Christiania Theater opførte igaar Aftes for første Gang Henrik Ibsens «Vildanden». Huset var paa det nærmeste fuldt, og uagtet Stykket ikke kan siges at være et Søndagsstykke i Ordets almindelige Forstand, fulgtes det dog med megen Applaus; men saa var vistnok ogsaa Publikum – inden hvilket vort til Opinionsytringer saa redebonne Venstre var stærkt repræsenteret – høist forskjelligt fra et sædvanligt Søndagspublikum. Og endskjønt det med Sandhed kan anføres, at Stemningen, saa langt fra at være trykket, tvertimod fra først til sidst var høist belivet, og at stærke og vedholdende Bifaldssalver fulgte paa hver enkelt af de 5 Akter, tror vi, det vilde være overilet deraf at slutte, at Ibsens nye Arbeide gaar imøde nogen lang og glimrende Tilværelse paa vor Scene. Dette vil nemlig komme til at bero ikke paa en nødvendigvis hurtig trættet Velvillie hos en forholdsvis lidet talrig Fraktion, men paa selve Stykkets Egenskaber, og vi skulde tage meget feil, om ikke Theatrets almindelige Publikum vil finde disse i væsentlige Henseender mindre tiltalende. Selvfølgelig have vi herved ikke for Øie Resultaterne af en strengere kritisk Vurderen, men alene en ikke udeblivende, trykkende Fornemmelse af Tyndhed og Forskruethed og Monotoni, der trods Ibsens ogsaa her tilstedeværende Mesterskab i den sceniske Præsentation lader Stykket falde langtrukkent, uden at det voldsomme og pinefulde Slutningsindtryk skal formaa at bringe dette i Forglemmelse, idet det tvertimod maa virke til at gjøre en endnu mere forstemt og utilfredsstillet. Med andre Ord: de Svagheder, som «Vildanden» allerede ved Gjennemlæsningen viste sig at have, i en ved Siden af Ibsens tidligere Arbeider fremtrædende Grad, gjøre sig endnu sterkere gjældende fra Scenen; og det er et Spørgsmaal, om det vil hjælpe tilstrækkeligt til at holde Stykket oppe, naar, som omvendt er Tilfældet, ogsaa dets fordelagtigere Sider fra Scenen viste sig med større Styrke. I saa Henseende sigte vi fornemmelig til den ypperlige komiske Skildring af Hjalmar Ekdal, der – om den vel kunde været fyldestgjørende givet inden en snævrere Ramme – dog helt igjennem er af stor Virkning.
I det hele taget bliver Stykket spillet godt. Hvad der navnlig er af den høieste Betydning, er, at Hovedfiguren, Hjalmar Ekdal, bliver fremstillet med stor Dygtighed af Hr. Reimers, som vandt meget og vel fortjent Bifald. Johannes Brun har ved Siden deraf skabt en klassisk Type af den gamle Ekdal, og Frøken Krohns Gjengivelse af Hedvig vandt og vil fremdeles vinde megen Paaskjønnelse. Ligeledes er Fru Wolfs Gina en dygtig Præstation. Ikke fuldt saa tilfredsstillende finde vi Hr. Hammers´s Gregers, Hr. Gundersens Werle og Hr. Isachsens Relling. Som «den blegfede Herre» i første Akt gjengav Hr. Klausen en afdød, velkjendt Personlighed med næsten uhyggelig Naturtroskab.
Samspillet er livligt og Iscenesættelsen gjør Instruktør Bjørnson megen Ære. Det sceniske Arrangement af Atelieret, hvori de 4 sidste Akter foregaar, blev særskilt applauderet.
Christiania Theater gav igaar «Vildanden» for anden Gang. Huset var ikke fuldt, formentlig paa Grund af Uveiret. Bifaldet faldt adskilligt sparsommere end isøndags. Mest Bifald lød der efter 4de Akts Slutning, hvor særlig Frk. Krohns Spil syntes at vinde megen Paaskjønnelse.
Christiania Theater. Ved «Vildanden», som i det hele taget ved Ibsens Arbeider, fornemmelig de senere, er der noget, som bringer til at tænke paa Huldren. Denne Eventyrskikkelse synes at være en skjøn Kvinde, men ser man nøiere til, er Skikkelsen hul og en hæslig Hale stikker frem under Klædningen. Ibsens Dramaer præsentere sig ved første Øiekast som svarende til det gode gamle Shakespearske Krav, at Scenen skal give et sandt Billede af Naturen; med en fængslende og bedaarende Virtuositet, der er nogetnær enestaaende, er Personerne og deres Samkvem lagt saa nær til den nøkterne Virkelighed, at det hele frembyder sig som grebet lige ud af Livet, med al dettes egen Fylde og Tilforladelighed. Skal man imidlertid gjøre sig rede for Kjernen, for, hvad Forfatteren har villet, og for den Lærdom, der er at hente i Beskuelsen af det Billede, han har oprullet, føler man sig skuffet; dels er det saa langt fra klart, hvad Forfatterens Mening er, at det tvertimod bliver staaende som et aabent og omstridt Spørgsmaal, om han egentlig tør siges at have villet det ene eller det andet – eller i det hele noget bestemt – dels kan den Maade, hvorpaa han har ladet Udviklingen foregaa og Resultatet hidføres, ikke taale nogen strengere Granskning. Den hæslige Hale er ogsaa altid fremme i stygge, spottende, vrængende, nedbrydende Udfald mod Religion og Samfundsordning.
Hvad nu «Vildanden» angaar, er det strax iøinefaldende, at Hjalmar Ekdal er en komisk Figur, men ogsaa at Skildringen af ham er stillestaaende forsaavidt, at han nok i Løbet af de 5 Akter bliver holdt frem i et saa stærkt Lys, at man lærer ham nøie at kjende og morer sig over alle de latterlige Sider ved Karakteren, som Digteren saa mesterligt fremviser, men Hjalmar selv er til Slutning i Grunden akkurat den samme, som han var fra først af; hvad der sker, bringer ham ingen Lektion, men kun Stof til et Deklamationsnumer mere. Nogen Komedie er Stykket, trods dets komiske Hovedfigur, altsaa ikke; hvad der er af Handling, foregaar væsentlig udenom ham, i den er Gregers og Hedvig Hovedpersonerne, og den er tragisk. Men ved denne Tragedie er netop det hule og usande stærkt forhaanden. Hedvig falder som Offer for en sygelig Exaltation, en besynderlig Vildelse, og derfor bliver hendes Selvmord ikke gribende, men alene smerteligt og pinefuldt. Gregers, hvis Fantasteri det er, som har forvoldt det, er et Slags Don Quixote med en «Livsopgave», der ikke har noget med Livets Virkelighed at gjøre, en sindssvag Mand, der ikke burde faa Lov at gaa løs, og som ved Tæppets Fald med Sikkerhed kan forudsees at ville tage sig selv afdage, hvis han ikke bliver bragt i Forvaring og under Lægebehandling forinden. Dersom det lod sig antage, at det er gjennem den høist eiendommelige pessimistiske Ræsonnør, Doktor Rellings Mund, Forfatterens egen Mening kommer tilorde, skulde dette rigtignok ikke være tænkt før; Doktoren siger nemlig i Slutningen af 3die Akt om Gregers, at «han er ikke galere, end Folk pleier være», og Gregers skulde altsaa være, hvad man kalder normal. Men i ethvert Fald kan vi ikke faa andet ud af, hvad han selv foretager sig, end at han mangler Brugen af sin Forstand, enten det nu har været tilsigtet, at saa skulde være, eller ikke, og at det altsaa maa siges at være en, der hørte hjemme i et Sindssygeasyl, som er deus ex machina i Stykkets uhyggelige Tragedie. Iøvrigt er det vel tvivlsomt, om Ibsen vil lade det gjælde, at Doktor Relling repræsenterer hans Opfatning og Anskuelse. I saa Henseende kan vi dog ikke bare os for at tro, at Forfatterens Tanke med Stykket – eller rettere med den fantastisk-bedrøvelige Baggrund, mod hvilken han i dette har stillet Hjalmars komiske Skikkelse – er lagt frem i denne Doktorens Replik i Slutningsscenen: «Aa, Livet kunde være ganske bra alligevel, naar vi bare maatte være i Fred for disse velsignede Ryttere, som render os Fattigfolk paa Døren med den ideale Fordring». Enhver sidder igjen med en Følelse af, at det rolige og tilfredse Samliv mellem Hjalmar, Gina og Hedvig er forstyrret, uden at til Gjengjæld nogetsomhelst er opnaaet, og at det Sandhedskrav, som derved gjorde sig gjældende, træffende karrikeres i Grossererens og Fru Sørbys Ægteskab. Hvis det da ikke er Digterens Indignation over, at Lykken i et Hjem saaledes kan veires hen for en Chimæres Skyld, som har villet give sig Luft i «Vildanden», er det ikke godt at indse, hvad han har havt for Øie. Men det er paa den anden Side heller ikke let at begribe, hvem det er, han vil ramme i Gregers. Sidestykker til denne Figur kjendes nemlig neppe i Praxis. Derimod vil der, saalænge vi leve i et kristent Land, jo altid være dem, som «render Fattigfolk paa Dørene med den ideale Fordring», – med Paamindelser om, at der ogsaa er noget andet og høiere at tænke paa, end Livets materielle Goder; i Gregers repræsenteres disse imidlertid ikke, men noget af den Bitterhed, som reiser sig mod ham, kan jo ogsaa tænkes at tage Retning mod dem, der, om end paa helt forskjellig Maade og under andre Forudsætninger, have til Livsopgave at tale til Samvittighederne. Det er iøvrigt ikke vor Mening at paastaa, at dette er beregnet. I det hele taget maa vi bekjende, at vi fremdeles staa ligeoverfor «Vildanden», uden at det nu efter Opførelsen er blevet os mere forstaaeligt, hvad Mening Ibsen har havt med Stykket. Uklarhed og Uhygge er og bliver, saavidt vi forstaa, dets endelige Karakteristik, – og det uhyggelige virker mere skjærende ved det komiske og det burleske, hvormed det brydes.
Hvor forskjellige Livserfaringer man end kan have, vil det visselig dog være Tilfældet, at saa trøstesløst paa alle Kanter som her har man ikke fundet Livet omkring sig. Men unegtelig gaar det hele saa naturligt til, som om det, der tales og handles paa Scenen, ikke var andet end ligefrem og tro Gjengivelse af Virkeligheden. Den sceniske Virkning er saa vel beregnet og forberedt, at endog det besynderlige ved alt dette med Vildanden og Mørkloftet bringes i Forglemmelse. Men paa den anden Side kan Stykkets Opførelse ikke andet end hidføre en stærkere Erkjendelse af en Omstændighed, der er ganske ny hos Ibsen. Hans Dramaer have altid udmærket sig ved sin solide Bygning, tildels have de været i mærkelig Grad sammentrængte, og det har ikke tidligere hændt, at nogen Forkortning og Sammenarbeidelse kunde fremstille sig som rimelig eller engang mulig. Her er imidlertid dette Tilfældet. 1ste Akt med dens Grosserermiddag og dens Kammerherrer indeholder Expositionen til et Stykke med helt forskjellig Udvikling, og hvad 3die Akt angaar, er den for Handlingen ingenlunde nødvendig, saameget mere, som det vilde været noksaa naturligt, om den ubetænksomme og fremfusende Gregers havde foretaget sin skjæbnesvangre Spaseretur med Hjalmar allerede efter 2den istedetfor som nu efter 3die Akt. Stykket kunde, med andre Ord, uden Vanskelighed tænkes sammentrængt til 3 Akter, især af Ibsens Mesterhaand, og det er neppe tvivlsomt, at dette Selvmords-Drama derved vilde vundet, ikke mindst i scenisk Virkning.
Som bemærket anse vi Hjalmar Ekdal for Stykkets Hovedfigur; paa dens Fremstilling beror afgjørende dets Skjæbne. Vi tro, at Hr. Reimers i denne Rolle helt og holdent har forstaaet, hvad Digteren har villet give, og at han maa siges med stor Dygtighed at have gaaet ind i den givne Personlighed. Hans Maske er fortræffelig, og til de flagrende Lokker, af hvilke han er saa stolt, det hele forlorne Kunstnerpræg over hans Ydre, svarer den pretentiøse, flotte Maade, hvorpaa han fører sig mellem de Omgivelser, som han føler sig saa langt overlegen. Hr. Reimers´s klangfulde Organ gjør ham god Tjeneste ligeoverfor al den falske Pathos, hvis Gjengivelse lykkes ham ikke mindre godt end alle de bratte Overgange til Tanken paa de materielle Nydelser, der under alle Forhold er af saa stor Betydning for ham. Der er meget Lune i den Maade, hvorpaa Hr. Reimers skiller sig herfra, paa samme Tid som hans Spil er frit for Overdrivelse. Scenen i 2den Akt efter hans Hjemkomst fra Middagen afgiver et af Glanspunkterne i Fremstillingen, – hans ved den ængstlige Bevidsthed om at have fornegtet Faderen noget trykkende Indtræden, hans Praleri med sin determinerede Adfærd i Selskabet, hans Ærgrelse over, at der stilles Fordringer til ham, og endelig hans Rørelse over sig selv, alle disse skiftende Træk komme frem med fuld Naturlighed og virke fortræffeligt. Meget fornøielig er ogsaa hans naive Udmalen af det Mod, der stansede Pistolen i hans egen Haand, Øieblikket, efter at han har trukket foragtelig paa Skuldren ad det feige i den hvidhaarede Gubbes Undladelse af at skyde sig. Den Ærgrelse, som det egentlig vækker hos ham at blive forstyrret i sin gode Ro af Gregers, parrer sig høist karakteristisk med det opstyltede i den Maade, hvorpaa han mere og mere føler sig dreven til at bryde overtvert i Hjemmet og atter med hans latterlige Svaghed ligeoverfor de tilvante hjemlige Goder, som han har saa ondt ved at opgive. Hans Entrée saavel i 4de som i 5te Akt er særdeles vellykket. I det hele taget er Hjalmar Ekdal, saaledes som Hr. Reimers har kreeret Rollen, ubetinget et scenisk Billede af mere end almindeligt Værd.
Johannes Bruns Gjengivelse af gamle Ekdal er en Præstation hors ligne. En markert og Opmærksomheden beslaglæggende Udførelse af Bifigurer er ikke altid at anerkjende, tvertimod; men naar Løitnanten her kommer til at fylde en Plads i Stykket, som man ved Læsningen ikke havde tænkt sig saa fremtrædende, da er dette en Vinding for det hele, og det fordi Hr. Bruns Løitnant ikke blot er en god Figur, som i sig selv maa interessere, men tillige gjennem den uforlignelige Humor, den Elskværdighed og fuldkomne Troværdighed, hvormed den gives, bringer noget tiltalende, der vel kan tiltrænges, ind i alt det mørke og tunge. Der er to Børn i Stykket – Hedvig, og han. Over den gamle Mand med det pudsige, typiske Udseende er der noget rørende; det bliver en Ting, som forstaar sig af sig selv, at denne Mand er et Offer, at han har været et blindt Redskap for Grossererens lumske Operationer, men selv kun har en uklar Fornemmelse deraf, og under det Slag, der har rammet ham, har han bøiet sig med blid og stille Resignation. Mesterlig er i 2den Akt den gradevise Overgang under den tiltagende Virkning af den i Smug nydte Toddy fra det ængstligt tilknappede og sammenkrøbne i hans normale Holdning til det kjækkere, stivere, mere militære Præg, der til Slutning gjør sig gjældende i pudsig Kontrast med Gangens Ustøhed. Hvor han staar med sin Pibe foran Kakkelovnen og hører med faderlig Stolthed og Beundring paa Hjalmars usande Bravader, er han prægtig. Scenen i 5te Akt, hvor han betror Hedvig, hvordan Vildanden skulde skydes, faar gjennem den eiendommelige Ømhed ligeoverfor Barnet, der præger hans Spil, og som klinger gjennem Ordene i det noget haarde og brede trønderske Maal, hvormed han giver den gamle Løitnant, en egen fin og smuk Virkning. Det hele forekommer os uovertræffeligt, og man kan kun beklage, at Ibsen i senere Tider har havt saa liden Brug for Johannes Brun saavelsom særligt, at hans Rolle i dette Stykke er bleven forholdsvis saa lidet betydelig.
En glædelig Overraskelse maa det vistnok siges, at Frøken Krohn´s Hedvig har beredt os. At give med Naturlighed, men mere ogsaa kunstnerisk forstaaet og behersket det rent barnlige, parret med Frembrud af stærk Følelse, saaledes som det her fordres, er en særdeles vanskelig Opgave; Fremstillingen vil lettelig blive enten for tung eller for overfladisk, forlidet barnlig eller det modsatte, og man kunde hos den unge Kunstnerinde ikke vente, at hun skulde formaa at skabe et i alle Henseender saa sikkert og dybt følt og saa smukt og virkningsfuldt gjennemført Billede. Særlig er hendes fortvivlede Sorg over Hjalmars Bortgang i 4de Akt sand og gribende.
Fru Wolf har ligeoverfor Ginas Rolle haft at kjæmpe med den for det væsentlige ved Figuren mindre betydningsfulde Omstændighed, at den fra Forfatterens Haand har faaet et fremtrædende østlandsk Lokalpræg gjennem Vulgarismer i Sproget, der iøvrigt turde være anvendte med adskillig Overdrivelse. Fru Wolfs Samvittighedsfuldhed har maaske ladet hende fæste sig altfor stærkt ved Nødvendigheden af at skulle have dette, for hende ikke naturlige, Præg frem i sin fulde Styrke, og dette har maattet føre til, at hendes Gina unegtelig er kommen til at mangle noget i at være en fuldkommen Type. Men bortseet herfra er, saavidt vi forstaa, hendes Udførelse af Rollen helt igjennem fortræffelig. Enkelt og roligt, men udtryksfuldt fremstiller hun det jævne, brave, gode hos Gina og ved Siden deraf tillige hendes Simpelhed. Hvor hun kommer i Affekt, er Spillet ikke mindre vellykket. I 4de Akt, da hun har mærket, der er noget iveien med Hjalmar, og hun forgjæves søger at blive Herre over sin Bevægelse, idet hun skal tænde Lampen, maa saaledes Fremstillingen siges at være ypperlig; og den Maade, hvorpaa hun ligeoverfor Hjalmars nærgaaende Spørgsmaal udslynger sit «Jeg ved ikke», er ligefrem genial.
I vor foreløbige Notis have vi allerede antydet, at Hr. Hammer´s Gregers ikke tilfredsstiller os. Hvad han giver, er mere en i Tanker fordybet, grublende Mand end Fantasten, som gaar omkring i livlig Higen efter at udrette noget stort. Bedst lykkes Scenerne med Faderen, men ogsaa her gjælder det, at hans Diktion er ramsende og upointeret. Hans Maske er særdeles god.
Ogsaa Grossereren havde vi tænkt os anderledes, end Hr. Gundersen giver ham. For os synes det ialfald at ligge nærmest, at denne Werle er en Mand med et blidt, indsmigrende, sødligt Væsen, saalænge det ligger i hans Interesse at bære det tilskue, men haard, skarp og skummel, naar Masken kastes. Hr. Gundersen har opfattet ham som en glat, jævn Mand, hvis Udtryk lidet forandres, enten han er ond eller god, og vi ville selvfølgelig ikke benegte, at ogsaa denne Opfatning kan have sin Berettigelse. Noget mere Lidenskab i enkelte Repliker ligeoverfor Gregers savnes dog absolut; og det er utvivlsomt ogsaa en Mangel, at Grossererens svage Syn ikke i mindste Maade markeres, hverken i Maske eller Holdning eller Bevægelser.
Hr. Isachsen giver Relling ligefrem som en ganske almindelig ung Fyr, uden Forsøg paa nogen egentlig Karakteristik. Det tør for en væsentlig Del have sin Grund i, at nogen original Skikkelse, svarende til denne Figur, vist ikke er let at finde. Men vi mene dog, det maatte kunne lade sig gjøre for Kunstneren at bringe noget mere ud af Opgaven.
Fru Selmer giver ligeledes Berta Sørby temmelig farveløst.
Som i vor foreløbige Notis bemærket, er Ensemblet og Iscenesættelsen helt igjennem vellykket. Dekorationen og Scenearrangementet i 1ste Akt med Grossererens elegante Arbeidsværelse i dæmpet Belysning foran den straalende Salon er sjelden smagfuldt og smukt, og Atelieret, hvori de 4 sidste Akter foregaar, er anordnet med stor Omhu og Dygtighed. Forfatteren har vistnok al Grund til at være Instruktør Bjørnson erkjendtlig for den hele misè èn-scène.