Theater.
To Ting forstaar jeg nu, efterat jeg gjentagne Gange har overværet Opførelsen af «Vildanden» paa Kristiania Theater. Den ene er, at dette Drame om «knuste Menneskeskjæbner» kræver alvorlige og intelligente Tilskuere, – den anden, at Kristiania endnu ikke ejer noget stort Publikum af alvorlige og intelligente Tilskuere.
Disse sidste var det, som forrige Søndags Kvæld trodsede Snestormen paa den for mange vistnok baade lange og besværlige Vej ned til Skuespilhuset paa Bankpladsen, og paa det nærmeste fyldte Salonen ved Premiéren. Disse sidste var det, som fra det Øjeblik, Tæppet rullede op for første Akt af Ibsens nye Skuespil, sad der med en Opmærksomhed saa anspændt, saa det føltes, som om de med alle Sandser, med hver eneste Nerve gik op i dette ene, – at lytte. Første Akt faldt mat, mattere end man havde tænkt sig det efter Læsningen af Stykket, og herom blev der saa under Mellemakten, inde i Salonen, ude i Korridorerne, oppe i Restaurationen, en Diskussion, – Mand og Mand imellem, Grupper imellem. Jeg mindes alene at have seet et saa interesseret Publikum engang tidligere, ved Opførelsen af «Gengangere», Høsten 83 paa Folketheatret nemlig. – Saa kom anden Akt, og gjorde til Gjengjæld paa Scenen en Virkning, som man aldrig havde tænkt sig Muligheden af under Læsningen. Man følte sig under dette fælles Indtryk som ved en lykkelig Opdagelse. – Og saa kom tredje Akt, fjerde Akt, femte Akt. – Lige hurtig og sikkert, lige ubønhørlig konsekvent, som Skjæbnetragedien her udvikler sig næsten fra Replik til Replik, – i den Grad er intet overflødigt eller unødvendigt – til Uvejret i fjerde Akt bryder løs for endelig i femte at ramme den uskyldige, offervillige Hedvig med det dræbende Skud, – i samme Grad fulgte Tilskuernes Deltagelse med i levende, nervesittrende Lytten. Thi disse Tilskuere deltog selv i Handlingen oppe paa Scenen, levede med i hvert eneste Ord, følte Forudanelsens Angst for det, som skulde komme. Jeg hørte et kort, med indre Vold tilbagetrængt Skrig bag mig, da Hedvigs Skud faldt der ude «paa Havsens Bund». Det var ikke det «søde, lille Skrig», man ellers ved «Theaterskud» faar høre, men en Deltagelse, der følte Skuddet rettet mod sit eget Hjerte. – Tæppet var rullet ned efter den Klappe-Demonstration, som havde tvunget Regissøren til at lade det gaa op mod Reglementet. Man gik endelig fra Theatret ud i Vinterkvældens isnende Snestorm; man skreg til hinanden gjennem Snefoget, der piskede om Ansigtet, Ord, fulde af Begejstring, – somoftest kun et enkelt kort Udraab. Man fik ikke Lejlighed til stort mere for Vejrets Skyld. Men Stemningen, den bar man med sig hel og udelt. Den kunde Vinden ikke rive bort paa sine Koldbøtter omkring Gadehjørnerne og over Hustagene. Det var en ejendommelig Stemning, løftet som af en skjøn og mægtig Musik, højtidelig og alvorsfuld greben, fordi denne Musik var et Miserere.
Saa kom jeg i Theatret etpar Aftener efter. Omtrent halvt Hus! Og denne Aften var der saamæn ingen Snestorm, der hindrede Folk fra at komme. Jeg kjender ikke til, om jeg muligvis skulde have Anlæg for Tanke- eller Nervelæsning. Sikkert er det, at jeg strax modtog en Følelse af Kulde fra dette Publikum, hvoraf Flerheden tydeligvis kun var kommet der, fordi Aviserne havde fortalt dem, at den og den spillede den og den Rolle saa og saa udmærket. Dette Publikum applauderede ganske rigtig ogsaa Spillet og «morede» sig – ofte paa de mest bagvendte Steder. De lo over «Saltmads»-Scenen i femte Akt, som af en lystig Farce; – for den dybe Understrøm af Smerte, for den ætsende bitre Haan syntes mange, altfor mange ganske at mangle Forstaaelse. Da vilde de ikke have leet, paa den Maade ialfald.
Naa, disse kom dog for at se Stykket, – men saa alle de, som slet ikke engang har giddet komme? Jeg skulde have Lyst til at vide, hvor mange Gange disse sidste har seet Mosers Farcer og «den skjønne Helene?»
Men man kan ikke disputere om Smag; man kan alene hver for sig efter Evne bidrage sit til at hæve og rense den, hvor vi finder, at den er sunket og forsumpet. Det er nok ikke bare den Ekdalske Familie, som trives og befinder sig vel i Sumpluften. Jeg erindrer et Stykke ved Navn «Serge Panine»; den Luft var en sød Lugt for vort Theaterpublikum. Sat sapienti!
Faa dramatiske Digtere kræver saameget af sine sceniske Fortolkere som Henrik Ibsen, – og gjør dem samtidig Arbejdet saa let. Han kræver meget, fordi Personerne i hans Dramaer stadig er indførte under en bestemt, af Handlingens Grundtanke begrændset Synsvinkel. Her nytter det ikke at ville spille paa Rutine, at ville flyde paa Replikkens og den enkelte Scenes ydre – og somoftest kun tilsyneladende – Kolorit. Thi der ligger altid noget andet og mere bag, og af dette mere er det, det gjælder at tilegne sig Forstaaelsen. Men han gjør paa den anden Side sine Fortolkere Arbejdet let, fordi disse Skikkelser alle i sig selv er levende Individualiteter, grebne ud af Virkeligheden, alle med slaaende Karakteristik. Det er Mennesker, som ser ud, føler og tænker, taler og handler, slig som hele Verden gjør det. Har det derfor først lykkedes Skuespilleren at gribe Rollen i sit indre, dybere Væsen, vil han med nogen Iagttagelsesevne altid have forholdsvis let for at udfylde den i sine ydre Konturer, give den Indhold og Liv. Og da Ibsens Figurer dertil er saa iøjnespringende norske, er i særegen Grad vort eget Kjød og Blod, har vore egne Skuespillere heri en særegen Fordel fremfor andre Landes, ved den Sikkerhed, som det at have kjendt Grund under Foden giver.
Men først maa som sagt den dybere Forstaaelse være der og dernæst noget andet. Skuespilleren maa ved Arten af sin Begavelse føle sig i Slægt med den givne Opgave. Derfor er det at fordele Rollerne i et Skuespil som «Vildanden» en saa vanskelig Sag og forbundet med saa stort Ansvar baade overfor Skuespillet og Skuespilleren. Man har ikke været ubetinget heldig paa Kristiania Theater; man har gjort Fejl, som ikke burde være begaaet. Fru Wolf kjæmper tappert under Byrden af Gina´s Rolle, og vinder i fjerde og femte Akt Slaget med Hæder. Hun vilde have løftet en Rolle som Fru Sørby med Lethed og skabt en Type. – Relling forviskes næsten under Isachsens Hænder. Hvad mener man om Gundersen i den Rolle? Svær, tyk, fordrukken brutal, men med Hjerteslag under Kynismen? Hans Grosserer Werle er en fin og gjennemtænkt Figur, men for Stykkets Ekonomi havde det været bedre, om man havde faaet en mere karakteristisk Relling. Fru Selmer har maattet overtage Fru Sørby´s Rolle, og det skal til hendes Ros siges, at hun har taget fat paa en Opgave, der er saa uoverensstemmende med hendes Anlæg, med de ærligste Bestræbelser for at holde Figuren oppe uden paa noget Punkt at overdrive. Derfor virker Figuren ogsaa altfor mat; men heller det, end at den skulde virke chargeret.
Dette er de væsentligste Indvendinger. Om Besættelsen af de øvrige, større Roller kunde der, naar Hedvig undtages, neppe rejses Tvil. Rollen blev overladt Frk. Krohn. Man var enige om, at hun for Øjeblikket omtrent var den eneste af Theatrets yngre Damer, i hvis Naturel, Art af Begavelse og ydre Person, man øjnede Betingelser for at kunne løse Opgaven saaledes, at det tragiske ikke blev for stærkt fremhævet paa det barnliges Bekostning, eller omvendt en Jagen efter «sød, barnlig Naivitet» ikke trykkede Figuren flad i traditionel, ingenuemæssig Pjattethed. Men man var dog ligefuldt en Smule ængstelig for Udfaldet. Det var første Gang Frk. Krohn prøvede sin Begavelse paa en Opgave af denne Art, og saa var Opgaven en af de sværeste, som overhovedet kan gives en scenisk Kunstner.
Men hun løste den; hun løste den overraskende godt. Hendes Opfatning og Karakteristisk var aldrig overfladisk eller tynd, og træffende rigtig paa alle væsentlige Punkter. Hedvigs rørende Skikkelse tabte i hendes Fremstilling intet af sin skære Poesi; tvertimod var dette væsentlige Moment i den Figur, Frk. Krohn havde skabt, saa rigt og samtidig saa kunstnerisk behersket tilstede, at jeg er vis paa, hun her har givet alt, hvad Ibsen selv har villet. Men det voldsomme Udbrud i fjerde Akt, og saa femte Akt med den dybe, indadvendte Jammer, der faar Udtryk i en eneste Replik, «Vildanden!», – kunde hun ogsaa holde denne Side af Rollen oppe uden at forløfte sig paa den? Det var navnlig paa dette Punkt, vi følte en vis Ængstelse, – og desto større var vor Glæde over at finde Ængstelsen unødvendig. Vi havde frygtet to Ting: Enten gir hun sig over og lar det skure, som det kan, eller hun skruer sig op i indholdsløs Pathos. Og saa mødte der os en Smerte, ikke alene dyb og ægte i sit Indhold, men ogsaa sikker i Valget af ydre Midler. Og hvad der endelig giver Frk. Krohns Hedvig sit største kunstneriske Værd, var at Figuren herunder ikke faldt i to, men at begge Sider var sammensmeltet til en enkelt, hel Skikkelse, der var ligesaa klar i sit indre Væsen, som sikker i sin ydre Form. At Frk. Krohn har løst denne vanskelige Opgave paa en saa overraskende heldig Maade, bør være et Fingerpeg for hendes fremtidige Anvendelse.
Den Rolle, som kræver det største og mest indtrængende Studium af sin Fremstiller, er ubetinget Gregers Werle. Den er paa mange Punkter saa uklar, at man jo endogsaa for fuldt Alvor har disputeret om, hvorvidt den ikke er ment ironisk fra Digterens Side. Saaledes som Hammer giver Figuren, er den med engang kommet til at staa klar og gjenkjendelig for min Bevidsthed, – en Formidling af den sørgmodig grublende Ensling og den naive, i Beundringsdelirium omkringirrende Idealist. Hammers Gregers Werle taler lavt og med bittert Tonefald. Det er absolut rigtig. Han har ikke for intet hin Arv af Minder om sin Mor med sig; han gaar ikke for intet omkring med Følelsen af at være den trettende tilbords. Og naar man saa i lange Aar har siddet for sig selv oppe i Storskogen, da blir man ikke alene bitter, men ogsaa lavmælt. Men det brændende i Øjekastet, den dirrende Underklang i Tonefaldet, og de momentvis stærke Udbrud, det er Idealistens og Beundringsdelirantens Særejendom. Mig forekom det, at disse Karaktermærker var sammensmeltet til en gjennemgaaende sikker Fremstilling i den Gregers Werle, Hammer gav. Derfor sætter jeg ogsaa denne Præstation saa højt i kunstnerisk Henseende, fordi den havde saa store Vanskeligheder at bekjæmpe. Rollen er paa en vis Maade utaknemmelig, og Hr. Hammer gjør maaske ikke Lykke i dagligdags Forstand i den; men han kan maaske nøje sig med en Tak fra dem, for hvilke det kunstneriske Indhold er Hovedsagen, om disse maaske ikke er saa svært mange.
Er Gregers Werle utaknemmelig, er til Gjengjæld Hjalmar Ekdal og Gamle Ekdal Roller, der kan faa moderne Karakterskuespilleres Tænder til at løbe i Vand. De fik ogsaa af Reimers og Johannes Brun en Udførelse, som det er en Fest at være Vidne til. Jeg ved bare et eneste Punkt, hvori jeg ikke finder Reimer´s Hjalmar Ekdal helt færdig, – nemlig i Selskabsscenen i første Akt. Der burde han efter min Mening være lidt mere usikker, klodset og forlegen, for at hans Bravader i anden Akt, naar han kommer hjem, kunde faa endnu mere Relief. Ellers er han i Maske, i Holdning, i sit fedtede, forlorne, idealske Frasemageri saa fuldendt, og Rollen saa helt udarbejdet, saa sikker i hver eneste liden Nuance, som det er muligt. Hr. Reimers har ikke alene kreeret denne Rolle, men ogsaa fastslaaet Figuren for den fremtidige Opfatning.
Dette sidste har vel ikke Johannes Brun gjort med «Gamle Ekdal». Der lader sig godt tænke en anden Opfatning end den, som ligger til Grund for hans Fremstilling. Men slig som hans Ekdal er, er den nøje sammensmeltet med det, som er det særegne for hans Begavelse. Den kunde i hans Fremstilling ikke blive anderledes, og er saaledes seet, typisk. Det er som Skuespilkunst noget af det største, vor Scene har seet, og føjer en ny Figur til det rige Galleri, Johannes Brun tidligere har skabt.
Endelig skal jeg tilsidst nævne Selmer som den dæmoniske, forhenværende Theolog Molvik, – en ypperlig skitseret Baggrundsfigur, – og Klausens blegfede Herre. Det er i Retning af Maske noget af det bedste, denne Kunstner har skabt, og det vil ikke sige lidet.