meget gaar op for Gregers. Han forstaar, hvad den anden endnu ikke har fattet, at Hjalmar har ægtet Faderens Maitresse, Gina Hansen. Saa faar man en Scene med Werles Gjæster, diverse Aargange af navnløse Kammerherrer i allehaande Udgaver, bidende, skaanselløs Vittighed fra Forfatteren! En glimrende Forevisning af Kammerherrerne mod den lidt tvetydige Fru Sørby som Baggrund! Midt oppe i denne dukker Gamle Ekdal op, der med Graaberg er bleven indestængt paa Kontoret og nu maa søge sin Udgang gjennem Arbeidsværelset, hvor Gjæsterne ere forsamlede. Hjalmar fornegter sin Fader.

Hvad er det da, som volder denne Faders Ulykke og som har kastet Skyggen over hans Liv?

Ibsen lader ikke længe sine Læsere blive uvidende om, hvad Grunden er.

I et Opgjør mellem gamle og unge Werle faar man høre, hvad der har voldt Ekdals Skam. Han og Grossereren havde nogle Skoveiendomme oppe ved Høidalsverket, hvor Gregers Werle bor, og saa hug de paa Statens Grund. Ekdal, der var Løitnant, havde optaget et galt Kart, og han fik Skylden for alt det gale, medens Werle tiltrods for al Mistanke blev frifunden. Han pukker paa Domstolenes Frifindelse, men opnaar ikke at staa ren i sin egen Søns Øine. Denne ser skarpere og vil trænge igjennem alle Slør. Han, Gregers Werle, er den strenge, ubønhørlige Idealist, der intet Afslag vil taale. Hvad der især aabner hans Blik, er den storartede Understøttelse, der fra hans Kontor tilflyder Familien Ekdal.

Denne lange Scene mellem Fader og Søn er rig paa spændende Effekt, – i dygtige Skuespilleres Hænder maa den blive noget aldeles storartet. Den ender med et Brud mellem Fader og Søn; Faderen ser, at der mellem dem er en dyb Kløft, og naar Sønnen ser tilbage paa Faderens Fortid, da er det, siger han: «som om jeg saa ud over en Slagmark med knuste Menneskeskjæbner langs alle Veiene.» Men siger han videre: «Derfor ta'r jeg ogsaa min Hat og gaar.»

Kammerherrerne leger imidlertid Blindebuk med Fru Sørby.

Saa meget har dog Faderen opnaaet, at hans Søn i ren Ligegyldighed Intet har imod, at Faderen knytter sin fremtidige Livsskjæbne til Fru Sørbys. Men Læseren har faaet at vide, at hans første Ægteskab med Gregers's Moder har været alt andet end lykkeligt.

I anden Akt indføres man i Fotograf Hjalmar Ekdals Bolig, i hans kombinerede Atelier og Dagligstue.

Hustruen Gina og den 14aarige Datter Hedvig vente paa Faderens Hje mkomst fra Werles fine Middag, og saa mærker man Modsætningen mellem Rigdommens Overflod og det mere end tarvelige Hjem. Hjalmar kommer, trækker sin Kjole af, som han har laant af den fordrukne Theolog Molvik; han reproducerer Selskabets Vittigheder.

Da træder Gregers ind i det fattige Hjem. Han er selv den mest fuldblods Idealist, som nogen Digter kan skabe; men han har den sikre Tro paa, at han i sin Ungdomsven skal, naar han først rigtig kommer tilbunds, finde en Aandsbeslægtet, en Kjernekarl, der kan staa sin Tørn i Livet. Hjalmar har en stor Hjertesorg – hans elskede Datter, Hedvig, trues af en kommende Blindhed, for hvilken Lægen har advaret, men som hun selv ikke endnu aner. Men der er en anden Fare, som han ikke forstaar med samme Klarhed; Læseren aner, at der er lidt Kluds med Forældrenes Bryllupsdag og Datterens Fødselsdag, og for ham staar det som en Mulighed, at Hjalmar er narret af Grosserer Werle.

Gamle Ekdal kommer til, og Gregers minder ham om Ungdommens Jagtbedrifter, – nu jager ikke Ekdal mere, d. v. s. ikke i den frie Natur, men ude paa det store Loft, der støder op til Atelieret, hvor han har indrettet sig en improviseret Jagtmark med gamle Juletræer, Kaniner, Duer o. lign. Til Apparatet hører ogsaa en Vildand, der i sin Tid var vingeskudt af Grosserer Werle og blev hentet op fra Dybet af hans Hund. Saa blev den helbredet og gjør nu Tjeneste paa Gamle Ekdals Jagtrevier, hvor dog Ingen gjør den Skade.

Familien har et ledigt Værelse, som den leier ud – Gregers lægger Beslag paa dette; her vil han øve den Livsgjerning, hvortil han føler sig kaldet.

Tredie Akt viser os Gregers i Familien Ekdals Hjem. En Samtale med Datteren Hedvig er gribende; men han fortsætter og gaar løs paa Faderen. Hjalmar har sit store Fremtidsmaal; medens Konen sysler med det daglige Stel, dvæle hans Tanker ved en stor Opfindelse, han agter at gjøre, og som atter skal hæve det Ekdalske Navn.

Ingen anden Løn vil han have, naar han fremlægger denne, end at skaffe Faderen Ret til atter at bære Uniformen, den han maatte aflægge, da han blev dømt. Med stort Mesterskab fremstiller Ibsen her nogle Modsætninger:

Sønnen bebreider Faderen hans Feighed, da han efter Dommen ikke vovede at dræbe sig med Familiens Pistol –

men han fortæller selv naivt, at der ogsaa var en Tid, da han omgikkes med samme Tanker, og siger: «der hører Mod til at vælge Livet under saadanne Forhold.»

«Ja, det er som man tar det», siger Gregers. Saa en simpel Hybelfrokost med Brændevin og Øl.

Rigtig et Livsbillede af den Sort, som man i Virkeligheden ikke ønsker altfor ofte at stifte Bekjendtskab med.

Der er en fordrukken Læge, Relling, en glimrende Figur, en af disse Typer, som Ibsen har skabt, et værdigt Sidestykke til Aslaksen og mange andre «Hædersmænd». Relling og Theologen Molvik ere to Pragtexemplarer af den Ibsenske Digtning.

En Spadsertur arrangeres, paa hvilken Gregers aabner Vennens Øine for den sørgelige Verden, hvori han lever. Den unge Ekdal staar vis-à-vis den meget nøgne Virkelighed, og Gregers, den uegennyttige, ideelle Experimentator haaber paa de bedste Følger for hans Fremtid.

Men han skuffes; den store Hjalmar skal i 4de Akt vise sig stor – han støder den brødefulde Hustru fra sig, skjønt hun tilstaar alt – han tvivler om sin Datter, og da Gregers fuld af skjønne Forhaabninger, kommer igjen for at se Familien indvie det nye Liv, da staar han overfor et Forhold, som den store Mand har brudt med plumpe Hænder.

Den krænkede Ægtefælle forlader Huset; han gaar i sin Storhed paa simpel Rangel med Relling og Molvik.

Femte Akt aabenbarer i sin Begyndelse, at Hr. Hjalmar Ekdal nok kommer igjen. Han har sovet og snorket efter Rangelen hos de to Herrer, med hvem han har tilbragt Natten. Idealisten Gregers tror paa, at han er opreven af en Sjælestrid, men Relling er Tvivleren, der ikke tror paa nogen aandelig Rørelse hos ham, og han lægger frem om, hvordan han virkelig er, denne Idealernes Helt med de store Livsopgaver. Det Vid, den skaanselløse Skarphed, hvormed Ibsen her taler gjennem Rellings Mund, hører til de bedste Ting, han endnu har leveret. «Gregers lider efter hans Diagnose af en Retskaffenhedsfeber; Relling tror nu, at Mennesket trives bedst med en «Livsløgn», og han oversætter det fremmede Ord «Idealer» med et norsk «Løgne».

Man venter nu, da Husherren er kommen hjem, paa Udførelsen af hans Beslutning at flytte bort. Den staar fast; men han venter og spiser. Saa vakler han og vil blive nogle Dage, indtil han faar arrangeret sig.

Men Katastrofen kommer, og anderledes, end nogen har tænkt.

Hedvig har af Gregers faaet et Spørgsmaal, om hun kunde ofre Faderen det kjæreste, hun havde, og dette er Vildanden. Han har antydet, at gamle Ekdal kunde besørge dette. Men Hedvig bringer et Offer, og for hendes Kugle ude paa Loftet i den fingerede Jagtmark falder en anden Vildand.

Denne Vildand er Hedvig selv! Den første Vildand var kun skamskudt; den anden bliver truffen bedre. Denne Kugle har rammet i Hjertet. Men om Faderen siger Relling: «Inden tre Fjerdingaar er lille Hedvig ikke andet for ham end et vakkert Deklamationsthema», og han sætter Gregers Stevne, naar det første Græs er visnet paa hendes Grav.

Dermed er «Vildanden» færdig.

Men paa enhver Læser gjør den et gribende Indtryk. Skildringen af den opofrende, varmhjertede Idealist, Gregers, og Idealpjalten, Hjalmar Ekdal, hvis store Syner maa ramle for første Pust, er fortrinlig og storslagen. Som Skuespil maa «Vildanden» regnes til Ibsens bedste, og den vil være et nyt Vidnesbyrd om denne store Aands Mangesidighed, om hans Evne til altid at skabe nye Emner og behandle dem som den fuldendte Mester.

Vildanden er et stakkels Dyr, som Gregers Werle faar se, idet Gamle Ekdal viser ham sit Loft, hvor han har indrettet sin Jagtmark. Den ældre Werle, Grossereren, Faderen, var engang ude paa Andejagt i en Baad: «og saa skjød han paa hende. Men han ser nu saa kleint, Far Deres. Hm, saa blev hun bare skamskudt». Og denne skadeskudte Fugl, den skal tilbunds, for saa gjør altid Vildænderne, og da bed den sig fast i Tang og Tare og i alt det Fandenskab, som findes dernede; for nu vilde den dø. Men gamle Werle havde «slig en urimelig glup Hund», og den dukkede efter og tog Anden op igjen. Vildanden trivedes ikke rigtig hos Werle, saa fik hans Tjener, Pettersen, den for at gjøre Ende paa Dyret. Men han gav Anden til Ekdal, hos hvem den trives vel. Den trækker jo lidt paa Foden og er noget stiv; men til Gjengjæld er den bleven fed; «den har jo nu ogsaa været saa længe der inde, at den har glemt det rigtige vilde Liv, og det er bare det, som det kommer an paa». Saa lyder ialfald Hjalmar Ekdals Forklaring.

Vildanden er altsaa i Ekdal s Hus og i hans Familie. Den er et Billede paa alle de andre, som leve i denne Kreds. Alle ere de jo, hver paa sin Maade «skamskudte» af Grosserer Werle. Faderen er af ham styrtet i Ulykken, og bagefter er det alene Werle, som holder ham gaaende som en anden vingeskudt Fugl. Sønnen er dobbelt skadeskudt, i sin egen Person og i sin Kones, denne afskedigede Elskerinde, som han i god Tro er narret til at ægte. Men i dybeste Forstand er det dog Barnet Hedvig, som er Vildanden. Den er jo ogsaa skjænket hende, og Ingen er verre skadeskudt end hun. Hvad Hjalmar Ekdal aldrig har fattet, men hvad Læseren snart forstaar, er at Hedvig nok nærmest er Grossererens Barn, og at den unge Ekdal ikke alene har overtaget Elskerinden, men ogsaa hendes Barn i Arv fra en Anden. Klarere og klarere skinner dette igjennem, indtil omsider al Tvivl maa bortryddes ved Grossererens mærkelige Gavebrev til gamle Ekdal, der faar 100 Kroner maanedlig, som efter hans Død skulle gaa i Arv til Barnet Hedvig.

Gamle Ekdal er en Ruin; ikke en Ruin af en pragtfuld Ridderborg, men kun af en ganske almindelig Bygning – det er en trøstesløs Ruin, som han gaar omkring og har slaaet sig paa det stærke. Thi det har han gjort, og den kjærlige Søn og Svigerdatter bærer over dermed. Ulykken har lamslaaet ham. Den er ikke kommen uforskyldt; men man føler, at han selv er narret op i den Brøde, der voldte hans borgerlige Skjændsel, og at den, der mindst var ligesaa delagtig som han, og som ialfald havde Ansvaret for at have draget Ekdal ned, er gaaet aldeles fri, og at han efter at have indrettet det saa behændigt, at Lovens Straf ikke kunde ramme ham, staar der lige god i Mængdens Øine.

Sønnen, Hjalmar Ekdal, der ovenpaa den Ulykke, som har overgaaet Faderen, ernærer sig som Fotograf, er en opstyltet Idealist, der i taagede Fremtidsdrømme søger Trøst for al den Ulykke, der er overgaaet ham og hans. Han har faaet sig tildelt den mest fremtrædende Plads i Skuespillet, og er tegnet med en tilstrækkelig Tydelighed til, at Læser og Tilskuer kan faa den rette Forstaaelse af, hvad han er. Hjalmar Ekdal er en Pjalt, hvis store Talemaader tilsidst kun tjener til at vise hans Ynkelighed i et endnu mere afstikkende Lys, end det, hvori den ellers vilde have staaet. Han er opdraget af to forskruede og hysteriske ugifte Tanter, hans «tvende Sjælemødre», og hans Ulykke er, at han altid i sin Kreds er bleven holdt for et Lys; han forstod saa pent at deklamere Andres Vers og Andres Tanker, men ikke mere. Relling siger, at han er syg, og anvender paa ham den samme Kurmethode, som han gjør sig til af at bruge paa andre Patienter: «Jeg sørger for at holde Livsløgnen oppe i ham», og dette forklarer han saaledes, at «Livsløgnen er det stimulerende Princip». Saa kommer det for en Dag, at Relling har puttet den samme Tanke i Andre; men gamle Ekdal, han har sin, rigtignok høist uskyldige Livsløgn for sin egen Regning, at Loftet med de tørre Juletræer maa erstatte ham Jagtmarken i den frie, store Skov. Den Rellingske Theori praktiseres i stor Udstrækning gjennem det hele Skuespil.

Hjalmar Ekdals Livsløgn er den store Opfindelse, med hvilken han sysler. Det skal blive noget stort; kun er det ikke endnu gaaet op for ham selv, i hvilken Retning denne Opfindelse egentlig bliver. Han har sine videnskabelige Tidsskrifter, hvori han skal finde brugbare Ideer for sin Opfindelse. Det kan i den Anledning være nok at anføre følgende Repliker:

Hjalmar. Jeg maa ha' mine Bøger med mig. Hvor er mine Bøger?
Gina: Hvilke Bøger?
Hjalmar: Mine videnskabelige Verker, naturligvis – de tekniske Tidsskrifter, som jeg bruger til Opfindelsen.
Gina: Er det disse her, som ikke er nogen Perm paa?
Hjalmar: Ja, vist er det saa.
Gina: Skal jeg ikke faa Hedvig til at skjære dem op for Dig?
Hjalmar: Behøves ingen Opskjæring for mig.

Der har man, hvad der behøves, for at forstaa Betydningen af de Studier, som den vordende Opfinder anser det fornødent at anstille, og for at fatte hans Person. Hjalmar Ekdal er den løse, overfladiske Idealist, der tror, at Alt afgjøres med Snak; han er Gjennemsnitsmennesket med de høitflyvende Talemaader, samt derhos i en ganske overordentlig Grad indsat med Egenkjærlighed. Skamskudt er ogsaa han, skjønt han selv aldrig har følt, hvordan dermed gik til. Men alligevel har Relling puttet sin Livsløgn i ham, og paa denne flyder han siden freidig om med alle Sine paa det store Livets Hav.

Gina, hans Kone, er det simple Fruentimmer med den bedærvede Fortid, der har glemt denne og er gaaet op i det daglige Stræv. Datteren Hedvig skal befinde sig i en farlig Overgangsalder, og der vækkes i hende gjennem de Voxnes Tale adskillige Tanker, som kaste nye Tvivl ind i det unge Sind og tilsidst lade hende rette Pistolen mod sit eget Bryst og trykke af.

Relling, den forranglede Læge, og Molvik, den fordrukne «forhenværende Theolog», ere Virkelighedsfigurer, der bevæge sig inde imellem de andre. Relling har puttet i Molvik Tanken paa, at der er noget «Dæmonisk» ved ham, og paastaar, at denne holder ham oven Vande; det er rimeligere, at han flyder paa sin indtagne Spiritusladning. Relling er den gjennemførte Cyniker; noget er sandt, noget er usandt og noget er oprørende i hans Slangeytringer; men helstøbt er denne Figur, midt i alt det Frastødende, hvormed han er udstyret fra Digterens Haand. Molvik er ogsaa en høist uappetitlig Skikkelse; men Virkeligheden byder saadanne, og man kan ikke lukke Øinene for deres Tilværelse. Molvik er sunken dybt, kan neppe mere reise sig, ikke engang ved Hjælp af den Livsløgn om sin «dæmoniske» Natur, der er puttet i ham ved Rellings Omsorg. Men han forevises ikke meget, og skal derfor ikke genere Læsere og Tilskuere synderlig meget.

Fru Sørby hører ogsaa til de simple Fruentimmer med bedærvet Fortid, men af en noget høiere Dannelsesgrad end Fru Gina Ekdal. Hun bestyrer Grosserer Werles Hus, og har indladt sig i en Forbindelse med ham, der leder til Ægteskab. Men disse to vise hinanden fuld Aabenhed om alle sin Fortids Mangler, og gaa uden Illusioner ind i det nye Forhold; – maaske de endog begge ligge saa lavt, at de kunne finde et vist Behag deri.

Grosserer Werle selv, der forøvrigt ikke træder meget frem i Stykket, er igjen et Mandfolk med en høist bedærvet Fortid. Han har Pletter paa alle Sider, men har dog været heldig nok til at klare sig gjennem Verden uden at blive haget fast ved en af sine mange Anstødsstene. Han er bleven den rige Mand, i hvis Hus man gjerne kommer for at nyde de gode Middage, og det er i den Henseende betegnende, at Ibsen, den med talrige Ordener dekorerede Digter, lader Grossererens Middag bestaa af Verten, hans Søn, Fru Sørby og – 9 Kammerherrer. Det er et dygtigt Greb, og et godt Spark, som her gives Kammerherrerne, uden at det rigtig forstaaes, hvorfor? Men taget som en almindelig Satire, er disse ni Gjæsters Fremtræden et af Stykkets beds te Punkter, skildret med en skarp, rigtig skjærende Pen. Men det er ikke frit for, at Ibsens lange Fravær fra Fædrelandet gjør sig mærkbart; han har aabenbart ikke længere altid Rede paa, hvad der er særlig norske Forhold, og ser meget i et andet Lys end det, hvori han vilde se det, om han oftere havde været i det Land, hvorhen han nærmest adresserer sine skarpe Aandrighedspile.

Der er i de Ibsenske Dramaer altid et dødt Punkt. I «Vildanden» er dette Gregers Werle, hvad nærmere vil blive omhandlet i en tredie Artikel. Han skulde være Stykkets rene Aand, dets ædle Element, hvad ogsaa i høi Grad maa tiltrænges ovenpaa alt det slette Selskab, i hvilket man befinder sig i dette Skuespil. Men desværre, medens de slette Karakterer ere tegnede klart og sikkert, med en Tydelighed, der ikke lader Nogen blive i Uvished om, hvad der bor i dem, saa er den rene Aand høist uklart skildret, og Ingen kan faa fat paa, hvad der egentlig bor i ham. Fra ham vender man sig trøstesløs bort.

Gregers Werle er altsaa Stykkets døde Punkt. I enkelte Anmeldelser, saaledes i en, der nylig har staaet i det danske «Dagbladet», er han gjort til dets Hovedfigur, og han er som saadan bleven fremhævet som en mesterlig tegnet Personlighed. Til denne Opfatning kan vi ikke slutte os; den forekommer os at hvile paa en Miskjendelse af det, som maa være det Hovedsagelige.

Gregers er en oprigtig Idealist. Han begynder som en Helt. Hvad der forefalder mellem ham og Faderen i første Akt, skulde antyde ham som den viljestærke, kraftfulde Mand, der ikke slaar af paa sine Idealer, men klart og strengt vil have dem gjennemførte i Livet. Den Gregers, med hvem man gjør Bekjendtskap i første Akt, er sympathivækkende; men man faar dog allerede her et lidet Vink fra Forfatteren om, at Gregers ikke er Slagets Helt, men Frasens Mand. Naar han ser tilbage paa Faderens Færd, da er det, som om han saa ud over en Slagmark med knuste Menneskeskjæbner langs alle Veiene, fortæller han Faderen, og da denne dertil bemærker, at han næsten tror, Kløften er for bred mellem dem, svarer den høisindede Gregers, idet han gjør et «behersket» Buk: «Det har jeg observeret, og derfor ta'r jeg ogsaa min Hat og gaar».

Det er Gregers, som tager sin Hat og gaar. Han har faaet en Opgave, – det er han sikker paa; men i Livet bliver det dog hans egentlige Opgave at tage sin Hat og gaa, eller ogsaa, som han selv til Slutning finder ud, «at være den trettende Mand tilbords». Men deri ligger i Grunden antydet, at han som den Overflødige vil tage Afsked med denne Verden og ogsaa tage sin Hat for at gaa ud af den. En saadan Repræsentant for de Overflødige i Livet bliver imidlertid ogsaa let overflødig i Skuespillet.

Gregers gaar nu i skraasikker Selvtilfredshed løs paa sin Opgave, d. v. s. paa det, som han selv tror at være sin Opgave. Han aabner Folks Øine, uden at have nogen Forstand paa, hvad der bor i dem, og derved kommer han mod sin Vilje til at anrette de største Ulykker. Den velvillige Haand, hvormed han foretager sine Operationer, kan ikke bøde det ringeste paa hans Mangel paa Behændighed og Klogskab. Han er god og ædel; men han anretter Ulykker over en lav Sko, og da han ikke kan læge, saa ta'r han sin Hat og gaar. Den Afmagt, der hviler over Gregers Werle gjennem de fire Akter, er en uheldig Side ved Ibsens Skuespil; men den er maaske en nødvendig Følge af den negative Retning, hvori Digteren er slaaet ind, og som gjør det vanskeligt for ham at pege paa de positive Veie, der føre frem til bedre Egne.

I Gregers Werle er der en Knæk ved det hele Drama. Forøvrigt er dette bygget med stort Mesterskab, saa stort, at den, der er nødsaget til at gjennemlæse det i en springende Fart og da instinktmæssig hopper fra det ene glimrende Sted til det andet, uvilkaarlig, naar han er færdig, udbryder: «Dette var dog et pragtfuldt Stykke». Bagefter, naar der er Tid til en anden Læsning, vise Manglerne sig og Kritiken faar da sin Ret; men der er dog fremdeles saa meget godt, at man uden Fare for at blive underkjendt i sin Dom tør blive staaende ved den Mening, at «Vildanden» staar høit, meget høit i Henseende til den dramatiske Teknik. En Introduktion som første Akt hører muligens til det bedste, som Ibsen har præsteret, og om der end siden kan være nogle Longører, saa glemmes dog disse let. Replikbehandlingen tør i «Vildanden» være noget af det bedste, der er præsteret i det moderne norske Drama, uagtet heller ikke den er fri for visse «Søgtheder».

Bygningen er saa god, at Læser og Tilskuer derved fristes til at overse, at Indholdet neppe i sig selv er tilstrækkeligt til at vedligeholde Interessen gjennem hele 5 Akter; man mærker ikke, at Handlingen paa sine Steder staar næsten stille.

Realismen kræver ogsaa i dette Skuespil sine Ofre; der er nogle Scener med Drammer og Øl, som høre til de bedste i sin Genre. Vi er desværre ikke Yndere af denne og skal derfor ikke holde de nævnte Scener frem som beundringsværdige. Paa os gjør de et stødende Indtryk, saa fortrinlige, som de er. Men Realismen kræver andre Ofre. Det viser sig ogsaa her, at det realistiske ikke altid er det reale, og at selv en saa betydelig Forfatter som Ibsen nok maa kaste sig ud af Realismens Ramme og anvende Fantasiens og Allegoriens Farver. Det er simpelthen nødvendigt for ikke at blive langtrukken, for at faa Handling, og derfor maa altid den mere betydelige Realist Gang efter Gang ofre sin egen Realisme. Man springer i «Vildanden» frem og tilbage mellem Virkelighed og Fantasi; Digteren slaar selv af paa Realismen, og deri har han handlet meget klogt.

Man kan studere og studere paa, hvor Ibsen vil hen, og ikke finde det. Han selv har ikke angivet, hvor han er –, men kun pegt paa, hvor en hel Del Andre befinder sig. Det er disse, man ser styre hver i sin Vei did, Skjæbnen og deres egen Karakterudvikling fører dem hen. Ibsen er Foreviseren her, som i sine andre Skuespil; han lader sine Personer agere mod hverandre. Idealisterne Hjalmar og Ekdal staa ved hinandens Side, i Bund og Grund forskjellige; mod dem staar Pessimisten Relling med denne eiendommelige Livsfilosofi, som det er et ægte Ibsensk Træk at hente frem i Dagslyset. Man kan formelig se, hvordan Ibsen har moret sig med at kaste ud i Verden de Rellingske Cynismer og Paradoxer.

Om andre har saa megen Grund til at more sig over dem, er saa temmelig tvivlsomt. Thi den virkelige Livsfilosofi, der ligger bag baade Rellings og de øvrige, den er lidet trøsterig. Naar de eneste, virkelig rene Personer maa dræbe sig – eller naar det ialfald antydes, at dette kan blive Enden, da staar det ikke godt til med den Livsanskuelse, der skal bære Stykket oppe. Der tvivles om alt, – lad saa være, at den idealistiske Hverdagspjalt faar tage sine Piskeslag ovenpaa sin Udluftning, men han behøver ikke derfor at knytte sine Hænder mod «ham deroppe» og udtale Tvivl, om han er til.

Tvivlen og Negationen kan ikke hjælpe paa nogen Maade. Det Høieste, hvortil man ad den Vei kan naa, er at tage sin Hat og gaa, være den trettende tilbords og tage en Pistol og trykke af. Det er, hvad man lærer af «Vildanden». Om det er med eller mod Forfatterens Vilje, gjør for Læsere og Tilskuere i Grunden intet til Sagen.

Men som dramatisk Arbeide staar Stykket høit.