«Vildanden».
For aldeles udsolgt Hus opførte «Aarhus Theaterpersonale» iaftes Henrik Ibsens Skuespil «Vildanden» paa Odense Theater.
Ibsen er forlængst bleven knæsat herhjemme som en af de store Digtere. Hans Bøger udkomme paa vort fineste Forlag, og hans Skuespil skulle Alle se og høre. Han er endog naaet saavidt, at et Produkt fra hans Haand paa Forhaand er sikkret Sukces.
Dette den norske Digters Ry bunder i det Væsentlige i Ibsens enestaaende Evne til at tegne Karakterbilleder. Foruden han besidder maaske kun den franske Forfatter Zola den mesterlige Gave at kunne skildre sine Figurer saa skarpt og klart, at de uudsletteligt præge sig i Læserens Erindring. Egentlig Poesi finder man ikke meget af hos de to Forfattere, der ere Naturalismens eller, om man vil, Realismens Forkæmpere. Det er Virkeligheden, de skildre, Billeder ud af det nøgterne Liv med dets Kampe.
Men denne Uddyben af Skildringen af de menneskelige Lidenskaber, af stadige Livsopgjør medfører let den Fare, at man skyder over Maalet, at Farverne blive for grelle, og Personerne mere tænkte end virkelige. Og det er denne Følelse, man vanskeligt kan frigjøre sig for ved Gjennemlæsningen af Ibsens senere Produktion. Man faaer uvilkaarligt Indtrykket af, at Digteren siddende i sit Studereværelse arbejder med, om man saa maa sige, tænkte Figurer; at han, tilbagetrukken fra Omverdenen, henter Billeder fra denne, som ikke tilnærmelsesvis holde Stik i Virkeligheden. Og saa ender man tiltrods for alt det Gode, der ellers maatte findes i Handlingen, uhjelpelig med et Resultat, der ligger det naturlige Menneske fjernt, i det Mysteriøse.
«Vildanden» hvis Handling sikkert vil være de fleste af vore Læsere bekjendt – hører som bekjendt ikke til Ibsens sidste Bøger og rummer derfor langtfra den Mystik, der indeholdes i disse. Men helt fri for det Unaturlige er Stykket dog ingenlunde. Det træder saaledes stærkt frem i Hjalmar Ekdals Forhold overfor hans unge Datter, hvor Faderen af Hensyn til Moderens brødefulde Fortid forskyder Datteren; endvidere i Samtalen i 3die Akt mellem Gregers Werle og Hedvig.
Udførelsen iaftes maa efter Provinsforhold at regne siges at være gjennemgaaende tilfredsstillende, og der blev til Tider ydet virkelig Kunst.
Den mandlige Hovedrolle, Hjalmar Ekdal, spilledes af Direktør Helsengreen, der havde et udmærket Greb paa den godmodige, karakterløse, bedragne Ægtemand, og den stakkels Fotograf blev i Hr. Helsengreens Hænder en Person, der trods alle sine tomme Fraser afvandt Sympathi.
Af de øvrige Rollehavende skal nævnes Hr. Stigaard, hvis hele sympathetiske Fremtræden paa Forhaand maa siges at eje de bedste Betingelser for at fremstille Fuldblodsidealisten Gregers Werle, Hr. Emil Helsengreen som gamle Ekdal og Fruerne Wilhelmi og Hedvig Helsengreen som Fru Ekdal og Fru Sørby. Helt flink var ogsaa Hr. Knutzen som Doktor Relling, medens Hr. Lumbye som Grosserer Werle nok kunde have spillet mere behersket og ikke slog til.
En ung Dame, Frk. Mathilde Schmidt, havde i Hedvig Ekdals Rolle sin egentlige Debut, som Frøkenen skilte sig meget net fra. Lidt søgt forekom dog en stadig Klippen med Øjnene, som der ikke fra Forfatterens Side er givet Anvisning paa.
I Grosserer Werles Arbejdsværelse kunde man nok have ventet at finde lidt mere elegante Portierer, og i Slutningen af sidste Akt havde man strøget Kandidat Molviks Fremtræden paa Scenen.
Efter hver Akt lød Bifald, men der fandt ingen Fremkaldelser Sted. For et Søndagspublikum ligger Stykket jo ialtfald heller ikke.